Hvordan havde jeg det tidligere?

Tag dit liv tilbage fra psykopatenSå længe jeg kan huske tilbage, så har livet været en kamp. Jeg havde en konstant følelse af at være udenfor, anderledes og alene. Hele tiden at skulle gøre mig umage, gøre mig fortjent, gøre det rigtige, gøre noget mere…

Det var svært at finde balancen i noget som helst. Enten var jeg for lidt, eller jeg var for meget. Jeg stræbte efter det perfekte, og jeg fejlede altid. Jeg blev arbejdsnarkoman og skiftevis dørmåtte og Rasmus Modsat i jagten på anerkendelse. I ønsket om at blive set og hørt – samtidig med at jeg ikke kunne lide at være i centrum.

Jeg flyttede mig geografisk og jobmæssigt med jævne mellemrum i mit voksne liv, for at “få det rigtigt denne gang”.

Valgte en broget skare af mænd, nogle relativt normale, andre absolut dysfunktionelle i forskellige grader. Fælles for dem var, at jeg ikke fik det fra dem, som jeg havde brug for. Jeg dækkede deres behov, og anede ikke, hvordan jeg skulle få dækket mine egne behov – vidste ikke engang, hvad mine behov var.

Jeg gik ned med flaget i en alder af 33 efter en modbydelig skilsmisse. Heldigvis. Fordi jeg – meget mod min vilje – var nødt til at søge hjælp, så dårligt havde jeg det. Jeg var på vej til at tage mit eget liv i desperation over smerten, sorgen, vreden, frustrationen og en totalt dødelig træthed og udmattelse.

 

Hvad skete der så?

Efter akut hjælp fra en tålmodig sygehuslæge, endte jeg i en selvhjælpsgruppe. Det blev starten på 20 år i selvhjælpsgrupper og med dybdegravning i min historie, erkendelse af gedigen omsorgssvigt, sammenlapning af traumer, udredning af min egen adfærd, træning i sund adfærd og en lang “try and error” proces i kunsten at have relationer.

Jeg fandt blandt andet ud af, at jeg intet kunne huske fra tiden, før jeg var 16 år, og at jeg ikke vidste, hvad følelser var for en størrelse. Jeg havde ikke nogen som helst anelse om, hvem jeg var, hvad jeg mente, hvad jeg kunne lide og ikke lide, og om hvad jeg ville med mit liv.

Jeg fandt ud af, at alle mine (meget faste) holdninger, meninger og (mange) fordomme var noget, som andre mennesker havde installeret i mig. Det var ikke mine. Men jeg vidste heller ikke, hvad mine holdninger, meninger og fordomme så var.

Jeg måtte modstræbende erkende og acceptere, at min familie for den største dels vedkommende bestod af narcissister, psykopater og alkoholikere, og at en del af de mennesker, jeg havde været i nærkontakt med i mit voksne liv, havde samme adfærd.

Og jeg var igennem smerten ved at se i øjnene, at de mennesker jeg havde stolet på og elsket, ikke elskede mig, men systematisk havde nedbrudt mig for at kunne udnytte mig til at dække deres egne egoistiske behov. Den var hård.

Efter at have kortlagt og accepteret mit liv, begyndte jeg at bygge mig selv op. Jeg havde brug for at genopdrage mig selv, da jeg fandt ud af, at mine rollemodeller ikke havde lært mig noget brugbart som barn og ung. Og at jeg ikke var særlig livsduelig med det, jeg havde med mig i bagagen.

 

Hvordan har jeg det nu?

Dorte PearyJeg har brugt 25 år på at blive et menneske, jeg rent faktisk kan lide, med værdier og holdninger som jeg er glad for. Med et rigt følelsesliv og med nogle gode og holdbare relationer, som jeg selv har valgt. Min fortid er faldet på plads, erkendt og accepteret, og jeg er kommet videre uden bitterhed og vrede.

I dag har jeg stadig nogle eftervirkninger af den massive omsorgssvigt, jeg var udsat for i barndommen og et liv med psykisk vold, både som barn og voksen. Jeg har alle symptomer på Posttraumatisk Stress, tilknytningsproblemer, autoritetsproblemer, patologisk ensomhed m.v. – hvilket også har lagt grunden til en række fysiske skavanker.

Disse eftervirkninger betyder, at jeg skal leve mit liv med høj grad af sindsro, selvkærlighed, selvreflektion, hvile, kærlige relationer og hele tiden sikre mig, at jeg ikke er på en glidebane tilbage til traumerne. Den radar, jeg tidligere brugte til at skanne andre menneskers humør, adfærd og behov, den bruger jeg nu til at skanne mit eget humør, adfærd og behov – og til at dække mine egne behov.

Jeg er lykkelig, jeg er tilfreds med mig selv og mit liv, og jeg er ikke mindst taknemmelig over, at jeg har fået en ny chance for et helt andet liv.

 

Hvad har jeg lært?

Jeg har – fordi jeg var nødt til det – lært sindssygt meget om mig selv, om mennesker på godt og ondt, om relationer og om, hvordan vi reagerer og kommunikerer. Det er den læring, jeg bruger som konsulent, rådgiver, mentor og coach – og som jeg forøvrigt også brugte med succes i min lange lederkarriere.

Jeg har et helt livs erfaring i personlig udvikling, traumer, dysfunktion, underlig adfærd, ændring af adfærd, opbygning af personlighed, heling af traumer, opbygning af relationer, at overkomme frygt, accept af selvkærlighed, selvrefleksion og meget meget mere.

I 25 af disse år har jeg hjulpet andre i samme situation som mig. Jeg fandt ud af, at ved at give min viden og erfaring videre til andre, så hjalp jeg både dem og ikke mindst mig selv.

Efter min  mors død i 2015 følte jeg mig fri til også at tale om mit liv offentligt. Jeg startede med at skrive om psykopater, og troede, at jeg kunne sidde i fred og ro og skrive. Men så snart jeg begyndte at offentligegøre bare nogle få korte artikler, så blev jeg overvældet af henvendelser fra mennesker, der sad i nøjagtigt samme sitation, som jeg gjorde engang.

Så jeg har taget min viden og min erfaring, studeret de største internationale eksperter på området, taget kurser hos nogle af dem, blevet rådgivet af dem – og har pakket min viden i foredrag, kurser og mentorforløb.

 

Føniks Metoden

Tag dit liv tilbage fra psykopatenEfter at have arbejdet intensivt med dette i de sidste to år, og efter feedback fra 16 foredrag, 3 mentorgrupper, cirka 100 personlige rådgivninger og i nærheden af 500 telefonsamtaler, har jeg pakket min viden i en effektiv metode. Det er essensen af den metode, jeg selv har brugt.

Jeg har dog brugt oceaner af tid på at regne den ud, og på at fejle, stirre blind på diverse mure, der stod i vejen for mit udsyn og på at køre i ring.

Du får essensen serveret i denne metode. Du kan ændre dit eget liv med metoden. Jeg siger ikke, at det bliver let, men det bliver meget lettere, end hvis du skulle famle dig frem mod lyset – ligesom jeg skulle.

 

Trinnene i Føniks Metoden

  1. Har du en giftig person i dit liv?
  2. Hvordan er du påvirket af det?
  3. Hvordan slipper du fri?
  4. Hvilke skader og traumer har du med dig?
  5. Hvordan bygger du dig selv op igen?
  6. Hvordan lever du et godt, kærligt og frit liv?
  7. Hvordan kan du hjælpe andre?

Og nej, du skal ikke være perfekt i et trin, før du kan gå videre til det næste. Jeg anbefaler, at du arbejder med hvert trin, indtil du har en god følelse af, at du har flyttet dig. Du kan altid gå frem og tilbage i trinnene, og når du er færdig med de syv trin, så åbner der sig ofte nye områder, som du kan bruge trinnene helt eller delvist på igen.

Jeg guider dig igennem trinnene, så de passer til din proces og din hastighed.

 

Mønsteret i Føniks Metoden

Arbejdet med hvert af de 7 trin følger et mønster, der har vist sig virkningsfuld for sådan nogle som os.

Vi har brug for viden om giftige personer, hvordan de virker på os, hvilke skaber, vi har fået, hvordan vi kommer op igen, og om hvordan vi lever et godt liv. “Hvad er det her for noget?”

Viden bringer refleksion og erkendelse ind i vores liv. “Ok, det er sådan, det hænger sammen!”

Når vi har erkendt det, vi måske ikke har set – eller haft lyst til at se – så kan vi acceptere vores historie og acceptere os selv som vi er, med skader og det hele. “Godt så, jeg kender min historie og ved, hvad der hændt mig, og jeg er parat til at ændre det.”

Først derefter kan vi handle på vores viden, og begynde at ændre på vores liv. “Nu går jeg igang, det skal nok blive godt.”

Det grundlæggende mønster ser således ud:

Viden -> Erkendelse -> Accept -> Handling

Dette gentager vi på hvert trin indtil vi har opnået den ønskede effekt.

 

Resultatet af Føniks Metoden

Ved at følge dette mønster og de 7 trin i vores arbejde med os selv, så vender vi den negative spiral og begynder en positiv spiral mod frihed og selvværd. Vi slipper for at hive stegepanden ud af køkkenskabet, for at slå os selv oven i hovedet med den i selvafstraffelse for ikke at være god nok.

Både metoden og principperne giver os ro og indeholder en masse anerkendelse, forståelse og kærlighed. Og en sjat humor. Det er så forløsende at komme så langt, at vi begynder at kunne grine af os selv – og af de giftige personer.

En ekstragevinst, ved at gå i gang med denne metode, er, at du meget hurtigt bliver i stand til at kunne give din viden og erfaring videre, og derved kan du hjælpe andre i samme situation. Og derved hjælpe dig selv endnu mere. Hvis du vil.

 

Historien om Fugl Føniks

Tag dit liv tilbage fra psykopaten

 

Ligesom i fablen om Fugl Føniks, så er du blevet brændt af flammer i din egen rede – antændt af giftige mennesker.

Ligesom i fablen om Fugl Føniks, så bliver du genfødt fra din egen aske, du løfter dig op, spreder vingerne ud – og du flyver mod solen.

 

 

Hvis du vil have en lang oversigt over mine kompetencer, så er der en på siden om rådgivning – lige her.

Hele min dunkle fortid ligger forøvrigt udførligt beskrevet på LinkedIn.

Få 2 videoer om psykopater

Psykopat

Få svar på, hvad det er, de gør ved os, siden vi bliver så frustrerede, vrede, stressede, udmattede og kede af det?

Ingen spam. Du skriver dig op på min mailliste, og får artikler, videoer og noget om mine foredrag og andre begivenheder. Frameld dig nemt når du vil. Powered by ConvertKit