Dette er mit eget brev til min mor – skrevet et par måneder efter hendes død. Det er et farvel til et menneske, der havde fyldt umanerligt meget i hele mit liv. Et menneske, jeg ikke kunne slippe for – uanset hvor meget jeg gerne ville. Lyder det hårdt? Det er der mange, der synes.

Men når man ikke har haft en mor med narcissistisk/psykopatisk adfærd, så har man heller ikke den mindste chance for at kunne sætte sig ind i, hvordan det er at have en mor – det eneste menneske, der bør elske mig ubetinget – som ikke er i stand til at elske. Som koldt og ligegyldigt satte sine egne behov før mine, som glemte mig, når hun var optaget af noget andet, som for det meste ignorerede mig – eller kritiserede mig – når jeg var i rum med hende. Medmindre hun skulle bruge mig udadtil som bevis på det perfekte moderskab – eller, da jeg blev voksen, skulle have penge eller andre ting ud af mig.

 

kvinde, psykopat, narcissist

Nu er du gået bort, og den person, der har fyldt allermest i mit liv – på godt og ondt – er her ikke mere. Du var ikke ond. Du havde bare ikke evnen til at være mor.

Jeg har ikke noget behov for hævn, jeg har ikke noget behov for medfølelse. Men jeg har et meget stærkt behov for, at dette tabu om mødre, der ikke kan elske deres børn, kommer frem i det åbne. Man skriver ikke noget grimt om sin mor. Men når nu det grimme foregår, så vil jeg bruge min historie til at bryde det tabu.

Du var et menneske, med mange egenskaber og facetter – som alle mennesker. Både positive og negative. Jeg vil beskrive nogle af dem for dig i dette brev. Både fordi det aldrig har nyttet at fortælle dig det ansigt til ansigt. Og fordi det er vigtigt at fortælle andre, der har haft det som mig, at de ikke er alene.

Karrierekvinde mor

Du har altid gået meget op i dit arbejde, og du har hele dit liv efteruddannet dig og påtaget dig større og større ansvar. Du opnåede også en flot karriere. Det betød så også, at jeg ikke så meget til dig i min barndom og ungdom.

Du overlod mig stort set til din mor i mine vågne timer, fra jeg var 4 år, til jeg var 12 år. Din mor var en dominerende despot, og jeg var hunderæd for hende. Hun slog ikke, men hun havde et kropssprog og et blik, der kunne skræmme selv krokodiller fra vid og sans. Hendes virkemiddel var psykisk terror, og den ramte hele hendes store familie – dig inklusive. Dine ældre brødre var flygtet, så snart de kunne – og så langt væk, de kunne.

Efter hendes død besluttede du, at jeg som 12-årig var stor nok til at klare mig selv. Du forsynede mig med tag over hovedet, tøj og de materielle goder i orden. Og så koncentrerede du dig om din karriere, dine venner og dine mange vekslende kærester. Lejlighedsvis tjekkede du mine karakterbøger, og lejlighedsvist viste du mig frem for dine venner, som guldbarnet, hvor fortællingen var, at jeg gjorde alt rigtigt og kunne alt. Hvilket du modtog anerkendelsen for som en selvfølgelighed.

Du fortalte selvfølgelig ikke, at du ikke anede, hvem jeg var sammen med hele dagen, eller hvor usikker jeg var på alting, fordi jeg ikke havde en guide til livet, men selv måtte finde ud af det. Jeg fik også en vane med at springe morgenmaden over, stjæle penge fra dig til at købe frokost hos den lokale bager i spisefrikvarteret, og ellers håbe på at der var noget i køleskabet om aftenen.

Glansbilledmor

Du havde et meget klart billede af, hvordan en perfekt datter skulle se ud. Som meget lille havde jeg lyst krøllet år, hvilket du elskede. På et tidligt tidspunkt blev mit hår mørkere, hvilket du nærmest tog som en personlig fornærmelse. Men helt galt blev da, da mit hår gik fra at være krøllet til at blive glat. Det overskred dine grænser. Så fra jeg var omkring 4 år gammel til jeg blev konfirmeret som 13 årig, da blev jeg sendt til frisøren hver 6. uge for at blive permanentkrøllet. Jeg hadede det. Jeg skulle sidde i flere timer med kemikalier i håret, og med håret rullet stramt op på hårde plasticspoler. Det gjorde ondt, det sved og det bed. For at få det billigere, aftalte du oven i købet med damefrisøren, at hvis de kunne tage mig ind imellem de andre kunder, så fik du rabat. Det vil sige, at jeg nogle gange tilbragte næsten en hel dag hos frisøren, hvor både de ansatte og kunderne dånede over den søde lille pige, der kunne sidde stille i så lang tid uden at brokke sig. De vidste ikke, at den evne havde du taget fra mig for længst. Jeg var din lille marionetdukke, der bare smilede sødt.

Du accepterede ikke fejl i billedet. Du havde overordentligt høje forventninger til mig, og du så ikke med mildhed på slinger i valsen. Du havde valgt en fremtid til mig, der i store træk var en studentereksamen, et år i udlandet, en universitetseksamen, et godt og velbetalt job og nogle børnebørn til dig.

Jeg var dig en evig skuffelse, fordi jeg ikke fulgte din plan. Jeg fik en studentereksamen, men det var med det yderste af neglene, og aldrig har jeg kedet mig så meget. Da jeg ikke ville på universitetet proppede du mig ind på en anden uddannelse, og da jeg var færdig med den fik jeg valget mellem to lærepladser, som du havde skaffet mig.

Børnebørnene fik du aldrig, hvilket du aldrig undlod at gøre opmærksom på, var den største skuffelse, jeg havde beredt dig i hele dit liv. Specielt hen over bordet til store middagsselskaber.

Jeg forsøgte spagfærdig at sige, at jeg havde skaffet dig 6 fantastiske stedbørnebørn, hvortil du replicerede, at det ikke var rigtige børn…

Det eneste, jeg gjorde godt, var at gøre karriere. Jeg blev arbejdsnarkoman og tog uddannelse på uddannelse, og gjorde det forrygende godt. Indtil jeg igen skuffede dig ved at hoppe fra min fine lederkarriere. Jeg forsøgte at forklare dig, at jeg ikke synes mine personlige værdier passede til den type job, jeg hidtil havde haft, og at jeg ville lave noget, der gjorde mig glad. Jeg kan stadig mærke din undren. Og specielt dine skuffede øjne, der sagde: ”Hvordan kan du gøre det imod mig!” Alting drejede sig jo om dig.

Svigermor

Der var noget sort/hvidt i dine holdninger. Specielt til andre mennesker. Herunder til mine kærester og mænd.

Som ung havde jeg den samme dejlige kæreste gennem 10 år, fra jeg var 15 til jeg var 25. Han var virkelig en redningsplanke for mig, og den første person, jeg kan huske, at jeg havde tillid til. Han er sandsynligvis en væsentlig faktor i, at jeg i dag er forholdsvist velfungerende, og ikke havnet hverken i fængsel eller på en psykiatrisk afdeling.

Du kunne absolut ikke lide ham. Først ignorerede du ham, grænsende til det groteske og senere tolererede du ham nødtvungent.

Jeg tror, at en af dine venner tog fat i dig, og foreslog, at du måske skulle prøve at se det positive ved ham. Han så jo ud til at holde, nu der var gået en 8-9 år. Du lyttede – så meget må man give dig – så en dag, du kom på besøg, stillede du dig ret foran mig i køkkenet, så mig stift ind i øjnene, og sagde: ”Ham der, Jens!” ”Ja”, svarede jeg afventende. Hvorefter det kom: ”Han er i det mindste altid ren!” og så marcherede du ud i min have, hvor du havde besluttet, at jeg skulle have plantet kartofler…

En anden af mine mænd, var en dybt karismatisk og charmerende mand. Dybt intelligent med et stort og ansvarsfuldt job og en masse autoritet og prestige, som han tog som en selvfølge. Du elskede ham fra første øjeblik.

Han var desværre også – på det tidspunkt – dybt alkoholiseret og lettere paranoid, og mit forhold til ham var som en rutchebanetur på speed. Ekstremt spændende og ekstremt udmattende. Jeg forsøgte at øffe lidt om, at jeg syntes, det var hårdt, hvilket du tog meget ilde op – for nu havde jeg da endelig fundet en ordentlig mand. Kunne jeg nu ikke bare lade være med at være så vanskelig!

Da jeg blev skilt med et brag efter fem år, og jeg gik ned med flaget psykisk af efterdønningerne, så svarede du med ikke at tale til mig i flere måneder. Du var dybt fornærmet og forundret over min opførsel. Resten af dit liv havde du billeder af ham hængende overalt, og omtalte ham i rosende vendinger overfor alle, der gad høre på dig. Det er dejligt, at du kunne lide ham, det kunne jeg også, men jeg havde brug for din loyalitet på det tidspunkt, ikke din fornærmethed.

Senere indførte jeg en kontrol af de mænd, jeg mødte. Jeg tog dem med hjem til dig. Hvis du kunne lide dem, så røg de ud!

Ufysiske mor

Da min far døde af et hjerteanfald, da jeg var 20, mens jeg var på ferie sammen med ham i Spanien, da ringede jeg til dig, og spurgte om du ville hente mig i Billund Lufthavn. Hjælpsomme mor sagde som altid ja, selvfølgelig, og kørte af sted.

Da jeg ankom, og satte mig ind i din bil, der vendte du dig om mod mig, og gav mig noget, der lignede et kram. Jeg stivnede fuldstændigt, og jeg kan huske, at min første tanke var: ”Adw, hvad laver hun?” Det var for mig en grænseoverskridende og yderst mærkelig opførsel.

Mange år efter, når jeg tænkte tilbage til det øjeblik og specielt på min reaktion, så slog det mig, at jeg slet ikke har nogen erindring om, at du på noget tidspunkt i mit liv har rørt ved mig, endsige holdt mig i dine arme. Du må have gjort det, da jeg var helt lille, men jeg har ingen bevidst erindring om den tid.

Da det blev moderne at kramme alt og alle hele tiden, da begyndte vi også at give hinanden et velkomstkram og et afskedskram, når vi sås. Jeg tror ikke, at nogen af os synes, det var specielt rart, men vores forhold så normalt ud, og det var vigtigt.

Historiefortællende mor

Du kunne godt lide, at fortælle vennerne om mig. Om mine resultater, min position, mine eksamener, mine rejser og meget om mit liv med den mand, du var så stolt af, at jeg havde.

Jeg blev nogle gange konfronteret med disse historier, når dine venner spurgte ind til mine storslåede meritter. Det var rigtigt gode historier. Det var bare ikke altid, at de var sande. Og hvis de var, så fik de en ekstra drejning, så de blev endnu bedre.

Jeg begyndte at undgå dine venner. Hvis jeg fortalte, at dine historier ikke var heeelt sande , så så du på mig med dine sårede og forurettede øjne, og spurgte mig, hvorfor jeg gjorde det imod dig. Og jeg kunne ikke lide bare at sidde og smile sødt, når de mere eller mindre pyntede historier fløj over kaffebordet. Jeg tror, at du selv troede på dine historier.

Centrum mor

Du havde det bedst sammen med andre mennesker. At holde en fest eller en frokost var toppen. Men også når du deltog i festivaler og koncerter, var aktiv i foreninger – både faglige og fornøjelige – var du i dit es. Du tog ansvar, og du arbejdede hårdt for fællesskabet. Du var altid god for en selskabssang og en tale, udarbejdelsen af et regnskab og et formandskab. Du var altid i centrum, altid værdsat.

Du holdt fast i dine venner gennem mange år, og du var ofte den aktive til at holde kontakt. Og du insisterede på, at jeg også var vild med store sammenkomster og et konstant rend af mennesker. Du opdagede ikke, at jeg som introvert og genert barn var seriøst ukomfortabel blandt voksne, der ofte var berusede, og altid var meget larmende. Du slog det hen som noget pjat, jeg skulle være med i centrum af det hele, og mit ubehag måtte jeg bare vokse fra.

Det var vigtigt for dig, at være i centrum. Ved alle lejligheder. Også ved mine lejligheder.

Til min konfirmation besluttede du dig for, at du ville hækle min konfirmationskjole. Et meget langt og uformeligt hylster af en slags råhvid kjole, der var tung som et ondt ord, og som gav mig røde udslet på armene og i halsen. Jeg forsøgte at pege på de lette og smukke kjoler, som man kunne købe, og som – vigtigst af alt – mine veninder skulle have på. Men nej, det kunne der absolut ikke være tale om. Da dagen kom, lagde alle de andre mødre og familiemedlemmer selvfølgelig mærke til monstrummet, samlede sig om dig, og var dybt imponerede over det store arbejde, du havde lagt i det, og roste dig behørigt. Og spurgte mig, om jeg dog ikke var glad og stolt over at have sådan en mor. Du kroede dig. Også ved den efterfølgende fest var du, dine forberedelser og din kjole i centrum, mens jeg følte mig glemt.

Da jeg solgte mit eget revisionsfirma til PriceWaterhouseCoopers som 36 årig, blev der holdt en reception for at fejre overdragelsen, hvor alt der kunne krybe og gå fra erhvervslivet i byen deltog. Du var af en eller anden grund på besøg, og blev selvfølgelig inviteret med. Du brugte det meste af eftermiddagen og hele aftenen på at fortælle historier fra min barndom og ungdom til et større hof af mine venner og forretningsforbindelser. I en stiv brandert. Selvfølgelig var der ikke meget sandt i det, men du fik din opmærksomhed. Jeg fortrængte hele begivenheden, og kom først i tanke om den mange år efter. Det blev ikke min dag, min sejr.

Gavmilde mor

Vi legede sådan en sjov leg, du og jeg. Den gik ud på, at du gav mig meget store og dyre gaver. Og så gav jeg dig meget store og dyre gaver. Og så gik du ud til dine venner og fortalte, hvad du havde fået af dit glansbillede af en datter.

Efterhånden forventede du endog meget store gaver, og at dine store ønsker blev honoreret, mens dine gaver den anden vej blev mindre og mindre – selvfølgelig med mindre, der var publikum på. Jeg tror, at det var en måde, at du følte dig anerkendt på. Du tjente penge nok til selv at betale for det, du ville have, så det var mere en sport for dig, tror jeg.

Ambitiøse mor

Jeg kom et år for tidligt i skole. Jeg var 6 år gammel, mens mine klassekammerater var 7. Jeg ved ikke hvorfor. Igen engang tvivler jeg på dine hensigter, så jeg gætter på, at årsagen var, at du kunne spare pengene til børnehaven. Eller også var grunden dit evige behov for at prale, og at have frembragt en datter, der var så fremmelig, at hun kom tidligere i skole, det kunne da godt bruges til at dupere vennerne.

Til gengæld har jeg hele min opvækst været den yngste i enhver sammenhæng. Da jeg også var ret umoden og uvidende om verden og livets mysterier, så var jeg jo uhjælpeligt bagefter og udenfor i stort set hele uddannelsesperioden. Til gengæld lærte jeg rigtigt meget af mine lidt ældre veninder – alt det du aldrig lærte mig, det fortalte de mig.

Jeg kan huske, at du var dødeligt fornærmet, da skolen frarådede, at jeg gik i gymnasiet fra 9. klasse eller 2. real, som det hed dengang. Men jeg er glad for at de stod fast. Gymnasiet var slemt nok fra 10. klasse!

Uansvarlige mor

Jeg brugte min barndom på at sidde med næsen i en bog eller være sammen med dyr. Bøgerne gav mig et liv med oplevelser og normalitet, og dyrene gav mig den kærlighed, jeg havde brug for. Ubetinget kærlighed og et selskab, hvor jeg var fuldstændig tryg og glad.

Da jeg var 13 år gav du mig en hest, og da jeg var 14 år gav du mig en hund. Jeg har aldrig fundet ud af, hvorfor i alverden du gjorde det, for du har aldrig givet efter for mine ønsker eller plagerier. Og du kunne ikke selv lide dyr, overhovedet ikke.

Måske er jeg for skeptisk, men du plejer at have bagtanker for det meste, af det du gør. Måske fik jeg de dyr, for at du kunne vise, hvor god og gavmild en mor du var udadtil? Eller fordi min moster eller andre overbeviste dig om, at det ville være en god ide, så jeg havde noget at beskæftige mig med?

Uanset hvad, så gjorde du det klart, at de dyr var mit ansvar. Fuldt og helt. Og jeg kastede mig glad over opgaven. Hunden var nem nok, jeg læste en hel hylde bøger om hundepasning, gik til lydighedstræning og passede og luftede den efter alle kunstens regler.

Jeg havde stadig et traume, fra da jeg var 5 år gammel og min undulat døde. Midt i min store og utrøstelige sorg dengang, så meddelte du mig irriteret, at det var jeg altså selv ude om, jeg kunne bare have husket at købe fuglefrø.

Du har altid været god til at tørre din egen dårlige samvittighed af på mig. Så var den jo væk. Men det gjorde mig endnu mere opsat på ikke at fejle – igen.

Med hesten gjorde jeg det samme som med hunden, men det var en større opgave. Specielt fordi du ikke mente, at det var nødvendigt at opstalde den på en rideskole, hvor der var hjælp at hente, men vi skulle finde alle mulige obskure folde, den kunne græsse på og steder, hvor den kunne gå i læ. Og der var pæn transport ud til alle stederne.

Derudover kom alle forhandlingerne og aftalerne med foderhandlere, hovsmede, dyrlæger, hø- og halm leverandører, samt transport af udstyr og hest. Der kom jeg som umoden teenager til kort, og måtte bede om hjælp. Den gav du mig så, men ledsaget af dynger af højlydt skuffelse og kritik. Kunne jeg da heller ikke finde ud af noget selv! Hvis du havde vidst, hvor besværlig og dum, jeg var, så havde jeg aldrig fået den hest. Og når regningerne kom, skulle jeg stå med hatten i hånden, for at du ville betale dem.

På et tidspunkt flyttede vi på landet til et sted, hvor jeg kunne have hesten i nærheden. Sikken en lettelse. Jeg byggede hestebokse i svinestalden, gravede hegnspæle ned, lavede elektrisk hegn og malede det hele gult. Der var jeg vel omkring de 16 år.

Alt var lige kommet på plads, da du kom hjem og begejstret fortalte, at du havde lovet en veninde, at jeg ville passe hendes to heste. Så havde jeg tre heste og en hund. Godt så. Men du kunne nu godt have spurgt!

Jeg fik ikke mere hjælp til dyrene fra dig af den grund, tværtimod. Nu havde du jo sørget for, at jeg havde en stald og en fold, så nu måtte jeg da kunne finde ud af det selv. Du lejede da også noget tid senere en lejlighed inde i byen, hvor du opholdt dig en stor del af tiden. Så var jeg alene igen. Det var egentligt ok.

Seksuelle mor

Som barn var jeg jo hos min mormor efter børnehave og skole, og hos dig om natten. Eller rettere, jeg var vist mest alene om natten. Jeg husker ikke så meget fra min barndom, men erindringen om at være alene, at være bange for mørke om natten, at græde uden at nogen kom, er tydelig. Min moster mente, at godnathistorier var godt for børn, så hun fortalte mig utallige gange eventyret om de tre bukke bruse, før jeg skulle sove – med det resultat, at jeg lå skrækslagen i min seng uden at turde røre mig, for den der skrækkelige trold lå selvfølgelig under min seng, og ventede kun på at æde mig.

Men fornemmelsen af at være alene, eller at kunne høre min mor, sammen med et andet menneske inde i stuen, er præget i min hukommelse.

Da jeg var lille, kunne jeg ikke komme ud af tremmesengen, og senere var døren til soveværelset låst. Jeg fandt senere ud af, at du enten var i byen, eller havde en mand på besøg. Dine behov var altid de vigtigste.

Efter din mor døde, tog du mig med på nogle af dine byture og værtshuse.  Jeg lærte, at midaldrende mænd synes, at jeg var ret interessant, de ville danse med mig, røre ved mig og forsøgte at kysse mig. Og du brugte interessen til at score mændene, når min almindelige attitude af vrangvilligt pindsvin gjorde, at de opgav mig.

På et tidspunkt tog du mig med til en anden by, hvor du skulle møde en eller anden elsker. Han var ikke hjemme, eller ville dig ikke, hvorefter du scorede to mænd på en gågade, som vi havnede i et afsidesliggende sommerhus med. Du kroede dig og kurrede som en due, da én af dem spurgte, om vi var søstre. Helt ærligt! Jeg var vel 13 og du var så 39. Ingen ville falde for den – på nær dig.

Det var tydeligt, at der var en mand til hver. Min pindsvineattitude – og måske også det faktum, at jeg var meget ung, gjorde, at ”min” opgav, og jeg sad ret op og ned på en stol hele natten, mens jeg ventede på dig.

Din eneste kommentar, da vi tog hjem igen, var at du vrængende bemærkede, at jeg var for kedelig…

Økonomiske mor

Du har altid haft et godt øje til penge, og hvis du kunne få fingrene i nemme penge, så slog du til. Moral var ikke altid med i dine overvejelser.

Som da jeg fik en meget stor skatteregning for beregnet husleje af et hus, jeg ejede, og jeg fandt ud af, at grunden var, du havde flyttet din folkeregisteradresse til det hus med det ene formål at få et større kørselsfradrag. Skattevæsenet var ligeglad med, at jeg fortalte, at huset reelt stod tomt i de pågældende to år. Huset havde i deres papirer en anden beboer end mig, og uanset om jeg fik huslejen eller ej, så skulle jeg betale skat af det. Da jeg fortalte dig om den store opkrævning, så mente du ikke, at min skat var dit problem.

I de senere år før du blev syg, var du relativt tit på besøg hos mig i København. Ikke for at besøge mig, men fordi du skulle deltage i nogle arrangementer i en forening, du var medlem af. Du boede selvfølgelig hos mig, og jeg betalte flybilletterne for dig, fordi du klagede over, hvor dyrt, det var at rejse. Først meget senere fandt jeg ud af, at du havde fået både billetter og logi betalt af den pågældende forening. Da jeg konfronterede dig med det, var dit svar: ”Ja, var det ikke smart?” Stolt var du.

En anden lille ting var, at når du besøgte mig, så solgte du altid mine tomme flasker. Hvorefter du stolt fortalte mig, hvor mange penge du havde ”tjent”.

Ejende mor

Et af de principper, jeg fandt ud af, at du havde over for mig, var: ”Hvad der er mit, det er mit – hvad der er dit, det er også mit.”

Da jeg solgte mit hus i Danmark, og skulle have flyttet mine ting til udlandet, hvor jeg boede, da bad jeg dig om, at være til stede i huset, når der kom flyttefolk, der pakkede alt ned og fjernede det. Selvfølgelig ville du det. Du brokkede dig lidt over, at din lukrative forretning med befordringsfradraget så forsvandt, men du ville lukke dem ind.

Da jeg flere uger efter skulle pakke containeren med mine ting ud, så opdagede jeg, at der manglede en del ting. Da jeg spurgte efter dem, så fik jeg at vide, at dem havde du taget, for de passede så fint i dit sommerhus. Ok, så. Senere når jeg var i sommerhuset, viste du stolt mine ting frem og fortalte, hvor glad du var for dem. Dine venner syntes, at du havde en meget gavmild datter…

Jeg har tit spurgt mig selv om, hvorfor jeg dog ikke sagde fra, satte grænser. Men jeg har måttet indse, at det er jeg opdraget til netop ikke at gøre. Du har systematisk overskredet alle mine grænser gennem min opvækst, og hver gang fået det til at se ud som om, at det enten er helt naturligt, at du har ret til det, eller at det egentligt var min egen fejl, at det skete.

Jaloux mor

Jeg har ofte undret mig over nogle af dine udbrud af fornærmethed eller vrede. Specielt når jeg mente, at jeg havde gjort noget godt. Det tog mig lang tid at indse, at du var jaloux på mig. Jeg skulle finde den hårfine grænse mellem at foretage mig noget, som du kunne prale af, men ikke at foretage mig noget, der truede din magt og position.

Du ryddede op i mine papirer under et af dine besøg. Det var en vane, du havde, som jeg hadede, men heller ikke her kunne jeg finde ud af at sige fra. Du ville også bare reagere med dyb fornærmethed og en passiv/aggressiv attitude resten af besøget, så jeg orkede det ikke.

Nå, men under din sortering af mine papirer, fandt du min lønseddel. Du kiggede på lønsedlen, så kiggede du på mig, så kiggede du på lønsedlen igen, og så kom det fra dig: ”Det er du da ikke værd!” Godt så! Jeg var så vant til din kritik og din negativitet, at jeg ikke engang reagerede.

Besiddende mor

Der er ingen over eller ved siden af dig, mor. Ikke i din egen forståelse. Og specielt ikke i mit liv. Jeg tror, at du var ok de første par år af mit liv. Du havde brug for min uforbeholdne kærlighed, så jeg fik noget af din opmærksomhed. Og jeg var jo naturligt nok fuldt kontrollerbar den første tid.

Det ændrede sig, da jeg begyndte at vise, at jeg havde min egen personlighed. Det brød du dig ikke om, så det blev der slået ned på med det samme. Hele dit arsenal af kritik, påføring af skyld og skam, afvisning, ignorering, kulde, irettesættelse og vrede kom i brug for at holde mig i den kasse, som du havde afsat til mig. Kassen, hvorfra jeg ville forsyne dig med evig beundring, kærlighed, omsorg, underholdning og anerkendelse. Dig og kun dig.

Det virkede i mange år. Jeg var marionetdukken, som du styrede og kontrollerede, og som stillede op, når der var brug for den, og blev gemt væk og ignoreret, når der ikke var brug for den. Men da jeg nåede teenageårene, havde jeg nogle forsøg på at løsrive mig, jeg var vred, og jeg gik mine egne veje med et skuldertræk overfor dine protester.

Det første, du forsøgte dig med, var at true med at sende mig væk. Du kom hjem med brochurer fra en kostskole, som du ville sende mig på. Jeg blev jublende lykkelig. Jeg ville meget gerne på kostskole. De havde endda heste. Perfekt. Så blev brochurerne pakket væk, og vi talte desværre aldrig mere om kostskole.

Dit næste tiltag var at flytte. Du hadede at flytte, men tanken om ikke at have kontrol over mig, din ejendom, var nok til, at du tog skridtet. Vi flyttede så langt ud i den anden ende af byen, vi kunne, jeg skiftede skole, og mistede alle mine venner. Så havde du mig for dig selv igen.

Da jeg begyndte at finde nye venner, og jeg da også havde mødt min far igen, og tilbragte meget tid hos ham, og igen begyndte at bevæge mig væk fra dig – så flyttede vi igen. Denne gang langt ud på landet med begrundelsen: ”plads til min hest”. Denne gang var jeg færdig med folkeskolen og skulle i gymnasiet, så jeg mistede mine nye venner både fra skolen og fra lokalområdet. Da du fandt ud af, at jeg egentligt havde det fint ude på landet uden dig, og du sikkert også var træt af transporten, så flyttede vi igen. Igen til et nyt område, hvor jeg ingen venner havde.

Ekskone mor

Min far forsvandt ud af billedet, da jeg var 3-4 år. Jeg elskede min far overalt på jorden. Han var det eneste kærlige menneske i mit liv. Jeg er sikker på, at du og din mor var arkitekten bag, at han ikke bare blev skilt fra dig, men også forsvandt ud af mit liv. Vores familie er ikke til at spøge med, og du mor, tolerer jo ikke konkurrence om min opmærksomhed.

Jeg ved, at min far forsøgte at holde en kontakt med mig, men blev ikke bare afvist, men nærmest truet. Først da jeg var 15-16 år gammel, fik vi, via en modig veninde til dig, kontakt med hinanden igen. Det var absolut ikke med din gode vilje, men jeg var så stor, at du ikke mere kunne true mig til at makke ret.

Det var en stor gave at have ham i mit liv, for jeg lærte, at der var andre måder at være forældre på end den, jeg indtil nu havde været underlagt. Og jeg kunne se hans sorg over ikke at have været en del af mit liv. Desværre døde han, da jeg var 20, men jeg er stadig dybt taknemmelig over, at han overhovedet kom ind i mit liv. Men det skete kun, fordi der var et menneske, der vovede at trodse dig, mor.

For øvrigt sad vi en dag i hans sofa, da det begyndte at tordne og lyne meget kraftigt. Efter et tordenbrag, der rystede hele huset, og fik alt lyset til at gå ud, da så min far op i himlen og sagde: ”Ja, svigermor!” Vi havde aldrig talt om min mormor før.

Påtrængende mor

Jeg flyttede derfor hjemmefra, da jeg var 20 år – jeg flyttede ind i min fars hus, som jeg arvede. Jeg ved ikke hvordan, men du havde en nøgle til det hus, og du kom stort set hver dag, uanmeldt, gik lige ind og begyndte at vaske op, ordne have, kritisere indretningen eller mig eller min kæreste eller… Og jeg troede, at sådan skulle det være.

Nogle år efter solgte jeg huset, og købte et andet hus langt uden for byen. Dengang gjorde jeg det, fordi jeg var ved at blive kvalt. Jeg troede, at det var husets eller byens skyld. Først senere kan jeg se, at du var ved at kvæle mig i din insisteren på, at du var berettiget til at behandle mit hjem, som var det dit eget, og din insisteren på, at du ejede mig, fuldt og helt og uden undtagelse. Du havde jo født mig, så…

Det nye hus lykkedes det dig også at få en nøgle til. Jeg aner ikke hvordan. Du kom nu ikke hver dag, men du kom i stedet i weekenderne, flyttede dine ting ind i et gæsteværelse og fortsatte din opgave med at ordne opvasken, haven, mig og mine papirer. Og du inviterede dine venner derud, for nu var du jo der…

Et par år efter greb jeg et tilbud, jeg fik, om et job i udlandet. Et udland så langt væk, og så dyrt at rejse til, at du nu kun kom cirka en gang om året, men blev 2-3 uger. En enkelt gang kom du og din søster sågar uanmeldt, det mente I jer også berettiget til. Mit liv og mine eventuelle aftaler var jo uden betydning. Eller rettere, det var slet ikke med i regnestykket for din beslutning.

Det, jeg gjorde, var at forsøge at flygte fra dig og din uacceptable og grænseoverskridende opførsel overfor mig. Jeg brugte den metode, man kalder geografisk flugt. Jeg løste ikke problemet, men jeg forsøgte at komme væk.

Alzheimer mor

De sidste 10 år af dit liv har været en kamp. Du blev mere og mere glemsom, og du ændrede dig umærkeligt. Det var en grim tid for dig, for du var bevidst om, at du mistede overblik og intellekt. Og du er jo ikke typen, der lider i stilhed, når noget går dig på. Så vreden over ændringerne gik selvfølgelig ud over mig. Jeg havde begået den fejl, at være flyttet tilbage til Danmark.

Så kom tiden, hvor jeg måtte tage over. Og jeg blev en kombination af din kontrollant, din mor og projektleder på projekt: Få kommune, socialvæsen og sygehusvæsen til at hjælpe dig. Det tog et år, fra jeg indså, at jeg måtte tage ansvar, fordi du nu ikke længere kunne klare dig selv, og til du flyttede på et plejehjem. Et år hvor vi begge havde følelser og reaktioner uden på tøjet. Jeg skulle tage ansvaret for min ellers så tilsyneladende uendeligt stærke og selvstændige mor, hvilket var et voldsomt paradigmeskift i mit liv. Og du skulle lade dig tage af, du skulle lytte og have tillid til mig og mine beslutninger, hvilket var et voldsomt paradigmeskift i dit liv. Det gik ikke stille for sig! Du græd, du beskyldte mig for, at jeg ville sende dig i fængsel, du smed med inventaret, du gik i raseri. Da du flyttede ind i dit nye hjem, stak du af, når du kunne se dit snit til det, var af den absolutte opfattelse, at personalet var dine medarbejdere, og at du var der for at hjælpe dem, og stak dem ellers en lige højre, hvis de ikke makkede ret.

Til sidst fik sygdommen så meget overtaget, at du også overgav dig. Du blev mild og god og glad. Her var der endelig nogle mennesker, der tog sig af dig 24 timer i døgnet, som lyttede til dig, sørgede for alle dine behov, og som var uendeligt søde og tålmodige med dig. Du blev deres kæledægge, fordi du var så glad og nem. Jeg havde fået en glad og mild mor, der dog ikke længere kunne kende mig eller huske vores fælles fortid.

Jeg ved, at Alzheimers Sygdom er en hjernesygdom, hvor proteiner danner plak mellem hjernecellerne, og dermed langsomt sætter de normale hjernefunktioner ud af drift. Men nogle gange tænker jeg på, om det er en sygdom, der ubevidst kan vælges af et sårbart menneske, som en slags beskyttelse mod en uforståelig verden? Af et menneske, der har så uendeligt stort og uudtømmeligt behov for andre menneskers beundring, anerkendelse, opmærksomhed og omsorg.

Stærke mor

Du har altid klaret dig selv. Du har en fantastisk viljestyrke, en forrygende stædighed, og en arbejdsevne langt over gennemsnittet. Du har været enlig mor, og du har foretrukket at være alene det meste af dit voksne liv. Parforhold har aldrig været din stærke side.

I stedet har du lavet dit eget netværk, og fundet din egen vej til betydning og mening. Ikke uden et vist feministisk islæt. Du har vist mig, at kvinder kan klare sig selv, at vi kan alt, hvad vi vil – inklusive at fælde træer og banke et skur op på en mark. Der er ingen begrænsninger, hverken karrieremæssigt eller privat. Du har altid kun haft et fnys til overs for sætningen: ”Det kan ikke lade sig gøre!”

Du gav mig en opvækst, der kunne have nedbrudt mig, men du gav mig samtidig styrken til at overleve den, og ikke mindst urkraften, stædigheden og viljen til at få det bedst mulige ud af den. Og du var en rollemodel, som jeg kunne lære af. Lære både, hvordan jeg selv ville være, men også i endnu højere grad, hvordan jeg absolut ikke ville være!

Hvad nu, mor?

Du har nu fået fred, og jeg håber at din næste oplevelse – uanset, hvad den består af – vil blive fyldt med kærlighed. At du endelig vil vide, hvad kærlighed og empati er.

Og mig? Min livslange skyldfølelse er endelig ved at lette.

De evige spørgsmål er ved at fortage sig: Var det mig, der var noget galt med? Gjorde jeg det godt nok? Var jeg nogensinde god nok?

Nogle forlod dit liv med en hovedrysten. Andre priste dig i høje toner. Hvordan kunne det hænge sammen? Min forløsning kom fra et spørgsmål, som den livskloge præst til din bisættelse stillede mig: ”Har det ikke også noget med graden af forventninger at gøre?” Jo, selvfølgelig! Jeg er din datter, og jeg forventede, at du gav mig omsorg og kærlighed, og at du skærmede og beskyttede mig. Andre mennesker forventede ikke det samme af dig, de blev bare glade for det, du kunne give dem.

Uanset hvad, så har du været den vigtigste person og overskriften i mit liv. De første mange år forsøgte jeg at please dig, aflæse dig, finde ud af, hvad du ville have mig til, forsøge at undgå din kritik og din isnende tavshed, gå i dækning for din vrede. Jeg forsøgte mere eller mindre frivilligt at blive den person, du ønskede, at jeg skulle være. En person, du havde fuldstændig magt over og kontrol over, og som skulle give dig det, du havde behov for.

De næste mange år forsøgte jeg at gøre mig fri af dig, og af din prægning af mig. Jeg flygtede fysisk, psykisk, mentalt, og brugte alle redskaber, jeg kunne komme i nærheden af, på at hele de sår, du gav mig, og den forkvaklede person, du gjorde mig til. Jeg har brugt rigtigt mange år på at genopdrage mig selv, så jeg ikke gjorde ondt, hverken på mig selv eller på andre.

Jeg skulle lære at agere på mit eget liv og mine egne behov i stedet for at reagere på dit liv og på dine behov. Jeg skulle også lære, at kærlighed ikke er det samme som at tage andre mennesker som gidsler.

Jeg accepterer dig, som du var. Du gjorde det bedste, du kunne, med de redskaber du havde. Det er jeg taknemmelig for. Jeg har tilgivet dig for dine svære sider, og jeg takker dig for dine stærke sider.

Hvil i fred.

 

PS.: Jeg beder om, at I der læser dette, og som har kendt min mor, vil respektere hendes anonymitet. Hun ville have hadet at læse dette, ville slet ikke forstå det, og jeg vil gerne vise hende den respekt, at hun forbliver anonym.

PPS.: Som sagt er min formål med dette brev at fremme, at vi taler om de mødre, der ikke kan elske i stedet for at fortie det. Misforstået loyalitet over for mennesker, der ikke evner at elske, ikke evner at være forældre betyder, at der er børn derude, der lige nu lider, og som får deres liv ødelagt.

Vi, der har prøvet det, har brug for at vide mere, for at kunne forstå og acceptere vores opvækst, og derved rejse os over den. Alle I andre har brug for at vide mere, for vi har brug for, at I griber ind – eller i det mindste giver os et kram.

Få 2 videoer om psykopater

Psykopat

Få svar på, hvad det er, de gør ved os, siden vi bliver så frustrerede, vrede, stressede, udmattede og kede af det?

Ingen spam. Du skriver dig op på min mailliste, og får artikler, videoer og noget om mine foredrag og andre begivenheder. Frameld dig nemt når du vil. Powered by ConvertKit
Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen til min side, hvor jeg skriver og taler om at være pårørende til en psykopat. Jeg bruger min egen historie og den viden, jeg har tilegnet mig de sidste 30 år til at hjælpe andre, der har prøvet det samme som mig.

21 svar til “Farvel mor – det klarede du ikke så godt”

  1. Kære Alexa
    Min mor døde i april. Og jeg kan kun føle lettelse og frihed. I 2002 – kort tid efter min fars død – bondefangede hun mig til at bruge min arv på et huskøb sammen med hende. Siden 2003 har vi boet på samme matrikel. Og det er bare blevet værre og værre. Jeg har i mange år arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske – især i retspsykiatrien. Et tiltagende hårdt arbejdsmiljø. I 2015 blev jeg sygemeldt efter endnu et overfald. Jeg har nu diagnosen PTSD. Men det er ikke kun på grund af mit arbejde. Min supernarcissist af en mor og en kæreste/elsker som udnyttede mig groft både økonomisk og på alle andre måder, har absolut været medvirkende til mit sammenbrud. Jeg har aldrig kunnet sætte grænser i mit privatliv. Jeg ønskede det bedste for dem jeg elskede – så ønskede de vel også det bedste for mig? Og så behøvede jeg vel ikke være på vagt eller at sætte grænser – vel? I tiden efter min sygemelding sagde min mor (som en trøst?): “Når nu du får taget dig lidt sammen, så du kan få tabt dig, blive pæn og få et job – så vil jeg gerne give dig en brystoperation”. – Og så kiggede hun forventningsfuldt på mig, som om hun forventede overstrømmende taknemlighed. Hun havde lige fortalt mig, at jeg var fed, ikke særligt pæn, doven og havde hængepatter. Tak var ikke lige det første, der faldt mig ind. Men så bekræftede jeg hende jo kun igen i, hvor dårlig en datter jeg var – og altid har været. Min mor har været invalidepensionist siden 1993. Og jeg har fungeret som privatsygeplejerske 24/7 siden da. Vores hus er på 300 m2, vores have/park er 6000 m2. Og de sidste mange år har jeg også fungeret som anlægsgartner m.m. Jeg har tigget og bedt om, at vi skulle sælge. Men nej – hun ville bæres ud. Hun BLEV båret ud i ambulancen med en dissekeret aorta aneurisme, som siden sprang. Jeg arrangerede bisættelse efter hendes ønsker. Da jeg skulle skrive dødsannonce, foreslog bedemanden at jeg skulle starte med “Min kære Mor”. Alt i mig skreg NEJ! Og der kom til at stå : “Min Mor NN, fødselsdato, har fået fred for sine smerter den dødsdato. På familiens vegne Tebina”. Når jeg ser hendes dødsannonce ved siden af alle de andre, virker den kold og afstumpet. Men jeg kan ikke rigtigt føle sorg. Vrede og lettelse er de to mest fremherskende følelser. Jeg føler mig først fri, nu hvor hun er død – og jeg er tæt på de 60 år. Hendes kat savner hende mere, end jeg gør. Jeg mangler oprydning, salg af hus, varetagelse af urne, skifteret m.m. Lige nu føles det uoverkommeligt. Men jeg har en lille boblende følelse af frihed i maven. Først nu kan jeg leve.
    Kærligst Tebina.

    • Kære Tebina
      Tusind tak for din fortælling.
      Jeg får et flashback til min egen mors død, og mine egne problemer med at finde bare den mindste smule kærlige følelser frem i forbindelse med hendes død og bisættelse. Jeg følte kun frihed og at min livslange skyldfølelse endelig lettede.

      Den skyldfølelse, hun havde installeret i mig og plejet til fuldkommenhed gennem hele mit liv. Den skyldfølelse, der fik mig til – igen og igen – at stå til rådighed for hende, tie om hendes adfærd, dække over hende, flygte fra hende, bekymre mig om hende, hoppe på hendes manipulation igen og igen, have dårlig samvittighed, føle skam, føle mig som et dårligt menneske, føle mig forkert, uduelig, grim, håbløs…

      Jeg håber, du kan give dig selv tid og plads til at restituere. Meget ofte, når vi bliver alene, og egentligt er fri, så kommer der en reaktion af total udmattelse, depression, sortsyn og handlingslammelse. Vi er så vant til at klare dramaer og kriser, så vi ikke har opdaget, at vi er fuldstændigt brudt ned af disse menneskers egoisme og ondskabsfuldhed. Det kommer så, når vi bliver alene – og det er helt normalt og sundt.

      Vi har brug for at restituere, slappe af, få vores krop og hjerner til at fungere igen. Mange af os har posttraumatisk stress, og er nødt til at søge hjælp for dette. Og restitutionen efter et helt liv med en psykopatisk mor kan altså godt tage lang tid.

      Jeg håber, du vil tage den tid, du har brug for. Du skal vide, at hvis du slapper af, forsøger dig med den der mærkelige disciplin, der hedder “Vær god ved dig selv” praktiserer selvkærlighed og trækker vejret dybt, så vil du komme ovenpå igen – og livet på den anden side er godt og spændende.

      Vi tror, at nu skal vi leve livet – og det skal vi også – men vi bliver nødt til at respektere, at vi er slidt, og at vi trænger til hvile og reparation. Så pas rigtigt godt på dig selv!

      Kærlig hilsen Alexa

  2. Jeg har lige læst ‘ Sådan får du psykopaten til at give slip på dig’ , jeg er vildt begejstret, hvis jeg må bruge så forkert et udtryk. Men jeg indser jo nu at det er DERFOR jeg ingen fødselsdagsgaver får, og DERFOR julen forbigås som om det er en kedelig hverdag i enhver kedelig uge. Og DERFOR alt, hvad der har givet mig glæde i livet nu ikke længere eksisterer og alt, hvad der kan gøre mig ked af det bliver mangefordoblet. Åh hvor jeg ser det! Jeg har ikke kunnet fatte, hvad der skete. TAK Alexa.

  3. Kære Alexa og alle I andre, tak for beretninger om et tungt liv. Lige med undtagelse af en enkelt, der kommer med rådet om at holde om med at tage offerrollen, men se at komme videre i livet.
    Hvis man har haft en mor eller en far, en søster, bror eller en ægtemand gennem mange år, som har psykopatiske træk, så bliver man mærket for livstid. Man slipper aldrig helt fri.

    Min mor var, min søster er og min mand gennem mange år er mennesker med psykopatiske træk. Jeg har været knyttet til dem hele mit liv. Først indenfor de senere år er jeg begyndt at mærke min vrede og den er stor. Jeg er jo opvokset med at få grænserne overskredet på mange forskellige måder og har i mit voksenliv derfor ingen grænser haft. Når jeg ser tilbage, er jeg rystet over, hvad jeg stiltiende har affundet mig med, hvad jeg troede var ‘normalt’. Da jeg var 33 år sagde en person til mig at jeg var apatisk, det bed sig fast i mig. Da jeg var omkring 50, begyndte jeg at protestere mod alt og alle på min egen frygtsomme måde, for mig var det stort, for andre var det nok bare et pip her og der.
    Jeg har ingen selvtillid, men underligt nok et selvværd. Jeg har overlevet ved at gå i ét med tapetet og ladet som om intet gjorde mig noget, mens jeg græd indvendigt. Jeg var nødt til at lade som om intet gjorde mig noget, ellers blev jeg hånet og nedgjort for at vise følelser. Da jeg gik i 1. klasse og vi havde sangtime, ville jeg rigtig gerne synge med, men det gjorde jeg ikke, da jeg jo ikke kunne synge. Jeg ville have elsket at synge, men hver gang jeg sang råbte og skreg min mor at jeg skulle holde kæft, når jeg nu ikke havde en tone i livet. Ligesom også jeg blev tvunget til at få permanentet mit hår, da jeg var 1 ud af 3 børn, der ikke havde krøller. Ifølge min mor var man grim, når håret ikke var naturligt krøllet. Jeg har aldrig nogensinde som voksen sat mine ben i en frisørsalon. Nedgøring som at jeg lignede en postkasse på to ben, var også en ‘naturlig’ del af min barndom. Jeg kan stadigvæk se det billede inde i hovedet, jeg dannede af mig selv som en rød postkasse med to ben på og ikke andet, det var sådan, jeg som barn forestillede mig at jeg så ud. Og det mærkelige er, at på fotos var jeg et kønt barn og en køn ung kvinde, men det var absolut ikke det selvbillede jeg havde fået. Jeg udelader alt det virkeligt grove i mit liv, jeg er ikke nået dertil endnu, at dele det, anonym eller ej. Jeg tror, jeg er på vej ud af en dyb depression, som har varet de seneste 7-8 år, hvor jeg ikke har haft energi til at gå i bad, børste tænder, lave mad, gøre rent. Men jeg har så heller ingen mennesker set, kun manden, der sådan set har været ligeglad, eller måske nærmest hygget sig. Jeg har heller ingen hjælp fået, da jeg ikke aner, hvordan jeg skal spørge om det, og desuden har jeg det handicap at jeg virker velfungerende, når jeg endelig kommer uden for døren, fx til læge. Energimæssigt koster det bagefter i form af unaturlig stor træthed varende i 3-4 dage. Jeg tør ikke tænke på, hvordan han ville reagere, hvis jeg sagde at jeg har brug for hjælp, fordi min mor, søster og mand har udprægede psykopatiske træk og tilsammen systematisk undergravet den jord jeg stod på. Eller rettere sagt, jeg ved hvad de vil sige – ‘slip offerrollen’, ‘se ind i dig selv’ , ‘måske har du også selv fejl’, eller ‘du lider måske af virkelighedsforvrængning’, ‘du kan få nogle lykkepiller’. I dag er jeg 68 og kan se tilbage på mit liv, spørge mig selv, hvad jeg lærte af det…? Jeg har formået at tilgive min mor, det tog en del år og resultatet var at jeg fik alvorlig sygdom – for jeg måtte jo gennemleve alt påny for at tilgive hende på alle planer, fysisk, følelsesmæssigt og mentalt, det kunne min fysisk ikke holde til, men jeg overlevede. Nu mangler jeg at tilgive min søster og min mand, for jeg vil helst ikke møde nogen af dem igen. Og hvis jeg er så heldig at få tid og energi nok til det arbejde, så er jeg klar til det næste kapitel.

  4. Kjære Alexa (eller Dorthe?)
    Jeg oppdaget nettsiden din og har sett en del av dine artikler. Jeg kjenner meg veldig godt igjen i min egen mor. Jeg er snart 50 år og har de siste årene forstått hva slags virkning hun har hatt på meg. Jeg har, ved hjelp av terapi de siste to år, forstått at mange av de utfordringene jeg har hatt gjennom livet skyldes min mors adferd overfor meg. Det har vært vanskelig å innse hva hun har gjort. Hun har ikke sagt så mye stygge ting til meg, men jeg har likevel en konstant opplevelse av aldri å bli godtatt. Ingen ting jeg gjør er bra nok, og meningene mine er ikke gode nok. Helt fra jeg var liten har hun hatt veldig sterke meninger om hva som er riktig for meg, og jeg har vel styrt livet mitt litt etter det. Hun har aldri vært interessert i å vite hvem jeg egentlig er, derfor sitter jeg igjen nå og sliter med å vite hvem jeg er. Jeg opplever at den eneste interessen hun egentlig har for meg som menneske er å se meg i sitt eget bilde. Dette blir litt abstragt, men det er så subtile signaler hun kommer med, at det ofte er vanskelig å sette fingeren på. Jeg har forsøkt å si ting til henne gjennom årene. Forsøke å komme med tilbakemeldinger som kan gjøre at hun endrer adferd overfor meg, men jeg blir aldri møtt. Hun har alltid tilbakevist det, og kommet med motargumenter. Hun er alene, og hun synes veldig synd på seg selv fordi jeg nå har tatt avstand fra henne og ikke vil ha henne i livet mitt like mye som før, for å beskytte meg selv. Jeg har selv fått det bedre ved å holde meg unna henne, og er i ferd med å “finne ut mer om hvem jeg egentlig er”. Det høres rart ut å gjøre det i så voksen alder, men jeg har alltid trodd at jeg er “et vanskelig menneske” å være sammen med, og ikke verdt å være venner med. Etterhvert nå klarer jeg å etablere bedre relasjoner med andre, og ser hva hun gjør med meg. utfordringen min nå er at jeg får dårlig samvittighet når hun er alene og ikke får være sammen med meg og min familie. Hun synes veldig synd på seg selv og gir tydelig uttrykk for det ved ansiktsuttrykk og “lidende” blikk. Her om dagen fikk jeg er raseriutbrudd mot henne, og nå har jeg ikke snakket med henne etterpå. Jeg vet at hun nå er alene og dypt ulykkelig fordi hennes datter er så “slem mot henne”. Jeg føler jeg har ansvaret for det, samtidig som jeg vet at det er best for meg å holde meg unna henne. Har du råd om hvordan jeg skal håndtere dette. Hun sa da jeg raste mot henne at hun gjerne ville forsøke å forandre seg og at hun ville at vi skulle “snakke sammen”, men jeg orker ikke å dele mine tanker og følelser med henne. Men jeg tenker på muligheten til å gi henne noen råd om hvordan hun bør oppføre seg, eller bøker hun kan lese eller liknende for å klare å forstå meg og hva hun har gjort med meg. Er det noe håp? er det vits i å forsøke å få henne til å forstå? hun er også lei seg for at hun ikke har et godt forhold til barna sine. Hilsen “Norsken”

  5. Kære Dorte 
    Jeg genkender hvert et ord med få undtagelser, min mor kunne ikke andet end et job som pædagogmedhjælper og så ellers hoarde, æde foran tv’et og så sove. Vort hjem var ikke et hjem, dystert indelukket fjendtlig krigssti eller måske min mors jagtvej udi umenneskelig psykisk tortur som hun udsatte os alle for, jeg har givet slip på hende.. aldrig mere hun er som død for mig, men selv om jeg ikke ser hende prøver hun at ødelægge mig og mine familierelationer, hun har fortalt mig, hun aldrig har elsket mig, fortrød hun fik mig, at jeg ikke var den datter hun ønskede sig, forsøgt at ødelægge min fars og mit forhold ved at beskylde mig for at være hans elsker, skyld og skam og en pige der som dig har gået fra at gøre alt hun beder om til teenage oprør til at flytte til udlandet, havde endda pony som dig og så skulle jeg ellers bare opføre mig ordentligt og være sød?! Hun havde en tjener og følelsesmæssig boksebold, hun hadede mig og var jaloux. Børnepsykiatrien svigtede mig grelt og da min mor udvandrede sendte de mig hjem til djævlen af vrede og had.. jeg kunne jo bare tjene mine penge og flytte hjemmefra ha ha du kan jo ikke klare dig selv.. hvad var jeg 14-16? Husker ikke så meget fra min barndom kun sporatiske oplevelser.. ingen omsorg eller kærlighed. Kun sort ensomhed og angst.. i skolen råbte jeg om hjælp til lærere i stil og skrev om alt var meningsløst fik 6 ikke 10 og så ellers tiet ihjel.. 
    men ja genkender det med kærester, manglende børnebørn, karriere kritik..
    Hun er endt med at pege fingre sf mig grundet de psykiske problemer jeg har, men jeg ved hun aldrig har kunnet forholde sig til mig helt fra spæd, hadede hun at give mig bryst da jeg bare faldt i søvn og ikke ville amme, ifølge terapeut tydelig tegn på et menneske der ikke kan normalt tilknytning og omsorg til barn..
    Trist trist trist.. hvis du nogensinde laver gruppe med mennesker som har været udsat for narcissistiske forældre så skriv..

  6. Tak til både Dorte, Charlotte Jensen og alle de andre der har kommenteret historien. Jeg kunne godt få lyst til selv at skrive et brev til min mor, der stadig lever som 79-årig, men det meste er faktisk nævnt i de ovenstående beretninger, som faktisk langet hen ad vejen er ret nøjagtige beskrivelser af min egen mor. Den eneste “medicin” og det eneste gode råd jeg kan give er: Hold dig langt væk fra hende! Yderligere kontakt med en dyssocial mor fører ikke til noget godt og man vil alligevel, trods alle gode intentioner, aldrig opnå det ønskede resultat om anerkendelse eller en undskyldning fra sin mor. Men tak for historierne. De varmer mit hjerte at se at der er andre der har det som jeg!
    Varme hilsner Troels

  7. Hej Dorte
    Jeg læste dit brev til din mor – det vakte en masse følelser og tanker i mig. Det minder mig SÅ meget om min egen opvækst – med omsorgsvigt, misbrug og vold. Begge mine forældre var/er alkoholiker, der var meget vold imellem dem og politiet kom også i hjemmet for at skille dem ad – min bror er ædru alkoholiker og min søster og jeg er voksne børn af alkoholikere, med alt hvad dette indebære. Jeg blev nok “voksen” allerede da jeg var 9 år – grundet mine forældres skilsmisse. Her boede jeg sammen med min mor i et år, hvor jeg skulle hændte brandevin til hende hver dag i Brugsen. En morgen efter min 10 års fødselsdag fandt jeg min mor bevidstløs i hendes seng og hun kom på hospitalet – hun fik 2 hjerneblødninger og dødede – jeg var mere end lettet. Jeg havde fået så mange pryl med bøjle og flad hånd, at det var blevet en “selvfølge” og jeg tog “bare” imod. Jeg flyttede ind hos mine bedsteforældre og var i 1½ år inden jeg kom til at bo hos min far. En skøn skøn tid! Der var ro og masser af kærlighed. Da jeg flyttede ind til min far da jeg var 11½ år tog min far igen til Grøndland (hvor han havde været fra jeg var ganske lille og indtil jeg var omkring 28 år) Her var jeg så det første år sammen med min nye sted mor og var startet på en ny skole uden nogen venner (kom fra Lolland og flyttede til Sjælland) – og vi kom bestemt ikke godt ud af det sammen. Det andet år var jeg sammen med hendes ældste søn og to af hans venner, da min sted mor tog til Grøndland sammen med min far. Det tredje år kom jeg i 8 klasse på efterskole på fyn, 9 og 10 klasse på efterskole på Sjælland – far var der aldrig, min søster var der for mig i de første mange år, men hun havde også sit at slås med. Hun havde ikke kontakt til far i 10 år og min bror var alkoholiker. Men bedste forældre gjorde hvad de kunne og var der for mig og mine to søskende, og var der alt hvad de kunne, men de var oppe i alderen og der er nu 16 år siden jeg mistede den sidste – her var min datter ca 10.
    Jeg har arbejdet med mig selv siden jeg var ganske ung (11), hvor jeg har haft utallige fagpersoner til hjælp, dog uden synderlig held. “Først” da jeg selv blev mor (som 18 årig), gik det op for at jeg skulle se indad. Jeg opsøgte en psykolog og gennem 6 år fik jeg mere og mere luft og forståelse af at det ikke var mig, men mine forældres manglende forældre egenskaber der gjorde det udslag jeg led under. Jeg har siden arbejdet mere med mit indre – for at tilgive dem deres manglende ressourcer.
    Det har været og er stadig en lang og sej kamp – har stadig øjeblikke hvor jeg bliver ramt af smerte -specielt når min datter higer efter sin morfar, som aldrig har haft tid til at være der for hende da hun var nyfødt (så hendes første gang som 2 årig), aldrig har passet hende da hun var lille, aldrig besøgt hende der hvor hun har boet. Det minder alt for meget om de svigt han har udsat mig for og stadig gør. Min far er nu 78 og jeg har meget sparsomt kontakt til ham – for det gør ondt i mit hjerte at blive udsat for al den svigt – tænker at jeg nok først får fred den dag han ikke er her mere.

  8. Kære Dorte.

    Hvor er jeg glad for dit initiativ om at bryde dette tabu.
    Jeg har læst din beretning med interesse og vemod, frygt og alle de følelser jeg selv genkender fra et liv med en “mor”. Min historie har nemlig et tvist. Min mor var min adoptivmor, hun valgte altså i sin tid at jeg skulle være hendes datter. Min biologiske mor kender jeg ikke, jeg ved kun hvor hun bor. Derimod har jeg for 25 år siden fundet min biologiske far og det har kun været positivt.
    Jeg blev adopteret gennem Mødrehjælpen og tilbragte mine 6 første måneder på børnehjem. Her hentede min far og mor mig. Min mor har flere gange underholdt selskaber med historien om dengang de skulle hente mig. For jeg var nær ikke kommet med hjem. Min mor ville ikke have mig med fordi hun syntes jeg var grim. Min far havde dog insisteret nu de havde ventet så længe på at få en pige, så jeg kom med hjem.
    Minderne fra min tidlige barndom er ikke så mange andet end de forekommer mig som glade og veltilpasse. Der hvor minderne for alvor præger min hukommelse er omkring min konfirmationsalder. Mine forældre havde netop brugt omkring 3 år på en kæmpe ombygning af deres ejendom som nu var blevet en pæn 70`er villa på 3-400m2. Men ombygningen havde slidt hårdt på deres ægteskab, derfor husker jeg min konfirmation som den sidste familiefest vi havde. Mine forældre blev skilt ca. 1 år senere.
    Men allerede inden skilsmissen var en realitet oplevede jeg for første gang en helt anden side af min mor. Jeg stod midt mellem min far og mor i et slagsmål, min mor flåede min fars skjorte i stykker, min far brækkede min mors næse. Min mor nægtede min far adgang til huset og bad mig ringe til politiet. Hun fik polititilhold mod ham. Min bror og jeg kunne se på, at vores far stod uden for døren, men vi måtte ikke lukke ham ind.
    Mine forældres skilsmisse var ondskabsfuld på alle måder. Mest fra min mors side. Hun gjorde alt for at vride så mange penge som muligt ud af min far. I dag kan jeg undres når jeg ved, at hendes forældre betalte min fars ingeniøruddannelse, de forærede min far og mor en ejendom i bryllupsgave ….. det var nærmest en slags payback-time! Hun gjorde også krav på alt hun overhovedet kunne gøre krav på, sådan var det hele vejen og det sled helt sikkert hårdt på min far. Samtidig lykkedes det hende at få lagt afstand mellem min far og jeg. Han kunne kun gøre krav på samkvem en weekend hver anden uge og mere fik han ikke. At jeg så til gengæld måtte til forhør hos min mor hver gang var opslidende og slet ikke befordrende for nogen. At jeg år senere fandt ud af, at hun “misbrugte” mine informationer til at søge Statsamtet om forhøjelse af hustrubidraget lige så ofte det lod sig gøre var forrykt.
    Min far fandt sig en ny kone et par år efter og sammen fik de en søn. Jeg er sikker på det var noget af det bedste der skete for min far dengang. Desværre holdt ægteskabet kort og han måtte gennem endnu en skilsmisse. Hans lille søn var kun tre år da hans far døde alt for tidligt.
    Min mor havde høje forventninger til mit uddannelsesforløb eller rettere hvor jeg skulle tage min uddannelse. Min gymnasietid skulle foregå på byens bedste gymnasium. Gymnasiet for det bedre borgerskabs børn. Jeg har dog aldrig i mit liv følt mig så malplaceret som der. Følt mig udenfor fællesskabet. Følt mig anderledes. Følt mig mindre værd. Jeg kunne ikke slå til. De fleste unge mennesker der gik på gymnasiet var børn af velhavende familier der på ingen måde led afsavn. Jeg kunne ikke få det samme tøj som dem, jeg kunne ikke tillade mig det samme som de kunne, jeg havde ikke råd til at gå til fest. Jeg skulle altid spørge min mor om penge men det havde hun sandelig ikke penge til. De lidelser jeg havde ved at gå der så hun ikke, for hende handlede det om den anseelse det gav at hendes datter gik der. Men student blev jeg da med nød og næppe.
    Efter gymnasiet fik jeg mit første rigtige arbejde og tjente mine første rigtige penge. Som det vist var almindeligt dengang besluttede jeg at spare op til mit eget stereoanlæg. Det var trangt for jeg skulle nu også betale et ret stort beløb for at bo hjemme. Og når min mor ikke havde “råd” til at betale regninger, måtte jeg rende på posthuset og betale dem af mine penge. Desuden havde jeg pligter der skulle passes før alt andet, også lektierne, bl.a. tøjvask og rengøring, men absolut ikke køkkenet for det var min mors domæne. Jo vaske op måtte jeg gerne. Kærester havde jeg også haft et par stykker af i kort tid, men det havde min mor ikke tillagt den store opmærksomhed. På en udflugt møder jeg en sød fyr. Samme sommer er vi på ferie sammen og allerede efter et par måneder er vi klar til forlovelse. Glædestrålende kører vi hjem til min mor for at overbringe hende nyheden. Men glæden fik hun hurtigt pillet af. Hun blev eddikesur, tog sin jakke på og gik. Men til alles overraskelse, også min, holdte hun vores forlovelsesgilde og intet manglede. Knap 2 måneder senere flyttede jeg sammen med min kæreste i hans lejlighed og inden jeg havde flyttet den sidste flyttekasse fra mit værelse var en ny lejer på vej ind.
    At flytte sammen med min kæreste var en stor forløsning, en kæmpe befrielse fra det fængsel jeg havde befundet mig i gennem mange år. Jeg havde fundet en helt ny frihed. Nu jeg var blevet “husmor” og skulle starte helt fra bunden i køkkenet ville vi invitere vores forældre på aftensmad. Min mor havde i sine unge dage gået på Sorø Husholdningsskole og lært hvordan man var en god husmor. At begå sig i et køkken havde hun aldrig lært mig, jeg havde kun fået lov til at skrælle kartofler. Da dagen oprandt hvor vores forældre kom til spisning sad mine nerver uden på tøjet. Jeg kan tydeligt huske vi skulle have benløse fugle. Hvis ikke jeg var panisk inden så blev jeg det da maden blev serveret. Min mor kritiserede min mad fuldstændig til ukendelighed. Ikke ligefrem det der styrker selvtilliden.
    Da jeg flyttede sammen med min kæreste havde han for længst anskaffet sig et stereoanlæg. Derfor var det stereoanlæg jeg havde købt overflødigt. Jeg aftalte med min mor, at hun kunne have det til låns og bruge det til jeg fandt anvendelse for det. Men anlægget var mit. En dag aflægger vi hende en visit og straks vi kommer ind i stuen fornemmer jeg der mangler noget. Hvor er mit stereoanlæg?, spørger jeg min mor. Nå, det har jeg solgt. Jeg kan næsten ikke udtrykke hvor vred jeg blev og selvom jeg forsøgte at påpege sammenhængen kunne hun ikke se problematikken. Hun manglede penge og det mest nærliggende var at sælge mit stereoanlæg!!
    Min mand og jeg blev gift og som altid til selskaber var hun festens midtpunkt. Den person alle blev fuldstændig henfalden over og roste mig for min fantastiske mor. Selv på denne dag gjorde hun alt for at fjerne fokus fra festens hovedpersoner, igen en kamp på råstyrke!! Det underfundige lå nok i, at min mand aldrig blev hendes, endda eneste, yndlingssvigersøn. Min mor accepterede ham aldrig som det menneske han er, hvorfor er jeg aldrig helt blevet klog på. Et par år efter kom vores første barn til verden og som forældre har man et stille håb om, at det dog skaber en smule lykke hos bedsteforældrene. Det gjorde det bestemt også hos mine svigerforældre……og min mor……i starten! Lige indtil nyhedsværdien havde lagt sig.
    En weekend da vores datter var ca. 4 år skulle min mor passe hende. Jeg kunne godt mærke på min datter, at hun ikke var begejstret for at være ved min mor. Vi hentede hende senere, vi kom hjem og telefonen ringede. Det var min mor. Hun ville bare fortælle, at hun ikke fremover kunne passe vores børn for det var alt for hårdt og det måtte vi tage hensyn til. Mon ikke min kæbe hang i telefonrøret!! Men sådan blev det. Fremover kom de på weekend hos farmor og farfar i sommerhuset, der havde de det godt og hyggeligt.
    Vi har fået tre børn i alt som selvfølgelig altid har været vores et og alt, i tykt og tyndt. Men vores børn har aldrig haft en mormor. Den titel afskrev hun sig den dag hun ringede i sin tid og sagde det var for hårdt. Alligevel havde jeg nok et stille håb om, at hun trods alt ville se dem og følge dem i deres opvækst. Da de var mindre tog jeg dem med på besøg hos hende for at holde kontakt, men jeg blev klar over det var formålsløst. Vi fik hverken vådt eller tørt og hun anede ikke hvad hun skulle snakke med børnene om så det hele blev meget akavet. Så min mor har ikke set sine børnebørn siden de var i førskolealderen. De har aldrig hørt fra hende hverken jul eller fødselsdag….intet!!
    Tidligt i vores ægteskab var vi nyetablerede med hus, job og små børn så økonomien var noget anstrengt. Der var ikke plads til alt for mange udsving. Min mor kontaktede mig en dag og klagede sin nød – pengenød. Åh, om jeg da ikke kunne kautionere for et lån. Jeg vidste udmærket godt, at for hende handlede det kun om en underskrift og så havde hun pengene i hånden. Hvad angik min risiko og vilkår ragede hende en høstblomst. Som kronen på værket var, at jeg ved Gud skrev under. Det er simpelthen det værste jeg nogensinde har gjort. Selv den dag i dag, små 30 år senere, kan jeg stadig fortryde min handling. Desuden blev min mand rasende og det kan jeg godt forstå. Havde min mor ikke kunne betale og jeg havde hængt på lånet var vi blevet ruineret. Men hvad værre var…. min mor havde været ligeglad. Efter dengang har min mor ikke fået lov at låne en eneste krone, selv om hun har ringet mange gange for at låne penge, de eneste gange vi overhovedet hørte fra hende……og sagde vi nej blev hun sur.
    Den episode der for alvor vendte op og ned var i midten af halvfemserne. På det tidspunkt gik jeg på skole og var midt i eksamen og vi skulle fejre vores datters 4 års fødselsdag. Vores farfar var død året før, så bedstemødrene skulle komme med toget havde vi aftalt. Da jeg var ret tidspresset og ikke var helt klar med maden da min mand kørte mod stationen, bad jeg ham om ikke han kunne køre en omvej hjem. Så kunne jeg lige få lidt luft til at blive færdig. Da de vender tilbage kan jeg se på min mor da hun stiger ud af bilen, at hun ligner en mindre tordensky. Glad og forventningsfuld gik børnene og jeg ud for at tage imod. Min mor overhører fuldstændig alt om fødselsdag og forventningsfulde børn. Det eneste der står hende i hovedet er, at give mig og os en større overhaling der går på, hvorfor i alverden hun skal tage toget og regner med hun skal til frokost og så skal hun køres på sightseeing rundt i byen. Det syntes hun simpelthen var så uforskammet. Da vi satte os til bords fortsatte min mor hvor hun slap. Al den mad jeg omhyggeligt havde tilberedt og fået presset ind i min snævre eksamensplan, det fik hun fuldstændig kritiseret sønder og sammen. Der var ikke det der ikke var noget i vejen med. Og til kaffen kritiserede hun nogle arvestykker jeg havde stående fra min far. Min svigermor sad som forstenet. Jeg lyver ikke når jeg siger, at stemningen resten af dagen ikke var sprudlende, men vi forsøgte det bedste for børnenes skyld.
    Min historie er lang og jeg har kun fortalt små korte brudstykker for at give bare en smule indblik i mit liv med min mor. Den sidste fortælling her blev vendepunktet for mig. Det blev ikke konstateret dengang, men jeg er sikker på jeg fik en depression. Jeg blev klar over jeg var nødt til at tage et endeligt opgør, ikke mindst for min egen skyld men i den grad også for min families skyld. Min mors nærvær var ingen tjent med. Det var en svær proces, men det lykkedes mig at få lagt den afstand til hende som gjorde, at vi som familie fik nogenlunde ro. For hun rumsterede jo stadig inde i mig så længe hun var i live. Og hvis ikke hun gjorde så gjorde andre. Jeg har været ude for to gange, at bekendte til hende, den ene sågar fra Australien, har ringet til mig. Har ringet for at skælde mig ud fordi jeg ikke besøgte hende, tog mig af hende og sørgede for hende. Den ene dame der ringede, en veninde til min mor jeg godt kendte til, hende blev jeg vred på og fortalte hende min version af historien. Hun blev helt tavs i den anden ende. Havde jeg vidst det, sagde hun, så havde jeg aldrig ringet og hun beklagede meget.
    Årene gik og jeg besøgte ikke min mor og slet ikke til hendes 75 års fødselsdag. Hvorfor skulle jeg det? Langsomt dukkede tanken til stadighed op om, at jeg glædede mig til hun døde! Det er ikke normalt at tænke sådan, men tanken alene virkede som en befrielse. Men dagen kom! Vi stod faktisk med vores voksne datter til eksamen og min bror havde lagt en besked på min telefon om at ringe. Min mor var blevet indlagt for et par dage siden og det stod skidt til. Vi mødtes på hospitalet og hun var allerede fra bevidsthed. Der lå hun, gammel og grå, lille og ubetydelig. Og det rørte mig ikke. Jeg blev næsten helt opstemt ved tanken. Det er vigtigt at tilføje, at det var første gang i 25 år jeg så min bror her ved min mors dødsleje. Han var blevet gift et halvt år før og hans kone, jeg også møder her for første gang, var højgravid. Vi snakkede lidt løst og fast og praktisk, vi var godt klar over situationen alle sammen. Roligt og fattet. Ved aftenstide den dag på hendes 82 års fødselsdag lukkede hun sine øjne for sidste gang. Det er lige nøjagtig 5 år siden denne måned.
    For 3 år siden blev jeg sygemeldt med stress, en stress alle troede ville fortage sig i løbet af en overskuelig tid da den blev betragtet som arbejdsrelateret. Men udfaldet er blevet et andet. Jeg har snart sagt været gennem alle instanser…. fra Arbejdsmedicinsk klinik til Psykiatrisk hospital, fast hos egen læge, psykolog gennem 2½ år og nu hos en psykiater. Det er konstateret, at jeg i min opvækst har været udsat for massivt omsorgssvigt og min “mor” var psykopat. Min diagnose hedder kronisk depression som desværre får den konsekvens, at jeg ikke kan arbejde mere. Gennem mange, lange samtaler med min psykolog har hun forsøgt at belyse hvad der har været udslagsgivende. Jeg har levet i konstant angst og frygt. Vidste aldrig hvad min mor kunne finde på. Jeg blev kontrolleret, styret, forsømt, overset, manipuleret, jeg var ikke god nok, jeg var utryg, manglede kærlighed….ja, listen er lang. Min proces er stadig i gang for at finde fred med mig selv. Men jeg kommer aldrig til at tilgive hende for de svigt og overgreb hun har begået.
    Igennem dette forløb skulle der også findes klarhed på min arbejdsrelaterede stress. Konklusionen er blevet, at jeg var ansat i et lille firma hvor chefen var af samme støbning som min mor – en narcissistisk psykopat. En psykopat i sit liv er slemt nok men to psykopater er ganske enkelt umenneskeligt.

  9. kære Dorte

    sikke en historie, jeg mangler ord, kan kun sige at det glæder mig du fandt modet, og kom videre, jeg tænker på “lille-pigen” i dig – din beretning og dine grupper, foredrag, er til nytte ingen tvivl om det…
    kærlige tanker Heidi

  10. Kære Dorte

    Tak fordi du har delt din beretning om din mor! Jeg kan genkende næsten alt hvad du skriver fra min egen mor… – Bare ikke dét med at få “hjælp” i hjemmet…

    Jeg kom i skole som 5-årig, og mange kan nok ikke sætte sig ind i, hvad det betød for mig, da jeg så både skulle kæmpe med et allerede lavt selvværd + det faktum, at jeg var meget yngre end mine kammerater…

    Min opvækst (og mit voksenliv…) har været meget præget af nedgørende, hånlige og kritiske bemærkninger fra min mor. “Du skal vide, at jeg skammer mig over dig, Stina! Det er så flovt, at du klarer dig dårligere end din søster – som heldigvis har et godt job!”… Det har præget mig så meget, at en psykiater har konstateret, at det simpelthen har skævvreddet min personlighed i så voldsom grad, at jeg hele mit liv har pleaset andre, og i meget høj grad har været plaget af meget kritiske tanker om mig selv. Dette har medført en stor grad af overmedgørlighed. – Mine egne behov er næsten usynlige for mig… Oven i det, har angst og depression været min følgesvend i mere end 30 år.

    Til min konfirmation rejste min mor sig for at holde en tale for mig. Talen var én lang opremsning af yderst pinlige og ydmygende beretninger om alle mine fejltrin gennem mit 12-årige liv. Jeg brød sammen og sagde: “Mor, vil du ikke gerne stoppe nu?!”, men hun fortsatte og solede sig i gæsternes latterudbrud. Jeg brød sammen, og sad altså til højbords og vrælede som en 2-årig. Snotten løb og min mascara flød ned over kinderne. Jeg hulkede højlydt og var helt rød i hovedet, men hun fortsatte bare… Da hun endelig var færdig så hun på mig og sagde, at nu kunne jeg godt stoppe det flæberi!
    Gennemblødt af snot og tårer forlod jeg bordet, men ingen kom mig til undsætning… Alle fandt åbenbart min mors “morsomme” anekdoter ganske underholdende… Bare ikke mig; Det ødelagde dagen for mig! Og på billederne fra festen ligner jeg en rødmosset tudemarie…

    Min mor hadede min første kæreste. “Du siger, at du elsker ham! (Hånlig latter) – Du ANER da ikke hvad kærlighed er, pigebarn!”… Hun fortalte vidt og bredt om hvor meget hun afskyede min kæreste, så jeg endte med at gøre forholdet forbi…

    Min nuværende mand hader hun som pesten! Faktisk så meget, at hun ikke engang kunne ringe til os, da vi for et par år siden havde kobberbryllup! Hun undlod også at fortælle resten af familien om det, så vi fik ikke én eneste opringning eller besøg på vores store dag…

    Vores børn gør hun stor forskel på. Den ene forguder hun, og den anden bryder hun sig ikke om, hvilket hun har sagt til flere i familien… Det er helt ufatteligt!

    Grundet min opvækst, lider jeg i dag af kronisk depression. Hele mit liv er påvirket af at mit lave selvværd. Jeg har en indre følelse af forladthed, som er øredøvende – også selvom jeg er gift på 14. År!! Og dette til trods for, at jeg har taget to videregående uddannelser, og er ret dygtig til næsten alt… Trods dette, føler jeg mig kronisk tom indeni og ked af det…
    Gennem min opvækst har jeg opøvet et talent for at “holde hus”. Jeg er en eminent kok, og jeg holder vores hus pænt og rent. Dette til trods for min kroniske sygdom. På en måde evner jeg at sætte mig totalt ud over mig selv, således at jeg (i korte perioder) slet ikke mærker mig selv… Dette har jeg desværre også praktiseret på forskellige arbejdspladser, men vi mennesker er bare sådan indrettet, at man efter nogen tid kollapser, når man har overpræsteret i månedsvis uden søvn, og uden at føle sig anerkendt og forstået. Jeg ved nemlig ikke hvordan man fx beder om hjælp mere…! Derfor er jeg endt på førtidspension.

    Min søster har det lige omvendt. Hun er blevet forgudet hele livet: Min mor engagerede sig i ALT i hendes opvækst. Hun sad i skoleråd, foreningsbestyrelser osv., og kørte min søster rundt til venner og fritidsinteresser. Jeg måtte cykle! Jeg fik aldrig lov til at gå til det jeg gerne ville, men til gengæld havde jeg en liste, over pligter efter skoletid,  som hængte på opslagstavlen i køkkenet… Min søster skulle stort set INTET lave!
    Jeg protesterede, men fik altid det svar, at jeg da bare kunne flytte, hvis jeg var utilfreds! Og efterhånden lærte jeg at tie og samtykke… At gøre, hvad der forventedes af mig, hvilket ikke var småting!

    Som voksne har forskelsbehandlingen på ingen måde skiftet karakter! Min mor har aldrig passet mine børn eller hjulpet mig med noget som helst husligt/praktisk. Selv efter en meget svær sygdomsperiode, hvor jeg var sat helt ud af spillet, ænsede hun mig ikke… Ikke engang en opringning fik jeg! (Når min mor er syg, så sættes hele verden i alarmberedskab!!) Og til min depression siger hun ofte; “Jamen, så tag dig dog sammen! Du skal da bare ud og have noget frisk luft! … Det er da klart, at psykiateren siger, at du har en depression; Han har det jo kun fra din beretning at gå ud fra, og du kan jo sige hvad som helst…!” (Dette sagde hun dagen efter, at jeg havde været forbi psykiatrisk skadestue med et decideret nervesammenbrud, for 3 år siden…!).
    Min søster derimod får hjælp til alt! “Hun har jo et godt job, der skal passes…”, siger min mor, når jeg konfronterer hende med forskellen… “Du går jo bare derhjemme!”

    Og ja, det gør jeg… Jeg går hjemme og er desværre ret invalideret af de svigt, som jeg har oplevet hele livet. Jeg vil ikke være et offer eller have ynk, men jeg synes dog, at det er voldsomt svært at acceptere, at dette er blevet min skæbne. Det er svært at forstå, at en mor ikke bryder sig om sit eget barn, og at hun virkelig ikke ønsker det bedste for mig! Hun virker næsten begejstret, når jeg har det allerværst, hvortil hun ofte siger: “Åh ha… Jamen, hvad skal jeg dog snart sige til alle mine venner?! Det er så flovt, at du ikke klarer dig bedre!” (Sagt lige så naturligt, som når man kommenterer vejret…).
    Forhåbentlig evner jeg med tiden at få det bedre – det arbejder jeg ihvertfald på…

    Indtil da prøver jeg på at holde kontakten til min mor på et minimum. Det tager hun bestemt ikke pænt. Igen er jeg provokerende og egoistisk, synes hun… – Alt imens hun sms´er til mig, at hun og Far igen lige tager på en dyr udenlandsrejse, velvidende at jeg aldrig får råd til den slags på førtidspension…  Hun ELSKER at overstråle mig!
    Jeg føler mig lammet indeni… Jeg er vred over at INGEN i familien har stoppet hende gennem årene… Ingen har sagt hende imod, selvom de sagtens har kunnet ringe og fortælle mig om, at de finder hendes opførsel urimelig… “Hun opfører sig virkelig dårligt! – Men vi kan jo ikke blande os…”). Derved føles svigtet endnu større!
    Jeg er konstant bange for at fejle. Bange for ikke at være god nok… Sådan føles det desværre… 

    Mange har gennem årene sagt til mig, at jeg da bare må give hende fingeren, og droppe kontakten. Men det er sværere end man tror! Indeni sidder den lille Stina nemlig stadig og tørster efter mors omsorg og varme, velvidende at det aldrig kommer til at ske… Det er en stor sorg!

    Jeg arbejder meget med mig selv. Prøver at komme ud af offerrollen, og ind i en mere aktiv rolle. Jeg er holdt op med at kæmpe for hendes forståelse. Det er omsonst! Og det er faktisk en lettelse at lade være med at kæmpe… Men det er mig stadig en gåde, hvordan pokker en mor kan behandle sit eget afkom sådan! Jeg har INGEN forståelse for det overhovedet!

    Hilsen Stina

    • Kære Stinna
      Jeg er nødt til at spørge hvor din far er henne i alt det her?
      For hvis han har været der og bare set passivt til, så er han jo lige så ansvarlig for de massive omsorgssvigt der har været og fortsat begåes.

      Min historie er på nogle måder lignende. Jeg har dog valgt min mor fra og hvilken lettelse. Selvom vi bor på samme vej. Men der er klart grænser for hvad man skal finde sig i – Og må bare erkende at sådanne mennesker ændrer sig ikke. Jeg har en lillesøster som min mor elsker, men hun elsker bare ikke mig(på samme måde). Selvfølgelig er det smertefuldt og jeg forstår det ikke, for jeg elsker selv mit barn overalt på jorden og havde jeg flere børn, ville jeg elske dem ligeså meget. 
      Det jeg prøver at sige er, at det du søger kan hun ikke give dig, hun evner det simpelthen ikke. Det er forkert ja, og det er forkert at familiemedlemmer og andre voksne passivt har set til, mens hun har begået sine overgreb. Har også selv oplevet dette. Og at du i dit voksenliv skal betale prisen for hendes massive svigt, det samme gør jeg. Men det der giver mig ro i mit sind og mit hjerte er at jeg tager ansvar for mig selv og mit barn. Og det har jeg gjort ved ikke at ville være en del af hendes dysfunktionelle verden mere. Jeg synes at du skal spørge dig selv om du og din egen familie ikke har fortjent bedre, vil du virkelig bruge dit liv på et menneske der bringer dig ulykkelighed frem for lykke.
      Der er også den familie man selv vælger. Du har lidt nok, nu er det på tide at leve. Hun vil ALDRIG kunne forstå at du fravælger hende og hun vil altid gøre dig til bussemanden og hva’ så! Lad den ligge hos hende, det er hendes historiefortælling og ikke din. Måske du har en dejlig svigermor i stedet eller gode veninder. Så vælg dem som din familie. 
      Du høre mig ikke sige, at valget er nemt, men det er en nødvendighed for at man kommer videre. For uanset hvad du gør vil du aldrig kunne tilfredsstille hende, for du er ikke din søster. Du vil altid være hendes mentale boksebold, så hun kan få det kortvarigt bedre med sig selv. Vil du virkelig bruge resten af dit liv på at leve som hendes skygge og at dine børn også skal opleve svigt fra mormors side, for det gør de uanset hvor meget man ønsker at forskåne dem. Men børn er bare kloge, de opfanger meget mere end man tror. Det du gerne vil have fra din mor evner hun ikke at give dig.  Jeg ønsker da også fra tid til anden en kontakt med min mor eller det er jo illusionen om det at have en rigtig mor. Men så tænker jeg lige på realiteterne og så er det et nej tak herfra. For det jeg ønsker kan jeg ikke få, sørgeligt ja! Men så glædes jeg over, at jeg selv er en pisse god mor, der passer godt på mit barn og hans følelser og den gave har min mor dog givet mig. Jeg ved hvordan man IKKE behandler børn, hvis man ønsker at give dem grundlæggende værdifuldhed og selvtillid:) 
      Du kan komme videre hvis du vil og fralægge dig offerrollen, men det kræver at du træder ud af den. Enten ved hele tiden at sætte hende verbalt på plads og forlange respekt(hvilket vil være mentalt yderst krævende  i længden) eller bare gør hende opmærksom på, at jeres værdisæt i livet ikke kan forenes og at du derfor vælger at afslutte forholdet. Og hvis du har svært ved selv at gøre det, så få din mand til det(han vil sikkert elske at gøre det, så får han måske med tiden, også sin engang glade kone tilbage:). 

  11. Puha. Det var lidt af en omgang. Min mor kommer fra en fattig familie, og har højst sandsynligt selv været udsat for en narcissistisk mor. Det er altså i virkeligheden min mormors stemme hun giver videre. Men forsøget på pådutte mig dårlig samvittighed over snart sagt hvad som helst kan jeg genkende 100 %. Forsøget på et latterliggøre mig overfor andre mennesker ligeså. Det lykkedes hende virkelig at give omgivelserne det indtryk at hun var den gode mor der ofrede sig for sine børn. Vi skulle altid mødes hjemme hos hende, for dér havde hun kontrol over situationen. Hun havde også travlt med at kritisere mit hjem, f.eks. min rengøring. Altid måtte jeg forsvare mig. Jeg tog et krævende universitets-studium, og det var hun selvfølgelig glad for, for det kunne hun jo fremvise overfor sine omgivelser, og det var dét der var det vigtigste.
    Når det ikke gik så godt for mig, blev hun aggressiv og kunne tale meget nedladende til mig.
    Min lillesøster, som var blevet tildelt rollen: The golden child, spurgte mig engang. “Tror du ikke at din mor elsker dig?”. Jeg kunne ikke svare, men i dag kender jeg svaret: Nej, det ved jeg at hun ikke gjorde. Jeg var et middel for hende til at dække over den store skuffelse det var, at det trods et ægteskab og et parforhold med akademikermænd, ikke var lykkedes hende at kravle op i middelklassen. Sådan hang det sammen.

    • Kære Mette
      Tak for din kommentar.
      Og du er mere end velkommen til at dele din Facebook gruppe her også. Alle tiltag er velkomne, så vi kan få hul på dette store tabu.
      Kærlig hilsen
      Dorte

  12. Kære Dorte

    Tak for din fortælling -Det en meget rørende beretning, og jeg sidder tilbage med en klump i halsen og en stor lyst til at tage dig ind i min favn og give dig et knus og indgyde dig al den varme og empati som du som barn har måttet leve foruden.
    Jeg har stor respekt for det liv du har levet, de mange, mange kampe du har måttet kæmpe dig igennem på egen hånd op igennem din opvækst. Det glæder mig at fornemme styrken i det menneske, der er bag om ovenstående fortælling, og tænker, at det netop er denne styrke, der har bevirket at du ikke er gået til undervejs. Jeg fornemmer i det skrevne, at din mor rummede kærlighed, og at hun elskede dig. Men hun har ikke kunnet det anderledes…hun har simpelthen manglet evnerne – er ikke blevet givet disse op igennem hendes egen opvækst.
    Jeg tænker, at din mor vitterligt elskede dig, men at hendes egen angst for utilstrækkelighed og hendes mangel på selvværd overtrumfende alt andet i en sådan grad at alle mennesker på hendes vej – inkl. dig, blev reduceret til et redskab i en enøjede jagt på bekræftelse. For mennesker der lider af et stort mangel på selvværd synes jeg der er en tendens til at behovet for at udfylde dette enorme skrigende hul i sjælen bliver altdominerende gennem livet og overtrumfer alle andre og andres behov – og det ulykkelige synes at være, at det er et uudtømmeligt hul der aldrig rigtig synes at kunne fyldes tilstrækkeligt op men altid kræver mere, mere – som et blødende sår der ikke vil hele – plastre kan dække såret for en stund, men hver gang plasteret fjernes, bryder såret åbent, og et nyt plaster må findes og puttes på for ikke at forbløde.
    og jeg tænker, når jeg møder mennesker som din mor, at det hele handler om en kamp for mental overlevelse på linje med kamp for at få mad når man er sulten. Mennesker bliver istand til at slå andre ihjel hvis de er sultne nok…. sådan tror jeg også man kan betragte denne form for seriøs mentale sult på nogle områder.
    Jeg tror ikke, at mennesker som din mor er bevidst er onde, tror ikke de gør ting af ond vilje eller med onde hensigter, selvom “ondt” desværre ofte bliver resultatet af deres handlinger. Jeg tænker, at mennesker som din mor rummer kærlighed – blot med med negativt fortegn.
    Ikke for på nogen måde at forsvare, men blot for at søge at forstå, at det måske kan være dette giftige negative fortegn der kan være drivkraften bag disse ulykkelige menneskers valg og ageren gennem et helt langt liv?

    Jeg takker igen for din beretning og beundrer din styrke og dit mod
    Jeg vil ønske dig alt vel fremover – tillad dig selv følelsen af lettelse og alt det positive som denne følelse kan tilvejebringe.

    Varme tanker fra mig til dig
    Stinne

      • Kære Dorte

        Pyha din fortælling minder meget om min

        Men jeg er desværre ikke kommet så langt i min løsrivelse endnu

        Kh Tine

      • Kære Tine
        Tak for din kommentar.
        Det er altså heller ikke så nemt at løsrive sig fra en forældre. Der er rigtigt mange følelser og psykologiske mekanismer på spil.
        Men det hjælper, at vide så meget som muligt, om hvad det er, der er på spil – så bliver det lettere at holde en følelsesmæssig distance, også selv om man ikke ønsker eller magter en fysisk distance.
        Alle gode tanker til dig.
        Kærlig hilsen Dorte

  13. Hej Dorte

    Ja det er en sej omgang at vokse op med en psykopatisk mor eller far, og historierne om svigt bliver jo i sagens natur uendelige. Det definerer jo faktisk hele relationen barn-forælder.

    Det bliver aldrig muligt at komme til en egentlig forståelse af svigtet: hvordan kunne du være det bekendt – din lede satan? For at sige det lige ud.

    Da min far blev dødsyg, og han viste at han skulle dø meget snart, sagde jeg til ham, at jeg tilgav ham. Han eneste svar var “for hvad?” Det slog vist hovedet på sømmet; de er helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Der var svigt og vold i overmål, men jeg sagde blot til ham, at han bare kunne glemme det.

    Så hvad er tilbage? Og det her er vigtigt – meget vigtigt! Savnet er tilbage! Både det vi ikke fik af kærlighed og empati men også de overgreb, vi blev udsat for, gnaver i sjælen. Det raserer vores underbevidsthed og styrer mange af vores følelser, tanker og handlinger.

    Indtil videre har jeg lært ikke blot at stole på mine indskydelser og lyster. Men være kritisk og vurdere grundigt om det stadig er min underbevidsthed, som driver mig rundt i manegen efter den anerkendelse, empati og kærlighed som jeg ikke fik. Den får jeg aldrig, det er for sent. Så jeg må skære til benet, og se med klare øjne på hvem jeg er, og hvad mine venner og bekendte faktisk giver mig uden at overfortolke deres hensigter, så det ikke er hungeren som driver mig rundt.

    Den anden lære er ikke at være for hård ved mig selv. Ja gu reagere jeg ind i mellem dumt og uhensigtsmæssigt, og ind i mellem løber følelserne af med mig – vrede eller jeg bliver alt for ked af det. Det er prisen for den manglende selvtillid og den er der en god grund til. Så jeg er undskyldt og jeg bliver stadig bedre til at tilgive mig selv. Men man skal også lige huske på, at der også er mange skiderrikker derude. Som sikkert har deres egne dæmoner som de burde kæmpe med.

    Så mit budskab er nok noget i retning af: brug ikke kræfter på at prøve at forstå, hvordan psykopaten kunne være det bekendt. Brug hellere kræfter på at blive bevidst om, hvordan det har påvirket dig og øv dig grundigt i at holde af det du ser, når du betragter “din sjæl” på godt og ondt!

    • Kære Jan
      Tak for dit indlæg, og dine kloge kommentarer. Du har helt ret.

      Du får mig til at tænke på, at den største sorg i mit forhold til min mor, var ikke, at hun døde for nylig. Den største sorg var dengang, jeg måtte endegyldigt erkende, at jeg aldrig fik den mor, som jeg ubevidst stadig håbede på ville dukke op. At min mor ville forandre sig, og blive den, jeg havde brug for, og som jeg savnede.

      At sige farvel til håbet, var den største sorg af alle. Og den, der var sværest at læge. Men da først den begyndte at passere, så blev der plads til netop de ting, du påpeger.

      Kærlig hilsen
      Dorte

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.