Mie skrev til mig: “Jeg læser og læser artikler om “mødet med en psykopat”, alle artiklerne slutter ens; løøøb!
Hvis du har fået børn med en psykopat, så er du på den!
Jeg mangler nogle konstruktive redskaber. Ja, jeg ville ønske jeg bare kunne løbe og ikke kigge mig tilbage, men det er ikke min situation, jeg har 3 børn med psykopaten. Jeg har derfor skrevet nedenstående “artikel” som en hjælp til andre forældre i samme situation som jeg selv.
Til dagligt arbejder jeg som lærer og trivselsvejleder (AKT) på en skole.”
Og her er Mies erfaringer og gode råd. Kom gerne med dine egne erfaringer og kommentarer i kommentarfeltet.

Børn med psykopat

For 2½ år siden valgte jeg at stoppe et 10 år gammelt forhold. Jeg sagde stop, fordi der var noget i mig der sagde at vores forhold ikke var godt for mig. Vi havde 3 mindre børn sammen.

Min eksmands uhensigtsmæssige adfærd blev efter bruddet mere og mere tydeligt for mig, der var ikke tale om almindelige samarbejdsvanskeligheder, det var mere end det.

Jeg oplevede både psykisk vold, trusler og fysisk vold. Jeg er ikke læge eller psykolog, men mine erfaringer med min eksmand gør mig sikker i min sag når jeg tillader mig at kategorisere ham med psykopatiske træk.

Efterhånden som det materielle blev delt mellem os, var der kun børnene tilbage at slås om. Og det blev der.

Samarbejdet omkring børnene og deres trivsel er både vendt på kommunen og i statsforvaltningen flere gange. Det offentlige system er ikke gearet til at håndtere personer med psykopatiske træk. Som udgangspunkt skal man selvfølgelig møde mennesker ud fra den tro at de taler sandt og er i stand til at reflektere over handlinger og have samvittighed.
Det er også denne tilgang man har i det offentlige og det er ikke muligt at se bag facaden på et to timers møde. Næste møde sidder der en ny sagsbehandler og sagen starter forfra. Møderne har som udgangspunkt fokus på at se fremad og ikke følge op på om det der bliver sagt er sandheden. Frustrationen er stor når man gang på gang ikke føler sig hørt og må lægge ører til løgne der ikke bliver undersøgt, krokodilletårer og egoistiske valg.

Jeg har forsøgt at samarbejde, appellere til samvittigheden, forsøgt at beskrive episoder og lægge op til refleksion, men hver gang er det som at bokse i en stor pude, intet trænger igennem.

For hvert slag i puden bliver frustrationen større, humøret svinger, søvnen bliver usammenhængende og det hele går ud over samværet med børnene.

Jeg har erkendt at et almindeligt samarbejde ikke er en realitet, det vigtigste i alt dette er børnenes trivsel og derfor har jeg samlet nogle gode råd som jeg selv følger for at skabe den bedste tilværelse for det vigtigste i mit liv, mine børn.

Jeg ved to situationer ikke er identiske, men mange træk er de samme og måske kan nedenstående råd bruges i en lignende situation.

1. Sæt dig ind i hvem du står overfor

Læs om personlighedstrækkene hos psykopater og dysfunktionel personlighed. Lær hvordan de tænker, hvad du kan forvente og hvordan han/hun reagerer på dine reaktioner. Analyser de sammenstød I har haft og får ud fra den viden du har tilegnet dig. Det er en fordel at lære at forholde sig så objektiv som muligt til situationerne.

2. Få styr på dig selv

Nok den sværeste, men også vigtigste. Hvis dine børn skal føle tryghed og stabilitet, så er det nødvendigt at du bringer det ind i deres liv.

Hvis du ikke har det godt, så har dine børn det heller ikke.

Brug penge på hjælp, find roen i dig selv. Få styr på følelserne og erkend din situation. Find roen til at sige: “Jeg kan ikke ændre på min eks opførsel, jeg kan kun ændre min måde at takle den på”.
Fx mindfulness, terapi, skrive dagbog, samtaler med familie/venner.

3. Hold kommunikation ren

Undgå unødig kontakt. Overvej om det er en nødvendig information du giver. Forsøg ikke at beskrive situationer hvor der forventes en almindelig reaktion. Hold kommunikationen til konkrete ting som er nødvendige for at opretholde et “på papiret” samarbejde.

Hav et fast skema til overleveringerne, hvor overskrifterne er: skole, fritidsaktiviteter, legeaftaler, sygdom, mm. Hold det kort, konkret og præcis. Ingen følelser. Ingen bebrejdelser. Ingen råd. Ingen beskrivelser.

Hav kun skriftlig kommunikation, på denne måde er alt dokumenteret.

Hvis den mundtlig kommunikation undgås kan den psykisk vold holdes nede.

4. Undgå løse aftaler

Hold jer til de aftaler der er lavet på forhånd. Undgå at lave løse aftaler, fleksibilitet er ikke en mulighed med en person med psykopatiske træk. Aflysninger, ændringer, diskussioner om aftaler er alt sammen med til at skabe utryghed hos børnene. Hvis der laves ændringer, få dem på skrift og gerne med en underskrift.

5. Hold dig på egen banehalvdel

Hvis/når der kommer kritik og nedladende kommentarer så luk af. Hvis kommentarerne kommer gennem barnet, så lad dig ikke mærke af det. Smil og hjælp barnet til ikke at føle sig i klemme mellem de to hjem. Fx. “far/mor siger du bor et et gammelt og grimt hus?”, “ja, det er rigtigt det er et gammelt hus, men jeg synes her er hyggeligt”.

6. Skab tydelige rammer

Sørg for at rammerne hos dig er tydelige. Det de ikke får i det andet hjem skal der være ekstra meget af i dit hjem. Vær en tydelig og tillidsfuld rollemodel. Snak om de regler der er hos dig og hav tydelig struktur i hverdagen. Når reglerne/rammerne er tydelige så bliver det nemmere for barnet at være i dem og slappe af. De skal ikke være bange for hvad der sker hvis de bryder en regel, konsekvensen er fortalt på forhånd og det skaber ro.

7. Vær rummelig og tillidsfuld

Skab et rum for dit barn hvor der er plads til at læsse af. Sørg for at være lyttende og afslappet hvis barnet fortæller om en ubehagelig oplevelse. Lyt og fortæl barnet at du ikke kan ændre noget i det andet hjem, men du vil gerne høre hvad barnet siger og du vil gerne rådgive barnet. Det er vigtigt at vise man kan rumme det barnet fortæller. Sig fx “det far/mor gjorde var ikke ok, jeg kan godt forstå du blev ked af”. Sørg for at skabe en kultur omkring barnet, hvor det er naturligt at tale om følelser, undren og grænseoverskridende adfærd.

Skriv ned hvad dit barn fortæller. Opfordre barnet til at snakke med andre tillidsfulde voksne (fx lærere og pædagoger) om ubehagelige oplevelser. Det er vigtigt at andre også får kendskab til de ting der sker, det er dem der skal handle på dem.

8. Omsorg

En person med psykopatiske træk kan ikke yde omsorg for andre. Din rolle som den anden forælder er derfor endnu mere fremstående. Du skal yde omsorg for den tid hvor barnet ikke møder kærlighed og omsorg. Pak ikke barnet ind i vat, men sørg for at lade barnet mærke at du er der, at du vil det, at du ikke er bange for at elske barnet og sætte kærlige rammer.

Husk kærlighed er også at være en tydelig voksen.

9. Inddrag andre som observatører

Stå ikke alene i alt dette. Sørg for at have nogle stærke person omkring dig der kan støtte dig. Fortæl om det du oplever og luk andre ind og fortæl dem om din og børnenes situation. Lad de voksne omkring barnet kende til jeres komplicerede samarbejde.

Sørg for at børnene har andre tillidsfulde voksne de kan læsse af hos. Sørg for at disse voksne kender reglerne for underretningspligt ved fx bekymrende adfærd, vold og svigt.

Tvunget samarbejde med en person med psykopatiske træk sætter hjerne, sind og følelser på overarbejde! Det er hårdt og det er okay at sige højt.

Mie er et opdigtet navn – jeg kender det rigtige navn.

Få 2 videoer om psykopater

Psykopat

Få svar på, hvad det er, de gør ved os, siden vi bliver så frustrerede, vrede, stressede, udmattede og kede af det?

Ingen spam. Du skriver dig op på min mailliste, og får artikler, videoer og noget om mine foredrag og andre begivenheder. Frameld dig nemt når du vil. Powered by ConvertKit
Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen til min side, hvor jeg skriver og taler om at være pårørende til en psykopat. Jeg bruger min egen historie og den viden, jeg har tilegnet mig de sidste 30 år til at hjælpe andre, der har prøvet det samme som mig.

33 svar til “Har du børn med en psykopat? Her er Mie’s råd”

  1. Gode råd, dog skades børnene stadig over tid, om end det er mindre end hvis man forsøger at samarbejde på normale vilkår.
    Altid få dokumenteret hvad der sker, samt samarbejd med alle offentlige instanser herunder også skole/daginstitutioner. Vær tydelig i hvem du er som forældre og bring dine observationer og bekymringer til lærer /pædagoger, sørg for at i talesætte dem undren/refleksion og aldrig som beskyldninger da psykopaten får det drejet til at du er usamarbejdsvillig og vil bruge dét i den videre sagsbehandling. Tal pænt om psykopaten foran barnet og offentligt ansatte. Ikke at du skal foregive at han/hun er en fantastisk forældre, men pak det hele ind i undren og empati. Ex. Jeg er ked af at mit barn har oplevelsen af… Hvad kan jeg gøre for at hjælpe mit barn i… Kan han/hun (psykopaten) slet ikke se at. …?

  2. Og nej psykopaten kan ikke se , at den der skades mest er vores datter.
    Det er en kamp – hvor jeg skal tænke to trin foran hele tiden.
    Dette er nu 8. år ….
    Men som skrevet i din artikel- statsforvaltningen er slet ikke gearet til at håndtere og gennemskue psykopaten og hans narcissistisk træk. Ny sagsbehandler og jurist på hver gang.

    • Det er sådan en lettelse at læse om andre der kæmper den samme kamp som jeg.
      Nye sagsbehandlere, lærer, pedagoger, familieterapeuter, psykologer osv gang på gang der ikke har en jordisk chance for at skabe sig et overblik over hvordan børnene har haft det i hele deres liv og i hvilken grad det påvirker dem. Min eks er ind på kone nr 3, og kone nr 2 har fået et polititilhold på faren som hun har 2 børn sammen med og børnene mistrives der også. SF behandler sagerne separat, hvilket gør at vores eks kan sidde og spille skuespil og lyve om hvor godt det kører hos den anden ekskone…
      Min eks er særdeles “velfungerende” i samfundet og hvis jeg italesætter ham som en psykopat, bliver jeg den onde, usamarbejdsvillige part.
      Vi er pt igang med endnu en børnesagkyndig undersøgelse via SF og jeg er i tvivl om jeg skal sige lige ud at jeg mener han er psykopat? Og når de spørger til om jeg mener at børnene skal have samvær overhovedet (det har været suspenderet de sidste 6 måneder), bliver jeg i tvivl om hvad der er bedst for børnene? Jeg kan jo ikke sige til dem at deres far er psykopat og derfor er en dårlig influens på dem og ikke er egnet til at være far når han ikke har en psykopat- diagnose…

  3. Birte
    Psykopaten bør slet ikke have samvær med børn. Til voksne siger vi: flygt hvis du vil bevare din psykiske sundhed, men børn regnes åbenbart ikke som mennesker. Den psykopatiske far skader barnet – han er grænseoverskridende, kvæler barnets vilje, vender op og ned på ting og fordrejer sandheden, sådan at barnet efterlades i tåge, forvirring og kan ikke orientere sig og bliver voldsomt presset til alt muligt – for psykopaten er særdeles intens i sin argumentation – så barnet ved ikke hvad som er op-ned, sandt eller usandt, ret eller vrang, godt eller skidt. Barnet bliver følelsesmæssigt overanstrengt og nervøs. Mor får en uoverskuelig opgave med at vejlede barnet ift virkeligheden og også hun bliver i allerhøjeste grad overanstrengt.  Endnu værre bliver det når Statsamtet forventer samarbejde mellem parterne. Hvilket er det rene overgreb overfor moren, fordi psykopaten ikke er i stand til at samarbejde – han aner slet ikke hvad det er….

    • Jeg har detsvære også været gift og fået børn med en mand med psykopatiske træk. Fandt det svære ud af det forsendt. Vi havde et til tider vanskelig samarbejde om dele ordningen omkring vores 2 drenge. 
      Han formåede, at vende drengene imod mig og fik dem i Statsforvaltningen bag min ryg, hvor de vidne, med mange modbydelige usandheder om mig. Flere ting kunne jeg bevise ikke var sandt. Men løbet var kørt, jeg mistede samvær, bopæl og 1-1/2 år efter forældremyndigheden. 
      Jeg forsøgte at belyse situationen også ved hjælp fra min advokat. Men vi mødte kun 1 der kunne gennemskue hvad der foregik. Men hende lykkes det min ex. advokat at sætte af sagen. Vi fik en ny børnesagkyntig og sådan fortsatte det. Kommune, Byretten, skolen, var også indblandet. Men der blev ikke lyttet til skolens bekymring for drengene og deres belysning af min ex. unaturlige adfærd. I dag nu 4 år sener,  har jeg ikke set mine børn i de 4 år. Tlf, og pludselig blev drengene fragtet til og fra skole hver dag og det gør han stadig på trods af deres nu 14 og 16 år. Skal siges de boer under 1 km. fra skolen. Fødselsdagskort og gaver nægter han at modtage og drengene er muligvis uvidende om dette. 
      Jeg har modtaget det hjælp jeg kunne få og har med støtte fra venner og familie kommet hel igennem det uden at gå helt i stykker. Vil været klar til at tage imod mine elskede drenge den dag de kommer igen, for det vælger jeg at tro de gør en dag. Jeg fik heldigvis muligheden for at være mor for dem de første 10 og 12 år af deres liv.  
      Jeg ser meget frem til at få kontak med dem igen, selv om jeg er fuld klar over det ikke bliver problem frit. Håber det kan heles og læges med hjælp, hvad disse år har påført dem at leve isoleret med en far med psykopatiske træk. 
      Måske der er andre der er i samme situation eller har været. Ville så gerne høre om nogen, der igen har fået kontakt med deres børn, efter en længerevarende adskillelse. 

      • Åh hvor jeg føler med dig. Sikke en magtesløshed og at systemet der skulle være til for at beskytte dig og børnene, faktisk er det der holder jer adskilte. Det man frygter er jo at han lykkes med at ødelægge deres virkelighedssans så meget at de aldrig ser at det er deres far der er forkert på den og at de aldrig kommer tilbage. Jeg håber sådan for dig at de vågner op af tågen en dag og kommer tilbage til dig. Al held og lykke, god energi og sindesro til dig midt i helvedet. Knus

        • Stakkels jer. Jeg sidder i en situation, hvor jeg tænker at opgive mine 3 børn. Jeg orker ikke kampen mod min ex-kone længere og de skænderier det giver med børnene, som er præget når de kommer hjemme fra deres mor. Det er opslidende for alle og børnene er ved at blive kørt helt ned……….. Hvad tænker du om at børnene “for ro” ?

          • Kan ikke anbefale at opgive sine børn. De har brug for dig. Vil anbefale du søger hjælp, til at takle situationen, så du får redskaber til bedre at kunne gennemskue hvad der foregår. Samt får redskaber til at kunne være der for børnene, så de får kærlighed, omsorg, mærker impati samt støtte til at bevare deres dømmekraft. Alt dette er ofte en mangel fra personer med psykopatiske træk. 
            Ønsker dig alt det bedste og ønsker virkelig du må finde resurserne til ikke at opgive dine børn. Dine børn har brug for dig? Hilsen orkideen 

      • Hej Emmy og andre her inde i tråden. Jeg er blevet voldsom lettet over at læse det i alle skriver, det er mit forhold til exmand inde i ægteskabet og nu efter ægteskab 2 børn er nu inde i ex klør, i kan tro der blive manipuleret og alt det i skriver rammer bare spot on. Men hvad gør vi for at få dette emne oplyst til det danske land der ude. Jeg føler virkelig ingen har lyttet til det jeg sagt hverken i komune  statsforvaltning retten, selv en børnesagkyndig har jeg været oppe og diskutere ret kraftigt med da han sagde at barnet havde jo sagt at hun ville bo hos far fordi hun skulle passe på ham. Datter 10 år. I min verden skal et barn slet ikke passe på en voksen, men børnesagkyndig sagde ikke andet en det der stod i papirene. Fedt så er slaget tabt. Men nu har jeg valgt at være der for mine børn snakke med dem være der for dem anderkende at det til tider er hårdt anderkendelse kommer du langt med. Jeg er glad for jeg ikke er den eneste der sidder i denne her forfærdelige situtation .  Tak for nogle forslag til hvordan man håndterer en spykopat ex mand

    • Sådan – du er dejlig skarp i din beskrivelse. ! Faktisk vil jeg påstå – at det er overgreb/misbrug af små sjæle –  der ikke ved bedre. Børn er så loyale – og kan ikke se psykopati. Vi  der lever/har levet med psykopater – ved hvad der indebærer og forsøger at beskytte  det dyrebareste i livet – nemlig  vores børn..  Og her står vi alene – ryggen mod muren/ samtidig med et bjerg der skal bestiges.!  Det er ikke for folk med sarte nerver !!! 

  4. Hejsa..
    Er ny herinde.. Lige pt skal je ind og afslutte et forhold med min ex kæreste, han sidder i fængelse så har fået lov til at besøge ham.. Derudover skal vi skal have barn sammen til sommer, er meget bekymret for hvad han vil sige og hans måde at tackle det hele på..
    Hvordan skal jeg opfører mig? Hvordan skal jeg få dette her afslutttet forholdet på? uden jeg skal føle mig truet m.m

    hilsen Flippa

    • Sig mig – hvor er  du på vej hen ? Du må vælge og selvfølgelig skal du vælge dit barn og fravælge din “kæreste” i fængsel. Det er NU du skal tage dit valg – så dit barn ikke mister mulighederne i livet fremover . !

  5. Har lige læst artiklen og føler at det rammer meget min situation. Jeg sidder i en situation hvor jeg for syv år siden flyttede til Norge med min eks og vi har nu to børn sammen. Måden han er på stemmer meget godt overens med det som står i artiklen og vi har for eksempel også kun skriftlig kommunikation nu og har haft det sådan i et år. Noget som er meget upraktisk nogen gange men helt nødvendigt fordi at han ellers overfuser meg og bliver ubehagelig. Plus at jeg så har alt på skrift. Vi skal nu i gang med en retssag om den daglige omsorg for børnene og det er utrolig hårdt at sidde i et andet land og gå igennem disse ting. I Norge findes der ikke noget tilsvarende statsamtet så da må man bare gå direkte den retslige vej med advokat. Jeg har også siddet på diverse møder og skullet prøve at samarbejde med dette er umuligt med et menneske som ikke ejer empati! Jeg har samme opfattelse som nogen her skriver at systemet ikke er klædt på til at takle mennesker med psykopatiske træk og at det hele forholder sig til at man skal samarbejde. Det jeg savner mest er at have nogen at snakke med som forstår en og så ville jeg gerne have nogen tips til læsning om psykopati og afvigende personlighed.

    • Hej Karen

      Jeg kan anbefale du søger medlemskab af en lukket gruppe på facebook. Søg om optagelse via denne mail: hojkonflikt@gmail.com

      Her møder du kvinder i samme situation. Gruppen er lille og vi støtter hinanden med vores erfaringer og forståelse.

  6. Alle gode råd, men den del med ikke at lave ekstra aftaler/løse aftaler er ret svært når det er mor som er psykopaten, er bopælsforælder, har magten og man som far har en 10/4 ordning. Eks nu her ved vinterferie melder mor fredag i uge 7, hun skal på ferie og er desværre først hjemme lørdag i uge 8, og derfor vil det være barnets bedste, at jeg har hende til lørdag og ikke fredag i uge 8 som aftalen ellers påbød. Altid sen eller ingen varsel, altid retorik med “barnets bedste” som jo er rigtigt men mor tager ikke ansvar for, at barnets bedste jo her udspringer af, hendes behov-ferie, og at hun ikke overholder aftale.
    Aflyser tid hos tandlægen da vi står der oppe, ikke meldt ferie så må køre med uforettet sag i dagplejen, ikke udlevere pas gennem halvanden måned, ikke varsle flytning om end kun få hundrede meter væk…
    100 eksempler i den boldgade. Systemet ser det rigtigt nok ikke eller er ligeglad. Sidste gang jeg bad om.mere samvær 10/5 havde jeg i snit haft 3 dage mere pr. Måned..svaret fra den børnesagkyndige var, at jeg måske bare skulle læne mig tilbage, nu når samværet kom alligevel…
    Manglende varsel om flytning siger jurist næsten irriteret ikke har nogen konsekvens – gummiparagraf.

    • Hvis jeg forstår dig korrekt, vil moren gerne have at du har barnet mere end det fastsatte samvær, fordi hun har brug for en babysitter? Det er jo faktisk sådan at hun som bopælsforælder står med det fulde ansvar, dvs hvis ikke du kan have barnet på samvær, så er barnet hendes ansvar, Hvis ikke hun kan bære det ansvar, synes jeg du skal søge om at blive bopælsforælder.

      • Du forstår det korrekt men hvordan tror du lige, chancen er for at få bopæl når systemet ikke engang forholder sig til, det ekstra samvær jeg har haft og ikke engang med den begrundelse man få to dages ekstra samvær pr måned?
        Fra 10/4 til 9/5…så er bopæl næppe realistisk.

  7. Jeg faldt for denne charmerende fyr på 38 år og undrede mig egentlig over at han ikke havde været i et længere varende forhold siden han var 22. Efter 6 måneder fandt jeg ud af at han var lidt anderledes, og gjorde det forbi. Han var overtalende og vi startede forfra. Jeg blev ret hurtigt gravid , jeg var også i slut 30’erne vidste at uret tikkede og vi fik en søn.Ikke fordi han gerne ville- det var mest mit behov. Et par år efter blev jeg gravid igen og han blev tosset fordi vi så skulle have en større bil. Jeg syntes nok det var en sær reaktion. Jeg endte med at abortere og han var glad, jeg fik ingen trøstende ord eller omsorg. Vi endte med at være gift i 17 år og under hele ægteskabet har jeg fortalt mine venner at han var en kold person, men ingen troede mig Han var altid den søde og charmerende person når andre var tilstede. Min familie var vilde med ham. Vi havde kommunikations problemer og gik ved flere lejligheder til terapeut, men han snakkede bare dem efter munden og når vi var os selv var alt ved det gamle. Kun ord aldrig handling. I 17 år har jeg aldrig oplevet et “undskyld” eller at han har taget fejl. Eller taget ansvar for vores søn. En dag jeg kom hjem fra arbejde var vores søn (dengang 4år) blå i hovedet og kunne ikke trække vejret. Min mand havde ikke lagt mærke til noget. Jeg kørte straks på sygehuset, hvor barnet var indlagt i ilt telt i en uge. Der er mange flere eksempler på grov omsorgssvigt fra faderens side. Da vi blev skilt for 4 år siden fik min eks overbevist hele min familie om at jeg har borderline og er rablende skør, så alle tog hans parti, hvilket har afsted kommet at jeg i dag ikke har kontakt til familien. Min søster og hendes familie holder jul, fødselsdage og ferie sammen med eksen. Værst er det dog at han fik sat min søn op i mod mig, hvilket var nemt da han blev boede hos sin far i det tidligere fælles flotte hjem. Far tjener mange penge som selvstændig og inviterer ofte på skiferie og rundture i USA. Jeg bor nu i lille lejet lejlighed, da han lige inden skilsmissen sørgede for at få overflyttet en meget stor sum penge til egen pensionsopsparing. Efter skilsmissen flyttede han hurtigt sammen med en ny kvinde- det holdt 8 måneder. Og hun var helt ødelagt, da han smed hende ud. Hende fik jeg kontakt med og kunne lige pludselig forstå hvad det var vi begge havde været udsat for. Jeg havde aldrig tænkt på ordet psykopat, men pludselig faldt alle brikker på plads. Efterfølgende har han haft mange forhold og er også nu i gang med en ny. Hans tidligere kæreste siger at hun aldrig har oplevet en så romantisk mand, der spejlede æg i hjertefacon og strøede rosenblade i hendes bad. Jeg var ganske uforstående- for romantsik er det sidste ord jeg vil hæfte på denne iskolde, hule person, der ikke har noget følelsesliv overhovedet. Min søn på 20 bor stadig sammen med sin far og det bekymrer mig dybt, da jeg ikke mener at det er et sundt miljø for ham. For nyligt droppede han ud af sin uddannelse grundet en depression og jeg tænker det kan skyldes faderens grundlæggende mangel på omsorg og at han hele tiden har mere travlt med at date end at tage sig af sit barn. Vores barn har ligeledes haft et meget stort forbrug af hash, men selv ikke der ville faderen arbejde sammen med mig for at hjælpe vores barn. Nogle af mine venner tror efterhånden på at min eks er psykopat og mener at jeg burde have en medalje for at kunne holde ud i så mange år. Andre mener stadig at han er en særledes god looking 58 årig mand, med et imødekommende væsen og at det er mig der er drama queen. Enkelte af mine venner tilbage fra gymnasie tiden har fravalgt mig og tilvalgt ham, skønt de jo var mine venner . Han opsøger uden skam alle mine venner, kontakter dem på facebook og søger deres venskab, hvilket i begyndelsen undrede mig, men nu forstår jeg bedre. Jeg er heldigvis en meget stærk person og har altid haft et godt netværk, så jeg overlevede uden at være kørt helt i sænk, men der har været mange tårer. Jeg er en analytisk person og har hele tiden prøvet at finde en årsag til hans ” det har jeg fortalt dig- det har du bare glemt” og jeg mistede efterhånden tilliden og respekten for ham da han altid kom med bortklaringer og blev meget sur når jeg hævede at jeg havde ret. I flere perioder har han været projektleder på Grønland og der blev min far meget alvorlig syg. Jeg ringede og skrev til min mand for at få hans støtte, men blev aldrig hørt. Han tog ikke telefonen og besvarede mine lange breve med to sætninger. Far døde og jeg fik ingen støtteSå de sidste mange år var vores ægteskab udelukkende baseret på økonomi og vane At vores ægteskab trods alt holdt i 17 år skyldes at jeg er en stærk person- en overlever – som eksen kalder mig, at jeg er handlekraftig og sagtens kan selv. Måske også at jeg støttede ham i at få en bedre uddannelse, at jeg kunne sørge for de gode kontakter, at jeg skrev ansøgninger for ham. Han er oprindelig håndværker- mens jeg er uni uddannet. Min eks har aldrig rigtig haft nogen interesser , mens jeg har mange og han har overtaget dem, og en jeg føler han har nasset på mine interesser og nu fortæller han de nye kvinder at det er ham der har lært mig at sejle, at samle svampe at lave indisk mad, at dyrke økologiske grøntsager , at stå på ski, at ride…… Så parasitær livsstil passer også. Jeg kom ud at det ægteskab – fattig, misforstået, uden familie, med et meget problematisk forhold til min søn som i den grad trænger til kærlig omsorg . MEN jeg har ikke turdet igen at involvere mig i en mand. Så på den måde bærer jeg stadig på et tungt åg og er blevet lidt små paranoid . Har lyst til at kontakte hans nuværende SOSU kæreste og sige hun skal løbe væk : Run Forest , run – alt det du kan, men det vil jo bare bestyrke ham og familien i at jeg har borderline. Hun vil – ligesom jeg og alle de andre efter mig, også komme til at sidde med tårene trillende ned ad kinden i det perfekte hus med alle de arkitekttegnede møbler jeg efterlod, mens han ikke forstår hvorfor.hun skal være så emotionel. Puha jeg håber en dag at min familie vil få øjnene op for hans personlighed, så vi igen kan etablere en kontakt og allermest ønsker jeg at min søn kommer væk fra sin far. Jeg må dog afslutningsvis sige at jeg har fået kontakt til min søn igen og min søsters børn i 20’erne men med baby steps. Tror optimitisk på fremtiden. Uden en ny mand 🙂

  8. Beatrice
    Jeg arvede i 1972 et hus sammen med min søster der er 2 år ældre end jeg. Huset er vores barndomshjem opdelt i 2 lejligheder, en 2.families villa. Vi fik huset uden samejeoverenskomst. og det kom ikke på tale dengang at få sådan en aftale. Huset har været lejet ud fra vi fik det. Vores mor bor stadig i stue lejligheden, hun er i dag 94 år. Den anden lejlighed har været lejet ud til forskellige familier, samt min søsters datter og nu søn og svigerdatter. Siden vi fik huset stod min søster for regnskaberne og al husleje gik ind på en konto som kun hun havde adgang til, hun fremviste nogle ufærdige regnskaber 1 gang årligt når vi skulle lave årsregnskaber. I 1998 rejste min søster og hendes familie til USA i et år og jeg overtog regnskabet og fik med møje adgang til bankkontoen hvor huslejen gik ind på. Hun havde ikke sørget for at det var i orden inden hun rejste, men hun gav banken skylden. Da hun kom hjem igen startede problemerne, Jeg blev beskyldt for at der manglede 1 mdrs. husleje, hvilket viste sig at være forkert ved nærmere eftersyn af kontoen. Jeg beholdt min adgang til den nu fælles konto, men med tiden opstod der uenighed, idet min søster angreb mig for at bruge penge til ting hun ikke kunne acceptere, mens hun selv tog af kassen til private formål. Jeg forlangte i 2003 at få huslejen delt op så jeg havde min egen konto hvor halvdelen af huslejen gik ind på hver måned. Vi betalte begge halvdelen af de faste udgifter fra hver vores konto. Nu flyttede min søsters datter ind i den ene lejlighed og jeg måtte undvære husleje i 3 mdr. indtil hun havde tid til at flytte ind. Jeg forlangte at få min andel af huslejen for de 2 mdr. når lejligheden skulle reserveres til min niece. Men min søster bekendtgjorde at det fik jeg ikke og at hun alene havde al korrespondance til lejerne. Min niece boede i huset i 2 år uden at jeg kunne få en kopi af huslejekontrakten og uden at få depositum. Min søster meddelte mig, at hendes datter sagtens kunne bo uden kontrakt og depositum tog hun sig af. Da min niece flyttede fandt jeg en god og venlig lejer som min mor kendte, han var alene og var stille og rolig, hvilket jeg meddelte min søster. Hun havde ingen lejere på hånden. Men det passede ikke min søster at jeg havde fundet en lejer så hun truede ham jævnligt med udsmidning etc, selv om hun modtog halvdelen af huslejen. Hun nægtede samtidig at underskrive lejekontrakten, og at betale til vedligeholdelse og reparationer i lejligheden/huset.Efter 1½ år fraflyttede lejeren, da han ikke kunne klare min søsters trusler om udsmidning. Han sagde da han flyttede at han var glad for at han havde haft kontakten til mig og ikke min søster. Efterfølgende fandt jeg via Boligportalen nye lejere, mens min søster forlangte at det blev annonceret i Berlingske tidende via billetmærke. Hun var igen meget vred over at jeg havde fundet lejere. Lejerne betalte hele huslejen til min konto og jeg overførte hver måned ½-delen til min søster, Min søster nægtede fortsat at istandsætte i lejemålet og huset i det hele taget fordi hun ikke fik huslejen direkte fra lejerne.. Efter 2 år fik lejerne en ny kontrakt af mig og de betalte nu halvdelen af lejen til min søster direkte. Men min søster nægtede fortsat at betale til reparationer og de næste 8-9 år betalte jeg for al vedligeholdelse i lejligheden samt udvendigt malerarbejde og murerarbejde, hele mit overskud og mere til gik til vedligeholdelse. I 2015 flyttede min søsters søn og svigerdatter ind i huset. Jeg fik ingen kopi af kontrakten og depositum har min sæster. Hun får også hele huslejen fra lejligheden + at hun fortsat modtager halvdelen af huslejen fra vores mor. Min søster får kr. 9900 hver måned jeg får 2500 hver måned. Min indkomst dækker knap halvdelen af de fast udgifter. Min søster har meddelt mig at hun nu administrerer huset og at pengene går til istandsættelser. Hun fremsender opstilling af regnskaber, som viser at jeg skylder hende penge, selv om hun får stort set hele huslejeindtægten. Jeg har forlangt af se kopi af regninger og af lejekontrakten, men jeg modtager ingenting. Hun sætter ikke i huset, kun nogle ting da min nevø flyttede ind i den lejlighed, som min søster gennem 10 år havde nægtet at vedligeholde i.
    Min søster fortæller familie og venner at jeg ikke har istandsat i huset i mange år og at jeg har stukket pengene i mine egne lommer. Hun fortæller at huset er et håndværkertilbud og i meget dårlig stand, hvilket skyldes min manglende vedligeholdelse. Selv om familien ved og kan se at det ikke er rigtigt, så får hun medhold af hendes familie. Min mor tager også hendes parti, hvilket gør meget ondt på mig. Hun tør nok ikke andet og vælger det der er lettest for hende selv.
    Jeg har været i Kbh. retshjælp i håb om at de kunne hjælpe, men min søster har skrevet et langt brev til dem og fortalt løgne om mig og om lejeforholdene. Hun skriver bl.a. at jeg skal fratages retten til at administrere. Hun vender alt på hovedet og det hun fortæller om mig er i virkeligheden hende selv hun beskriver. Hendes mål er at overtage huset til en spotpris. Retshjælpen har bedt min søster om kopi af lejekontrakten og af regninger på hendes påståede vedligeholdelse, men de har intet modtaget, kun brevet med løgne.
    Retshjælpen tilbyder mig nu at indgå et Meditationsforløb med min søster, hvor vi kan tale om konflikten sammen, for at komme til et forlig. Jeg tror imidlertid ikke det vil gavne mig, men i stedet min søster.
    Har I et godt råd til mig, skal jeg deltage i Mediationen eller ej? Hvad mener I?

    Mvh Beatrice

  9. Jeg undrer mig over at statsforvaltningen er så dårlige til at arbejde med psykopater. Jeg har igennem et meget langt forløb i SF oplevet at han løj og svinede mig til, uden at komme med konkrete ting. Jeg afviste selvfølgelig det hele som løgn, og opfordrede til at vi tog en snak om hvad der rent konkret er foregået . Men så skete der ikke mere – ord stod imod ord mente sagsbehandleren.

    Nu er det sådan at jeg jo ikke kan bevise at jeg IKKE har chikaneret og forfulgt min eksmand. Det er ham der har bevisbyrden, og hvis han ikke kan komme med noget konkret bør sagsbehandler sige STOP og få samtalen tilbage på sporet. Men de er så rystende dårlige de sagsbehandlere. I særdeles ham som jeg havde var da alt for nem. Måske jurist, men der er også behov for noget livserfaring i Statsforvaltningen

    • Forældreansvarsloven og hele regelsættet vedr bopæl og samværsforælder trænger til et gennemsyn.
      Statsforvaltningen interesserer sig ikke for forældrenes påstande og opfattelser af hinanden. De forklarer det med fokus på barnet og barnets trivsel. Ydermere intersserer de sig ikke for fortid men har fokus på hvordan I kan lave aftaler til gavn for barnet fremadrettet.
      Det lyder alt sammen meget flot og umiddelbart fornuftigt, men jeg deler din opfattelse. Som eksempel kan jeg nævne manglende konsekvens på flere ting som ellers står påbudt i loven: varsling af flytning, udlevering af pas, varsling af ferie.
      Eller samvær 11 weekender i træk(alm.hver anden weekend), 3 dage pr måned mere i flere år, og så skulle man tro, det gav anledning til at drøfte mere samvær fast, men det gjorde det ikke. Til gengæld flere horrible udsagn;

      Måske jeg skulle læne mig tilbage – samvær kom jo alligevel.
      Om jeg var klar over, at der sad andre fædre som ville misunde mig det samvær jeg havde i aftalen.(10/4).”
      – ja, ekstra samvær kom når bopælsforælder tilbød. Ellers ikke. Hvad med struktur?
      Og selvfølgelig forventer man, at samværsforælder rydder sin kalender 11 weekender i træk.

  10. Hvor er børnene i de sager hvor kvinden ender med at miste sig selv? 
    Forestil jer en kvinde,  som jeg her sammenligner med en Mac computer! Hun har alle de velfungerende APPS, kører på høj hastighed har en stærk harddisk. Manden har en mindre model og bliver fascineret af hendes Mac. Langsomt overfører han alle hendes APPS  til sin egen computer. Hun opdager det ikke. De bliver slettet en for en, til hun til sidst kun har en tilbage på sin egen computer! Nemlig HAM! Nu kører hun pludselig på halv hastighed, kan ikke bruge sine ellers kreative stærke evner føler sig svag, udmattet, lav på batteri….. manden derimod kører på dobbelt hastighed! De får børn og kvinden finder nogle nye ram at køre på, men børnene bliver store og pludselig forsvinder det batteri som drev kvinden også…. computeren er nedbrudt uden hun forstår hvorfor! Omgivelserne er uforstående! Den flotte stærke Mac computer??? Hvordan kunne den gå ned? Den skinner stadig men er slettet og fyldt med virus! De så det heller ikke ske! Men computeren gik ned og det må være en bygningsfejl for mandens computer fejler jo ingenting! Konklusion, kvinden skal have hjælp og det støtter manden ved at udbrede det til hele hendes familie og netværk,  som jo stadig ser hvor frisk og energisk manden er! Ja klart for han har tappet hendes batteri for alt der ligner strøm! Hvorfor??? Fordi han ville have magt, en stor computer og se godt ud i verden. Han er jo hverken tyv eller ond, for jeg vælger at tro han mest var betaget af at opnå det hun havde! Nu hvor hun ikke har det længere, så må han hente ram andetsteds….. ud og kigge om der er andre som har nogle lækre Apps han kan skaffe hjem! Alt imens han råder kvinden til at få noget hjælp og opfører sig omsorgsfuldt udadtil! Kvinden foreslår at begge computere bliver tjekket hos en professionel, men manden har slet ikke tillid til den slags – han har lært sig selv at reparere sin egen computer. 
    Men hvor sætter det børnene??? Hvem skal lære dem om at opbygge sunde stærke APPS og passe på dem? De beundrer hans computer og han er vaks til at putte ram i dem,  så de kører samme hastighed som ham! Beundring er hans kilde til energi. 
    Når kvindens computer er gået ned kommer der en periode hvor den skal genstartes og er hun heldig får hun fred til det! Men i de fleste tilfælde er magtsygen så stor, at han vil fortsætte med at lægge virus ind af omveje! Der skal virkelig en stærk kvinde til at genstarte og holde fast i virkeligheden for sig selv og sine børn! Hun er nødt til at holde computeren tæt på kroppen, være varsom med hvem hun deler data med! En for en skal alle de gamle Apps genetableres og det tager tid! Nye skal til, men først når de gamle igen kører som de skal! 
    Det er et farligt spil, som jeg mangler skrifligt information om og her mener jeg at børnene kommer slemt i klemme mellem en kvinde som opbygger og en mand der nedbryder samt overtager uden du opdager det! 
    Med dette indlæg håber jeg at andre som måske kender til følelsen af at være nedbrudt har et råd til hvordan vi bedst støtter vores børn til at blive små selvstændige mennesker i et sygt og umenneskeligt “computer spil”. 
    Tak Dorte for dit mod til at stå frem! Det mod har jeg ikke endnu! 

  11. Jeg er mormor! – Min datter udviklede psykopatiske træk i puberteten, min iagttagelse at det er arveligt, hendes far og farfar og to at hendes fars søstre har/havde også den slags træk, en kold følelsesmæssig afstumpethed. Jeg vidste dog intet om dette dengang i 1955 da jeg mødte min datters far. – En af mine iagttagelser er også, at det kan være hormonbestemt, da disse personer også dem, jeg senere i livet er stødt på med disse følelsesmæssige afstumpede træk , har/havde et ekstremt seksuelt behov, så i den retning er de ikke følelsesmæssige begrænset, det fylder til gengæld så meget i deres livværdier, at det fører til løgne, manipuleringer, svigt, utroskab og for deres medmennesker, sorg, mistillid, ensomhed og for nogle livsvarige psykiske problemer. Jeg har ikke haft nærkontakt med min datter i ca. 20 år og heller ikke mit barnebarn, jeg er også blevet oldemor, men heller ikke fået lov til at opleve den lykke og glæde. – Jeg har prøvet at skrive, sende gaver forsøgt at få svar “hvorfor”? – Men alle har ladet som om jeg allerede var afgået ved døden. Jeg har desværre eller “heldigvis” kun den ene datter. Tænk hvis jeg havde fået flere af hendes slags! – Ensomheden bliver større jo ældre man bliver, jeg er desuden skadet for livstid, lever alene og har gjort i de sidste 22 år, for jeg er blevet bange for igen at skulle føle mig forkert. – Men min historie er ikke kun så enkelt, jeg er en tænker og en skriver, jeg filosoferer over hvor lidt nærvær, der er blandt de fleste mennesker i dag, selvfølgelig er der undtagelser, men jeg savner åbenhed, nysgerrighed, interesse for sine medmennesker, det jeg selv syntes jeg giver i mængder, men opleves ofte som jeg er “for meget”!
    Kærlig hilsen
    Alice

    • Kære Alice,
      det er så usandsynligt hårdt og jeg undrer mig i den grad over hvor lidt tale der om hvad det rent faktisk betyder at få børn med en Psykopat i sidste konsekvens. Alle eksperter er jo enige om at det i højt grad er arveligt og hvad sker der når kampen om bopæl osv. er forbi? Hvad med de børn som bærer på den arv? De er der jo helt klart også ! Det bliver deres mænd og koner – forhåbentligt eks …som en dag skriver de samme fortvivlede ord, som vi læser her! Jeg har 2 døtre – den ældste er ramt – ligesom hendes far og farfar. Mit hjerte bløder når jeg læser dine ord! Jeg kan alt for godt forestille mig din smerte! Min ældste datter er nu 18 år og brikkerne er først faldet på plads i mit hovedet for få måneder siden. Jeg leder fortvivlet efter redskaber til at takle denne situation, som er så langt værre end det var at indse at man har valgt en “forkert” partner. Jeg har født et barn…kæmpet i 18 år – givet alt hvad jeg har og mere end det, for idag at blive tvunget til at indse at hun lader mig falde fordi jeg ikke længre kan yde det hun vil have af mig. Det gør sindsyg ondt!!! Det virker så mærkeligt at skrive det; men jeg er taknemmelig for at jeg har haft 2 år (efter 21 års ægteskab) til at forstå hvad der er galt med min x-mand. Ellers ville jeg være fuldstændig lost nu mht. hvad der er galt med min datter. Jeg ved at lyset kan genfindes – det har jeg lært de sidste 2 år og jeg ved – kære Alice – at der findes børnebørn til dig i lille Danmark – måske ikke de biologiske, men det kan man jo i dette tilfælde også “være glad” for. Jeg ville så gerne læse mere fra dig. Du er velkommen til at skrive på hjertetscafe@yahoo.de hvis du har lyst. Knus Sus

  12. Jeg har en søn på knap to år, med en psykopat af værste skuffe. Det hele startede med en veninde som jeg havde kendt siden barns ben, hendes mor drak med min mor. Min mor er dog ædru, det er hendes ikke. Jeg er i dag 38 år og jeg glemmer aldrig den tid hvor mor hun drak, føj. Sagen er den at jeg fik beskeden om at jeg skulle være far sådan her : Efter 1,5 til 2 måneder uden kontakt til min daværende veninden, nu søns mor da fik jeg pludselig en sms hvori der stod at jeg skulle være far om jeg ville eller ej. Jeg vil lige sige at jeg elsker min søn over alt og jeg ved hvor vigtig jeg er for ham i hans liv i forhold til omsorg/stabilitet/kærlighed osv. Jeg var på daværende tidspunkt ikke klar over at min søns mor led af meget kraftig borderline, en info jeg først fik senere hen af nogle fælles venner. Jeg vil gøre historien kort, for sandt at sige så kan jeg ikke mere, mit liv er ødelagt, jeg har mistet mit firma og har nu gået sygemeldt med stress mere eller mindre siden jul sidste år. At være vidne til hvordan vores system er skruet sammen, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er siden hen blevet klar for mig hvor alvorlig en situation jeg er endt i og ikke mindst min søn. Alt hvad hun var inden er fuldstændig vendt, alt hvad hun har sagt har været løgn og hun har en datter fra et tidligere forhold, som hun selv valgte at give væk da datteren vare blot fire år. Jeg har nu måttet kæmpe for min ret til min søn og hans ret til hans far som han i øvrigt har et enormt stort behov for i snart to år. Jeg er blevet hevet igennem kommuner, statsforvaltninger, ankestyrelsen og har haft fat i ikke mindre end 5 af landets bedste familieretsadvokater, men ingen af dem har kunnet stille noget op. Jeg er blevet hængt ud offentligt som kidnappere, børnemishandler, alkoholiker, stofmisbruger osv og selvom jeg gang på gang har modbevist alle hendes ufattelig feje og iskolde ondskabsfulde beskyldninger og jeg har tonsvis af papir, med præcise datoer, samtlige tekstbeskeder i mapper, billeder osv, så er jeg bare blevet høvlet ned. Første gang undlod Esbjerg Kommune at tage mig ind til samtale, de valgte i stedet kun at tale med moderen og derefter afslutte sagen. Det var en underretning jeg havde lavet, da min søns mor valgte at få vores søn passet hos hendes lillesøster som der en uge forinden havde forsøgt at tage sit eget liv mens hendes søn på ca 10 år lagde inde på hans værelse og sov. Politi, Spangsbjerg Psykiatriske hospital samt Esbjerg kommune var alle med inde i den sag. Min underretning resulterede i at min søns mor for første gang med hjælp fra Esbjerg kommune kunne tilbage holde min søn fra at se mig i over 3 måneder. Efter første besøg i statsforvaltningen fik jeg øjeblikkelig samvær som resulterede i at vi begyndte at kæreste igen (var på daværende tidspunkt ikke klar over hvilken kvinde jeg havde et barn med) Det er siden blevet klar for mig at hun udelukkende valgte at gå ind i et forhold igen blot for at samle endnu mere sammen som hun kunne bruge i hendes forsøg på at tage min søn fra mig. Vi begyndte at date og blot tr måneder efter endte det fuldstændig galt. Hun havde for første gang (mig bekendt) Været ude med en veninde, i byen og jeg fik endelig lov til at have en far og søn aften og nat alene. Næste morgen skrev jeg en besked med et billede af vores søn hvori jeg skrev (Godmorgen mor, jeg savner dig) Fik øjeblikkelig et svar tilbage med et bilede af hans mors bryster hvor hun var ved at blive tattoveret og jeg tænkte lige med det samme at så var den kvinde tilbage som jeg altid havde set hende, total ude af kontrol og ganske rigtig. Hun drak sig fra sans og samling fra Fredag Aften og helt til Lørdag middag hvor hun først stoppede omkring kl 11 om formiddagen efter at jeg flere gange havde nægtet at hente hende, da jeg ikke ønskede at vores søn skulle se mor sådan. Fik et opkald af hendes veninde som der forsikrede mig om at hun var sendt hjem på hendes sofa og så fik jeg ellers ros til op over begge øre for hvor godt det var hun havde mig osv altså af veninden. Jeg hentede hans mor kl 15 og jeg glemmer aldrig det syn jeg så da hun kom ud, hun lignede for at sige det mildt det hun er, en afdanket, ærgerlig, sørgelig kvinde, håret hang og hun stank af øl. Hun væltede ind på bagsædet og lagde sig ned med hovedet op af vores søns autostol og hun stank af sprut. Bum så var hun væk uden så meget som at se på hendes lille dreng der savnede mor. Hjemme igen satte hun sig ind i stuen og han sad hos hende på gulvet med armene op imod hende og store lysende øjn der bare sagde MOOOOOAAAR men intet, ikke den mindste form for reaktion og kort efter gik hun i seng og sov til næste dag. hele denne episode resulterede i at hun fik en kæmpe nedtur og løb skrigende ud af huset råbende at hun ville begå selvmord. Jeg fik fat i politiet, der bad mig ringe til lægevagten og lægevagten bad mig ringe til kommunen og kommunen bad mig skærme min søn under alle omstændigheder og søge fuld forældermyndighed og bopæl midlertidig. Jeg valgte derfor at tage vores søn og køre op til min søster der selv har 11 børn og til daglig arbejder med folk der har borderline i en anden kommune. Jeg blev hurtigt anmeldt for kidnapning (vil lige sige at vi havde og har stadig fælles forældermyndighed og at min søn og hans mor begge boede og havde adresse hos mig på daværende tidspunkt) Jeg kontaktede kommunen Varde Kommune der bad mig igen om at søge fuld forældermyndighed og bopæl. Så jeg ringede til statsforvaltningen, men som alle de andre gange så gad de knap høre på mig, for jeg er jo bare far. Og lige da jeg lagde på ringede telefonen og det var Varde kommune som der ville sige at de havde talt med min søns mor og Esbjerg kommune og at sagen jo var en helt anden og at jeg sagtens kunne køre ham hjem. Jeg tabte næse og mund. Da jeg så kom hjem så havde hun pakket alt hendes, selv bestik og service men intet af vores søns var pakket, alt hans legetøj og tøj osv lagde stadig som det plejede. Men hun tog ham og smuttede øjeblikkelig imod alle regler og til det følgende møde i Varde Kommune nogle dage efter som alene var blevet tilrettelagt pga jeg blot fulgte politiets, lægevagtens og kommunens råd der sad min søns mor og svinede mig til i en time for bortførelse til de to personer fra kommunen der havde bedt mig om at handle som jeg gjorde og min søn han var hos hendes mor, som der både ryger og drikker foran ham. Så først havde han hans far to måneder, så var hans far væk tre måneder hvor Esbjerg kommune hjalp moderen med at tilbage holde ham, så boede han hos hans far (mig) i tre måneder og så blev han sådan rykket væk fra hans far med hjælp fra både Varde og Esbjerg kommune som der i øvrigt startede i paragraf 50 børnefaglig undersøgelse fordi de konstaterede at vi var konfliktramte pga min søns mors kæmpe stor modstand og beskyldninger om at jeg var voldelig og alkoholiker og jeg ved ikke hvad. Hendes mor hjalp hende på krisecenter udelukkende kun for at udstille mig. Alt i alt med denne historie, jeg er simpelthen blevet hevet rundt i den vildeste rutsjebane jeg aldrig havde forestillet mig fandtes af en hel familie hvor samtlige familiemedlemmer løbende var gæster på Spangsbjerg psykiatriske hospital, de drikke, de tager stoffer, deres børn bliver igen og igen fjernet, de sidder inde for vold, narko, trusler og hvad har vi men intet kan jeg stille op. Det eneste alle offentlige instanser kender til mig er mit personnummer og selv de har rapport efter rapport fra Spangsbjerg der tydeligt giver et billede af en mor der absolut ikke er egnet som mor, så har jeg ikke en chance for at være der for min søn. I snart to år har jeg måttet gå i det uvisse om jeg nu så ham eller ej og han det samme. Han er mere eller mindre en helt lukket lille baby npr han er hos mig på samvær de første timer inden han begynder at lukke op, for hos mor der får han ingen respons. Det er hårdt og tillige sidder jeg med alt det her selv. Jeg har mistet stort set alle venner, min familie, mit firma, min bil og mig selv, både Varde og Esbjerg kommune vil hverken svare på mails eller snakke hvis jeg ringer, selvom jeg utallige gange har spurgt til hvad det er jeg har gjort så får jeg intet svar. Selv min advokat jeg havde til sidst valgte at stå af efter at statsforvaltningen valgte at undlade at informere mig og min advokat omkring et møde efter at moderen igen var i gået til angreb. Hum holdte min søn væk i 2,5 fra nytårsaften sidste år efter at jeg havde fået at vide fra udbetaling danmark at jeg ikke måtte udbetale mere til hende da hun både havde fået fra dem og mig. Og selvom jeg lige havde haft ham hele jule måneden lige pludselig (tænker at det var for så kunne hun drikke) så var det mig der fik en skideballe af udbetaling danmark og da vi endelig kom i fogedretten efter to en halv måned så fik jeg også en skideballe. Da vi kom i statsforvaltningen fik jeg også en skideballe og ente med kun at måtte se min søn 2 timer hver anden Onsdag hos hans mor og fire timer hver anden Lørdag, jeg skulle køre alle vej og betale selv plus 100% oveni børnebidrag. Fordi hun snød så har udbetaling danmark tilbageholdt min overskydende skat. Jeg har siden hen fået bevilget at have min søn fra fredag til Lørdag og vi har selv lavet en aftale om at jeg henter fra vuggestue fredag og aflever Mandag i vuggestue, så undgik jeg også kontakt, men det holdt en uge indtil hans mor opdagede at jeg havde det godt igen og at vores søn blev mere og mere glad for far. Så nu har jeg fået Esbjerg kommune, mødrehjælpen og statsforvaltningen på nakken igen og alt jeg kan se er den her lille bitte dreng som der bare langsomt bliver ødelagt helt derindeni hvor han skulle have haft omsorg og nu søger hun igen om at få fuld forældremyndighed og at jeg ikke bør se min søn mere end et par timer hver anden uge fordi hun ikke mener at jeg er egnet som far. Det er håbløst og det er ødelæggende og det har kostet mig alt og især har det givet dybe sår i hjertet at stå magtesløs og være tvunget til at se min egen dreng bliver knust gang på gang, se ham skrige hjælpeløs igen og igen hver gang jeg enten har måttet gå efter endt samvær eller har afleveret ham, se hans øjne der skriger HVORFOR FAR, HVORFOR EFTERLADER DU MIG HER. Ved godt han ikke forstår det endnu, men det hans lille hjerte føler er svigt og han er meget påvirket, han både bider, sparker og slår hans mor, hun siger han ikke vil høre og at han er total umulig, trods alderen som hun siger. Men her hos mig der er der intet, han er luge så sød og kærlig og leger og høre fint efter, som man nu kan forvente af børn i den alder. Det er forfærdeligt og jeg skammer mig over vores system som der i øvrigt er ved at raskmelde hans mor fra prykiatrien, for som hun siger, så siger de at så kan jeg ikke bruge hendes diagnose imod hende. Ved ikke om i kan finde hoved og hale i min beretning, jeg magter bare ikke at skrive den anderledes, ikke mere, mit hoved og krop er fyldt, knust og flået og jeg kan ikke engang selv finde hoved og hale i noget mere. Man begynder efterhånden at tænke, mon det hele er mig, er jeg virkelig så dårlig en far, menneske. Jeg forsøger at holde mine tåre tilbage når min søn han er her hos mig, men at se ham og den udvikling han går igennem gang på gang fra lukket og ikke reagerende og til Søndag hvor han løber råbende, grinende og glad rundt og til Mandag morgen hvor han får en flaske og putteklud med ud i fars bil som han elsker at køre i hvor han altid falder i søvn indtil vi er i Esbjerg hvor han gang på gang vågner og ser at han ikke længere er hos far og han begynder at græde, det har slået mig ihjel indeni for længe siden. Jeg har ikke haft nogen form for lyst til at date nogen kvinder i over et år nu, og min søn han bliver mere og mere opgivende for hver gang så køre far ham jo alligevel tilbage. Systemet er i mine øjne 110% værdiløse og direkte skadelige for vort samfund og jeg tror at de gør det helt bevist. Men tak for alle jeres breve jeg har læst, håber at finde et sted hvor jeg en dag kan få hjælp til at læsse lidt af, lidt omsorg og lidt varme, for det begynder jeg at have brug for, så jeg ikke ender med at knække helt og så ikke kunne være der for min søn.

  13. Fanget i vanvid!

    2 skønne unger er der dog kommet ud af et on/off forhold igennem 11 år snart.
    I starten af året fik jeg omsider gjort forholdet helt og aldeles slut. Vi har boet fra hinanden i rigtig mange år, men har prøvet at finde sammen, som skrevet on/off.
    Han har diagnosen dyssocial. Og jeg kunne skrive mange sider om diverse oplevelser, men lige nu og her er det børnene det drejer sig om!

    Jeg er kommet godt igen efter alle de år og står ret robust og klar til livet efter alt det her. Men vi har delebørn. På 9/5 ordning. Mest tid hos mig.
    Det har fungeret, men nu hvor jeg har afvist ham flere gange (til at finde sammen ) starter det modbydelige igen. Personlig hetz og kontrol overfor mig… Det er hvad det er. Men nu begynder han med børnene. Hvad jeg ikke får af sms og opkald når han har børnene. Jeg sidder på nåle herhjemme når de er hos ham.
    Og historier jeg får når de er her. En masse ord og tanker han pådutter dem. Far har påtaget sig en offer rolle, hvor alt er så synd for ham. Børnene er 8 og 9. Og de har jo oprigtigt nu ondt af ham.
    Det er mest det manipulation og tanke spin.
    Jeg har virkelig ikke lyst til at gå med på hans niveau, men det her gør pokkers ondt! At han virkelig kunne finde på at bruge Børnene, for at få mig ned. Jeg burde nok ikke være overrasket, men det er Jeg!
    Børnene er sårbare nok i forvejen..

    Jeg kan ikke finde ud af det her. Hvad jeg skal gøre??!!
    Jeg har en sagsbehandler, kunne jeg bruge hende?

    Åh har brug for råd.. troede i min vildeste fantasi aldrig det ville komme hertil…

  14. Jeg kan tydeligt genkende de træk hos min kæreste.

    Vi har været kærester i 13 år, fra teenagere alderen. I starten gik forholdet ud på at han skulle hjælpes psykisk, da han havde ar på sjælen fra sin barndom. Det ligger i mit mønster fra barndommen at hjælpe, så det blev vores mønster. Efterhånden blev jeg mere og mere træt, og prøvede at få lov til at blive set, og det bliver jeg også, og når jeg gør, så er det så fantastisk, også har jeg den mest støttende og elskværdige mand. Men så stopper kærligheden brat op ligeplidselig, også er jeg skyld i hans følelser, så er jeg skyld i alt dårligt han oplever. Så hvis jeg er deprimeret, så hjælper han i lidt tid, indtil han åbenbart synes det er for hårdt at det ikke udelukkende handler om ham, så skal han helst forsøge at vende situationen igen.
    Nu har vi en dreng på 8 mdr sammen, og vi er i gang med familieterapi gennem kommunen. Vi har begge fået konstateret fødselsdepressioner. Jeg er ikke deprimeret pga mit barn, jeg er det pga min partner. Starten med babyen var forfærdelig, fordi jeg stod med hele omvæltningen helt alene. Manden fortsatte som han plejede med sine hobbyer og computerspil til langt ud på natten. Amning virkede ikke, så det var en kamp jeg tog alene. Manden kunne ikke forstå hvorfor vi ikke bare gav flaske, det var nemmere.

    Blev svigtet gang på gang, og forlod ham i to uger, hvor jeg havde det godt. Kunne godt selv magte opgaven som mor, men kunne ikke, med svigtet fra ham derhjemme. Forventningen om hjælp og støtte som ikke blev mødt var uudholdelig.
    Nu svinger forholdet mellem lykke over barnet, voldsomme skænderier og total depressiv tilstand. Bebrejdelser er nøgleordet. Parterapien går ikke godt, der kommer krokodilletårerne fra ham frem gang på gang, som får mig til at tvivle på mig selv, som altid får mig til at føle at jeg er helt galt på den. Det bliver kun bekræftet gennem terapeuten, fordi manden skal jo ses, manden skal jo høres, og jeg er åbenbart en kontrolfreak. Det er den historie jeg får fortalt om mig selv, mens jeg forsvinder mere og mere ind i min depression. Lige nu sidder jeg med tømmermænd, fordi jeg for første gang har været i byen med veninderne, da amning er stoppet. Kæresten er rasende, fordi det har været svært at passe barn. Bebrejder mig alting, og nu er han taget ud til sine forældre. Så han magter ikke engang at passe sit eget barn en aften, morgen og formiddag. Og på en eller anden måde er det min skyld. Fordi jeg har været efter ham nogle gang hvor han har sovet til kl. lort på dagen, og nægtet at hjælpe. Det er åbenbart det jeg gør lige nu. Aftalen var klar, han tog barnet hele dagen i dag, så jeg skulle ikke tænke over noget for første gang siden fødslen, og hvor var det rart med den frihed! Men den følelse må jeg ikke have, han komtrollerer alt med sin vrede. Udover parterapi går jeg selv i terapi, og min terapeut har foreslået at komme med i Parterapien, fordi hun kender manden. Det er vores næste aftale, og manden er gået med til det. Vil se hvad der fører til. Det er svært helt at stoppe det, selvom jeg er meget bevidst om at det ikke er godt. Men håbet om at han en dag indser hvad han gør, og ændrer sig er ikke væk endnu, selvom jeg rationel godt ved det ikke sker. Spørgsmålet er bare hvad jeg udsætter mig selv og barnet for imens jeg venter på at han ændrer sig. Har så dårlig samvittighed. Puha, det er hårdt..

  15. Har et spørgsmål til alle jer som har eller bor med en psykopat, kan de blive bedre personer hvis de er i behandling og får medicin? Kan de godt leve et alm hverdag? Jeg ved ikke om man skal have tillid til at tro det bliver bedre, min x faren til mit barn siger han er i behandling m.m og vil gerne være far til mit barn, men svært ved at tro på ham hjælp mig lige 😢🤔🤔😕😯😐

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.