Jeg læste for et par år siden en artikel om, hvordan det føles af være afhængig af stress.

Hvordan det føles at have manglet noget hele sit liv uden at ane, hvad det var. Om den underlige opførsel, jeg har haft hele mit liv, hvor jeg valgte de forkerte mænd, jobs, værdier – og ikke kunne finde ud af at vælge noget andet, selv om jeg gerne ville.

Den magtesløshed over for mig selv, som fik mig til at tro på, at det var mig, der var noget galt med, når jeg ikke kunne finde ud af livet, og ikke kunne finde ud af at vælge det, der var sundt og godt for mig.

Denne artikel gav mig en aha-følelse, og jeg har ikke siden kunnet glemme den.

Jeg har fået lov af forfatteren Jens Arentzen til at dele den med dig.

Afhængig af stress..!

Af Jens Arentzen, jensarentzen.com

 

Afhængig af stressDer ligger en lille pige i et barneværelse og ser ind i en væg – hun er sulten men det ved hun ikke, hun er også ked af det, men det ved hun heller ikke. For der er ingen der har fortalt hende at det er det ’hun fejler’.

I det hele taget ved denne lille skabning ikke ret meget, for hun er 3 eller 4 og er der ligesom slet ikke mere.

Hun ser ind i væggen. – og mærker ikke længere kroppens utilfredsstillende følelse af sult, af sorg – og stress. Den følelse kommer hun til at kende – længe…

Et barn kommer til verden og er nogenlunde nok det vildeste verden endnu har set, med intention om at ‘bonde’ – at ville møde omgivelserne, – hende der holder om en. Hænderne der rækker ud.

De ’andre øjne’ der ser roligt ned på en, så man selv bliver rolig – og oplever det ’andet’ uden for sig selv – ude i verden – som godt. Der er nogen foran mine øjne – de ser på mig; de kan li’ mig.

Jeg er og jeg er dejlig! Der er noget ude i verden der tager mig op og dikkedikker. Verden er der og verden er top fin.

I den gode begyndelse ser det sådan ud; der dikkedikkes, pludres og responderes mellem væsener – og ‘spejlingen af sig’ gør at en lille-mulle lærer at ’sig selv findes’ – oplever at ’sig selv’ er fin, og har følelser, behov og at nogen hjælper en med at tilfredsstille dem. Man er i verdenen – for nogen…

Ensom drengFor sådan går det ikke den lille pige eller fyr der lærer at se ind i væggen, der ikke blev taget op, der ikke blev spejlet, holdt om eller ’bondede’ med nogen anden end væggen.

Hvor der ved vræl ingen kom – der kom en lussing eller et ”hold kæft” eller det blev besvaret af gråd inde fra mor, slagsmål i entreen, tavshed eller ingen – som i ingen.

Der tisses i sengen eller i bleen, og barnet vænner sig til ’det normale’; at sult ikke stilles, at behov ikke opfyldes, at man holder kæft, at verden er et ensomt, goldt sted at være.

Og lige om lidt er det en ung mand, en voksen kvinde, der fortsætter med at se ind i væggen eller PC’en – lever på en sten i en gold verden og ved at behov ikke opfyldes – hvor selvfølelse er blevet permanent u‑tilfredsstillelse – det eneste kendte..

Men det bliver værre endnu. Når ens grundfølelse er u‑tilfredsstillelsens stress, uopfyldt sult, uhjulpet angst og ‘der er ikke noget at komme efter’, så sker det det man tiltrækkes af fremover til det man kender; stress-følelsen, spændingens underskud man kender fra spæd.

Man bliver ’narkoman af stress-følelsen’ – den kender man – stress bliver lig med tryghed..!

Dansende kvindeHvor der er ‘farlig ro’, så skal der væltes et par flasker. Hvor der er venskab, skal det udsættes for kævl. Hvis der er orden i økonomien, skal det sættes over styr. Hvis ens forhold er godt, skal det trues af sidespring, løgne, vold og usandheder. Hvis slankekuren går godt, skal den ødelægges ved en fed gang overspisning. – ”Jeg ved de venter på mig, men jeg kommer ikke” – ”Stress stress kom igen – jeg kender dig.”

Livet ligger foran en med mulighed for grønne skove, kildevand og gode venskaber, men man vælger cementlandskaber, dårlige elskere og permanent at komme for sent eller komme op og slås – at se ind i væggen og mærke stressen.

Stressen man kender.

Man har fået en afhængighed af dysfunktion, der er blevet kemisk – et træfsikkert valg af værdimæssige, elendige løsninger. Man går tilbage til ham der slår, sørger for at aftaler altid er usikre, går åndsvagt bøvlet i seng. Somewhere, sometime. Så man i hvert fald ikke står op udhvilet, men irritabel – og i hvert fald for sent. Skylde penge, hugge dem.

Den kemiske ubalance som man har kendt fra spæd, bliver den kemiske normalitet, som man higer efter igen. Som da man ikke fik mad og maven var sulten, og man var ved at vælte om af træthed.

Den kemi-balance skal genopfyldes. Som junkien må det.

Den melankoli og sorg når man var vildest bedrøvet, men ikke fik lindring, er kemien du kender og er indstillet til. Desperations-stressen da man skulle trække mor fra dagligstue-gulvet op i hendes seng da man var 7 år, fordi der var druk i hjemmet, og far ikke tog telefonen og det var midt om natten.

Den stress kender du.

SelvdestruktionNogle skal ikke bare tage sig sammen, men hjælpes til at forstå at man kan være blevet så disponeret til selvskade – kemisk.

Ikke fordi man har dårlige gener eller er et usselt menneske, men fordi det var det man lærte som spæd, barn eller ung – u‑tilfredsstillelsens stress-følelse og kemi, den kender man – så meget, at man blive syg hvis noget lige pludselig er godt, kærligt og roligt. Så må jeg væk og ødelægge…

Nogle mennesker er ikke bange for mørket – men for lyset – deres eget lys… For de kender det ikke..!

 

Jens Arentzen (født 2. marts 1958) er skuespiller, instruktør, manuskriptforfatter og foredragsholder.

Jens Arentzen er uddannet skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør. Han udgik fra Elevskolen ved Århus Teater i 1979, og han har siden medvirket i mere end 20 film og TV produktioner. Som skuespiller er han kendt som Steen Dahl i Een Gang Strømer og Ulrik Varnæs i Matador. Arentzen er også prisbelønnet filminstruktør, med bl.a. Blomsterfangen, Lille-John og Solen er så rød. Jens Arentzen er en ildsjæl i dansk film og kulturliv og en skattet konsulent, coacher og foredragsholder. Han har undervist i over 20 år på landets teater- og filmskoler, og skriver derudover bøger, manuskripter og instruerer teater.

Jens Arentzen er uden tvivl en af de mest benyttede foredragsholdere i landet, som gang på gang får absolut topkarakterer. Han kan skabe en unik stemning, når han i samspil med publikum løfter taget med sine foredrag om empati, nærvær, kommunikation og motivation – fyldt med masser af humor.

Læs mere på jensarentzen.com

 

Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen til min side, hvor jeg skriver og taler om at være i nærkontakt med en hverdagspsykopat, som er det udtryk, jeg bruger som en fællesbetegnelse for psykopater, narcissister, sociopater og lignende.

Jeg bruger min egen historie og den viden, jeg har tilegnet mig de sidste 30 år til at hjælpe andre, der har prøvet det samme som mig.

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.