Jeg får tit spørgsmål om, hvordan man bedst hjælper sine børn, når man bliver skilt fra en hverdagspsykopat, der gør alt for at manipulere med både én selv og børnene.

Jeg er af den klare overbevisning – fra min egen barndom – at det bedste er at fortælle børnene sandheden. Selvfølgelig på en ordentlig og tilpasset måde, men at dække over den anden forælder eller forsvare denne gør kun et barn forvirret – og i værste fald bliver barnet overbevist om, at det er dem selv, der er noget galt med, og at deres følelser og reaktioner er forkerte.

Det bliver også underbygget i mine grupper, hvor de mest vrede deltagere er dem, der har oplevet hverdagspsykopater i barndommen. Og de er ikke mest vrede på hverdagspsykopaten. Nej, de er rygende vrede og skuffede over den sunde forælder, for som de siger: “Hvorfor fortalte hun/han mig ikke sandheden?”

Jeg har derfor spurgt Hanne Schmidt fra Samværshjælpen om hendes mening – og om hun ville give nogle gode råd til mine læsere.

Sådan hjælper du dine børn, når din eks er psykopat eller narcissist

Af Hanne Schmidt, indehaver af Samværshjælpen

 

Sådan hjælper du dine børn, når din eks er psykopat eller narcissistNår man bliver skilt, er der en masse gode råd i bøger og på nettet om, hvordan man skal håndtere sine børn i skilsmisseprocessen og bagefter – og om hvordan man skal være en god skilsmisseforælder.

Fx siger de fleste eksperter og de fleste andre fornuftige mennesker i øvrigt, at det er vigtigt, at man bakker op om børnenes relation til den anden forælder, og at man taler pænt om den anden forælder til barnet.

Desværre er der ingen tilsvarende lettilgængelige råd, i de tilfælde hvor man bliver skilt fra en psykopat eller narcissist, og man har børn sammen.

De fleste forældre er slet ikke klar over, at de står over for en hverdagspsykopat, og hvis de er, har de ekstremt svært ved – og med rette – at finde ud af, hvordan de skal håndtere hverdagspsykopaten og være en god skilsmisseforælder, der gør dét, der er bedst for børnene.

 

Mange bakker op om relationen

Derfor følger mange de sædvanlige gode råd, der er gavnlige over for mentalt sunde mennesker. De taler pænt om den anden forælder over for børnene og bakker op om relationen til hverdagspsykopaten, også selvom hverdagspsykopaten opfører sig uforståeligt, problematisk eller ligefrem stygt over for børnene.

I stedet for prøver de fleste at drøfte børnenes reaktioner med psykopaten eller narcissisten og for børnenes skyld at tage kampen med ham eller hende – en kamp som ikke fører nogen vegne – mens de forsøger at holde facaden over for børnene for at skåne dem for at finde ud af, at mor og far er uenige.

Dette er efter min mening det helt forkerte sted at kæmpe for børnenes ve og vel. Psykopaten eller narcissisten er uden for rækkevidde, men det er børnene ikke, og det er overfor dem, at du skal sætte ind med din omsorg og dine talegaver for at hjælpe dem bedst muligt.

 

Glatter ud over for børnene

Forestil dig en måske velkendt situation, hvor dine børn kommer til dig og stiller spørgsmålstegn ved hverdagspsykopatens opførsel over for dem, eller er decideret ulykkelige, fordi de føler sig nedgjorte, manipulerede med, skældt ud, dominerede eller ligefrem bange.

Du forsøger at berolige børnene, glatte ud, finde på undskyldninger for hverdagspsykopatens opførsel, og du tager måske ligefrem hverdagspsykopaten i forsvar.

I den bedste mening naturligvis, fordi du tror på, at det er det bedste for børnene, at forældrene ikke taler dårligt om den anden forælder eller blander børnene ind i deres uenigheder og konflikter.

Og måske også fordi du er bange for, hvad hverdagspsykopaten kan finde på at udsætte børnene eller dig selv for, hvis de ikke indordner sig.

Det er under alle omstændigheder noget rigtigt skidt, for i så fald møder dine børn ikke den forståelse, som de har så hårdt brug for fra dig – deres eneste sunde primære omsorgsperson.

 

Efterlader børnene i ingenmandsland

Sådan hjælper du dine børn, når din eks er psykopat eller narcissistNår man som den mentalt sunde forælder undlader at udtrykke klart over for sine børn, hvad man selv mener om hverdagspsykopatens opførsel over for dem, kan der meget nemt ske det, at man efterlader sine børn i et ingenmandsland, hvor de selv skal til at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert.

På den ene side har de et krav eller en opførsel, som hverdagspsykopaten har udsat dem for, og som de oplever, at den anden forælder bakker op omkring i større eller mindre grad, og på den anden side har de en følelse i maven omkring, at hverdagspsykopatens adfærd over for dem er helt forkert.

At stå alene med den følelse gentagne gange kan gradvist udvikle sig til, at børnene føler sig helt alene følelsesmæssigt og i værste fald forkerte som mennesker.

Den usikkerhed, det skaber i børnene, kan desuden gøre dem til nemme ofre for hverdagspsykopatens videre mission med at genere den mentalt sunde forælder, fordi hverdagspsykopaten får større grobund for at kunne manipulere børnene og få dem til at tro, at der er noget galt med den sunde forælder.

For det vil på ingen måde være tilfældet, at hverdagspsykopaten bestræber sig på at være en god skilsmisseforælder og taler pænt om den anden forælder over for børnene. I allerværste fald kan børnene underlægge sig hverdagspsykopaten fuldstændig og fx tage afstand til den sunde forælder eller tage hverdagspsykopatens adfærd til sig.

Læs også artiklen: Hverdagspsykopater elsker ikke deres børn

 

Hjælp børnene med at skelne mellem rigtigt og forkert

Bliver man skilt fra en psykopat eller narcissist, er det derfor vigtigt, at man sørger for at holde en meget tæt følelsesmæssig kontakt til sine børn og taler med dem om, hvad de har oplevet hos hverdagspsykopaten, og endnu vigtigere hvad de synes om det.

Det skal helst foregå på en naturlig måde, hvor det handler om at hjælpe børnene med deres svære følelser omkring de ting, som hverdagspsykopaten udsætter dem for. At tale grimt og nedsættende om hverdagspsykopaten er et totalt ”no go” på samme måde som det er at tale grimt om den mentalt sunde forælder.

Men det er efter min mening fuldstændig acceptabelt, og tillige absolut nødvendigt for børnenes bedste, at den mentalt sunde forælder hjælper sine børn med at skelne mellem, hvad der er en sund og god opførsel, og hvad der ikke er.

Har hverdagspsykopaten fx løjet om den anden forælder eller skabt en konfliktsituation, er det den sunde forælders opgave at få børnene til at se sandheden.

Enten ved at fortælle dem direkte, hvordan tingene hænger sammen, hvilket ofte er den bedste fremgangsmåde over for mindre børn, forudsat at de er mest knyttet til én selv.

Sådan hjælper du dine børn, når din eks er psykopat eller narcissistEller ved at man først taler med børnene om, hvor svær den pågældende situation har været for dem og dernæst stiller dem spørgsmål, så de selv kan konkludere, at det er hverdagspsykopaten, der har løjet eller skabt konflikten.

Jo mere man hjælper børnene med at forstå og håndtere hverdagspsykopatens intriger og konflikter, jo mere stoler de på én, og jo nemmere bliver det for dem ikke at gå i stykker på grund af deres relation til hverdagspsykopaten.

Du skal ikke være bange for børnenes smerte ved at opdage, hvordan deres far eller mor virkelig er. Det er langt værre for dem at komme helt og aldeles i hverdagspsykopatens vold.

Herudover er det væsentligt at støtte børnene i ikke at skulle se hverdagspsykopaten mere, end de selv ønsker, og hvad du vurderer er godt for dem.

For det er dig og kun dig, der skal vurdere dette. Du har ikke nogen mentalt sund forælder, du kan drøfte det med, eller som du bør tage hensyn til. I nogle tilfælde vil det endda være mest hensigtsmæssigt, at kontakten holdes på at absolut minimum eller slet ikke.

Også på dette punkt gælder de sædvanlige regler for at være en god skilsmisseforælder absolut ikke.

 

Sådan hjælper du bedst dine børn, når din eks er psykopat eller narcissist

  1. Erkend, at din eks er psykopat eller narcissist.
  2. Erkend, at din eks ikke vil følge de gængse etiske regler om at være en god skilsmisseforælder men i stedet vil behandle dig og børnene, ud fra hvad der gavner ham eller hende selv mest.
  3. Giv slip på, at du gerne vil behandle din eks som et mentalt sundt menneske, og/eller at du gerne vil opføre dig ordentligt og følge reglerne for at være en god skilsmisseforælder.
  4. Beslut, at du i stedet for vil gøre det bedste for dine børn, og at det vigtigste er deres ve og vel.
  5. Sørg for at have masser af nærvær, når du er sammen med børnene. Skab en tryg og glad stemning, hvor I hygger jer, og hvor tingene foregår på børnenes præmisser på den gode måde.
  6. Tal med børnene om deres følelser og holdninger, både omkring skilsmissen, og hvad der er svært i den forbindelse. Væn dem til at tale om, hvordan de har haft det, når de kommer tilbage fra hverdagspsykopaten.
  7. Bliv børnenes hjælper ved at tale med dem om godt og skidt, som de har oplevet sammen med hverdagspsykopaten. Anerkend de positive oplevelser/følelser, og tal med børnene om de negative, så de forstår, at det er hverdagspsykopatens adfærd, der er forkert – ikke deres egne følelser.
  8. Gør jeres løbende dialoger til din undervisning af børnene i, hvordan de tackler psykopaten eller narcissisten og deres egne følelser i forskellige situationer, så du ruster dem til at være sammen med hverdagspsykopaten uden at tage (nævneværdig) skade og hjælper dem til at vokse op som gode, hele mennesker.
  9. Undlad at tale med hverdagspsykopaten om børnenes reaktioner (det får du ikke noget ud af alligevel), og fokuser i stedet for på at lære børnene at navigere i hverdagspsykopatens adfærd.
  10. Koncentrer dig om at være en god rollemodel som forælder over for børnene (de har kun den ene).

 

Hanne Schmidt rådgiver og hjælper fraskilte kvinder så vel som mænd med børn, der er kommet i en samværsklemme mellem forældrene, i mange tilfælde på grund af eksens narcissistiske eller psykopatiske personlighed.

Hun hjælper både med at håndtere kommunikationen med børnene, eksen og de offentlige myndigheder, der ofte bliver indblandet i samværskonflikterne.

Læs mere på Samværshjælpen

 

Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen til min side, hvor jeg skriver og taler om at være pårørende til en hverdagspsykopat, som er det udtryk, jeg bruger som en fællesbetegnelse for psykopater, narcissister, sociopater og lignende.

Jeg bruger min egen historie og den viden, jeg har tilegnet mig de sidste 30 år til at hjælpe andre, der har prøvet det samme som mig.

2 svar til “Skal du fortælle dit barn sandheden?”

  1. Hej Alexa, det er lærerigt at læse alle dine indlæg, jeg vidste i mange år ikke at det der forpestede min barndom var en narcissistisk mor og storesøster, lærte blot tidligt at jeg kunne lige så godt opgi’, min søde rar far vidste intet om hvordan mit liv var. Nu har jeg lært en masse på flere måder, men jeg har lyst til at dele mine erfaringer med ligestillede, og det er der du kommer ind, kender du nogen nogenlunde nær mig, jeg bor i humlebæk og jeg er 73 år, jeg ønsker mig en lille snak med dig, hvis det er muligt. Kh kirstine

    • Kære Kirstine

      Tak for din besked, og dejligt at du kan bruge mine erfaringer.

      Jeg har ikke et kartotek over mennesker, jeg fokuserer på en facebookgruppe og mine gruppeforløb. Jeg havde et gruppeforløb i Humlebæk for et års tid side, men der er ikke nogen planlagt den nærmeste tid.

      Du kan altid booke en tid med mig, enten direkte her på min hjemmeside: Rådgivning/Coaching – eller ved at sende en mail til mig. Det kan du også gøre her fra hjemmesiden.

      Kærlig hilsen Alexa

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.