Tine har brug for hjælp. Hendes eksmand er psykopat, og hun kan ikke flygte, fordi hun har børn med ham. Har du også børn med en psykopatisk eksmand, og er du bekymret for dine børns trivsel? Har du udfordringer med at få “systemet” til at forstå, hvad der foregår? Så læs Tines ærlige beretning og de spørgsmål, hun tumler med. Tine vil meget gerne høre dine erfaringer, så svar gerne i kommentarfeltet. Alle navne i denne historie er ændret.

Husk, at du er velkommen til at bruge et opdigtet navn, når du kommenterer.

Tines historie:

Der er mange i min nære omgangskreds, der siger, at der skulle skrives en bog om mit liv eller at mit liv er som en soap opera! Ja det kan meget vel være, men det er ikke sjovt, når man er en del af den soap opera og det faktisk er en skrækkelig virkelighed, man ikke kan flygte fra.

Jeg vil fortælle jer om en lille del af mine mange udfordringer – den del der påvirker mit liv allermest, og som jeg ikke kan flygte fra. For tre år siden fik jeg endelig nok! Det havde taget mig så mange år med virkelig mange psykiske smerter og nedbrud af selvværd og troen på mig selv og nedbrud af værdighed – at tage mig sammen og blive klar til at forlade min eksmand (lad os kalde ham Jesper), som jeg havde været sammen med i 14 år.

Jeg var nået derud, hvor jeg ikke kunne leve i det mere – hvor jeg vidste at jeg måtte blive skilt for at overleve – han har aldrig slået mig, men han har øvet psykisk vold på mig i mange mange år. Han har trængt mig op af væggen eller ind i et hjørne og råbt mig ind i hovedet på en meget truende måde mange gange. Han har kaldt mig de grimmeste ting (bl.a. ”abe”, ”ko”, ”møgkælling”) – råbt ad mig, selv ude i haven hvor alle kunne høre det, fordi jeg havde gjort noget på en for ham forkert måde. Han har kastet ting efter mig. Han har smadret flere døre og lavet hul i væggen af raseri over mig. Han har lavet grin med mig over for venner og familie – på en hånlig og nedværdigende måde. Han havde/har ingen empati! Det var altid min skyld! Jeg gjorde altid alt galt. Hvorfor fik jeg to børn med ham? Jeg elsker selvfølgelig mine to drenge (Mikkel 10 og Oliver 13) over alt på jorden!!!!

Jeg skulle altid forstå, hvor svært og hvor hårdt det var for ham. Da han friede til mig kastede han nærmest ringen i hovedet på mig – hvorfor kunne jeg ikke se at det var galt???

Men det er jo desværre på grund af vores to drenge, at jeg ikke kan flygte fra min eksmand – at jeg nu tre år efter jeg flyttede har virkelig store udfordringer. Hver gang min eksmand laver et sindssygt stunt, tænker jeg (og mine venner, familie og kollegaer) at det da ikke kan blive værre – men der går ikke længe, så bliver det værre! Så finder han på endnu mere langt ude ting, der tager modet fra mig og ofte får mig til at reagere uhensigtsmæssigt og forkert – også over for drengene.

Min eksmand har forbudt sin familie og sine venner at se/tale med mig – hans søster og jeg har været veninder og deres og vores børn har altid være glade for hinanden, men i halvandet år sås vi ikke, fordi han forbød hende (og hendes mand og børn) at se mig. De så ikke drengene meget, fordi min eksmand ikke gjorde meget for at se dem og han kun har drengene 48 timer hver anden weekend – efter eget valg – selvom han jo selvfølgelig ikke mener det er hans eget valg. Jeg ser nu min eks-svigerinde og hendes familie igen sammen med drengene. Hun vil ikke længere lade ham bestemme, hvem hun skal se – heldigvis. Samtidig er de dog i øjeblikket uvenner, fordi hun siger noget til ham og ikke bare giver ham ret og forståelse for det liv, han har nu og de valg han har taget og for hans holdninger. Min familie og mine venner har for længe siden selv truffet deres valg om ikke at ville have noget med min eksmand at gøre (min eksmand skrev ellers til alle mine venner/veninder og familie og prøvede at fortælle dem hvor synd og hvor svært det er for ham – heldigvis kunne de alle gennemskue ham – undtagen en veninde, der nu ikke længere er min veninde) – de kan heldigvis godt se, at hans opførsel over for både mig og drengene er helt gal. Jeg har heldigvis nogle fantastiske venner og nogle fantastiske kollegaer og en del af min familie er fantastiske! Så er der min mor – hende vil jeg fortælle om en anden gang… – var nødt til at holde en mere end 10 års pause fra hende. I dag ser jeg hende igen, men hun er fortsat skyld i en stor familiekonflikt, der splitter familien, hvilket er meget problematisk og psykisk hårdt – og det påvirker også Oliver meget. Og det er psykisk drænende at være sammen med hende.

Jeg har også en dejlig kæreste, der faktisk har været med til at få mig på sporet af, at min eksmand er psykopat. Han har læst med på alle de mails og sms’er, jeg har fået fra min eksmand (en gang for nylig fik jeg 56 sms’er fra ham på et døgn – under en uge efter han havde skrevet at han aldrig ville kommunikere med mig mere! – og der er mange meget lange sms’er i blandt hans beskeder. I de tre år vi har været skilt er tallet af sms’er oppe på flere tusinde) og min kæreste har godt kunne se, hvor langt ude min eksmand var og hvor meget han projicerer sig selv over på mig – ALT er min skyld og jeg er så egoistisk og grådig og urimelig og langt ude og manipulerende og diktatorisk!

Men det har samtidig været svært for min kæreste helt at forstå, hvad jeg er oppe imod. Min kæreste og min eksmand er som nat og dag på alle områder – heldigvis! Men derfor har det været så svært for min kæreste at forstå og acceptere, at jeg ikke kan få et samarbejde med min eksmand – hvilket har været virkelig hårdt for mig, fordi jeg så blev i tvivl igen om jeg gør det rigtige, selvom jeg bruger de teknikker jeg har fået hjælp til at bruge. Han forstår det først nu, da han læste om psykopater blandt andet her på hjemmesiden og i den bog, jeg bad ham læse – en bog, der har hjulpet mig meget; som fik rigtig mange ting til at give mening og satte ord på, hvordan jeg har det og havde det i ægteskabet og hvorfor: ”Charmør og tyran – et indblik i psykopaternes og ofrenes verden” hedder bogen. Jeg læste bogen meget hurtigt, og der er rigtig mange gule sedler og understregninger i – nej hvor gav det hele lige pludselig mening, da jeg læste den. Jeg har også haft nogle telefonkonsultationer med Lise fra Lisegården; det har reddet mig tilbage og givet mig styrke efter en næsten halvanden måneds sygemelding fra mit arbejde – efter et møde i Statsforvaltningen (uden jeg havde bisidder med) med min eksmand. Det er som om jeg slet ikke kan få luft, når jeg er i lokale med ham. Jeg får det fysisk dårligt.

Statsforvaltningen oplever jeg faktisk som et sted med virkelig mange kompetente medarbejdere – jurister, socialrådgivere, børnepsykologer – der har haft mange sager som min inde på livet og forstår at det kan være nødvendigt at blokere sine børns fars nummer, fordi man bliver kørt helt ned psykisk af at modtage så mange beskeder med beskyldninger, bebrejdelser, kritik, skældsord osv. Og som forstår, at det kan være nødvendigt at holde sig til den juridisk bindende aftale om samvær og ikke mere end det. Jeg har fået gode råd og forståelse der. Desværre er det svært at få hjælp fra dem, når ens eksmand de sidste halvandet år har nægtet at bruge Statsforvaltningen. Han har skrevet til dem, at de ikke skal kontakte ham og at de er inkompetente – sort på hvidt har han skrevet det til dem sammen med en masse andre skældsord.

Lige nu er mit største problem med alt det her, at min søn på 13 ikke går i skole. Han havde før juleferien 35 % fravær i dette skoleår – efter juleferien har han kun været i skole i under 4 dage! Han har talt om ikke at ville leve mere og han ligger ofte i fosterstilling og vil ikke ud af sengen. Andre dage kommer han dog ind i stuen, men han bor mest i sin seng med sin Ipad, computer, telefon, Nintendo – ting der kan få hans triste tanker på afstand. Læse kan han ikke koncentrere sig om længere. Han har meget længe haft psykosomatiske symptomer – ondt i maven og hovedet, kvalme og svimmelhed. Han får ikke lavet noget, der har med skolen at gøre, og han lukker nu også af for alle de mennesker, der gerne vil hjælpe ham. Der er efterhånden mange inde over sagen: skolepsykolog, afdelingsleder på skolen, hans lærere, støttepædagog, klubben, sagsbehandler, Familiehuset i kommunen, vores læge. Jeg render til det ene møde efter det andet og fortæller historien igen og igen – det er hårdt! Så ville ønske jeg kunne mærke at det hjalp…. Lige nu føler jeg mig virkelig magtesløs og opgivende og frustreret og modløs! Der er intet der kan få Oliver i skole – bare det at få ham med ud af døren, hvis vi skal noget sammen i weekenden er virkelig svært. Men det værste er, når han sviner mig til og råber virkelig grimme ting til mig og kalder mig virkelig grimme ting. Så minder han mig så meget om hans far, og så blinker der røde lamper hos mig – jeg bliver så gal og frustreret og får desværre ofte reageret forkert og sagt forkerte ting til ham.

Jeg er nået derud nu, hvor jeg nogle gange ønsker ham langt væk også, fordi han dræner mig så meget for energi, og intet jeg gør for at hjælpe lader til at have nogen positiv effekt. Og puha hvor gør det ondt at have det sådan.

Jeg har så mange gange prøvet at hjælpe ham med at se sin far noget mere – spurgt min eksmand om ikke han vil holde ferie med drengene, have dem ekstra dage i forbindelse med ferie eller helligdage. For det meste vil han ikke og drengene bliver skuffet, og hver gang vi skal koordinere nogle ændringer er det en lang kamp. Jeg har drengene 12 ud af 14 dage. Fredag til søndag hver anden weekend er de hos deres far. Jeg synes det er mega hårdt at have dem så meget alene, fordi jeg stadig bor alene (min kæreste og jeg er ved at flytte sammen nu) og altid skal koordinere pasning, hvis jeg skal noget med arbejdet – sociale aktiviteter uden børnene bliver det ikke til andet end i de børnefri 48 timer. Så nogle gange trænger jeg til et pusterum og lidt mig-tid – men mest fordi der er så mange udfordringer med Oliver. For da jeg boede sammen med drengenes far, havde jeg også altid drengene alene og sørgede for at hverdagen fungerede og deltog heller ikke i sociale arrangementer hverken med arbejdet eller veninder – for så skulle jeg have diskussioner med min eksmand om, hvorfor det var okay, at jeg også havde et liv uden for familien.

Nu er det for alvor gået op for mig, at det kun skader Oliver endnu mere at være sammen med sin far. Hver gang jeg har opfordret ham til at se sin far og hjulpet ham til at komme bare lidt mere derhjem, så har det faktisk skadet hans sjæl og personlighed, mere end det har gavnet hans humør og psykiske tilstand. Det er hårdt at erkende og hårdt ikke at kunne få de folk der skal hjælpe til at forstå, hvor alvorligt det her faktisk er for Oliver. At det ikke er en hjælp – overhovedet – at prøve at få min eksmand og mig til at samarbejde, for det kan han ikke. Vi kommer aldrig til at have et konstruktivt samarbejde med en ordentlig tone begge veje. Det har været virkelig svært for mig at acceptere og erkende – Lise fra Lisegården har virkelig hjulpet mig til at acceptere, at det ikke bliver anderledes. Min eksmand kommer aldrig til at forstå sin rolle i den situation vi er i og den psykiske tilstand vores ældste søn har. Han ejer ikke empati eller evnen til at give kærlighed eller omsorg eller forståelse for andre mennesker. Han ejer ikke evnen til at sætte sine egne behov til side eller forstå, at han ikke er offeret.

Nogle gange ved jeg slet ikke hvor jeg skal gøre af alt mit had til min eksmand?! Bliver så rasende indeni og har lyst til at hyre et tæskehold!! Især når han får mig til at knække foran drengene og jeg kommer til at sige en masse dumme ting, de slet ikke skal høre men som bare ryger ud af munden på mig fordi bægeret er flydt over! Fordi jeg har slugt så mange kameler, at jeg kaster op og det jeg kaster op er nogle af de kameler jeg har slugt…. Hvor jeg dog hader mig selv, når det sker! Og så hader jeg min eksmand endnu mere.
Og det fører ikke til noget godt – jeg ved det godt! Men jeg er bare et menneske…. Hvis det bare kun gik ud over mig og ikke mine børn i særdeleshed Oliver, der så ofte bliver mellemmand hver gang deres far nægter at kommunikere med mig.

Det, jeg rigtig gerne vil have hjælp til, er:

  • Hvordan sikrer jeg, at min eksmand ikke får lov at styre mit liv stadigvæk – ved at koordinere aftaler med og manipulere drengene og skide højt og flot på den samværsaftale, han selv har valgt og aftaler jeg har i de dage jeg har børnene?
  • Det er så svært ikke at blive påvirket og reagere forkert, når eksmandens ord kommer ud af munden på børnene (mest den ældste). Hvordan sluger jeg flere kameler end jeg kan rumme – uden at ”kaste dem op igen”?
  • Hvordan sørger jeg for, at min eksmand ikke får lov at ødelægge Oliver helt! Så Oliver udvikler psykopatiske træk og bliver som sin far?
  • Hvordan får jeg Oliver i gang med livet igen – så han kommer i skole og får en normal hverdag igen for en 13-årig. Og ikke lader sin far og konflikten mellem hans far og mig ødelægge hans liv?
  • Hvordan får jeg kommunen og skolen til at forstå alvoren – at Olivers far er psykopat – uden det bliver en ”min eksmand er en psykopat” (= som i en stor egoistisk idiot). Hvordan får jeg dem til at forstå at han er psykopat og driver psykisk terror på drengene?

Nogle ting ville have været nemmere, hvis han havde slået mig og givet mig blå mærker på kroppen og ikke kun på sjælen.

Tine er et opdigtet navn – vi kender det rigtige navn.

Få 2 videoer om psykopater

Psykopat

Få svar på, hvad det er, de gør ved os, siden vi bliver så frustrerede, vrede, stressede, udmattede og kede af det?

Ingen spam. Du skriver dig op på min mailliste, og får artikler, videoer og noget om mine foredrag og andre begivenheder. Frameld dig nemt når du vil. Powered by ConvertKit
Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen til min side, hvor jeg skriver og taler om at være pårørende til en psykopat. Jeg bruger min egen historie og den viden, jeg har tilegnet mig de sidste 30 år til at hjælpe andre, der har prøvet det samme som mig.

51 svar til “Tines eksmand er psykopat – og hun kan ikke flygte”

  1. Kære udkørt og træt pige
    Kom væk! Evt. via et krisecenter, der kan rådgive og hjælpe dig. Eller kontakt Mødrehjælpen elle rkommunen. Glæd dog over at du ikke har børn med ham og skynd dig væk, så du kan passe på dig selv og dine egne børn. Få skjult adresse etc. og kom et godt stykke væk, så du ikke kan støde på ham. Skab jer et nyt liv! Du kan faktisk komme væk nu du ikke har børn med ham.
    Tine

  2. Kære alle jer der har svaret eller bare skrevet jeres historie
    Jeg læser svarene, men svarer ikke på ret mange – heldigvis er der andre, der svarer eller kommenterer og flere der kommer til og fortæller deres historie. Jeg er så glad for jeg skrev min historie her for nogle år siden! Bare det at dele det med nogen, der virkelig forstår, hvad man går igennem og få andre til at dele deres historie og få luft og få sat ord på alt det svære. At have et forum, hvor det er okay at synes at alt er svært engang imellem!
    Jeg har nu 1. marts passeret de 5 år siden jeg flyttede fra min eksmand (drengenes far). Det er lidt over 2 år siden jeg skrev mit blogindlæg. Det er stadig svært og ja det vil det blive ved med at være – og det er kun, jer der selv sidder i samme situation, der forstår, at psykopaten ikke ændrer sig – han bliver ikke træt af at manipulere børnene eller svine mig til!
    Min ældste søn (som jeg her kalder Oliver) er nu snart 15 år og går i 8. klasse på en efterskole, hvor han også skal gå i 9. klasse. Det har været min beslutning, at han skulle derned og min opgave at overbevise ham om at det var det rigtige. Det var hårdt, da han ikke ville – men det lykkedes og nu er han så glad for det og er vokset så meget personligt og med sit selvværd. Han får endelig noget hjælp fra sin kontaktlærer på efterskolen, som kommunen efter en kamp har bevilget ekstra timer til støtte til Oliver. Det hjælper Oliver og det hjælper mig, når jeg har konflikter med ham. Og så har det hjulpet Olivers lillebror Mikkel (kalder vi ham) på snart 12 år. Nu er der ro på herhjemme og færre konflikter. Udfordringer med det ene barn går jo altid ud over det andet barn!
    Men og der er jo ofte en men – jeg betaler selv hele efterskoleopholdet de to år her! Kommunen mente ikke det ville blive en anbringelse, så de ville betale, selvom Oliver nærmest kun havde gået i skole fra sommerferien til efterårsferien i 7 kl. og i 6. kl også have mere end 50 % fravær! Så bortset fra statstilskudet, så betaler jeg det hele og det er hårdt! Og hårdt at acceptere, at hans far IKKE bidrager med én eneste krone! Men jeg æder det – hvor mange kameler jeg ikke har slugt de sidste 5 år – det kan ikke gøres op! For det hjælper Oliver og vores lille familie, at han går i skole der nu. Og jeg ville kun få flere kampe af brokke mig til hans far om at han ikke betaler!
    Det gælder jo et eller andet sted om IKKE at vise sin vrede eller frustration eller ked af det hed over for psykopaten.
    Min eksmand har magten over mig økonomisk og frihedsmæssigt – det er ham, der sætter dagsordenen og først siger 2 uger inden sommerferien starter, hvornår han vil have drengene i sommerferien og i andre ferier er jeg heldig, hvis han overhovedet vil have dem ekstra og så er det med dags varsel jeg får besked om det…. Men jeg kan ikke ændre på det – jeg kan kun acceptere at det er mine vilkår og prøve så godt som overhovedet muligt ikke at vide min frustration over for Jesper (som vi kalder min eksmand) – for så vinder han endnu mere og det skal han ikke have lov til.
    I dag har han lige igen for jeg ved ikke hvilken gang fået Mikkel på 11 år til at være mellemmand og ændre på aftalen i dag (som min eksmand jo oprindeligt har lavet for det giver ham mindst muligt ansvar og mest muligt frihed), som normalt er at jeg skal hente ham hos sin far kl 16.00. Nu skal de pludselig noget og det passer deres far at aflevere Mikkel senere end normalt. I dag slog jeg i bordet og sagde at så er det fremover det, der er aftalen: Mikkel bliver afleveret i skole mandag morgen af sin far efter hans weekend. Jeg er spændt på om jeg får det trumfet igennem – men lige denne vil jeg kæmpe for – for at få mere ro på for Mikkel og for jeg får mere ro på min weekend uden børn. En stresset og frustreret mor er jo ikke godt for børnene – så lige her vælger jeg ikke at føje ham. Men jeg gør det bestemt og uden følelser i meddelelsen. Kryds fingre for det så bliver sådan fremover…..
    Jeg fik heldigvis bopælen på begge børnene – og ved god hjælp udefra og pga drengene ikke er mere hos deres far end de er får han ikke påvirket dem for meget. Men Oliver kan også lyde rigtig meget som sin far og være virkelig strid. Det bedste man kan gøre der er at sige fra og fortælle, at sådan vil man ikke tales til! Jannie, der føler jeg virkelig med dig!! Og kan også godt forstå, hvis du må vælge at sige at du ikke kan vinde den kamp. Det er en meget svær kamp at vinde i retten – nej de gennemskuer ham nok ikke og selvom de gjorde er det svært at bevise og bruge i retten. Der skal en meget speciel dommer til.
    Jeg har mødt nogen på min vej i det offentlige, der forstår hvad jeg kæmper med og har gennemskuet min eksmand – men det er ikke ensbetydende med at det hjælper ret meget. Andet end det giver dig bekræftelse.
    Jeg søgte om fuld forældremyndighed og var i Statsforvanltningen (igen…) og hende juristen, der holdt møde kunne tydeligt se hvad jeg er oppe imod. Men hun kunne ikke gøre noget og sagen ville ende i retten, hvis jeg fortsatte. Jeg opgav 🙁 Kan ikke bruge hverken penge eller energi på en retssag – mange af de problemer jeg har i dag, ville jeg stadig have selvom jeg fik fuld forældremyndighed… 🙁 Så man skal også vælge sine kampe og passe på sig selv.
    Mange tanker til jer alle
    Tine

  3. Kære alle derude

    Jeg har læst hver og en af jeres fortællinger. Desværre bekræfter de mig i at der måske ikke findes løsninger når man som I og jeg har en psykopatisk eks.

    Har været sammen med min eks i 16 år og har vidst der var nogle afvigende træk, men har skudt det væk og gemt smerten hver gang jeg blev behandlet forfærdelig.

    For 2 år siden blev vi skilt. Han ønskede en skilsmisse da jeg i lang tid ikke ønskede at være intim med ham. Det var simpelthen for hårdt at give det når jeg følte han smadrede mig indvendigt.

    Nu er jeg så her 2 år efter skilsmissen og i dyb krise. Jeg har været i byretten og fik bopælsretten over vores 3 børn på 6, 9 og 13. Men han ankede sagen og sendte den i landsretten. Lige nu har vi en 9/5 ordning på de to ældste og en 10/4 på den mindste.

    Det har været mægling med advokater og de foreslår at vi finder en løsning der hedder at jeg afgiver bopæl på den ældste fordi han selv ønsker dette og en 7/7.

    Jeg bliver dagligt og ugentligt chikaneret på SMS, Mail og fysisk tropper han op på min adr.

    Jeg er kommet dertil at jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre. Det er som om jeg er helt alene med det her.

    Jeg er i et stort dilemma omkring afgivelse af bopælsret på den store eller gå i landsretten. Og her bliver det ikke kønt. Min eks sidder og lyver direkte og uden at blinke.

    Hvad gør jeg ??? Jeg er bange for at retten ikke gennemskuer ham og at de vil lægge vægt på at min ældste søn (efter et års manipulation) nu mener at det er mest retfærdigt at far får bopæl på ham.

  4. Kære Tine.
    Du beskriver mit liv, med den ene undtagelse at min x mand vil både eje og ha vores børn!! Jeg har selv en dreng på 12 som jeg har måtte nå til den smertefulde erkendelse af, aldrig bliver normalt fungerende fordi han har sin fars sind.
    Systemet der sku forestille sig at hjælpe og beskytte er vattet og lukker øjnene.
    Mit råd til at sluge dina kameler. Hæv dig over ham og bliv deroppe. For du er over ham. Han er den sørgelige, han er den svage. Gør alt hvad du kan for at fremstå intelligent, kvalmende høflig og overskudsagtig. Fryd dig i det skjulte over at han vil hade det mere end du aner.
    Lav dig en års kalender og hæng den på din væg, så du altid kan kigge på det. Her er den glædelige nyhed, fra dit sidste barn fylder 18 er i ALDRIG og jeg gentager ALDRIG tvunget til at samarbejde om noget igen. Du er aldrig tvunget til at tage så meget som et opkald igen. Glæd dig aktiv til denne dag, vent på den og marker den, heslt med champagne. Min kalender siger 9 år tilbage nu. Det lyder af meget, men da jeg startede stod der 11!!! Fasthold den lille sejr.

    Kære udkørte og træt pige.

    Jeg ville ønske jeg havde noget pædagogisk at sige til dig, men der er virkelig intet andet at sige end LØB……. LØB NU, mens du kan!!
    Der er ingen bedring at finde hos din kæreste, ingen drømmemand under alt det sorte og ingen happy ending!! Den følelse du går med vil kun blive værre. Den følelse af at du ikke kan “klare” dig uden ham, er en følelse han har puttet ind i dig. Den er ikke din egen, få den ud og begrav den for evigt.
    Mit råd til dig er at opsøge et krisecenter for kvinder, evt i en hel anden by. Jeg forestiller mig nu at dine tanker går på skam og frygten for økonomiske omkostninger. Slet de tanker NU!! De mennesker du møder der, har mødt mange som dig før, faktisk er det deres fritidsbeskæftigelse. De har valgt at bruge deres fritid på at hjælpe kvinder som du og jeg, så vi aldrig skal føle den skam igen. Tag på krisecenter og betro dig åbent og ærligt til dem også om din hang til at falde i og vende tilbage til ham. Aftal at du finder en af dem hver gang lysten melder sig, så du ik sidder alene med dem. Skift dit tlf nr med det samme, hemmeligt, og giv kun det nye til de mennesker der virkelig sku ku komme i kontakt med dig. Feks dine børn/deres fader.
    Hvad angår det økonomiske, så er der også hjælp at hente på krisecenteret. Og ingen, jeg gentager INGEN står og kræver penge af dig her og nu fordi du er kommet til dem. De kan hjælpe med gratis psykolog.
    Løb, min skat, løb. Du bliver ikke svagere, kun stærkere der lover jeg dig.

    Knus
    Tina

    • Kære Tina,
      tak for din åbenhed. Du har skrevet et nøgleord; min søn har arvet sin fars sind. Det har min datter også og efter at jeg ikke længre arbejder for hende som jeg skal, har hun valgt at slå hånden af mig og knække mig økonomisk. Jeg vil utrolig gerne vide hvornår og hvordan du har mærket at din søn er som hans far. Skriver gerne selv mere så snart jeg lander derhjemme.
      På forhånd tusind tak

      Knus Sus

  5. Har læst hver og en kommentar til Tines historie. Mange af jeres historier ligner min på mange punkter.
    Jeg lever på 7’ene år sammen med en og vi har heldigvis ikke børn sammen. Vi har 5 sammenbragte hvor de tre af dem er mine. 
    Vores forhold har igennem flere år været påvirket af hans vrede, hans stofmisbrug og hans dårlige bagage fra tidligere. Jeg har fået ham i behandling to gange. Første gang i ambulant psykriatrisk behandling hvor der blev konstateret ptsd og depression. Her blev der arbejdet meget med hans personlighed og hans misbrug. Han holdt sig clean i knap 2 år indtil han startede i job igen. Så begyndte misbruget igen i det små ved siden af at han passede sit job. Sidste år fik jeg nok. Var til pårørende samtaler og de valgte så at indberette ham/ os til kommunen. Så var helvede først løs. Jeg fik skylden endnu engang for alt. Valgte at lade mine børn flytte ind hos deres fædre så de var væk herfra. Jeg fik lejlighed og flyttede i al hemmelighed. Hvilket jeg har gjort flere gange før. Denne gang faldt jeg igen for hans tuden og lovning om forandring og behandling og at nu var det slut. Han gik endnu engang i behandling denne gang på misbrugscenteret og det holdt kun tre mdr indtil de slap ham løs for han vidste jo hvad han ville og sagde alle de rigtige ting i deres ører. Nu sidder jeg så stadig her sammen med ham og uden mine børn. Kun sparsom kontakt til dem via SMS og tlf. Vil så gerne ud herfra. Min krop bukker under og har gjort det længe. Han kontrollerer hvem jeg ringer til, hvem jeg SMS til og tidligere min Facebook og mail (sidste to har jeg nu for mig selv). Alle mine vigtigste ting er ude, min adresse er aldrig flyttet tilbage til ham siden jeg flyttede sidste år (den sejr skal han ikke have).  Min dagligdag består af at være alene det meste af dagen mens han er på job (jeg er førtidspensionist). Kl 16 ca er han hjemme og lige før han kommer begynder min krop at gå i angstmode. Han kommer hjem, har “fart” på pga sit misbrug. Farer rundt og laver ingenting. Og så ellers spille PlayStation til kl lort om natten. Han er agressiv på spillet, kan kaste med joypad eller hvad der nu lige ligger foran. Aldrig rammer han mig eller hans datter som bor her. Sidst gik det ud over fjernsynet som fik knytnæveslag. Da jeg så siger at nu skulle han lige slappe af, råbte og skreg han af mig at jeg ik skulle bestemme hvad han gjorde og så fik tv et par slag mere. 
    Sådan er det tit og hans vrede bliver værre og værre. Vil bare så gerne væk, være mig selv og være glad. 
    Men hvordan pokker kommer jeg ud herfra. Har en pokkers angst for hans reaktion, for fremtiden, for hvad han kan finde på. 
    Håber der er nogle af jer der kan komme med lidt opmuntring og lidt fif til hvordan i er kommet videre. 
    Knus fra den udkørte 

  6. Jeg er skilt fra en person der i den grad tænker på sig selv og kun har sin egen overlevelse for øje.
    Under bodeling skulle alle mine ting deles.
    Hans ting skulle han beholde.
    Nu er det sådan at jeg har erfaret,at efter han skiftede låsene,da vi ikke havde bodelt færdig, gik han og tog “mine” ting og disse ej blev delt.
    Nu står jeg er flyttet og de ting der ej er delt, og hvilke der ikke er der. Ved jeg ikk hvordan jeg kan få tilbage.
    Min erfaring er, at de er fjernet for at ramme mig?
    Hvorledes tænker I om det?
    Hilsen jette

  7. Kære Tine.
    Har du overvejet, om en voksenven kunne være løsningen i forhold til dine drenge?
    Det er trist, at såkaldt voksne mænd opfører sig som totale tåber og tager børnene som gidsler i deres sindssyge “krig”.
    Naturligvis skal man vogte sig i vore dage, men vi er dog heldigvis nogen “normale” mennesker, der heldigvis kan omgås børn og unge mennesker på en sund og fornuftig måde. Jeg er sikker på, at det ville gavne dine drenge, hvis der kom en “morfar” med masser af overskud, som kunne inddrage dem i friluftsliv, eller måske noget motoriseret, hvad-ved-jeg?
    Fokus skal være samværet, så du også får noget råderum til dine gøremål. Din eksmand er helt klart psykopat, så jo mindre han er inde i billedet, des bedre. Han er bestemt ikke noget godt forbillede for nogen.
    Han spiller offerrollen, alt mens han dræner dig psykisk. Så taber du hovedet og snerrer ad alt og alle, og det er lige netop det han vil opnå.
    “Ka’ I så se, at jeg har ret? Hun er skingrende skør. Er det ikke synd for mig?” For det er hele pointen. Psykopater er selvcentrerede, manipulerende, indsmigrende – hvad det skal være, så længe de kan placere dem selv i centrum.
    Ham kan du ikke bruge til noget, hvis du nogensinde vil ha’ et roligt og stabilt familieliv. Det er barsk, men ikke desto mindre sandheden.
    Jeg vil ønske jer alt godt fremover. I har hårdt brug for det.

  8. Efter at have læst indlæg. Giver jeg mig til kende.
    I november oplevede jeg isærdeleshed persoblighedsændring hos min nu ex.
    Jeg er uhelbredelig syg af cancer,har været det siden 20 13, kæmper i hverdagen med de udfordringer jeg har af sygdommen, dog har jeg altid været en fighter. Taget mig af tingene i hverdagen og kæmpet for at få tingene på hjemmefronten til at køre.
    Desværre har min ex og hans familie aldrig brudt sig om mig, og i de 12 år vi har været sammen har det altid været min skyld når noget har været galt.
    Da vores den ældste dreng fik det skidt i skolen, da jeg fik min uhelbredelig sygdom var det min skyld.
    Der var fra min ex mange udtalelser om at det var min skyld jeg ikk kunne dyrke sex,da jeg var i kemo.
    I november efter flere måneder med konflikter, blev vi indkaldt på skolen pga vores den ældste ikke Trives.
    Vi får opgave med hjem, jeg oplever de på skolen, erfare hvad det er min ex gør overfor mig mht psykisk terror. De ved bare ikk hvordan de skal gebærde sig.
    Opgaven bestod i at samarbejde hjemme om fælles opgaver.
    Min ex kan slet ikk. Han køre på mig og langsomt tager han drengene (på 11 og 6) fra mig. Lader dem forstå at jeg bare skal lades alene, fortæller dem at jeg skal ud af deres liv. Sover sammen med dem og de vænner sig til hans daglige manipulering.
    Jeg gør skole opmærksom.
    De indkalder til møde 8dec.
    Ex virker totalt afvisende. Dog fortæller han dem at vi skal nok finde en løsning.
    3timer efter får jeg en SMS hvor han skriver han har søgt seperation.
    Jeg spørger om vi ikk kunne have talt derom, inden ansøgning. Da jeg ønsker skilsmisse.
    Han er sikker i sin sag om at vi da var enige. Vi har overhovedet ikke talt om hvad løsning er.
    Det har han nu bestemt. Det er hans magt.
    Fra denne dag mærker jeg kun manipulation.
    Alt fordrejes til hans fordel.
    Jeg er syg en uge før jul. Når han kommer fra job. Tager han drengene med til sin mor og papfar. Jeg beder ham tage brænde ind til mig. Det gør han ikke. Han køre og lader mig ligge super syg og total afmægtig.
    Han er totalt ligeglad med tingene. Drengene fortsætter han med at få sit fulde opmærksomhed af. Driver dem væk fra mig
    Jeg prøver at tale med dem og de vil mig gerne. Mem så snart han er der, er de tilbage i hans magt.

    Skolen indkaldte til møde igen 12januar 17,da jeg forklarede jeg havde fået lejlighed, men ikk følte at jeg kunne flytte da ex modsatte sig pakning af ting mv.
    De lavede en flytteplan. Jeg var rædselsslagen da de ville flytte drengene hvis jeg ikk flyttede nu pga situationens omfang. Skolen mente at 14 dage ville være nok at flytte i?
    Jeg var og er i dyb krise.
    Min ex og jeg skulle bodele.
    Han kunne overhovedet ikk samarbejde. Jeg skulle prøve at pakke. Han modsatte sig. Ville tjekke alt. Jeg spurgte indtil hvorledes vi delte?
    Han svarede ikk. Også sagde han jeg kunne tage hele lortet
    Jeg prøvede at dele sol og vind lige.
    Få dage efter ændrede han udsagn.
    Kunne ikke tale med ham.
    Få dage efter, da drengene som er i en 7 /7 ordning efter hans vilje, var hos mig. Selv om vi slet ikk havde flyttet færdig. Fortæller vores store dreng, at jeg ikk må komme ind. Far har skiftet låsene. Han vil ikk have dig ind.
    Jeg er målløs.

    Vores dreng skal hente en oplader. Han vil ikk have mig med ind. Kalder alligevel på mig og jeg opdager, min ex har været igennem alle mine ting. En kommode hvor skufferne dårlig kunne lukke, var nu halvt tomme.
    Drengene fortæller også, mor far kigger i dine ting og fjerner dem.

    Jeg har konfronteret ham dermed. Han indrømmer.
    Jeg beder om ting derfra, loves dem,han er i godt humør og virker ligevægtig. Et par dage senere da han skal komme med noget til drengene, er han vred og kan ikk finde de ønskede ting, trods jeg havde fortalt hvor de lå.

    Ergo har jeg ikke fået mine ting fra boet.
    Jeg har ingen billeder frs da den store var lille eller fra det hus jeg havde da jeg mødte ex.
    Han har siddet i kommunen efter 2indberetninger fra skolen og sagt de ting de vil høre, således kommunen lader tingene gå sin gang og ikke tager vare for drengene. Drengene fortæller far taler grimt om mig og især den store mener jeg er skyld i alt. Han får disse vredesudbrud og bliver når jeg fortæller at han skal tale pænt til mig. Ked af han gør det. Ved heller ikke hvorfra det kommer.
    Jeg kan tydeligvis godt mærke, at det ikk er hans egen personlighed det stammer fra.
    De mener det er en alm skilsmisse..

    Vi går til konfliktmægler hvor han råber og og mener jeg er skyld i tingene.
    Han er ligeglad med de aftaler han selv laver.
    Skulle komme i fredags morgen inden job 6.30og hente store drengs computer. Det fortælles jeg af søn da jeg står op.intet får jeg af vide af ex.
    Jeg lader det ligge, notere det i min bog.
    Jeg har bedt om mere tøj. Da han har nærmest alt tøj til drengene.
    Han mener jeg har fået hvad jeg skal have og har sagt jeg bare kan bruge mine sparepenge. Da jeg jo ikke er her så længe.

    Han har indvilget i at vi skal i skifteretten.
    Det er på tirsdag. Jeg er bange.
    Han tvære mig ud. Jeg skal have en kammerat med.
    Jeg ved hvordan han vil manipulere, så jeg hverken får mine ting han har gemt. Jeg
    Ved han ikke blot kun har gemt mine sager for at gøre mig ondt. Meget af hans værktøj er også gemt så det ikk indgår i bodeling.
    Jeg er magtesløs. Står midt i vulkanens øje hvor drengenes ting og tøj end ikke er delt.
    Har ringet til politiet. De kunne kun henvise til foged.
    Jeg kunne have benyttet dette. Men nu har han fjernet så mange ting.
    Hvad er det der gør hans facon. Han skader ikke kun mig. Drengene især den store vil huske dette for resten af hans dage.
    Er der nogle gode iderr til hvordan jeg skal forholde mig?
    Jeg er skræmt for vid og sans

  9. Jeg kan nikke genkende til det meste på denne ‘tråd’.
    Men I skal vide; det er muligt at lægge disse oplevelser bag sig og komme videre, og ligeledes at børnene kommer helskindet igennem!
    Jeg blev skilt i år 2000 efter 19 års samliv med en psykopat. Han var ‘lige efter bogen’, Smadder sød og kærlig, gavmild og en munter, smuk og en velbegavet fyr.
    Han var mig utro: og det var MIN skyld, han lavede en bule i bilen, og det var MIN skyld, Han klippede engang sig selv i nakken, det gik ikke så godt; det var også MIN skyld! Alle ulykker i hans univers, var MIN skyld. Når der manglede en ingrediens i køkkenet, var det MIN skyld. Han var til eksamen, fik en dårlig karakter, det var også MIN skyld, Der var ikke grænser for hvad jeg blev beskyld for: fede Kælling, jeg vejede under 60 kg (!!) Har misbrugt mig seksuelt, jeg har gjort ting jeg ikke havde lyst til.
    Han har udnyttet systemet, er nu pensioneret med en stor erstatning for mén efter dårligt arbejdsklima, bl.a. diagnosen: PTSD. Han har forstået at sno sig, og rejser den dag i dag rundt i alle Verdens hjørner og oplever for offentlige midler. JA, han har sågar formået at manipulerer med staten og systemet. Jeg sagde til ham for måske 5 år siden ” Så har du da altid været syg !”
    Kort og godt: han er skide smart og, da Stein-Bagger-historien kom frem i medierne, tænkte jeg: “den type dér har jeg været gift med, Ja føj for f…..!!”
    Men gode råd efterlyses herinde og jeg kan fortælle, kort at jeg:
    – har holdt en god tone overfor børnene, de var 8 og 11 da vi blev skilt
    – har ikke svinet deres far til – jeg har tilmed sagt: “jeg elsker far, men han er ikke god for os, som familie, og de oplevede jo den ro vi fik i hjemmet da han var flytte! De sidste mange år, gik vi alle 3 på “listesko” i hverdagen, for ikke at tricke ham! En køretur i bilen, hvor børnene var urolige, kunne udløse det værste råberi og raseri anfald fra hans side.
    – de første mange år efter skilsmissen tog vi alle 4 ud at spise på restaurant et par gange om året, og her krammede vi: MOR OG FAR: goddag og farvel. Men vi mødtes altid kun i det offentlige rum.
    Jeg lukkede ham ikke ind i mit hjem, med mindre der var andre gæster tilstede.
    – mine voksne børn idag, roser mig for min måde at have taklet skilsmissen på, og sætter pris på at jeg har holdt ‘den gode tone’! Idag har mine børn kun meget lidt kontakt med deres far, hvis de har lavet en aftale med ham og må lave den om/aflyse, frygter de hans vrede, de beskriver det som: “barnligt!”
    Idag har vi kun kontakt ved højtidlige lejligheder, han er gift igen og flyttet 250 km væk, Har desværre fået et barn med den nye yngre kvinde. Jeg har mødt hende ved flere lejligheder, hun virker stærk,, jeg har sagt til hende én enkel gang: “jeg ved, hvad du er oppe imod,og jeg føler med dig!” Hun smilede og rullede med øjnene. Hun turde ikke sige noget, fornemmede jeg.

    PS. 2 år efter skilsmissen fik jeg statsamtet til at lave en skrivelse, hvori jeg” efterlyste” at deres far havde mere samvær med børnene, da jeg var bange for at børnene én dag ville bebrejde mig at de have ‘mistet kontakten til deres far, – da han stort set INTET samvær havde med dem. Han havde mange andre vigtige ting at lave i disse(børne-) weekender.
    Børnene skulle vide at det ikke var mit valg,

    Kærlig hilsen
    Sandra

  10. Jeg kan også genkende det meste. Rå ben og skrigen, svinen til.ord som kælling,  so om mig og mine venner,  som jeg ikke har meget kontakt med mere, og jeg forstår ikke hvorfor?  Engang smed han mig i gulvet og ville kyle mig ned af trappen,  fordi jeg var for kedelig seksuelt.  Derefter barikaderede han sig i køkkenet som om jeg var vildt farlig. Han sagde han kunne se i mine øjne at jeg ikke var rigtig klog. Han er splittet i to sider. Den mest fantastiske,  sjove, søde på den ene side og på den anden et rent monster.  Han kom tit hjem og stank langt væk af andre kvinder og sagde at jeg var tosset når jeg konfronterede ham med det. Nu er jeg alene med to små børn.  Jeg boede med ham ét år, hvoraf jeg var på krisecenter 2 mdr, 14 dage i sommerhus og 3 uger i én afhans tomme lejligheder. Det var i øvrigt jul/nytår. Jeg er tvunget til at have kontakt med ham pga vores to børn. Jeg har haft fat i kommunen,  Men de gør ingenting og jeg forstår ingenting.  Min søn på 3 har haft mange symptomer som ondt i numsen, ondt i maven og ondt i øjne. Han siger ting jeg kan høre er indlært afhans fars, som f.eks at spørge “får du pik”.  Det er sygt og uhyggeligt at høre sådan noget komme ud af en lille drengs mund efter to overnatninger hos hans far og datteren på 14 som er dybt skadet af faren. Hun har udviklet mange af de samme træk som ham og er imod mig sammen med faren. Selvom jeg ofrede mig så meget for pigerne. Så nej jeg ved desværre ikke hvordan man løser problemet.  Men sig til hvis du finder løsninger.  Tak! KH 

  11. Du må gerne kontakte mig. Jeg har levet i tre voldelig forhold og jeg har børn med to af dem. Så jeg har lidt erfaring

  12. Hejsa Tine.

    Må først indrømme har ikke læst alle kommentarene eller dine svar.
    Min datter fik et barn med en psykopat, vi prøvede ellers ihærdigt at gøre ham en del af familien.
    Det var dog desværre lidt for sent, at hvad der lå til grund for, at det ikke lykkes for os.

    Kommer her lige med min datters og vores oplevelser.
    Bemærk, nedenstående er den korte version.
    Har undladt alt omkring kampen med politiet, STF, anklager, kommunen og spildt tid på diverse advokater.

    Den dag min datter endeligt fik sagt fra (barnet var på det tidspunkt 1½ år), så gik det helt galt.

    Samme aften tog x barnet og forsvandt, 3 timer efter blev han dog overtalt til at komme tilbage og min datter fik på grund af dette og en masse der var foregået før dette, ophold på det lokale krisecenter, der desværre kun lå godt 500m fra deres lejlighed.
    Om aftnen fandt min datters x, hendes nemid og hendes kontokort og begyndte at overføre penge og spille på danskespil (Noget vi først senere opdagede) og han startede også med at skrive via hendes pc på hendes facebook profil.
    Dagen efter kontaktede x en advokat og så kørte det ellers derud af med STF & kommune m.m.
    X fyldte alle med løgne (venner, familie, STF, kommunen, politiet m.m.). Desværre var der en del der lyttede og tog hans parti, specielt politiet.
    De næste mange måneder gik med at stabilisere min datter og barnet omgivelser (min datter var i gang med en længere uddannelse), så de kunne leve et nogenlunde (under disse omstændigheder) normalt liv.
    Undervejs havde x nogle enkelte samværs tider/dage. Dog for at have barnet til overnatning, skulle han foreligge en negativ test for stoffer og alkohol. Ved anden gang kunne han ikke og min datter udleverede derfor ikke barnet. (Vi fandt senere ud af, at x havde udført dokumentfalsk, forud for første overnatne samvær, i det x havde forfalsket en lægeerklæring).

    Min datter havde fået at vide, at det var bedst hun samarbejdede og da STF samtidig udtalte, at det var bedre med mange korte ind få lange samvær, så derfor tilbød min datter et par dage efter, at x kunne få 1,5 times samvær, på det lokale bibliotek i byen (noget hun desværre kom til at fortryde). Resultatet, x bortførte barnet og gemte sig på forskellige adresse i landet.
    Selv om min datter i mellem tiden havde fået den fulde forældremyndighed og al samvær med barnet var frataget x, så tog det 10 dage, før politiet og myndigheder kunne tage sig sammen til at hente barnet.

    Dagen efter barnet var kommet tilbage, opfordrede han folk til at “hente” barnet og han ville belønne dem BIG TIME, vis de bragte barnet til ham. Yderlige 2 dage efter truede han med at slå mig ihjel og min datter ihjel, som han bl.a. andet også skrev:
    “Gør alt for at du som minimum mister An….”, “..en dag slukkes dit lys” og “Tænk at en far fik fuld forældremyndighed ved at slå sin eks ihjel”.
    At x efter en ihærdig indsats fra vores side, så endeligt blev dømt for dette er en ting (aug. 2015), noget andet er, at dommen blev betinget på 1 år og at han
    1. aldrig har udført den samfundstjeneste han blev dømt til.
    2. at han igen, inden for det år har fremsat lignende trusler (juni-juli 2016) og endnu ikke blevet sigtet for det (der undersøges p.t. i anden instans, om der kan rejses en sigtelse)

    Siden april 2015, har x stået for en del sager, som han dog alle er sigtet for, hvor dog anklagemyndigheder er lidt afventende, fordi de vil tage det hele på en gang.
    Nogle af de sager er bla. bedrageri, yderligere trusler, brug af og offentliggørelse af fortrolige dokumenter, bortførelse, hærværk m.m.

    Dog selv om x foretager sig alle disse uhyrlige ting, så har x fået gennem trumfet hele 2 forældremyndighedssager, 1 bopælssag (alle for retten) og 2 samværsager. Alle nogen han dog har tabte.

    Lige kort før jul skete så det forunderlige, at en anklager gav x et tilhold, som gælder i 5 år og endda med et tillæg, at x ikke en gang må nævne min datter på nogen måde på online medier.

    Mine erfaring og råd:
    En af de ting (værktøjer) vi havde og har gjort meget brug af, var at optage alle samtaler med systemet (politiet, kommunen, STF), hvis ikke for andet, så bare for selv af kunne huske hvad man havde sagt.
    Der ud over blev vi hurtig klar over, at hemmelig adresse, nyt mobil nr. og mail adresse (alt naturligvis også hemmeligt) var det eneste rigtige at gøre.
    De gamle mobil nr. og mail adresse har jeg dog haft adgang til, så vi kunne dokumentere x’s gøren og laden.
    …og det at have nogen at tale med, er også meget vigtigt. Det behøver ikke nødvendigvis at være en fagperson. En god ven, familie, men også en gang i mellem en der ikke er så tæt på en.
    Her i byen har vi noget der hedder 24/7 og min datter har følt sig meget tryg hos dem, bl.a. også fordi de tog sig tid til at lytte.
    … det kan også være til hjælp, hvis man har nogen omkring sig, der kan tage sig af al fodarbejde…en eller flere som kan eller har evnen til at undersøge de diverse lovtekster, finde muligheder for at få hjælp o.s.v.

    Hilsen
    En meget ihærdig far, morfar, der ikke bare vil lade tingene gå sin gang.

  13. Fantastiske for mig personligt at finde her ind på siden !! Tak for alt den åbenhed!! Jeg har følt mig alene omkring de her problemer og Palle alene er jeg så ikke mange tak for din historie! Jeg tænker at Oliver er slemt i klemme og jeg ville personligt sørge for han fik en anden mande figur om det så er en onkel eller din kæreste personen skal ikke være en ny far for det pjat gider han sikkert ikke han har jo en far.. det der skal skabes er nogle posetive oplevelser hvor din dreng er i sentrum af dig og af en eller flere “familie venner” i selvfølgelig nød til at starte i det små og i første omgang skal du vinde hans tilid.. jeg ville sige til ham” nu alt det med skolen lige meget nu skal vi rigtig hygge os..” og så ville jeg sørge for at have god tid fx ved at sige du kan spille en time også skal du gøre dig klar.. og det i så skal sksl være lige noget for ham .. noget han vil blive glad for.. De der kameler du taler om forstiler jeg mig ville være sundt at få ud af dit system inden du kaster dem op.. du kan evt. Skriv dem ned og tag afsked med dem…eller hvad der nu engang er naturligt for dig.. husk din yngste søn kan også ha det svært selvom han måske ikke viser det.. kærlige tanker fru pikalop
    PS. Foreningen mor på fb. Er et fantastisk frirum.

  14. Hej Tine,
    Jeg kan godt forstå og føle med dig. Jeg har været gift med en i 25 år og har fået 6 børn (han ville gerne have 7 børn i alt da det er den perfekte tal ifølge ham). September 2015 sagde jeg stop og blev separeret med min ex. Han havde trukket sagsbehandlingen så jeg først blev separeret i december måned. I Juni 2016, søgte jeg skilmisse hos Statsforvaltningen, men han var uenige og nægtede. Så vores sag havnede op i retten, hvor en dommer skal afgøre skilmissen. Endelig i slutningen af November måned, blev jeg skilt. Mine 4 ældste børn vil ikke have noget med ham at gøre. De havde fuldstændig cutte ham af. Men mine sidste to som er på 10 og 6 år, stadig ser deres far. Og ja, samarbejdet er umuligt og frustrerende. Jeg kæmper stadig selvom 25 års liv med ham har gjort mig syg både fysisk og psykisk. Men der er altid håb og en vej ud. Det vigtigste er at acceptere/erkende det hele som det er, og ændre det der skal ændres. Jeg er meget glad for at høre/læse at jeg ikke er alene. Mange gange møder jeg nogle uforstående mennesker. Vi havde jo den perfekte familie udadtil. Min ex (udadtil) er jo verdens rareste og kærligste mand. Tusind tak for at dele din historie. Jeg blev også opfordret til at skrive en bog om mit liv med ham, børnene og hvordan jeg overlevede.

  15. Hej
    Faldt over denne side ved en tilfældighed, så jeg har ikke nået at læse alt. Det stod mig dog meget hurtigt klart, at vi er i samme båd… Skriver min historie når jeg har mere overskud. Sender positive tanker til jer alle <3

  16. Sidder selv i grebet på en psykopat. Fandt ud af sammenhængen og hvorfor ingenting bedres –  for et par år siden – netop ved at læse om det bl.a. her. Bor i Århus – og vil høre om der er basis for at mødes/oprette støttegruppe etc. Aner ikke om det findes i forvejen – er der nogen der ved noget. Knus fra en “hårdt ramt”.  Pipser

  17. Jeg forstår lige nøjagtigt hvordan du har det. Din historie kunne være min.

    Jeg har været her i 7 år, boede med ham i 9 år før jeg gik. Jeg er enig med Elizabeth, lad være med at spille bold med ham. Svar kun på direkte spørgsmål der vedrører børnene eller deres hverdag. Hold dig til skriftlig kommunikation, ignorer ham når han vil skændes. Lær at bruge den vrede du føler, når han manipulerer, til at genkende, at dette er endnu et af hans manipulerende øjeblikke. Det sammen gælder når du føler din søn ligner ham. Når du føler vreden, så lad det være et være dit clue til at han gør det igen, og fald ikke i det hul. Lad dig ikke provokere. Du kan ikke sige noget, der gør athan forstår alligevel. Din vrede skader kun dig og drengene, desværre. Bræk dig når han er væk indtil du ikke har mere i dig, men spil ikke bold med ham. Når din søn ligner din eks så forklar ham, at du bliver vred når han manipulerer med dig, at du ikke vil finde dig det osv. Forklar ham hvorfor det ikke er ok. Han ved det ikke, han har lært det af sin far – du skal være modvægten til det – ikke bare møde ham med vrede, mød ham forklaring.

    For mig har det virket. han skriver stort set aldrig mere, for der er ingen svar fra mig, med mindre det er saligt og om børnene. Og mine børn forstår hvad manipulation er 10 og 12 år gamle, desværre.

    Bare vent, når de knapper ikke længere virker, begynder han at prøve andre og på et tidspunkt vil det gå op for de rigtige mennesker hvad han er. men hold hovedet koldt og vær stærk. Synk ikke til hans niveau, spil ikke hans spil. Gå derfra, også mentalt, som du har gjort fysisk. Tiden rbejder for dig. Børnene bliver voksne og så har ikke flere klemmer på dig.

    Brug energien på at styrke dine børn og deres selvværd, det har de brug for, med en psykopatisk far. Lær dem om manipulation og hvordan man undgår det og at det ikke er ok. Læs en masse bøger om at styrke dine unger og find nogle metoder der passer til jer. Betal for en psykolog til din dreng hvis du kan, eller find en alternativ behandler, hvis det passer til dig. Brug din energi på at lære dine børn at navigere i det liv de har – og giv dem en sandhed de kan forholde sig til. Lad være med at være endnu en voksen der lyver for dem, som deres far helt sikkert gør. Fortæl dem ikke alt, men fortæl hvad de behøver at vide for at kunne leve i det her. Lad være med at være bange for, at du siger noget grimt om deres far. Jeg mener ikke, du skal svine ham til, men du må gerne sige, at I er meget uenige osv. De har brug for at forstå og føle at de bliver forstået. Måske har de faktisk brug for at forstå hvordan han fik dig til at føle, de I var sammen, og måske igennem den historie vide, at de ikke er alene?

    Jeg håber på det bedste for dig og dine drenge og husk du kan ikke redde dem fra deres far, men du kan lære dem at leve med ham uden at gå i stykker. men det kræver at du er en klippe, som han ikke kan kravle over.

  18. Jeg vil også gerne bringe et konkret bidrag baseret på mine egne oplevelser med en (stjerne) psykopat. 🙂 Når jeg skriver stjerne, er det ikke overdrevet og desuden ved jeg jo godt, at jeg ikke behøver at retfærdiggøre mine holdninger i dette forum, men det sidder åbenbart så dybt i en, at skulle overbevise udenforstående, som ikke fatter en brik… 🙂

    Kort fortalt har jeg og min søn oplevet ALT med denne mand og gør det stadig. Psykisk vold med dødstrusler rettet mod min søn og jeg, var en fast del af vores dagligdag, hvis jeg vovede at tænke på at forlade ham. Jeg blev holdt i total isolation i et fremmed land i næsten tre år uden at have kontakt til familie og venner – al kommunikation blev overvåget og kontrolleret af ham. Jeg blev nægtet at tjene mine egne penge pga. hans sygelige jalousi og alle de penge, som jeg lånte af familien for at overleve, blev konfiskeret af ham. Nåh ja og så var der selvfølgelig alle de gange hvor han rev mig i håret, forsøgte at kvæle mig, truede mig med diverse knive og pistoler, kastede tunge ting efter mig, skubbede mig ind i møbler, stak mig lussinger mens han havde vores søn siddende på armen….. OSV OSV: Dvs. han endte med at have den totale magt over mig og mit liv og at flygte med min søn var derfor udelukket. Behøver jeg at sige, at jeg var under overvågning 24/7 og at han ofte sov ved siden af vores søn “for at passe på ham”…Nej vel? Flere gange pakkede jeg en kuffert i raseri og var på vej ud af døren.. – altså lige indtil, at min dreng på dengang 2 år blev revet ud af mine arme med ordene: “Du kan da bare skride din møgheks, men drengen bliver hos mig”…. Og hvor skulle jeg egentlig også gå hen uden en eneste mønt på lommen….Så bøjede jeg selvfølgelig nakken og fandt mig i endnu mere mishandling, for nu skulle jeg f…….. straffes for mit forrædderi.

    Hele mit mareridt i helvedes forgård endte med et 6 måneders gidsels ophold i hans hjemland under en “ferie”… Og her kunne han rigtig slå sig løs, for nu var han på hjemmebane og han nød i fulde drag at pine og slå mig uden frygt for nogen konsekvenser. Jeg husker stadig hans dæmoniske forvrængede ansigt med et nydelsens smil i ansigtet, mens han jagtede mig rundt i alle rum og kastede mig ind i møbler og ned på gulvet med hænderne om min hals. Heldigvis havde han glemt at klippe sine negle (de var ellers altid klippet helt korte…) og derfor havde jeg rifter i hele ansigtet og samtidig var det lykkedes ham at presse så hårdt på min mund for at få mig til at holde kæft, at han knækkede min fortand, så der var blod på min bluse. ENDELIG tænkte jeg, mens det stod på, endelig er der synlige spor, så andre måske ville tro på mig og hjælpe os med at komme væk.

    Alle andre gange, når politiet var blevet indblandet, satte han jo bare et dydsiret smil op overfor dem og påstod hårdnakket, at alle disse overgreb kun var noget i min fantasi. I virkeligheden var det jo mig, som var syg i hovedet og mig som tæskede ham!!!!! Og hvor var beviserne på mine løgne??? Han gik endda så vidt, at han selv fabrikerede blå mærker og sår, hvorefter han fik en udtalelse fra (mange) læger om, at de stammede fra partnervold (altså mig) Ha ha jeg ved sgu ikke om jeg skal grine eller græde over det. I dag griner jeg, men dengang var det ødelæggende for min troværdighed. Ihvertfald fik han lov til at fortsætte sit voldsregime, mens jeg blev endnu mere nedbrudt og mistede alt håb om nogensinde at få hjælp til at komme væk.

    Væk kom vi fra hans hjemland, men det krævede politi, skadestue, de sociale myndigheder og et to måneders ophold på krisecenter dernede, helt alene med en dame, som kun talte det lokale sprog. Var de danske myndigheder, herunder den danske ambassade og især rigspolitiet ikke gået ind i sagen, havde vi siddet dernede og rådnet op endnu… Jeg ønsker ikke denne uvished og oplevelse for min værste fjende, for jeg vil tage dette mareridt med i graven. Nu troede jeg så naivt at det værste var overstået….. ja right 🙂 intet bliver nogensinde overstået, når man har været så “idiotisk” at få barn med en psykopat.

    Nu fulgte han selvfølgelig efter os til danmark og gik i stedet amok ved myndighederne. Først stod jeg anklaget for bortførsel af vores søn, selvom vi aldrig havde haft bopæl eller (frivilligt) ophold i hans hjemland. Dette fik jeg gudskelov bevist vha en udtalelse fra en domstol i hans hjemland, som dokumenterede, at vi begge kun var “turister på ferie”. Dernæst fulgte et hav af underretninger til kommune, ankestyrelse, statsforvaltning, politi, min søns skole, sågar min egen læge, at jeg var voldelig mod vores søn, havde et misbrug, at vores søn var bange for mig, at jeg ikke tog ham til læge, tandlæge mm og at jeg kort sagt mishandlede både ham og (især) min ex. Dernæst begyndte en massiv stalking på min bopæl døgnet rundt, op til 30 uønskede besøg om dagen med skiftevis trusler og smisken med gaver for at overtale mig til, at han “bare lige til han havde fundet sit eget” skulle bo hos os…..Hans egen mor blev sågar løjet død i processen og fulgt op med en telefonsvarer besked fra hans ven om, at “ville jeg lige være så venlig at informere min ex om dødsfaldet”. Så græd han jo snot i timevis og hulkede og rystede til en oskar… Og jeg idiot hoppede på den eller også kapitulerede jeg og valgte det mindste onde… Når han alligevel befandt sig på min bopæl døgnet rundt og drev sin terror, så kunne jeg måske få fred, hvis han fik sin vilje, tænkte jeg!!!!! Jeg bliver åbenbart aldrig klogere tænker i nok 🙂

    Men det gjorde jeg heldigvis og tilsidst FIK jeg smidt ham ud, selvom han nægtede at gå, men det har pine dødeme været en lang proces og det krævede endnu et krisecenterophold, før jeg virkelig indså, at mine grænser skal trækkes hårdt og rigidt op for at passe på min søn og ikke mindst mig selv: Jeg skal INGEN kontakt have til ham under nogen omstændigheder. Derfor fik jeg efter et laaaaaangt tovtrækkeri med politiet et tilhold på ham, som også gælder min søn. Dette hjalp i den grad og det var befriende for os begge, at have ro i dagligdagen, selvom frygten for, at han pludselig dukker op igen, aldrig vil forlade mig medmindre at han dør. (hvilket jeg håber og beder til hver eneste dag…) Beklager hvis jeg støder nogen med denne udtalelse, men det er min eneste reaktion ift den ondskab, som vi har været udsat for.

    I morgen skal vi i statsforvaltningen for 7. gang eller noget i den stil, for selvfølgelig skal der da fastsættes samvær med denne helt igennem fantastiske far…. Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle denne historie i statsforvaltningen, for det er bare mudderkastning og noget som er sket i fortiden og derfor ikke relevant i deres øjne. Desuden er min ex. rigtig dygtig til at fortælle om alle sine fantastiske forældreevner, mens han nedgør mine, og samtidig er der jo en holdning i samfundet om, at alle fædre, som ønsker samvær med deres børn, per definition er gode fædre, for hvorfor skulle de ellers ønske samvær?? Det kan jeg og andre ofre for en psykopat sagtens forklare dem, men det er der ingen som tror på. For det må da altid være til barnets bedste at se sin far… At min dreng efter samvær afreagerer og slår i og kaster med samtlige sofapuder i tydelig frustration og afmagt interesserer ikke nogen. Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg skal til møde i morgen og tvinges til at se hans arrogante grin og høre på 1000 løgne, for de fastsætter alligevel samvær uanset hvad jeg siger… Min søn er prøvekanin for en misforstået og helt forfejlet forældreansvarslov, som burde forbydes. Mit eneste håb er at få dette forkvaklede individ smidt ud af landet, da han ikke har opholdstilladelse, men alligevel opholder sig her illegalt på fjerde år.

    Så her til allersidst for at opsummere helt konkret hvad min strategi har været/er for at beskytte os begge mest muligt:

    INGEN form for kontakt med min ex. heller IKKE omkring børn og samvær. (Dette er et skråplan, som bliver udnyttet hensynsløst af en psykopat til fortsat at styre og udøve kontrol.)

    En samværsresolution i statsforvaltningen, som følges slavisk med afhentning og aflevering gennem skole/daginstitution, så vi ikke skal mødes i forbindelse med samvær. Alle hans klager/anklager må han tage med statsforvaltningen og ikke mig.

    Et politilhold, som har stoppet den massive stalking, som vi var udsat for.

    Mit klare mål er, at der ikke skal være samvær overhovedet og alternativt, at det skal MINIMERES mest muligt. Dette har taget mig flere år at erkende, men jeg ved, at det er det rigtige at gøre, hvis min søn ikke skal tage varig psykisk skade af, at være på samvær hos sin far, som ikke ejer empati eller ægte følelser for ham, men kun udnytter ham for at ramme mig. Desuden er det vigtigt for hans ansøgning om opholdstilladelse, at han kan dokumentere et stabilt samvær……

    Min ex kører nu på femte forhold siden mig (stakkels piger) og det er også noget, som man kan håbe på giver mere fred. Det har det ihvertfald gjort her 🙂

    Jeg håber, at der er nogle modige og stærke kvinder derude, som jeg har kunnet inspirere til at genvinde magten over sit eget liv og komme væk i tide, hvis de er kommet i kløerne på en psykopat. Kodeordet, når man er kommet væk, som min psykolog på krisecenteret sagde, er AFGRÆNSNING, AFGRÆNSNING og mere AFGRÆNSNING.

    Det er det eneste, som hjælper og giver en mulighed for at komme videre 🙂

    Stor tak til jer, som har gidet at læse min føljeton

    • Sikke nogle beretninger, der er herinde… 🙁
      Kender til livet med en psykopat… Gudskelov har vi ingen børn sammen….

      NN, hvordan er det gået i tiden efter Jeres møde i Statsforvaltningen?

      Håber på alt det bedste, både for du og din søn, men også for alle andre, der har berettet herinde…

      Mange hilsner.

      • Hejsa…
        Tusind tak for dit oplæg, jeg kunne bruge det lige nu, hvor jeg står i den svære valg..

        hilsen F

    • Puha sikken en historie!! Tak fordi du fortalte den. Jeg ville ofte ønske at jeg var blevet slået og havde synlige mén fra forholdet til min eksmand – for det er ofte svært for andre at forstå og kræver ofte en lang og hård forklaring af min historie, for at folk forstår (og ofte er jeg meget i tvivl om de forstår) min situation, og at jeg er nødt til at være så firkantet, som jeg er og så afvisende over for børnenes far, som jeg har lært at være. 
      Jeg håber, NN, at du havde en bisidder med i statsforvaltningen – for der er ikke meget der er hårdere, end at være til møde med sin psykopatiske eks! Det har kostet mig en måneds sygemelding en gang. 
      Virkelig mange tanker til dig!
      /Tine

  19. Når din eksmand er så psykopatisk, som jeg ser, at han er – så må du i forhold til lovgivningen og reglerne – samværsresolutionen, hvis det er det, I har – selv være rigid og regelret: Hvis I kun har en aftale mellem jer og ikke en samværsresolution så gå i Statsforvaltningen og få en samværsresolution og følg den rigidt. Ignorer alle sms der ikke vedrører børnene. Og svar på den der gør f.eks. max. hver anden dag (lav en regel, du magter – således at du overholder og overlever). Får du f.eks. 10 sms der ikke er vedr. børnene og 5 der er på et døgn, så svar på de 5 om børnene i en samlet mail dagen efter (hvis det selvfølgelig kan vente – er det haster haster, så må du jo svare på sms her og nu). Svare på alt på skrift – altså sms og mails, ikke tlf.opkald, det kan ikke bevises. Installer en app med sms gemning / download / upload af sms til mailen, så du kan dokumentere alt der sker på skrift. Oplever du en ubehagelig oplevelse fra ham vedr. fx. afhentming af børn, ville jeg meget objektivt skrive en mail til ham umiddelbart efter: “Kære Jesper. Jeg vil igen bede dig om ikke at råbe af mig / puffe mig ind i væggen foran børnene. Som jeg har bedt dig om før, ønsker jeg ikke at inddrage vores sønner i vores problemer. Du bedes sende mig en mail, hvis der er noget, du er utilfreds med, i stedet for, som i dag, at råbe af mig foran dem. Det gør dem kede af det og utrygge, og jeg vil bede dig respektere dette af hensyn til dem. Mvh. …” I den stil. Så du objektivt beskriver, hvad der skete, og viser (over for f.eks. Statsforvaltningen) at du har fokus på børnenes behov og trivsel.

  20. Kære alle
    Jeg har læst jeres kommentarer og gode råd og erfaringer. Jeg har flere gange tænkt at jeg gerne ville mødes jer, der skrev kommentarer ! Jeg tænker at det ville være såååå rart at mødes og snakke med én der virkelig ved hvad man snakker om. Én der ikke bare forstår fordi de hører min historie eller fordi de har været vidne til nogle ting i mit liv – nej én som har prøvet de samme ting og ved hvor nedbrudt man kan blive! Forstår hvorfor man nogle gange ikke har lyst til at se sig for når man går over vejen…. Måske blev man kørt over og fik fred eller også blev man ramt og skulle på hospitalet og få noget omsorg der i nogle dage….
    Jeg så den udsendelse med moren der flygtede med sine børn til udlandet – jeg forstår hende såååå godt!!! Men éns børn skal være små for man kan gøre det…. Ikke teenagere.
    Og når man så tror det fungerer at flytte sammen med sin kæreste med tre piger…. Og man nu føler sig endnu mere ensom og alene om alting nu
    – så er det hårdt!!!!! Virkelig hårdt!!!! Mangler så lige den mor, der er der for én og giver én den hjælp man har brug for – det har jeg jo så heller ikke !
    Jeg har ikke haft meget overskud på det sidste!!! Jeg har læst alle jeres kommentarer men har ikke haft overskud til at svare! Men jeg har læst dem alle!!!!! Og tak !!!
    Jeg bor i Storkøbenhavn. Skriv hvis I har lyst til at mødes.
    Tine

    • Jeg har ledt og ledt efter et sted, hvor man kan søge hjælp. Det er så hårdt at stå med – det er så svært fordi alle bliver “tvunget” til at vælge side. Ofte er psykopaten jo god til at manipulerer de rigtige personer – så man stå ofte som den person andre tager afstand til.
      Sådan helt konkret: Hvad kan man gøre?? Hvad kan man gøre for ikke selv at blive kørt ned? Hvad kan man gøre for ikke at gå helt ned med flaget? Det er så hårdt at se sine børn stå som fanger midt i spillet. Man er ofte taberen – fordi man ikke kan få sig selv til at bruge de samme metoder som ham.
      Hvad gør i??

  21. Kære Du. Hvor jeg forstår ALT hvad du skriver. Nogle korte betragtninger: hvorfor kæmper du sådan med at din søn skal se sin far? Hvis han har ødelagt dig, hvad får dig så til at sende børnene i armene på ham. Stå ved det…..gør alt hvad du kan for at REDUCERE tiden med børnene og ham sammen. Jo mindre jo bedre. Ja din søn lyder nogle gange som sin far og det er svært at vide hvordan han ville lyde hvis hans far ikke var psykopat. Husk at psykopatisk adfærd, kan være et udtryk for præcis det samme….at man er OFFER for en psykopat. Din søn er ikke din eks…..men ja han har nok lært en ting eller to fra den side. Men det er formentlig tillært adfærd, men jeg forstår din angst for gentagelsen….derfor BEGRÆNS påvirkningen såmeget som muligt. Det er hårdt at stå med alene, prøv at finde nogle andre mennesker der kan tage børnene af og til…..hvis ikke du har andre muligheder så betal dig fra det. Men ellers BED OM HJÆLP, mange mennesker vil utroligt gerne hjælpe og støtte og du vil opleve at hjælpen nogle gange kommer fra ukendt side. Spørg dine veninder, spørg forældrene til de nærmeste kammerater, spørg naboen, find en reservebedstemor. Kontakt Mødrehjælpen, de har også børnesamtaler og er enormt erfarne og kæmpe overblik i vold/offer situationen, jeg har fået rigtig god og konkret vejledning fra København kontoret. Hvis du bor i nærheden af Århus kan jeg anbefale en fantastisk psykolog, hvis du er interesseret. Giv ikke op, dine børn har kun dig til at komme godt på vej i livet. Vi er mange i samme situation….det løser ikke noget men er måske en trøst. Pas på dig selv, det er det aller aller vigtigste.

  22. Hej Tine
    jeg kan ihvertfald med sikkerhed sige at du ikke er alene om at sidde med de problematikker,og tak af hjertet for at dele din historie.
    jeg har selv oplevet noget lignende, og i særdeleshed bekymringen for hvordan man beskytter sine børn , og dels omgivelsernes manglende forståelse.
    Det tog mig lang tid at forstå og erkende at man skal beskytte sine børn overfor deres egen far. der er noget meget naturstridigt i det, men det var/er jeg nødt til.
    Du er nødt til at gøre dig kold overfor omgivelsernes reaktioner, for det lyder til at du er den primære omsorgsperson, så du er sikkert også den der ved hvad der er bedst for dem.
    Skru 300 % op for blusset af “normalitet” , og omsorg,,,så dine unger mærker at hos dig er der rart og ikke mindst trygt at være. At du passer på dem , og altid er der. den følelse skal også børn selvfølgelig altid have, her er det bare ekstra vigtigt.
    Anerkend og spot hvis de ikke vil over til deres far. Jeg har fuld forståelse for at du er træt, tro mig, men måske er det et vilkår at du er så meget alene med dem, den må du æde,,, og dejligt du så har en kæreste der lyder til at støtte dig. Hvorvidt din søn vil over til sin far eller ej når han er 13 er der regler om.
    Børn kan jo et langt stykke af vejen selv bestemme jævnfør regler og love. Hvis han ikke vil over til sin
    far, ,,, lad ham blive hjemme. Han er 13 , og skal nok finde vej en dag….
    Prøv ALT hvad du kan for at fremstå overskudsagtigt. Min erfaring er at ligeså snart jeg viser det mindste tegn af svaghed får jeg den ti fold tilbage fra faderen. Jeg forstår fuldt ud din frustration, for det her er så afsindig grænseoverskridende, men skrig i en pude, tud på toilettet….
    Børn der er kommet i klemme her har brug for at vi fremstår som en voksen der kan passe på dem…
    personligt har jeg enormt dårlige erfaringer med statsforvaltning, skole, kommune , lærere etc… nu har jeg opgivet, og vil give dig samme råd.
    Du kender dine børn, kæmp deres kamp… måske forstår myndighederne en dag hvad du er oppe imod, måske aldrig… jeg kom til den konklusion at det var spildte kræfter.
    Det er gået op for mig at en del af problematikken er at det ikke nemt kan forklares, fordi det er små bitte historier/episoder som til sammen danner et mønster, som du skal være dygtig fagligt til at spotte, og når jeg sidder og skal forklare til skole, kommune etc kun har tid eller overskud (fordi jeg er så sindssyg frustreret indeni) til at forklare en lille del som så kommer til at fremstå som en bagatel.
    Vælg dine kampe med omhu..
    mht til søn . Det slog mig at alle de personer du nævner som har prøvet at hjælpe er fagpersoner. Måske er det nogen helt andre som skal på banen? Min erfaring med unge mennesker er at der skal skabes et roligt rum med MASSER af forståelse og kærlighed når de er triste, og så skal man lade dem snakke ud.
    Det lyder banalt, men nogengange kan vi som voksne være lidt for hurtige med gode råd og kærlige ord fordi det er så svært at bære at se de har de skidt.
    En af mine gode venner sagde engang….
    Hold af, hold om og hold kæft… så forstå mig ret ; ti stille og lyt godt og grundigt til hvad han siger.
    jeg har endnu ikke mødt et ungt menneske som ikke selv åbnede op stille og roligt og ikke havde en ide (omend måske det bare er en lille en) ide til hvordan tingene kan blive bedre.
    Kærligste hilsner, og held og lykke herfra

  23. Hej Chris
    Tak fordi du har delt min historie. Jeg ville gerne kommentere nogle af kommentarerne på din FB side, men det kan jeg jo ikke gøre anonymt…
    Jeg har allerede fået god hjælp fra Lisegården til at håndtere min eksmand. Men det er halvandet år siden. Derudover så er det ikke så enkelt når man har børn der er så påvirkede som Oliver og som min eksmand fortsætter med at inddrage ogbruge som mellemmand. ..

  24. Hej Tine,

    Du har også opbakning ovre på min Facebook-side, hvor jeg delte blogindlægget. Du er desværre langt fra alene med den erfaring.

    Én af dem, der har kommenteret, foreslår, du kontakter Lisegården (kan googles), som har erfaring med kvinder, der har været i parforhold med psykopater.

  25. Tak for jeres svar!! Det betyder meget for mig at læse. Desværre er det ikke så nemt… Min ældste søn vil gerne se sin far mere (bortset fra, når han er gal på ham) – fordi han føler sig afvist og uønsket af sin far og derfor (desværre stadig) higer efter hans kærlighed og anerkendelse (hvilket han jo desværre aldrig får) og det er utrolig svært at forklare ham, hvorfor hans far er som han er, og hvorfor vi ikke kan have en normal ordning med ændring i samvær og fint samarbejde og hvorfor al samvær foregår på hans fars præmisser og ikke ud fra drengenes behov. Svært at forklare, hvorfor hans far hele tiden inddrager ham og bruger ham som mellemmand osv. osv. – Hver gang drengenes far vil have ændret samvær og det ikke passer ind, at han får drengene ekstra på det tidspunkt han vil have med kort varsel, så bliver han sur på mig og sviner mig til og begynder at koordinere (=manipulere) vores ældste søn i stedet -. og han er begyndt at gøre det med vores yngste søn også – og så er det svært at holde fast i at det ikke kan lade sig gøre på hans måde!!! Det er sket en del på det sidste. Det gør faktisk min ældste søns psykiske tilstand værre og værre og min hverdag med det fulde ansvar for drengene meget sværere.
    Desværre går hjælpen fra kommune og Familiehus alt alt for langsom og de tror stadig at pointen er at min eksmand og jeg skal lære at samarbejde – det er simpelthen så svært at få dem til at forstå, at det ikke er muligt med ham – Helle, der har du helt ret!
    Lige nu er mit største ønske en mægler, der kan overtage kommunikationen mellem min eksmand og mig. En som min eksmand forstår har det sidste ord – at han IKKE kan overrule og tage kommunikationen med vores børn, hvis han ikke er enig. Men han vil jo aldrig lytte til en sådan mellemmand…. He just wants it his way… Bare jeg kunne flygte – men vi har vores nye liv her. Hvis bare han var fysisk voldelig, så det var synligt for alle at der er noget helt galt.

    • Hej Tine
      Står i samme problem mht samvær, prøver at få en skriftlig aftale men uden held. Min eks kontakter min datter på 13 år direkte og med kort varsel – jeg kan ikke sige nej for så bliver hun eddike sur, ked af det og frustreret. Hun har allerede stort fravær i skolen men vil ikke snakke med nogen.
      Det ville være godt med en fast skriftlig aftale så ville der komme lidt mere ro på.

      • Hej Katrin
        Hvor er du fra i landet? Måske du har lyst til at drikke en kop kaffe en dag?
        Knus Tine

      • Hej Tina,
        og alle andre der er ramt,

        jeg er nød til at dele noget med jer som virkelig piner mig og som jeg tror er det største tabu iht. børn med psykopater. Vi er enige om at psykopati kan være arveligt – ikke? Jeg har 2 børn med en psykopat – og hans far er også helt klart en psykopat. Det uhyggeligste er at jeg for kort tid siden måtte indse at min ældste datter også er ramt. Ikke som offer. Jeg troede det værste var overstået efter jeg gik fra min mand efter 22 års ægteskab for 2 år side, men jeg tog fejl. Jeg har 2 døtre og der er slet ingen tvivl om at den yngste både er et empatisk og meget kærligt menneske. Den ældste har haft det svært fra starten af – hun var en meget usædvaneligt barn…Jeg brugte ufattelig mange år og søvnløse nætte på at gøre alt hvad jeg kunne for at hjælpe hende. For nu hvor hun er blevet 18 år og ikke kan bruge mig mere, er jeg nød til at indse hvad der er galt. Det enste hun vil have af mig er mine penge – og jeg har ikke mange. Tine…min yngste datter kunne aldrig drømme om at være ond ved mig…Tænk over hvad det rent faktisk er Oliver gør. Jeg er slet ikke i tvivl om at du er en kærlig mor som elsker dine børn over alt på jorden…Det er altså ikke dig den er gal med. Jeg ved godt det er den forfærdeligste tanke i verden, men så forklar mig lige hvorfor Oliver ikke kan være en psykopat?
        Knus Sus

      • Kære Sus.

        Jeg bemærkede det faktisk i en meget tidlig alder. Han var bare ikke som andre børn, uden man nødvendigvis kunne sætte fingeren på hvorfor. Da han var helt lille indbød han ikke til leg ligesom de fleste helt små børn og gik jeg ind i hans leg afviste han mig ofte. Hans lege var altid prægede af destruktion og der var aldrig temaer som vendskab, samarbejde og at skabe noget. Han var tidlig i sin sproglige udvikling og idag er han ekstremt intelligent, hvilket jo som sådan ikke er dårlige ting. Kombineret med en fejagtigt moralsk kompas derimod!! Min søn kunne i en meget tidlig alder fortælle en løgn, fastholde den og bygge videre på den. Det var ikke bare kreative “historier” baseret på en oplevelse, som mange små børn gør fordi de ganske enkelt husker det anderledes. Det var og er fortsat komplekse løgnehistorier, ofte spundet helt ud af ingenting. De har været så gode og så detaljerede, selv ved uventede spørgsmål at andre voksne som f.eks lærer og pædagoger, har henvendt sig til mig for at høre om det faktisk var rigtigt. De bærer hovedsageligt præg af ham som værende enten “helten”, den forurettede, den retfærdige dommer og dermed også bøddel. Enten det eller så vil han opnå noget til egen vindings skyld. Man får ham aldrig og jeg siger igen aldrig til at vedkende sig en løgn. Han bygger bare videre på den eller forsøge at flytte fokus på hvorfor et eller andet er f.eks min skyld. Ligesom han aldrig tager ansvar for sine handlinger. Alle andre har drevet ham til den handling han har begået og ikke bare det, handlingen er altid fuld berettiget. Har nogen gjort ham noget, så er der kun en vej og det er hævn og igen mener han at han er helt og aldeles berettiget.
        Jeg har fanget ham med hænderne om sin lillebrors hals, hvilket IKKE var for sjov. Han har både truet og forsøgt at skubbe mig ned af f.eks trappen. Han har før slået, sparket og bidt mig, hvor han selv efter temperamentet er faldet til ro, er fuldt overbevist om at han var berettiget til at gøre som han gjorde.
        Han kan godt sige undskyld, men det er meget tydeligt at det er indprogrameret som noget “man gør” når man fornemmer at andre ikke mener ens handling er okay og man ikke på anden måde kan narre dem til at synes noget andet.

        Ja det er tabu at sige, at man tror ens barn er psykopat. Det sidestilles med at man dermed ikke elsker sit barn, hvilket i mit tilfælde er så langt fra sandheden som noget kunne være. Jeg elsker min søn og vil altid gøre det, selv hvis han kørte mig ned med en vejtrommel og brændte vores hus ned. Det betyder ikke at jeg bare kan lukke øjnene for hans natur og ved at han vil få det meget svært fremadrettet i hans voksenliv.

        Knus
        Tina

      • Hej Tina,
        1000 tak for dit svar, dit mod og din åbenhed. Hvor er dine ord bare velkendte! Kira var også anderledes fra starten af. Hun startede i børnehave da hun var 3 år – typisk dengang for den del af tyskland som vi bor i. Hun talte faktisk kun dansk, da jeg talte dansk med hende derhjemme, men det var ikke noget problem, da hun var klog og lærte (sprog) lynhurtigt . Jeg fik en opringning fra en af pædagogerne i børnehaven som ønskede en samtale med mig. De var bekymret pga. nogen ting og tanker som Kira gav udtryk for; Kira tænkte over jesus på korset ( det var en katolsk børnehave). Hvorfor hans far var gået med til det?. Hvor lang tid det mon tager at dø sådan? Hvordan man ellers kan dø? Hvordan begik Hilter selvmord? Hvorfor man spiser gift, når man kan springe fra et højt hus hvisman vil dø? Jeg kendte min datters tanker og selvfølgelig syntes jeg det var uhyggeligt, men det interesserede hende nu engang. Hvor hun fik hendes oplysninger fra i den alder? Imodsætning til andre børn hørte hun radioavisen, når vi kørte i bilen.Ihvertfald hvis det var noget som interessede hende. Navnet Hilter interessede hende med det samme og hun spurgte alle voksne og fik mange svar. Jeg prøvede altid kun at besvare det hun spurgte om, men hun stillede mange spørgsmål og mistanken voksede om at hun var højt begavet. Det var selvfølgelig en skræmmende tanke, men jeg henvendte mig til MENSA( Mensa er en forening for de 2% mest intelligente) da KIra var 4 år. Hun var fantastisk dygtig til at tegne og jeg sendte hendes tegninger til MENSA, hvor de var overbeviste om at hun til dels var højt begavet. Ikke klassik iht. musik eller mathematik, men på områder som var mere filosofiske. Vi blev enige om at det var vigtigt, at jeg gav hende de input hun forlangte og havde brug for – og så var den ikke længere. Idag ved jeg at hun muligvis er lidt “klogere” end gennemsnittet, men hun er ikke højt begavet. Jeg har læst en del om NLD (empatiforstyrrelse) og der er rigtig mange ting som passer. Dog fægtede Kira på højeste niveau i en tidlig alder – så den med de fysiske problemer holder ikke …..Jeg ved det ikke helt – kære Tine og det ændrer i sidste ende heller ikke noget. Det lykkes aldrig for hende at dyrke og bevare venskaber…Hvordan skulle det også kunne lade sig gøre, når andre mennesker keder dig – og du faktisk ikke kan holde ud at være sammen med andre, hvis det ikke drejer sig om dig?.Kira har flyttet skole 5 gange. 2 Gange pga. at vi flyttede, 3 gange fordi hun ikke kunne holde det ud. Hun sprang 10 klasse over – hvilket faktisk er umuligt i tyskland, men pga af hendes høje karakter fik hun en undtagelses tilladelse. Jeg opdagede tidligt at hun var dygtig til at synge. Hendes far ville selvfølgelig ikke høre tale om det, da der kun var plads til en i midtpunktet; ham! Da Kira lige var startet på den nye skole, kom hun en dag hjem og sagde at hun ville optræde med en sang fra christina aguilera til en koncert på rådhuset og spurgte om jeg ville hjælpe. Kiras far var rasende! Og prøvede på at skræmmede livet af hende; du bliver til grin på hele skolen, men jeg kæmpede for en gangs skyld imod og Kira sang hendes sang og blev modtaget med standing ovations. Hun var 14 år dengang. Jeg havde bare et ønske for min datter; at hun en dag skulle komme af med følelsen af at være alene og anderledes, for den følelse kender disse mennesker uden empati udemærket. I timevis kan de fortælle hvor modbydelige menneskerne er imod dem. Og det er ALTID andres skyld. Men denne aften var min datter bare glad…Dog ikke længe. Hun ville ikke tage i mod nogen af de tilbud hun fik om at synge i bands, da det var pinelige amartøre alle sammen. Hun ville være en star – den største. Det skal lige nævnes at Kira ikke ville synge andres sange – hun ville være songwriter og sanger. Faktisk tror jeg at det er et af hendes største talenter – at skrive tekster og musik. Set i bakspejlet skulle jeg bare have nærlæst et par af disse tekster – så ville jeg have fundet mange svar der. Dengang troede jeg hun fortalte spændende historier om andre – idag ved jeg at alt drejede sig om hende selv. Efter denne aften meddelte hun at hun nu ville være berømt uanset hvad. Hun sagde at der var 2 muligheder- 1. at jeg hjælper hende eller 2. at hun selv leder indtil hun finder de rigtige producenter, men at det helt klart ville gå udover skolen. Hvad gør du så som mor? Jeg lavede en aftale med hende; hun tog sig af sin skole og jeg stod for at finde producenter, og for facebook osv. Det var alt andet end en fornøjelse for mig. Jeg stod op kl. 4.30 og arbejdede for min datters lykke inden jeg gik på arbejde…Jeg var gift med en psykopat som skulle rammes så lidt som muligt, da han ellers gik amok. Jeg begyndte at undervise i dansk efter fyreaften- så jeg kunne betale min datters sang timer, da min mand nægtede at understøtte. Jeg gik mere og mere ned med flaget, men hver gang var Kira på pinden; mor uden dig overlever jeg ikke. Du er den eneste i verden som forstår mig. Skaf mig den rigtige producent – jeg ved du kan…Og sådan forsatte spillet. Jeg fandt de store producenter og Kira var tæt på den store gevinst. Jeg undrede mig over hvorfor hun overhovedet ikke interessede sig for hendes fans? Hun var fuldstændig lige glad. Det eneste der interessede hende var zara larssons nye sang – i en evig angst for ikke selv at være god nok og en stor foragtelse for alle som var på toppen – da Kira jo var den eneste som havde fortjent det. Imellemtiden havde jeg kørt min datter rundt i hele tyskland og samtidig kørt mig selv fuldstændig ned. Derhjemme var den helt galt med min mand og KIra – two of a kind! Til sidst valgte jeg at gå fra min mand og pigerne valgte at komme med mig. Jeg var nød til at arbejde mere for at vi kunne overleve og tiden til Kiras musik blev mindre. Kiras had i mod skolen blev større og større – og selvfølgelig steg også hendes fravær; tilsidst var det så galt at Kira bestluttede at hun ville afslutte hendes studentereksamen hjemmefra – via en fjern-skole. Hun var psykisk fuldstændig nede, fordi alle behandlede hende for dårligt. Hun leverede dagligt historier om lærer som var forelsket i hende og opførte sig (let) grænseoverskridene. Hver gang jeg ville tale med dem eller skolen blev hun enten sur; hvorfor tror du ikke selv jeg kan klare det?! Eller tiggede; giv mig en chance for at lære at klare mig selv! Jeg bukkede under. Til sidst valgte jeg at understøtte min datters ønske om at forlade skolesystemet. Hendes far var selvføgelig ikke indforstået 0g da der var 8 måneder til hun blev 18 år, var vi nød til at få det kæmpet igennem foran retten. Det kostede mig mange penge, og søvnløse nætter. Hver gang jeg bedte om Kiras hjælp til at skrive breve til dommeren på tysk – gik det bare ikke fordi hun havde ondt i halsen – eller bare følte sig så skidt…Og jeg var så nem at betjene; et par tårer og varme ord og så fungerede jeg igen. Foran retten indgik vi et forlig. Jeg aftalte med Kira at hun gik 7 timer på arbejde om ugen – faktisk var denne fjernskole tiltænkt folk som arbejder på fuldtid og vil tage studentereksamen ved siden af. Jeg skaffede et job til hende hvor hun både kunne betale skolen og havde gode lommepenge ved siden af ved at arbejde de 7 timer om ugen. Hun lovede mig højt og helligt aldrig at forlange at jeg betalte skolen – hun var meget skuffet over at jeg overhovedet spurgte hende om dette! Altså underskrev jeg for retten et forlig hvor jeg skulle betale for hendes skole – indtil hun havde afslutte studenter eksamen. Derefter gik det rigtig ned af bakke. Hun overholdte ikke vores aftaler med hensyn til hendes pligter og var mere og mere uforskammet overfor mig, da jeg helt klart havde sagt; ” når du er hjemme og jeg arbejder på fuld tid, står du selv for facebook og din musik.” Et par måneder inden hun blev 18 gik hun sin vej. Hun valgte at flytte sammen med hendes kæreste. Jeg kunne simpelthen ikke klare det mere. Hun var så ondskabsfuld – især overfor hendes søster, men også overfor mig. Da hun blev 18 år havde jeg selvfølgelig købt gaver – 22 stk. som jeg havde spinket og sparet sammen til i over et halvt år. Jeg blev ikke inviteret til hendes fødselsdag. Åbenbart syntes Kia alligevel det var lidt trist kun at fejre med hendes kæreste, så da jeg spurte om jeg måtte komme forbi på en kort visit med en gave, sagde hun ja. Jeg gav hende det dagmar kors i guld jeg selv havde fået i dåbsgave fra min elskede mormor som døede for et par år siden. En af de få ting jeg har fra hende. Hendes reaktion var..mærkelig. Få timer efter fik jeg en chat fra hende, hvor hun skrev at hun ville tale med mig NU. Jeg kørte igen fra mit arbejde og fik det værste møgfald i mit liv. Først spurgte hun hvad det kors var værd. Jeg svarede at jeg ikke anede det. Hun gav mig det tilbage og sagde at jeg skulle give det til nogen som satte pris på sadan noget. Hun fortalte hvor dårligt et menneske jeg var og at hun kun ville have kontakt med mig hvis jeg droppede min kæreste og hvis jeg gik til en psykiater. Måske burde jeg nævne at jeg på trods af alt er velfungerende. At jeg passer mit arbejde godt. Så godt at min chef som er bla. er advokat brugte hans fritid på at overtage mit forsvar foran retten, da jeg kæmpede for at Kira kunne forlade skolesystemet. Jeg har søde venner – de bedste i verden. Jeg blev bare så ubeskrivelig ked af det og flygtede grædende. Det var den værste dag i mit liv – og der har været mange skrækkelige dage… 18 år havde jeg kæmpet for hende…18 uendelige lange år. Dagen efter fik jeg en chat igen hvor hun skrev at hun var ked af at hun havde ramt mig så hårdt ogspugte om jeg ikke ville invitere hende ud at spise på hendes ynglings restaurant? Ja…jeg gjorde som hun ønskede det…og hun fik alle hendes gaver – bortset fra korset.
        Få uger senere havde jeg skaffet hende et job i det firma jeg arbejder i. Det andet job havde hun imellemtiden sagt op.Selvom både min bedste veninde – som har kendt Kira siden hun blev født, min kæreste og min yngste datter advarede mig, valgte jeg at skaffe hende endnu et job. Hun skulle står for vores danske shop, med mig som hendes overordnede og jeg forhandlede den bedste løn en “ny begynder” nogensinde har fået i vores firma. Hun skulle blot arbejde 10 timer om ugen. Jeg skrev og ønskede hende tillykke, da en mail gik igennem firmaet hvor det blev meddelt at hun startede i firmaet til d. første. Jeg håbede at hun ville få mulighed for at blive etableret og måske sågar få sociale kontakter – for alle kendte hende pga. musikken. En del af kollegaerne havde sågar medvirket i hendes Musik vidioer – da hun jo ikke selv havde nogen venner at trække på. Igen kom der en chat hvor hun meddelte at skulle tale med mig, da hun havde været hos en advokat. Hun forklarede at hun alligevel ikke ville starte i firmaet, da det ville betyde at mig og hendes far skulle betale mindre bidrag til hende. Her i tyskland betaler forældrene for børnene indtil de har afsluttet en uddannelse. Jeg var dybt rystet. Iøvrigt meddelte hun at jeg også skulle betale hendes skole. Da jeg mindede hende om det løfte hun gav mig, da jeg indgik det forlig, kiggede hun på mig med hendes smukke øjne og sagde; ja, men jeg var jo minderårig og du må jo vide hvad du vælger at underskrive foran retten. Siden har hun blokeret mig på facebook og alle andre steder….Den facebook side som jeg havde opbygget for hende… Det var dråben der fik glasset til at løbe over. Hun skulle have startet i mit firma d.01.09.2017. Hvor gammel er din søn nu? hvordan takler du det hele? Hvordan klarer din yngste søn det? Knus Sus

      • Kære Sus.
        Jeg genkender osse den med de konstant svigtende relationer. Både hos min søn og hos min x mand. Min x mand plejede at indgå i disse hæsblæsende “venskaber. ” Der var ingen normal opbygning som der er hos vi andre hvor man møder et menneske, det bliver til et bekendskab og måske udvikler det sig til et venskab. Det var bare instant venskab og altid, hele tiden intens og alt konsumerende. Som regel fordi min x mand på en eller andet måde kunne “hjælpe” dem med noget og tage en masse ros og kredit for sin helte gerning. Selvom jeg faktisk ofte var den der lagde al det hårde arbejde i bag kulissen. Når så der ikke længere var nogen krise som han enhændigt kunne løse for dem, så dalede interessen for dem lige så hurtigt som den opstod og kontakten til disse bedste venner gled ud. Hans egen familie blev valgt til og fra, alt efter om de sagde ham imod eller han pludselig kunne bruge dem til at få sig selv til at fremstå bedre.
        De resulterede i at også jeg blev meget isoleret og fik svært ved at danne nye relationer, for hvorfor sku jeg dog prøve, de forsvant jo bare igen. Eller osse så de ham for den fupmager han var og så var de bestemt ikke velkommen.
        Arbejdslivet var også altid vanskeligt for ham, fordi han aldrig kunne forstå den der naturlige rangsti der ligsom opstår når man er ny. Man er ikke den bedste på 3. dagen og nej, man kan faktisk ikke som ny tillade sig at tale til ens chef som man vil!! Et sted blev han efter kun tre mdr fyret og faktisk eskorteret ud. Adspurgt hvorfor han blev eskorteret ud, så handlede det jo klart om industrispionage og fordi de var nogle røvhuller der ikke ville give ham en fyreseddel, så måtte han jo selv lave en. Jeg fandt ud af da jeg forlod ham, at han var vel kendt på hele virksomheden som ham der blev fyret for samarbejdsvanskeligheder og mobning af kollegaer, hvilket fremgik af den fyreseddel han rent faktisk fik, men valgte at forfalske.
        Min ældste søn er 12, på hastige skridt mod 13 år. Han har de samme problemer med relationer som sin far. Han nægter at følge de sociale spilleregler og fortæller historier om hvordan de andre lovpriser ham som værende den dygtigste til dit og dat. I virkeligheden er han meget dominerende og var i sin yngre år decideret agressiv og udadreagerende overfor både børn ig voksne i institutionerne.
        Min ældste søn bor hos sin psykopat far desværre. Det er en meget lang og meget sørgelig historie om en mand der efter jeg fik bopælen på begge børn, kidnapper dem i tre mdr og manipulerer systemet så meget at han får den ældste. Selvom jeg elsker ham og er ked af at han ikke er hos mig til dagligt, så er det faktisk også lidt en lettelse, for både mig og hans lillebror på ni år.
        Hans lillebror har altid set et lys i sin storebror, nok delvis af frygt for konsekvenserne sku jeg analysere på det. Det faktum at de ikke længere bor sammen, har faktisk hjulpet ham til at udvikle sin egen personlighed og han ser også sin storebror i et mere realistisk lys nu. Selvom han savner ham, så fortæller ham mig ofte at det faktisk er nemmere uden storebror. De ses i weekenderne.
        Min ældste søn plejede at besøge os hver anden weekend, men jeg har ikke set ham siden sommeferien. En psykolog mente at han skulle have mere medbestemmelse i hvordan han ville på besøg, hvilket resulterede i at han begyndte at true mig med at tage hjem, hvis ikke han fik sin vilje og hvis han skulle følge reglerne i mit hjem. Til sidst satte jeg foden ned og sagde slut med det pjat. Det har han således omskrevet til at jeg er ondskabsfuld og yderligere udbygget historien til at min nye mand har kaldt ham grimme ting, så derfor vil han ikke her ud. Naturligvis understøttet af hans far. Hvorfor, jo det kommer så her.
        Ser du hans far har fået en ny kæreste, en mand faktisk (og nej, det anede jeg ikke.) Min teori er faktisk lidt, at det slet ikke handler om seksualitet for ham, men mere at jeg simpelthen i min kvindelighed som race har forrådt ham, dengang jeg forlod ham. Nå, men nok om det.
        I lyset af denne nye kæreste har han således på ny opstartet bopælssag på vores yngste søn, såvel som fuld forældremyndighed på dem begge. Hvorfor spørger du nok. Måske fordi han igen er blevet ledig og nu kun har sin rolle som den “perfekte far” at være helten i. Måske vil han fremstå fantastisk overfor den nye kæreste. Måske har jeg igen forrådt ham ved at udvikle min egen vilje og genvinde min selvtillid. Eller osse havde han bare ikke andet at lave den dag. Hvem ved!?! Jeg sagde præcis dette da sagen omsidder blev begravet for tre år siden “ja ja, bare vent, om tre års tid så står vi her igen!!”
        Hvorom alting er, så står jeg igen overfor en mand der manipulerer hele systemet som det passer ham og denne gang har han min ældste søn med på vognen.

        Til marts er vi nede på 8 år tilbage. De små sejre Sus…… De små sejre!!!

        Knus
        Tina

      • Kære Tina,
        Jeg må ærligt indrømme at jeg bare tænkte, gudeskelov bor han hos sin far, da jeg læste dine ord. Problemet er jo at der hverken findes behandling eller løsninger på empatiforstyrrelser! Uanset hvor kærlig og dygtig du er som mor; han føler ikke noget iht. andre mennesker. Jeg tror det er det som gør mest ondt og som er sværest at forstå! Vores børn kan kun “elske” dem selv. Hvornår ved du hvad der sker iht. den sag med din yngste?hvor tit besøger han sin far? Ser du nogen tegn på deres manipulationer iht. ham?
        Knus Sus

      • Kære Sus.
        Ja jeg er også nået til den smertefulde erkendelse at det er langt det bedste for alle. Eller det vil sige, at det på ingen måder er det bedste for min ældste søn, men der er ikke så meget jeg kan gøre på det område.
        Da jeg forlod min x mand pga fysisk og psykisk vold, tog vi på krisecenter og de skal jo pr lov informere familiafsnittet om at vi er der og det var helt okay fordi jeg faktisk havde brug for hjælp til at finde mig selv igen. Problematikken opstod jo så desværre, da den manipulerende x først går igang med familieafsnittet. Først er han bekymret for børnene fordi jeg er hjertepatient og besvimer nærmest hver dag med hjerteflimmer. Det ku jeg jo så heldigvis via journaler bevise ikke var tilfældet, selvom jeg godt nok er hjertepatient.
        Herefter lavede han det om til at jeg havde et massivt hashmisbrug. Her bankede jeg i bordet og sagde at jeg insisterede på at komme ind minimum en gang om ugen og tisse i en kop foran socialrådgiveren. Der ud over indhentede jeg udtalelse fra egen læge og endda min hjertelæge, som jeg dengang havde haft et ti års samarbejde med og forøvrigt en million blodprøver osse. Jeg pointerede endda at den latterlige udtalelse om et misbrug jo stod i direkte kontrast til den første udtalelse om at jeg var så hjertesyg at jeg ikke ku funger. Socialrådgiveren mente derfor heller ikke at det var nødvendigt med den ugentlige tissetår.
        Til sidst trak han så det store es ud af ærmet. Han gik til et mandecenter og begræd sin nød over at det var mig der havde voldelig overfor ham. Ved at gøre det, så fastlåste han os faktisk i et fremadrettet nytteløst dødvande hos familieafsnittet. I og med at begge siger, at de har været udsat for vold og familieafsnittet skal jo forholde sig upartisk, så kan de jo kun konkludere at der nok har været vold i hjemmet. Uanset hvor usandsynlig den ene parts forklaring er og hvor mange forklaringer der er prøvet førsg og hvor mange af de forklaringer der direkte modsiger hinanden.
        Vi bor i to forskellige kommuner og mens min ældste søn stadig bor hos mig, når min kommune til den beslutning at han bør udredes og at det bør være udenfor begge hjem. De mener det er eneste måde at nå ind til hvad der virkelig ligger bag, uden nogen påvirkning. Ondt som det self gør, siger jeg ja tak. Jeg ved godt at det er eneste chance for at de nogensinde gennemskuer min x mands sande natur og derigennem også min søns.
        Herefter kidnapper min mand begge børn i tre måneder. Eller nåh nej, kidnapning må man jo ikke kalde det i Danmark når der er fælles forældremyndighed!! Jamen låner dem på ubestemt tid så.
        Den korte version er at jeg får den mindste tilbage, men ikke den store og at udredning udenfor hjemmet pludselig manipuleres ned til sandplay terapi i faderens kommune. En terapiform typisk forbeholdt meget mindre børn. Jeg råber op om at det slet slet ikke er nok og at der da må være noget respekt for det stykke arbejde min kommune lagde til grund for deres vurdering. De træffer jo ikke bare en beslutning som udredning udenfor hjemmet, fordi de ikke havde andet at lave den dag!! Jeg taler for døve ører og sand play forløbet afvikles, men terapeauten når til den konklusion at hun ikke kan nå ind til hvad der ligger bag og henviser ham til børnepsykolog. Her er fars manipulation ig charme dog også inde over og psykologen ser derfor kun det halve billede af min søn. Det er så der vi står nu.
        Du spørger om min mindste søn også bliver manipuleret og ja det gør han, i allerhøjeste grad, især nu hvor bopælssagen kører igen. Det er en blanding af lokke og skræmmetaktik. Han bliver lovet både hund og fisk som han også har her hjemme. Da ansøgningen til statsforvaltningen skulle udfyldes, blev han tvunget til at sidde og se på. Han er blevet tvunget ud i at sige til en lære, at han vil bo hos sin far. Han fortæller at han er bange for at sige sin far imod, da fars temperament altid skifter. Hans far der ellers ikke har haft nogen interesse for hans skolegang, dukker nu pludselig op til forældremøder, hvor han ellers i tre år aldrig har deltaget, men det skal jo se godt ud til retten i november. Han bliver presset fra to punkter, da osse hans storebror er involveret. Han får historier fra sin storebror om hvor træls han synes jeg er og endda sms på sin telefon henvendt til mig hvor der står “ps: mor hvis du læser med. Du har ødelagt mig.”
        Han har sågar fortalt mig, at de bliver sat ned begge to, til sådan en slags “dårlige ting om mor” møder, hvor de så skal liste alle de frygtelige ting ved mig, hvorefter far meget pædagogisk sluttet af med “så så, nej nej i må jo ikke være sure på jeres mor.” Den yngste fortæller at han sommetider bare siger noget for ellers bliver far ved og ved med at udspørge. Bagefter får han ondt i maven fordi han ved det han sagde ikke var sandt.
        Vi har været i statsforvaltningen, hvilket han heldigvis ikke fik noget ud af, men han insisterede selvfølgelig på at det skal videre i retten. Så der står vi til november.

        Håber alt det jeg skriver giver bare nogenlunde sammenhæng og mening. Kan godt mærke at jeg åbenbart havde et behov for at få lukket opnog talt ud til et mennesker der genkender problematikken.
        Knus
        Tina

      • Hej Tina,
        det er et sandt helvede!Jeg kender ikke de danske systemer, men har du en psykolog, socialrådgiver eller ligende som har gennemskuet hans theater? En som har positionen til at vurdere? Man kan ikke virkelig forestille sig hvor dygtige de kan være til at manipulere; de græder som pisket, sværger på deres børn, lyver så vandet driver…Det er så modbydeligt at bliver udsat for. Det værste er at de altid har lidt sandhed med i spillet, som nærmest gør det umuligt ikke at blive kørt rundt i manegen. Tit tager de netop de ting de selv har udsat andre for og påstår at det var omvendt. Det er ikke til at rumme for et normalt menneske. Jeg kan sagtens følge med i din historie Tina og jeg genkender det spil som kører nu. Grooming for fuld drøn – fjenden er kendt og det er mor. Det værste er næsten den viden, at din yngste bliver brugt – indtil kampen er afgjort. Derefter er han bedøvende ligemeget og kan aller højst bruges som en dum tjener. Det siger så meget at han fortæller dig så meget som han gør! Siger så meget om hvilken fantastisk mor du er, med et stort hjerte som giver ham plads til at fortælle hvad der sker…Også selv om han nogengange er tvunget til at sige grimme ting om dig. Og vi ved det jo – kære Tina…hvordan man bliver tvunget til at sige ting man ikke mener, bare for at holde til at være sammen med dem. Du gør det eneste rigtige; du kæmper for din yngste søn med alt hvad du har…Du giver ham et sted hvor han er tryg og hvor han får ægte kærlighed. Du kæmper fantastisk og jeg er ikke i tvivl om at du bruger alle ressourcer du kan få fat i og jeg håber så inderligt at du har skolen på din side – eller i det mindste en lærer eller to. Min X dukkede også op til forældremødet første gang siden pigerne blev født, da min yngste gik i 8 klasse! Klassisk for nacisstiske psykopater!!!!Hvordan forholder din nuværende mand sig?
        Knus Susan

      • Kære Sus.
        Jeg fik helt tårer i øjnene af din søde kommentar. Det føles helt rart bare at læse nogen sige, at de ved hvad man gennemgår og genkender det mønster man beskriver. Sommetider føler man sig som den “skøre” part når man forsøger at forklare folk hvordan det hele hænger sammen. Simpelthen fordi sandheden faktisk til tider lyder mere usandsynlig end fiktion. De har vitterligt ingen anelse om hvad det vil sige at opleve et sådan menneske helt tæt på og hvor opslidende det er.
        Der har været social rådgivere mv ind ovre, men som jeg også nævnte, så fastlåser han os ligsom altid i et dødvande ved at kopiere forklaringerne som sine egne, bare med ham som den forudrettede. De sociale myndigheder må ikke være partiske og bliver derfor bare berøringsangste i stedet.
        Dem: “Jamen vi ska jo fokusere på børnene. De er jo fanget i jeres konflikt. Jeg tænker de skal på et forløb hvor de tegner deres følelser omkring at være skilsmissebarn.”
        Mig: “Det er osse fint, i nogle tilfælde, men her er sagen bare lige den, at JEG faktisk ikke er i en konflikt, ligesom jeg ikke er konfliktskabende på nogen måde. Tværtimod går jeg rigtigt langt i mit forsøg på at holde x mandens psyke i ro og konflikten væk. Jeg er pålagt en konflikt uden anden grund end for konflikten i sig selv og for at demonstrere magt. Faktum er, at manden er tosset og lyver godt og effektivt og det går ude over børnene. Synes i seriøst at jeg med mine 1,70 og hjertefejl, ligner en der kan banke min knap to meter høje, en meter brede og 120kg tunge x mand? Så hvad gør vi ved det?”
        Den slags vil de bestemt ikke høre, de kære socialrådgivere!! Så tænker JEG jo ikke på børnene.
        Selv når vi f.eks er til fælles møde om hvorvidt den ældste sku videre til børne psykolog. Jeg sidder stille og roligt og taler drengens sag. Min x mand kommer alleførst haltende ind i rummet, næste lammet af en diskosprolaps. Herefter vader han rundt i rummet og sviiinger ud med armene imens han beskylder mig for alt mulig ligegyldigt i forhold til hvorfor vi er der. Han modsætter sig self psykologen med alle mulige dårlige undskyldninger. Hvorefter han hyler højlydt og hjerteskærende, for så til sidst at løbe omkring bordet og kaste sig i armene på mig imens han hulker. Her sidder jeg, fattet, fokuseret og stivner totalt fordi berøring fra hans side faktisk inderst inde vækker dyb angst i mig, men jeg gemmer det væk lige der. Til sidst underskriver han i al hast aftalen om børnepsykolog og skubber den dramatisk over til mig at underskrive. Jeg har forudset hele dette scenarie på forhånd og ved at netop kun ved at forholde mig roligt og sagligt, vil vi til sidst nå i mål simpelhen fordi han pludselig opdager at han virker som den modvillige og det dur jo ikke, det må socialrådgiverne jo ikke opdage.
        I journal notat for det møde, lavet af socialrådgiveren, står der kort og godt bare “forældrene er enige.” Ingen beskrivelse eller kommentarer til hans højst besynderlige og modsigende adfærd. Så er det fandme op af bakke i det danske system!!
        Min nye mand er en dejlig person. Han tvivlede faktisk lidt på, at min x faktisk var helt så crazy som jeg sagde. Det fandt han dog hurtigt ud af, da han oplevede hans person. I starten havde han faktisk osse stor forkærlighed for min ældste søn, nok fordi hans selv var lidt en chamør bandit som dreng. Han havde faktisk svært ved at se når jeg prøvede at forklare at min søn ikke er som andre drenge. Jeg husker ikke den præcise episode der vendte det billede, men det gik op for ham at jeg havde ret. Nu føler han sig på en eller anden måde lidt fanget imellem at hans opgave i hans hovede er at beskytte sin kone, men at min søn altid vil være min søn. Ja det er lidt svært at forklare, men han har det i hvert fald lidt anstrengt med det pt.
        Han og min yngste søn forguder hinanden. Han gør alle de ting med min yngste søn, som jeg grundet hjertet f.eks ikke altid har energi til. Ting som hans rigtige far ikke gider og som min søn godt kan mærke fremstår falsk når han så endelig gør.
        Jeg forsøger at være en god mor og jeg arbejder meget på at give ham et frirum til at tale ud om alting. Uden fordømmelse og uden at han føler jeg malker ham for oplysninger om hans far. I situationen med at sige grimme ting om mig, sagde jeg direkte til ham, at han skulle sige hvad end fik ham til at føle sig tryg i situationen. At jeg kendte hans inderste følelser for mig og at de ord derfor bare ville prælle af som vand på olie, hvis de nåede mine ører en dag. Jeg har, uden at være for explicit, fortalt ham at jeg jo godt ved hvad det vil sige at være sammen med far. Jeg bekræfter ham også i at han jo selvfølgelig elsker sin far, for det gør han og at det er ok.
        Sus jeg ku godt tænke mig at snakke lidt mere med dig privat. Hvis du altså har lyst selvfølgelig.

        Knus
        Tina

      • Hej Tina, det er så utroligt at læse din beretning fordi jeg bare kender det SÅ godt. Psykopaterne kan bare spille theater- det er helt ufatteligt og du beskriver det bare så fantastisk at jeg sidder her og griner højt, selvom det rent faktisk er dybt sørgeligt og uhyggeligt, men jeg kan direkte se den sitiation hvor din X kommer haltende til mødet, for efterfølgende at danse ballet på bordet! Jeg bliver så sur og harm når jeg læser om de rådgivere! Især fordi de har LÆRT hvad der danser foran dem, men de er dybest set ligeglade. Det er jo ikke deres job i det øjeblik. Følelsen at at sandheden lyder som fiktion kender jeg også utrolig godt og ligenu ved jeg slet ikke hvordan jeg skal takle det når folk spørger til min ældste datter. Jeg ved at mange synes jeg lidt selv er uden om det, fordi jeg i deres øjne har forkælet hende for meget…De mener det ikke ondt, men kan derved klappe dem selv på skulderen fordi de ikke selv gør “så meget” for deres børn. Jeg har læst i en artikel om empatiforstyrrelse at mødrene ofte bebrejdes for at overbeskytte, men at det er helt naturlig, da mødrene mærker barnets savn og problemer og gør alt hvad de kan for at udligne de venner barnet ikke har…Mødrene forholder sig som ved handicappede børn – hvilket de jo rent faktisk også er. Der er en del af hjernen fungerer ikke som hos andre; den som står for empati og hvad er det lige som bla. udgør os mennesker? Det hjalp at læse det! Det er bare en usandsynlig svær situation;” Hej, hvordan har pigerne det? Hvordan går det med Kiras musik?” Jeg; Emeli har det godt -tak. Kira hører jeg desværre ikke noget fra mere, da hun har slået hånden af mig efter jeg ikke kunne holde til at arbejde for hende mere.”…Selvfølgelig siger jeg det ikke bare sådan, men i sidste ende er det jo det der er sket og netop her har jeg følelsen af at mange gerne ville sige;” Nå – ja Sus….den er du vist også lidt selv uden om – ikk…Du har jo gjort alt for meget for hende – så det er da godt hvis hun endelig frigøre sig!” En anden mulighed er det selvfølgelig at sige…desværre har hun arvet lidt for meget fra hendes far…en tredje at lyve og sige at det går fint. Uanset hvad er det modbydeligt og på et vis plan meget ensomt – uanset hvor god den nye partner er og hvor mange gode venner man har. Derfor er jeg også meget taknemmelig for at skrive med dig. Jeg vil meget gerne hoppe over i en privat konversation. Du må meget gerne skrive til hjertetscafe@yahoo.de Andre ramte er også velkomne.Knus Sus

      • Hej Tina, jeg har skrevet et langt svar i morges med min email, men det er åbenbart ikke blevet godkendt. Hvor kan jeg finde dig ?
        Knus Susan

  26. Hvis jeg var dig, ville jeg for alt i verden ikke lave ændringer i jeres samvær. Har du brug for ændringer – så brug dit netværk og din familie. Han får magtfølelsen, hvis du har brug for ham, og han vil sikkert elske at trække tiden med at give dig et konkret svar.

    Jeg tror ikke du skal satse på at omverdenen (skolen, kommunen mv) kommer til at forstå, at drengenes far er psykopat. Du kan jo ikke diagnosticere ham og jeg er bange for du oplever, at andre tager afstand til dine udtalelser.

    Det var lige hvad jeg kunne byde ind med. Kan ikke rigtig svare fsva. din søns problemer. Håber på det bedste for jer 🙂

  27. Hej
    Hvor det bare ligner min verden, frustreret , ensom og deprimeret. Blev skilt i efteråret 2015 efter stigende grad af psykisk vold og tilsidst fysisk vold. Har datter på 13 år som bor hos mig. Vil gerne skrive en bog om det og møde andre med samme oplevelser.
    Mvh Astrid

    • Hej Astrid.
      Jeg har gjort mig samme tanker ang. en bog. Hvis du stadig har interesse i det, kan vi måske tale sammen en dag?

      Mvh. Sabrina

      • Vil gerne være med til at skrive en bog med erfaringer og hjælp til at komme ovenpå og blive stærk!

  28. Hej.
    Jeg havde en mand som din ind til mine børn blev 9 og 12 år. Jeg valgte ham fra efter 18års psykisk sammenliv. Jeg kæmpede kun i et år. i det år gik jeg til samtale terapi på noget som hed familiehuset i køge. Her kunne jeg komme til samtaler alene med børn og de kunne komme der uden mig også. Det var en stor hjælp og var med til at jeg tog nogle beslutninger som var gode for mig, jeg stoppede med at kæmpe og fik fred. Mine børn kæmpede to år mere og så gav de op og stoppede med at se deres far. Det jeg gjorder var at få hemmeligt nr og ingen adresse i nogen offentlige registre. Skrev til min mand at alt kommunikation ville gå igennem statsamtet fra nu af og ellers havde jeg ikke noget af sige. Så jeg fik fastlagt i statsamtet at han skulle hente sine børn fra institution om fredagen og sende dem i skole om mandagen. Det gjorder han aldrig, så børnene valgte selv om de ville gå over til ham fredag og om de ville komme hjem søndag eller mandag. Hvergang det var hans weekend fik de selv lov til at vælge, når han ikke hentede dem som han skulle og i starten kæmpede de med at få Hans tid og opmærksom. Men de måtte også erkende det aldrig kom til at kører og lidt efter lidt valgte de ham fra. Det er deres far og deres liv at skulle erkende han aldrig blev den far de gerne ville have. Jo det gør ondt at se sine børn kæmpe med noget man er skyld i fordi man fik børn med en far som ham. Men man må også erkende jeg elskede ham i mange år inden kærligheden døde ud og han gav mig det bedste i mit liv, min to dejlige vidunderlige børn og dem ville jeg ikke være foruden. Begge min børn indeholder noget af deres far og jeg bliver lidt dårlig når jeg genkender nogle træk fra ham, men de indeholder også en masse af mig. Så da de begge fik det skidt med sig selv efter at havde kæmpet med at vælge deres far til eller fra og de var teenager som jo bare er svært i sig selv, stod jeg ved deres side og fortalte dem at de er gode mennesker og at de selv må skrive deres historie og tag deres valg her i livet. Jeg støtter jeg og elsker jer. Vi var tilknyttet Psykiatrien i Roskilde i mange år. Her fik min søn hjælp med et hash misbrug som han søgte tilflugt i. Min datter fik samtale terapi i familiehuset og valgt senere at gå til en psykiater for at få det bearbejdet. Og jeg gik med dem hver gang ikke altid med ind det var jo deres sorg vrede og kamp der skulle snakkes om. De er nu begge over 20 år og er flyttede hjemmefra. De snakker tit om at de mener jeg gjorder det eneste rigtig. Passede på mig selv ved at stoppe alt kommunikation med deres far. Og så bruge alt min energi på at hjælpe dem når de kom hjem fra tid med deres far og jeg var der altid for dem, hvis de kaldte så var jeg der, intet var vigtigere ind st gribe dem og hjælpe dem med at blive så hele mennesker man kan blive når man har set oplevet og været udsat for psykisk terror.

    • Kære Tine
      1. Jeg kan desværre ikke hjælpe dig meget med dit første spørgsmål udover at jeg selv indgik i lignende ordning, som kun virkede i meget kort tid af samme grund som du selv beskriver; når mand/børnenes far overskrider “aftaler” om samvær.
      Da min eks mfl. overskred alle aftaler om samvær med børnene; aftaler, der kun  pådrog yderlig skade på vores børn, så jeg ingen grund til at jeg skulle holde min del af aftalen. For hvem dog ? For at se mine unger gå i forfald?, pga en afgørelse fra en lovgivning om at børn har lov til at have samvær med deres far ligegyldigt hvad der foregår under det “samvær”.  Hans overtrædelser af
       aftaler var mere et spørgsmål om kontrol, at få sin vilje med børnene som våben. Det stod på i ca. 1/2 år. Langt forinden havde han, og dele af familien gjort alt for at tage min søn (13 år) fra mig fordi jeg ville skilles. Det skete først i form af længerevarende manipulation hvor de købte hans kærlighed og hjernevaskede ham, så han til sidst forsvandt fysisk ud af mit, og min datters liv. (kidnapning). De forsøgte sågar at indgå aftaler med mig i form af, at hvis jeg ville se min søn skulle jeg læmpe på anklagen mod min mand, som politiet havde krævet fjernet ud af den by jeg, og min datter opholdte os i, under aftalt tilsyn af familien istedet for at han skulle sidde i fængsel. (ikke sikker på at det er præcis hvad betingelsen var, da jeg kun fik oplysninger fra andre familiemedlemmer).Denne adfærd og min mands adfærd gjorde at han fik frataget retten til at se min datter i den periode. Mens han var flyttet ud af byen, forsøgte familien at sende min søn for at se mig, som en slags “noget-for-noget” i håbet om at jeg ville trække min anklage tilbage. Min søn ankom, men jeg kunne ikke genkende ham mere. Verdens sødeste, klogeste, hjælpsommeste dreng, var blevet aggressiv og rodløs. Han var dog voldelig eller har bandet.  Han var blevet kold, lukket og ligeglad, hvilket gjorde mig endnu mere bange.  Efterhånden blev jeg træt af de her “noget-for noget” besøg, og det endte ofte med at jeg bad ham om at blive, men det ville han ikke, og de kom for at hente ham med lokning og manipulation. Det endte ofte på politistationen, da jeg ikke kunne se det lovlige i at en dreng på 13 ikke fik lov at bestemme selv, og hvorfor hans fars familie skulle være “stedfortrædere” for hans far.
      Det endte med at jeg læmpede dele af anklagen for min søns skyld. Det skulle jeg aldrig have gjort. Det gav min mand frit spil til at putte al sin vrede over på min søn, som til sidst mere eller mindre forsvandt fra alle, og forudsigeligt nok, viste det sig at min mand faktisk var ligeglad om hvor vores søn var eller hvad han lavede. I ca.1,5 år blev jeg selv holdt hen i uvished, og kunne kun be til at han var i gode hænder et sted. Det eneste jeg kan sammeligne det med er, at miste et barn. De havde ødelagt ham for at ramme mig, for så at overlade ham til gaden. For dem var han bare et middel. Som om det ikke skulle være nok, begyndte min mand (gennem andre) efterfølgende at beskylde mig for at min søn mere eller mindre var “fortabt”, og man, min mand mfl. begyndte så småt at gå efter min datter, som jeg måtte hente med vold og magt hos dele af min mands familie. Til sidst stak jeg af med min datter, da jeg ikke ville kunne tilgive mig selv, hvis hun også blev ødelagt af en famile, som gjorde alt for at forsvare min mand, som forstod at sidde med et tudefjæs på de rigtige tidspunkter.
      Med andre ord, så prøver jeg at sige, at “samværsordninger” ikke er, og aldrig har været, til gavn for børn af voldelige forhold, og at man ikke skal stole på politiet i den forbindelse. Hvis manden ikke overholder, eller misbruger sit samvær, har du al ret til at afbryde aftalen. Med det samme. Du siger ganske enkelt “nej”, og stopper alt. 

      2. 
      Den er svær og den er hård. Vær altid opmærksom på når du begynder at se og høre din mands “meninger, tale og adfærd”  i dine børn eller i andre, som er i relation med både dig og din mand. 
      Når din mand bruger børnene som talerør, eller når din mand har haft rigelig mulighed til at manipulere jeres børn i mod dig er det selvfølgelig afhængig af deres alder hvordan du kan reagerer og afværge sådanne beskidte tricks. Ligegyldigt hvad, gør det ondt som knive i hjertet. Det er også meningen. Hvis de er omkring 10 årsalderen mener jeg at det er bedst at tale med dem i øjenhøjde men med grænser. Du fortæller dem at du gerne vil tale om alt hvad de har på hjertet når de er færdige med at råbe, bande og anklage som din eksmand. De gange det er sket for mig har jeg hele tiden set 2 sider af deres adfærd – deres fars tale, og deres egen sårbarhed. De mangler ståsted. Gør det klart for dem at de  skal ikke vælge den ene forældre frem for den anden, og at du er ligeglad med hvad de siger, for du elsker dem ligegyldigt hvad der kommer ud af munden på dem. Vis forståelse for at du ved at de er såret og gør det klart for dem at det IKKE er deres skyld, at deres far opfører sig som han gør, og at det ikke er i orden at opføre sig sådan. Vis dem tillid og sig at du stoler på at de følger deres egne følelser, at de har lov til at sige fra, både overfor dig, og deres far, og slå fast med syvtommersøm, at de altid ved hvor de har dig ligegyldigt hvad der sker, og dit højeste ønske er at de er glade og ikke bliver involveret i deres fars og din skilsmisse, og at de har ret til at sige stop når de føler at den ene eller den anden forsøger at bruge dem mod den anden.

      3.
      Det er ikke en selvfølge at børn bliver psykopater bare fordi en af deres forældre har opført sig en. Det er en myte som samfundet har skabt. Dine børn skal vide at du er klar til at tale om alt hvad der rør sig i dem, at de kan stole på dig, men at det er op til dem hvornår de vil tale, istedet for at gå amok.  Ingen tvivl om at børn tager skade af en psykopat far, men børn er stærkere end vi tror. Det hjælper ikke at pakke dem ind i vat, at “beskytte” dem mod en far som ikke kan finde ud af ikke at opføre sig som et monster. Børn bliver ikke stærkere af at vi gemmer dem af vejen. Tværtimod. Børn er heller ikke dumme. De opfanger alle nuancerne i løgne påtaget kærlighed og ikke mindst deres forældres lidelse. Din største opgave er, at sørge for at du er dine børns holdepunkt i livet som de altid kan støtte sig op ad. Din opgave er, at være rollemodel for dine børn, så de ikke overtager den voldelige adfærd ind i deres voksenliv. Din opgave er at sørge for at de får et overtal af positive oplevelser ligegyldigt hvor ondt i sindet du har. Lær dem respekt og ansvar, og giv så slip. Gør det klart for dem at du elsker dem ubetinget. 

      4.
      Det er dit ansvar, og kun dit ansvar, at sørge for at “konflikten” mellem dig og din eks ikke kommer til at berøre din søn. Det lyder hårdt. Det er også hårdt. Men når man har børn med en psykopat så er du faktisk den eneste “voksne” tilbage, som børnene har at støtte sig i hele “familien”. Men  som sagt. Det hjælper ikke at skåne dine børn for sandheden. Du må ikke bruge dine børn som affaldsspand som din mand gør. Din opgave er at sørge for at alt hvad der har med dig, din og din mands skilsmisse, ikke skal gå ud over ungerne. Dvs. alt hvad der har med dig og din mand og jeres fortid sammen, skal fylde minimalt i børnenes liv fordi dine børn har deres eget liv foran. Det er ikke dine børn der har valgt at blive sat i verden af en psykopat og en mor der skal leve i et evigt selvforsvar. Vis dine børn at du er stærkere end end en hadfyldt mand og en  umenneskelig skilsmisse, så de ved at de kan få lov til at være børn uden skal skulle tænke på andet ligesom andre børn. Motiver din søn til at gå i skole. Forvent ikke at andre skal motivere din søn til at gå i skole. Jo mere du blander andre ind i hans manglende lyst til at gå i skole, jo mere svag ser han du er, og jo mindre stoler han på dig. Hvis skolen ikke formår at motiver ham til at komme i skole, og det kan de fleste danske folkeskoler ikke, (taler af erfaring) så led efter en anden skole, evt en privat skole, hvor de faktisk går op i hvordan børnene har det både socialt og fagligt.

      5. 
      Som sagt, hvis din mand, efter skilsmisse, kører psykisk terror på dine børn, så stopper du alt, og ham, og enhver form for kontakt. Du siger ganske enkelt til ham, at hvis du ser at en af dine børn komme tilbage ødelagte efter samvær med ham, så politianmelder du ham og stopper enhver form for kontakt. og det samme siger du til dine børn. Du fortæller også dine børn at deres far nok vil reagere på det, men at de ikke må føle skyld ligegyldigt hvad der sker.
      Jeg ville holde mig langt væk fra kommune og skole og lade være med at informere dem om noget med mindre der er en lærer du kender godt og har tillid til. Min erfaring er at både kommune og skole  ignorerer barnets tarv. Min erfaring og holdning til skole og kommune i de her sager er ganske enkelt, at de er fløjtende ligeglade med børn, om de så lå og forblødte på fortorvet. De fleste skolelærere, skoleledere, skolepsykologer har, ligesom politiet, ingen erfaring med psykopater, og enhver du snakker med, vil højst sandsynligt kun tage, og bruge, det som ond sladder uden at din søn får det bedre. Du har ikke brug for at andre fremmede ligegyldige mennesker bekræfter dig i at din eks er et nederdrægtigt svin, der aldrig skulle have fået børn, og at alle ville have været bedre tjent, hvis han selv var endt som en spermplet på lagnet. Du må også passe på hvem du snakker med når du snakker med kommune eller skole. De fleste vil gøre skaden værre end den er. De fleste som ikke selv har gennemlevet et liv med en psykopat vil ikke forstå nuancerne af volden, og det kan du ikke leve med. Der er oven i købet stadig et overtal som påstår at skilsmisser er en ulykke. Det er det bogstaveligt talt også når man har haft et forhold til en psykopat. For ens liv, og ens børns liv, er i fare både lige efter bruddet og op til flere år efter.  Overlever man den fare, er skilmissen en velsignelse. Det er ikke den tolkning andre mennesker har, når de beskriver skilsmisser som en “ulykke”. Når andre mennesker giver dig medhold i at det er trist at “det ikke gik” (jeres ægteskab) er det ud fra deres egen opfattelse af hvad et ægteskab er, og med en uforbeholden holdning om, at selvfølgelig er det bedst for ethvert barn at have både en mor og en far. Det er desværre en norm som samfundet har skabt. Den opfattelse er langt fra din virkelighed, og du kan ikke bruge den til noget.
      Snak med din søn og find ud af hvad han elsker at lave, hvad der gør ham glad, og gør det klart for ham at du ikke kan klare at se ham spilde sit liv væk. Hjælp ham med hvad han end vælger, også hvis det betyder at han må skifte skole, eller droppe skolen. Min datter tabte først et år i folkeskolen, derefter et år i gymnaiset, da der ikke var hjælp fra Kbhs politi. Jeg kunne ikke klare at se hende lide i skolen samtidig med hvad der foregik hjemme. Der var ikke andre valg, hvis hun skulle overleve. Jeg lod hende være hjemme i nogle måneder  indtil hun skulle starte på en anden skole. Der var jo alligevel ikke en eneste som interesserede sig for om hun var i live eller ej; heller ikke kommune, politi eller skole. Det danske uddannelsessystem, børns “sociale sikkerhedsnet”  og  børns retssikkerhed er ikke for  børn der lever et liv blandt psykopater, sociopater eller narcisister. 

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.