Dette er et af de spørgsmål, jeg oftest får. Efter et foredrag, i telefonen eller på nettet.

De fleste, der spørger, forstår simpelthen ikke, hvorfor de nu – hvor de er fri – ikke bare har det godt, og nyder deres liv i fulde drag.

I stedet opdager de, at de er totalt udmattede, næsten ikke kan slæbe sig af sted på arbejde, og slet ikke kan klare alt det, de kunne, da de var sammen med hverdagspsykopaten.

Og de opdager også, at det er en tilstand, der kan vare ved og ved og ved…

Komme sig over hverdagspsykopat

Jeg får meget ofte dette spørgsmål i forskellige forklædninger:

Hvornår bliver jeg følelsesmæssig fri? Hvornår får jeg min energi tilbage? Hvornår holder jeg op med at tænke på ham/hende? Hvor lang tid tager det at blive normal?

Jeg forsøger at lade være med at tage modet fuldstændig fra spørgeren, og svarer derfor ofte forsigtigt: “Jeg synes selv, at de to første år var de værste.” Hvorefter jeg får et hyl tilbage: “Jamen, så lang tid har jeg slet ikke!” Ledsaget af et meget fortørnet og utilfreds ansigtsudtryk.

Jeg svarer – eller nogle gange tænker jeg blot for mig selv: “Ja, jeg forstår dig godt, men hvad er dit alternativ?”

 

Jeg tog meget lang tid om det

Jeg nænner ikke at fortælle, at jeg først var nogenlunde fri, da der var gået omkring 15 år, at jeg stadig har sår og traumer, jeg skal tage hensyn til, og at jeg nok aldrig kommer mig helt.

Til trøst for alle skal det siges, at jeg ikke havde nogen viden om hverdagspsykopater og deres virkning, da jeg gik processen igennem, og derudover har jeg haft hverdagspsykopater i min barndom også. Så for mig har det været en rejse stejlt op ad bakke og samtidig i blinde. Det behøver det jo ikke være i dag, hvor tabuet og den deraf følgende uvidenhed er ved at smuldre.

Men det er stadig en stor opgave. Det, vi har været igennem, når vi har været i nærkontakt med en hverdagspsykopat, det er ikke for småbørn. Det er noget, vi er nødt til at tage meget alvorligt. Det er ikke klaret med et par ugers ekstra ferie.

 

Hvor lang tid tager det så?

Det korrekte svar på spørgsmålet om, hvor lang tid, det tager, er: “Det afhænger af forholdets /relationens længde, hverdagspsykopatens hårdhed, hvor meget viden du har, og hvor meget du arbejder med det, samt hvor villig, du er til at søge hjælp.” Og en ligeså korrekt tilføjelse til det svar: “Det tager meget længere tid, end du kan forestille dig, og kræver en meget større indsats, end du vil acceptere.”

Vi overlevere er normalt så viljestærke, modstandsdygtige, kampklare og seje, at vi forventer, at vi kan kæmpe os igennem dette også. Vores udfordring er, at det at komme sig over psykisk vold, traumer, terror og en systematisk følelsesmæssig, fysisk, psykisk og mental nedbrydelse, det er noget helt andet end at overleve fra dag til dag, som vi er vant til, i den krigszone som hverdagspsykopaterne skaber omkring sig.

At restituere og bygge os selv op kræver ro, selvomsorg og selvrespekt. Det kræver, at vi frigør os fra alt – og alle – der dræner vores energi. Det kræver, at vi står op for os selv, og det kræver, at vi sætter grænser og siger nej. Vi skal også lære at give slip på vores forsøg på kontrol. Jo, vi har fået et ekstremt kontrolbehov, det er en af vores skader.

Og ikke mindst kræver det, at vi skal til at lære noget helt nyt, nemlig at leve i fred, ro, renlighed og regelmæssighed. Uden dramaer, konflikter, kampe, overlevelsesinstinkter og uden vores afhængighed af adrenalin, kortisol, dopamin, oxytocin og meget mere.

 

En ny måde at leve på

Det kræver også, at vi begynder at stille os selv spørgsmålet: “Hvem er jeg?” og ikke mindst “Hvem vil jeg være?” Et spørgsmål, som nogle af os aldrig har stillet os selv, og hvis vi har stillet det, har vi ikke haft ro nok i vores liv til at overveje svarene.

Så hvis vi vil komme os over påvirkningen fra én eller flere hverdagspsykopater, så skal vi netop ikke kæmpe, som vi plejer. Vi skal lære en ny måde at leve på, som er det modsatte af at kæmpe. Et liv i ro og nærvær, med kærlighed til os selv, og med en anerkendelse af, at de sår og traumer, vi har fået, de er væsentlige, og med en accept af, at det er en stor opgave at restituere og komme op igen. Vi skal vælge at påtage os denne opgave aktivt. Det sker sjældent af sig selv.

Til gengæld står gevinsterne i kø i form af overskud, glæde, taknemmelighed, kreativitet og visdom, hvis vi påtager os opgaven. Prøv at tænke på, hvor mange kræfter, du har brugt på hverdagspsykopaten og dennes dramaer og ustabile adfærd, og tænk på, hvor meget du kan opnå, ved at bruge alle disse kræfter på et bedre og mere givende dit liv for dig.

Men at komme sig efter en hverdagspsykopat, det tager den tid, der er nødvendig. Og hvor lang tid, det er, det kan vi ikke vide på forhånd.

Test din hverdagspsykopat

Psykopat


Få adgang til en PROFESSIONEL TEST, så du kan få en idé om, du kender en hverdagspsykopat.

Få derefter 8 mail over 10 dage med videoer om hverdagspsykopater. Om hvad der kendetegner dem, og hvad de gør ved os.

Hvorfor bliver vi så frustrerede, vrede, stressede, udmattede og kede af det?

Ingen spam. Du skriver dig op på min mailliste, og får artikler, videoer og noget om mine foredrag og andre begivenheder. Frameld dig nemt når du vil. Powered by ConvertKit
Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen til min side, hvor jeg skriver og taler om at være pårørende til en hverdagspsykopat, som er det udtryk, jeg bruger som en fællesbetegnelse for psykopater, narcissister, sociopater og lignende.

Jeg bruger min egen historie og den viden, jeg har tilegnet mig de sidste 30 år til at hjælpe andre, der har prøvet det samme som mig.

3 svar til “Hvor lang tid tager det at komme sig efter en hverdagspsykopat?”

  1. Kommer man nogensinde sig helt over en såkaldt psykopat? Jeg var i et forhold, der endte for 22 år siden. Jeg føler mig stadig draget af min eks. Jeg har aldrig siden følt mig så forelsket som dengang. Jeg har været i dejlige gode forhold siden, men når det kom til lidenskaben/dramaet er de forhold blege ved siden af det, jeg havde med min eks. Men forholdet var usundt. Jeg blev kørt ned psykisk, isoleret, angst. Jeg ville ud af forholdet, men det blev en lang og sej kamp. Til sidst flyttede jeg nogle år til udlandet for at undslippe min eks og for at blive stærk psykisk igen. Efter jeg kom hjem igen forsøgte min eks at komme i kontakt. Jeg var høflig, kort for hovedet. Hvis vi rendte ind i hinanden på fx en cafe, forlod jeg stedet.  En anden vigtigt ting var, at da jeg brød med min eks brød jeg også kontakten til alle de personer og venner,  der også havde en relation til min eks. Kald mig bare paranoid, men for fem år siden stoppede jeg kontakten med en god veninde, der havde lært min eks at kende og kom til mig og sagde, at min eks da var meget sød. Det er nu mindst 18 år siden, at jeg sidst tilfældigt rendte ind i min eks. I dag bor jeg i en anden by, i en anden del af landet. Aldrig skal jeg have den person i nærheden af mig igen. Det er ikke had eller nag, det er frygten for at jeg lader mig drage af personen igen. 22 år jeg er fri også alligevel ikke. 

    • Kære Lykke
      Tak for din kommentar.

      Den påvirkning, vi er ude for, når vi er i nærkontakt med disse persontyper, er så rædsom og nedbrydende, at de fleste af os har livsvarige traumer. En del af os også PTSD. Det betyder, at vi har ændret os i mødet med dem.

      Når det er sagt, så kan vi også gøre en hel del selv, for at slippe fri af de traumer, der sidder i os. Vi kan arbejde med dem, gå i terapi eller i grupper, lære om, hvad det er, der har ramt os, og lytte til de eksperter, der kommer med forslag til, hvad vi kan gøre.

      Jeg har haft en hel del mennesker som dig i mine gruppeforløb. De kommer for at slippe det sidste bånd til hverdagspsykopaterne, og de vil ofte også gerne have hjælp til at turde gå ind i et eventuelt nyt forhold.

      Du kan godt – lige som mig – have skader, som du ikke kan slippe fri af, men der er altså også noget, vi kan gøre, for at lære at leve godt med vores skader. Uden sammenligning i øvrigt har vi samme udfordring, som de, der skal leve med en kronisk sygdom. Vi skal leve på en bestemt måde, vi kan ikke det samme som alle andre, men vi kan eje vores skader, og leve med dem. Også på en god måde. Men vi bliver aldrig som vi var før – men det er måske egentligt meget godt!

      Jeg går ikke ind i et forhold til en hverdagspsykopat igen, så noget har jeg lært. Jeg bliver ikke draget. Jeg registrerer, at de er der, men min viden sætter ind, og siger: Nej! Det er mine traumer, der bemærker dem – det er ikke mig.

      En vigtig viden for mig har været, at jeg i dag kan se, at mine forhold til hverdagspsykopaterne intet havde at gøre med kærlighed. Det var en besættelse, en afhængighed og et traume-bånd, der var decideret uhyggeligt. Men det var ikke kærlighed. Det havde intet med kærlighed at gøre.

      Du var ikke forelsket, du blev gjort afhængig af ham, som om han var kokain. Hele dit hormonstystem og din krop længtes efter ham, fordi han havde sat en biokemisk krig i gang i dig. Det har intet med kærlighed at gøre, og når du indser og accepterer det, så er du fri.

      Kram Alexa 😊❤️

  2. Hej, jeg har været gift med 2 psykopater, den ene værre end den anden.
    Min 1. mand var jeg gift med i 36 år, vi var sammen i 38 år, og har to børn sammen, nu voksne.
    Min 2. mand er jeg stadigvæk gift med, dog er vi separeret, ingen børn sammen.
    Jeg lever et ensomt og traumatisk liv, uden selvværd og følelserne er svære at håndtere, det er smertefuldt og stressende.

    mvh Ann

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.