Hvordan er det egentligt at have været i nærkontakt med hverdagspsykopater i hele sit liv?

Det er svært at beskrive. For det første ved jeg ikke, hvad normalt er, og derfor er det svært at sammenligne med normalt.

For det andet er det så gennemgribende, hvad denne omsorgssvigt har gjort ved mit liv, at det er svært at forklare på få sider.

Her er mit forsøg på at svare på spørgsmålet.

 

At overleve med grundangst og alenehedJeg har en grundlæggende angst for at deltage i livet omkring mig.

En angst for ikke at være god nok. En angst for at blive afvist. En angst for at blive kritiseret.

Jamen, er det ikke meget menneskeligt, spørger du måske? Joh, det er det nok. Men nogle af os har denne angst i en meget stor og livshandicappende dosis. Os, der har haft en barndom og ungdom med massiv følelsesmæssig omsorgssvigt.

 

Nedbrydelsen

En barndom og ungdom, hvor mit selvværd blev nedbrudt, min personlighed blev nedbrudt.

En barndom og ungdom, hvor min tillid til mig selv, til verden og til andre mennesker blev nedbrudt.

En barndom og ungdom med usikkerhed, utilstrækkelighed, uelskelighed.

En barndom og ungdom, der gik ud på at være på vagt over for de mennesker, der burde elske mig ubetinget. At vejre enhver stemning. At dække voksne menneskers behov. Deres behov for opmærksomhed, værdi, anerkendelse, accept. Og deres behov for afløb af raseri, kritik, magt, kontrol – og deres behov for at se mig blive brudt ned som menneske. For at de kunne se sig selv som betydningsfulde.

En barndom og ungdom som en ejendom, en ting, der skulle give de voksne opmærksomhed og ros. En ting – et umælende husdyr – der blev dresseret til at være den person, de voksne mente, jeg skulle være. En ting, der ikke havde tilladelse til sine egne følelser, sine egne tanker og sin egen personlighed. En ting, der skulle spille en speciel rolle, når der var publikum på, og som blev kritiseret for enhver fejl. En ting, der blev sat hen i hjørnet og ignoreret, når der ikke var publikum på.

 

Bekræftelsen

En barndom og ungdom, hvor jeg var sikker på, at min familie var normal.

En barndom og ungdom, hvor jeg var sikker på, at jeg ikke var normal.

En barndom og ungdom, hvor alle omkring mig accepterede, hvad der skete. Hvor ingen omkring mig spurgte mig, hvordan jeg havde det. Hvor alle tværtimod roste min mor og min familie for hjælpsomhed, sociale evner, charme, dygtighed. Hvor alle omkring mig sagde til mig, at jeg var heldig at have en mor og en familie som min.

En barndom og ungdom, hvor ingen nogensinde har givet mig et kram.

 

Selvtilliden

Jeg tog de uddannelser, min familie synes, jeg skulle have – og dækkede deres behov for prestige.

Jeg fik job, og fandt ud af, at arbejdspladser havde helt andre regler end min familie. Der var regler, der var de samme hver dag. Der var system i, hvordan tingene skulle gøres.

Jeg fandt ud af, at jeg var dygtig. Jeg fandt ud af, at jeg kunne få anerkendelse. Og jeg vænnede mig til, at de nok mente det.

Jeg kastede mig med hele mit liv ind i arbejdslivet. Der kunne jeg endelig finde ud af noget, der var jeg god nok.

Jeg tog flere uddannelser, blev mere dygtig, fik mere ansvar, blev medarbejder 24 timer i døgnet, blev arbejdsnarkoman. Blev leder. Endelig hørte jeg til et sted. Endelig var jeg god nok.

 

Relationerne

I dag viser sårene sig på forskellige måder.

Når jeg er i faglige sammenhænge er jeg afslappet, har selvtillid, er sikker og har højt selvværd. Jeg ved, at jeg er god, jeg ved, at jeg kan stole på min viden og min erfaring. Det har 40 års høj-intensiv træning lært mig. Bagefter er jeg stolt og glad.

Når jeg er sammen med et enkelt menneske, som jeg kender godt, er jeg afslappet, lyttende, talende og vist helt naturlig. Bagefter er jeg afslappet og glad.

Når jeg er i sociale sammenhænge, er jeg stille, tilbagetrukket, reserveret men for det meste venlig og smilende,  så folk omkring mig ikke opdager, at jeg er på udebane. Jeg føler mig akavet, og har mest lyst til at gå hjem. Bagefter er jeg træt og bebrejder mig selv, at jeg ikke bare kan være naturlig.

Når jeg er i nærheden af autoriteter – eller mennesker, der gerne vil være autoriteter – er jeg tavs, kold, indelukket og aggressiv. Jeg markerer grænser kort og kontant, jeg er ufleksibel og vred. Bagefter er jeg udmattet og tvivler på, at jeg har en plads i denne verden.

Den selvkritik, jeg er født ind i, ligger lige under overfladen – altid.

 

Konsekvenserne

Der er ikke ret mange, der ved, at det er sådan, jeg er, og sådan jeg reagerer.

Min barndom og ungdom har lært mig at dække mig bag en facade. En facade af venlighed, diplomati, følelsesløshed, nedisning af min person. En facade, hvor jeg ikke viser så meget som et gran af, hvem jeg egentlig er.

En facade, hvor folk ikke kan komme indenfor og ramme mig, hvor jeg er mest sårbar.

En facade, der er lavet for at beskytte mine barndomstraumer, min posttraumatiske stress, alle mine følelsesmæssige sår. Min facade er min beskyttelse, min ven, min måde at overleve på.

 

Aleneheden

Jeg har været alene, siden jeg blev født. Alenehed er min naturlige tilstand. Alenehed er det, jeg kender bedst, og der jeg har det bedst. Det er ikke ensomhed, det er alenehed – følelsen af ikke at blive lavet om, ikke at skulle præstere. Det sted, hvor jeg kan være mig selv, det sted, hvor jeg kan slappe af. Det sted, hvor jeg har det godt.

Alenehed er min ø i et forstyrrende omgivende hav. Et hav af offentlige myndigheder, regler, retningslinjer, kultur, medier, katastrofer, kriser, dilemmaer, krav, opmærksomhed, og ting jeg skal eller burde.

Et hav, som hvis jeg er i det for længe, kommer til at ligne en druknet mus, og hvor jeg udmattet må svømme op på min ø af alenehed, hvile ud, blive tørret og blive glad igen.

 

Overlevelsen

Folk synes, jeg er normal. Jeg ser normal ud. Mit CV er flot. Jeg er ikke en sag i det offentlige. Eller i det psykiatriske system. Jeg klarer mig selv. Jeg klarer mig ret godt. Jeg gør ofte det, som andre mennesker ikke tør. Jeg gør ofte det, som andre mennesker er misundelig på, at jeg kan.

Men jeg gør det ikke for at være interessant. Jeg gør det for at overleve i en ydre verden, jeg ikke føler mig godt tilpas i. Jeg er, som jeg er – af nødvendighed.

Jeg er en overlever…

 

Få 2 videoer om psykopater

Psykopat

Få svar på, hvad det er, de gør ved os, siden vi bliver så frustrerede, vrede, stressede, udmattede og kede af det?

Ingen spam. Du skriver dig op på min mailliste, og får artikler, videoer og noget om mine foredrag og andre begivenheder. Frameld dig nemt når du vil. Powered by ConvertKit
Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen til min side, hvor jeg skriver og taler om at være pårørende til en hverdagspsykopat, som er det udtryk, jeg bruger som en fællesbetegnelse for psykopater, narcissister, sociopater og lignende.

Jeg bruger min egen historie og den viden, jeg har tilegnet mig de sidste 30 år til at hjælpe andre, der har prøvet det samme som mig.

10 svar til “At overleve med grundangst og alenehed”

  1. Hej Alexa

    Jeg genkender stort set alt i denne artikel.
    Dejligt at nogen kan sætte ord på det, nu det er svært for mig. Er det din opvækst, du beskriver?

    • Kære Lisbeth
      Tak for dine kommentarer – og ja, det er mig selv og mit eget liv, jeg taler og skriver om.
      Kærligst Alexa

  2. Jeg må sige dig tak for artiklen: At overleve med grundangst og alenehed.

    Du har beskrevet min person så nøjagtigt, så det næsten er uhyggeligt.

    Jeg har været de samme ting igennem og plus mere. Hold da op hvor blev jeg glad

    for at endelig genkende mig selv, i en anden person.

    At du er kommet frem til alt dette, er som at komme i himlen for mig, bare det at føle

    samhørighed med dig og dette, er altså virkeligt stort.

    Jeg har aldrig mødt det før i mit liv, selv ikke efter terapi og lign.

    En af mine drenge beskriver mig som ensom, men jeg har prøvet at få ham til at forstå at

    jeg netop har brug for min alenehed, for at komme tilbage til livet.

    At jeg har brug for mit helle, min afsondrethed ,med tid til mig selv.

    Mine traumer har skabt afstand til mennesker jeg elsker, og det gør ondt.

    Men jeg vil altså også leve, heeles og være glad bare et par gange om året.

    Igen TAK TAK

    • Kære Dorthe
      Tusind tak for dine kommentarer.
      Det betyder meget for mig, for jeg sidder jo også ofte med den der følelse af, at det nok kun er mig, der har det sådan, og måske er jeg helt alene i verden, måske er jeg lige så forfærdelig, som min familie har fortalt meg, at jeg er.
      Selv om jeg ved, at vi er rigtig mange, der har oplevet det samme, som føler et samme, og som ikke tør tale om det, af frygt for at blive latterliggjort, kritiseret eller bare ikke blive troet på.
      Kram fra Alexa

  3. Tusind tak for at dele med os andre.
    Der er SÅ meget jeg genkender. Og din måde at forklare på er fænomenal. Ikke mindst omkring alenehed, som kan være utrolig svær at forklare andre, der slet ikke forstår og synes jeg burde komme mere ud. Fremover vil jeg bruge din formulering, da det ikke kan beskrives bedre. Tak igen, fordi du sætter ord på det jeg (og en masse andre) tumler med, har svært ved at forstå og acceptere, fordi vi ikke har din indsigt. Tak ?

    • Kære Andersen
      Tusind tak for din kommentar, det er så dejligt – også for mig – at vide, at vi ikke er alene i verden med vores følelser og de sår, de kommer fra.
      Og dejligt, at mit arbejde med at sætte ord på det, der har været mit liv, også kan bruges af dig. Det varmer mere end du aner.
      Kram fra Alexa

  4. Jeg blir 60 om to måneder … jeg netop født ind i en “perfekt “ familie. Min mor var lærer min far selvstændig ….vi var fire biologiske børn og to plejebørn for vi var jo en go familie. ?Min mor var en beundret lærer; hjemme stod den på mange tæv … ingen kærlige klap … og uddeling af skyld dårlig samvittighed og forkerthed , min far drak og svigtede, men jeg reddede livet fordi han osse bar normal ædru og kærlig. Senere i livet psykoterapi….. Der betyder rigtig meget at se et stort tabu blive brudt og mærke focus og hjælp til ofrene, for det blir vi jo indtil vi blir klogere …. derfor sender jeg et taknemmeligt hjerte, fordi jeg altid har måttet gemme min viden … den viden der gjorde mig stærk, var “for pinlig “ at sige højt . ❤️?❤️

    • Kære Kisten
      Tusind tak for din kommentar, jeg er rigtigt glad for hjertet.
      Jeg håber, vi kan begynde at tale om dette emne, og at det med tiden bliver helt naturligt at tale om svigt, overgreb, psykisk vold, og selvfølgelig alle typer af vold. Og at vi så vil blive hørt og forstået. Det er også mit ønske. Det tabu skader så mange af os, og vi er altså rigtigt mange – mange flere end vores samfund har lyst til at vide.
      Kram fra Alexa

  5. HVOR ER DET GODT BESKREVET. SENDER DIG MANGE GODE TANKER OG FØLER MED DIG. MÅ DU BARE VÆRE DIG I DIN EGEN RESPEKT, GLÆDE OG OVERLEVELSE.. VID VI ER FLERE. TAK FOR DIT MOD TIL AT DELE DET INDERSTE OG GIVE OS ANDRE DE ORD VI KAN HAVE SVÆRT VED AT FINDE. TAK AT DU ER DIG MED MOD, STYRKE OG OVERSKUD TIL AT VÆRE DER FOR OS ANDRE.
    TAK AT DU PÅ TRODS AF DINE “MANGLER” ER SÅ STÆRK OG GIVENDE – DU SKAL ROSE DIG FOR DIN VIDEN, OG VÆREN SOM ER GAVEN DU HAR FÅET FOR ALT DU HAR MISTET. TAK OG GIV DIG SELV ET STORT VARMT KRAM OG SMIL

    • Kære Anni
      Tusind tak for din kærlige kommentar, og tak for din opbakning.
      Og dejligt, at du synes, at jeg er brugbar. Stærk er vi nødt til at blive og være, ellers havde vi ikke overlevet vores barndom – de af os, der har oplevet en barndom i helvede.
      Kram fra Alexa

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.