Parasitten er en typisk narcissist, som de fleste af os er stødt ind i på et tidspunkt.

Charmerende, underholdende, sjov, spændende og altid i centrum. Med en forrygende selvtillid og en dragende intensitet. Altid lidt anderledes, altid lidt mere. Men også en patologisk løgner og en snylter af rang.

Parasitterne i verden leder efter partnere, der kan tage sig af dem. Forsørge dem, klare ansvaret, forpligtelserne, jobbet, pengene. Klare alt det, der keder narcissisterne og forstyrrer dem i deres selvoptagethed.

For et år siden

Parasitten er en typisk narcissistSusanne betragtede Alexander, der vanen tro stod midt i menneskemængden. Han var det charmerende centrum,  underholdende, sjov, nærværende og smilende. Alles opmærksomhed var rettet mod ham.

Det skete hver gang. Uanset om det var en fest, en reception eller midt på hovedgaden i myldretiden. Alexander var altid i centrum – og han nød det.

Susanne beundrede ham for det, men tog også en dyb indånding, for nu ville der gå et stykke tid, inden de kunne komme videre. Irritationen over at være glemt ramte hende, men hun skubbede det væk. Alle sagde jo, at hendes mand var fantastisk. Hun rettede sig op og smilede.

 

Susannes historie, version 1

Susanne havde mødt Alexander for 3 år siden på et kursus. Med det samme havde hun følt hans intense opmærksomhed. Han var altid i nærheden, han gav hende komplimenter, og hun nød følelsen af at blive attrået.

Hun ville ikke være sammen med ham. Der var noget, der sagde hende, at han nok var for smuk og for spændende. Der var for mange kvinder omkring ham. Der var noget over ham, der ikke føltes ægte.

Parasitten er en typisk narcissistAlligevel havde hans charme, og specielt hans begejstring over hendes selskab gjort indtryk. Efter kurset begyndte han at ringe til hende, sende romantiske og forelskede beskeder, og lidt efter lidt begyndte han at fylde mere og mere. Hun tog sig i at tjekke sin telefon for nye beskeder flere gange i timen.

Hvis hun ikke hørte fra ham et par dage, begyndte hun at blive rastløs. Og savnede ham. Så hun var jo nok forelsket.

Efter bare tre måneder flyttede han ind hos hende. Han var blevet sagt op fra sin lejlighed, så det var nemmest, at de bare flyttede sammen. Det skulle jo være dem.

Efter en måned sagde han sit job op, det var ikke rigtigt ham, han udnyttede ikke sine evner, og chefen behandlede ham ikke ordentligt. Susanne kunne sagtens forstå ham, det var jo vigtigt, at han havde et job, han kunne lide. Så selvfølgelig var det det rigtige at gøre.

De fik fælles økonomi, for Susanne ville ikke have, at han skulle bede hende om penge. De var ligeværdige, så hvad der var hendes, det var selvfølgelig også hans.

Alexander søgte flere jobs, men der var altid noget galt. Et par gange startede han i et job, men blot nogle få uger efter sagde han op igen. Det var alligevel ikke det rigtige.

I stedet talte han om, at han gerne ville giftes. Og han ville også gerne have børn med hende. Susanne synes, det var lige hurtigt nok, og i baghovedet på hende lurede også den kendsgerning, at Alexander havde 4 børn i forvejen. Men det var jo de forkerte kvinder, han havde mødt. Han havde jo prøvet at finde den eneste ene, men havde taget fejl. Men nu var det der, det perfekte forhold. Hun var kvinden for ham, resten af hans liv.

Susanne gik med til, at de blev gift, mest for at slippe for at høre på hans klagesang, om at hun ikke elskede ham lige så meget, som han elskede hende.

Alexander fyldte meget, men han var også charmerende og opmærksom, og meget fokuseret på, at hun var tilfreds – specielt seksuelt. Der var aldrig et ondt ord imellem dem, og de bøjede sig begge for at undgå konflikter. De talte efterhånden ikke så meget sammen, som de havde gjort i starten, men det fungerede.

Mere og mere levede han sit eget liv, han havde venner, hun ikke havde mødt, han gik ekstremt meget op i sin nye sport, han fik småjobs, hvor han rejste væk i flere dage ad gangen. Og Susanne var taknemmelig over, at han ikke klagede over hendes lange arbejdsdage.

 

I dag

Susanne sætter sig ind i bilen for at køre hjem. Hun har været til det fjerde gruppemøde i et forløb, hun har meldt sig til. Om at tage sit liv tilbage efter nærkontakt med en hverdagspsykopat.

Parasitten er en typisk narcissistIndtil i dag havde hun ikke rigtigt vidst, om hun overhovedet hørte til der. Hendes historie var da ikke så slem som de andres historier. Han havde aldrig slået hende, og det var sjældent, at han havde sagt noget hårdt til hende. Han var mere typen, der brød grædende sammen, hvis hun var for hård.

For 4 måneder siden havde hun bedt Alexander om at flytte. Selv om han gjorde alt for at få hende til at skifte mening, så havde hun holdt fast. Det var svært, for den dårlige samvittighed over bare at smide ham ud til ingenting plagede hende.

Dengang for 4 måneder siden var hun blevet ringet op af en fremmed kvinde. En kvinde, der havde fortalt, at hun og Alexander havde haft et forhold i over 2 år.

Kvinden havde fundet ud af, at hun kun var et af flere forhold, som han havde haft samtidigt. Hun var vred, og hun mente, at Susanne burde vide, hvordan han egentligt var. Hun fortalte også, at Alexander godt nok havde fortalt, at han var gift med Susanne, men havde sagt, at Susanne var psykisk syg, så han kunne ikke forlade hende. Der var intet, han hellere ville, men Susanne havde brug for ham. Måske senere…

Kvinden fortalte også, at nogle af de kortere rejser, som Alexander havde været på, var for at optage pornofilm, blandt andet sammen med hende. De havde begge tjent en del penge på det.

Susanne troede først ikke på det. Det måtte være en historie fra et sygt menneske. Men så begyndte hun modvilligt at tænke tilbage, og kunne se, at der var nogle episoder, der stemte med denne fremmede kvindes historie. Tvivlen begyndte at bide sig fast, og som den handlingsorienterede forretningskvinde hun var, så begyndte hun at tjekke historierne og tjekke Alexander.

Hun gik ind på hans mail. Hun havde engang i starten af deres forhold fået hans password, men havde selvfølgelig ikke brugt det. Hun var stolt over sin respekt for hans private rum.

Hun fik et chok, og for hver mail, hun læste, voksede hendes kvalme. Hun følte det, som om hun optrådte i et surrealistisk skuespil. Var dette virkelig hendes Alexander?

Så mange kvinder, så meget sex, så mange løgne. Og også nogle mænd, så det ud til. Lange beskrivelser, videoer, glødende kærlighedserklæringer. Og når Susanne var nævnt – hvilket hun sjældent var – så var det med beskrivelser som syg, sårbar, jaloux og kedelig. Og Alexander beskrevet som den store frelser, der tilsidesatte sig selv og sit liv for sin syge kone.

Det værste var de andre kvinders forslag til, hvad hun kunne gøre for at få det bedre.

 

Susannes historie, version 2

Susanne sad stadig i bilen. Hun følge sig lammet. Hun begyndte at se sit forhold i et nye lys. Den viden, hun havde fået i gruppeforløbet, var begyndt at trænge ind. Hun tog en notesbog frem og begyndte at notere sine tanker. Hendes hukommelse var blevet så dårlig på det sidste.

Parasitten er en typisk narcissistDa hun mødte Alexander, var der også andre kvinder, de flokkedes altid om ham. Hun var stolt over, at han valgte hende. Hun vandt.

Men hun var også den, der havde det bedste job, den mest imponerende titel, den højeste løn, den lange uddannelse, orden i livet, både økonomisk og arbejdsmæssigt. Hun så godt ud, og hun kunne begå sig alle steder. Et trofæ, som han kunne vise frem. “Se hvad jeg har scoret.”

Hun tænkte på alle de gange, hvor hun pressede ham til at tage et job, fordi hun ikke ville forsørge ham. Og hvor han tilsyneladende gjorde, som hun sagde, men det varede aldrig ved. Der var altid noget galt, og så var han arbejdsløs igen. Det så ikke ud til at bekymre ham.

Alle hans venner og hans sport. Var det overhovedet reelt? Der var ikke noget, der tydede på det – ikke udover sportstasken, han gik med. Men vaskede han egentlig nogensinde det tøj, der lå i den?

Da de flyttede sammen, havde han en del bøger om den kvindelige krop og sex. Det undrede hende, men han var en forrygende god elsker, så var det sikkert bare, fordi han var optaget af kvindens nydelse. Bortset fra, at jo længere tid, de var sammen, jo mere blev sex noget teknisk, hvor hun følte sig manipuleret til at have lyst. Selv når hun ikke havde det. Som om hun var en krop uden hoved. Det var ikke rart mere. De så ikke hinanden i øjnene, og der var ingen intimitet.

Hun havde kigget deres bankkonti igennem. Han købte, hvad han havde brug for, og der var deres fælles indkøb, han hævede jævnligt kontanter, men ikke alarmerende mange. Til gengæld var der ikke spor af de penge, han trods alt engang imellem havde tjent på sine jobs. De var åbenbart gået ind på en konto, som hun ikke kendte til.

Men alle udgifter var blevet betalt af hende. Også udgifter til hans børn. Og hans børnebidrag.

Hun huskede en episode, hvor han sad og drømte om sin egen storslåede fremtid. Om hvordan han ville blive berømt og beundret. Om hvordan han ville leve, og hvad han ville sige, hvad han ville gøre. I talestrømmen kom så denne sætning: ”Når du køber en Porsche til mig, så…”

Eller dengang, han talte om, hvilken vigtig virkning, han ville komme til at få på verden. Og hvor han alvorligt sagde: ”Det er jo vigtigt, at sådan en som mig spreder min sæd mest muligt.”

Eller alle de gange, han fortalte om sin dårlige barndom. Hvor svært han havde haft det, og hvordan alle altid havde misforstået ham. Eller som han sagde: ”Jeg er jo helt anderledes end andre, det forstod de ikke, og det har været meget hårdt.”

Hun begyndte også at gennemgå de episoder, hvor han havde løjet. Ikke kun over for hende, men også over for andre mennesker. Hun husker sin stille undren, for det var jo situationer, hvor han ikke havde behøvet at lyve. Når hun sagde til ham, at det han havde sagt, ikke var helt rigtigt, så smilede han bare stort – som om han var stolt. Han var ikke det mindste forlegen.

Susannes tanker gik tilbage til dengang, han endelig flyttede. Han gik duknakket ud af døren med tårer i øjnene, men da hun gik hen og kiggede ud af vinduet, gik han rask og frejdigt af sted, som om det var en helt almindelig dag. Han flyttede direkte ind hos en anden kvinde.

Parasitten er en typisk narcissistSusanne lukkede notesbogen, og puttede den i tasken. Hun fik øje på de papirer, hun havde fået tilsendt tidligere på dagen, og som hun havde bedt sin sekretær om at printe ud. Hun havde med vilje ikke villet se på dem. Men nu tog hun dem og foldede dem ud.

Det var en lang klagende redegørelse over Alexanders heroiske indsats og ikke mindst hans afsavn i deres ægteskab. Hvor svært det havde været for ham, og hvor meget han var gået glip af i sin opofrelse. Og urimeligheden i, at han var blevet sat på gaden uden noget som helst. Tiraden sluttede med, at det naturligvis kun var rimeligt, at han fik bilen og huset – og selvfølgelig et ægtefællebidrag på halvdelen af hendes indtægt.

 

Denne beretning

Susanne og Alexander er fiktive personer, men de er begge stykket sammen af mine egne erfaringer, samt af nogle af de mange historier, jeg har fået lov til at høre fra andre.

 

Parasitten er en typisk narcissist

Parasitten er en typisk narcissistDer er både flere grader og flere typer af hverdagspsykopater. “Parasitten” er en typisk narcissist.

Den adfærd, Alexander viser, stemmer meget nøje sammen med de karaktertræk, som kendetegner en narcissist. Dette er ikke den onde og dominerende type, men typen, der underminerer vores selvværd med deres egoisme, ligegyldighed og ikke mindst med deres løgne.

Ikke alle hverdagspsykopater er voldelige, og ikke alle passer umiddelbart ned i den beskrivelsen af en psykopat, som medierne og mange af os forbinder med betegnelsen psykopat.

Men Alexander passer perfekt på alle parametre på den selvcentrerede, utroværdige, glatte og overfladiske narcissist.

Han er som sagt ikke ondskabsfuld, men forrygende egoistisk, uansvarlig, manipulerende og løgnagtig. Han spiller dygtigt forskellige roller for at få det, han vil have. Som føler sig selvfølgeligt berettiget til det hele, og som er uden skygge af dårlig samvittighed. Som svinger mellem at opfatte sig selv som en gud – eller det store misforståede offer. Der er ingen mellemting. Vil du læse mere om kendetegnene for en narcissist, så er der en artikel her.

Men det er andre, der skal sørge for, at han får, hvad han vil have. Fordi han fortjener det. Og intet er hans skyld. Det er altid andres skyld.

 

Kender du en parasit?

Jeg kalder denne type for “Parasitten”. Fordi det er lidt ligesom en loppe, der vælger sig den bedste hund, der har noget godt blod, og som er villig til at transportere loppen behageligt rundt. En loppe som bare finder en ny hund, hvis den er utilfreds, eller hvis der kommer en hund forbi, der ser bedre ud.

Alexander i historien er en mand, men der er også rigtigt mange kvinder i denne kategori. Kender du ham – eller hende?

Fortæl om dine erfaringer i kommentarerne nedenfor. Du kan være helt anonym, hvis du ønsker det – brug bare et andet navn end dit eget.

 

(Kilde til narcissistisk adfærd: DSM-5)

Få 2 videoer om psykopater

Psykopat

Få svar på, hvad det er, de gør ved os, siden vi bliver så frustrerede, vrede, stressede, udmattede og kede af det?

Ingen spam. Du skriver dig op på min mailliste, og får artikler, videoer og noget om mine foredrag og andre begivenheder. Frameld dig nemt når du vil. Powered by ConvertKit
Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen til min side, hvor jeg skriver og taler om at være pårørende til en psykopat. Jeg bruger min egen historie og den viden, jeg har tilegnet mig de sidste 30 år til at hjælpe andre, der har prøvet det samme som mig.

6 svar til “”Parasitten” – en typisk narcissist”

  1. Min kusine er besat af en parasit.

    Det har stået på en del år efterhånden. Hun er 48 år nu, har aldrig fået børn og blev gift ret sent med sin første mand. Han var amerikaner og døde på dramatisk vis.  Dvs. hun havde/har i lang tid et traume omkring dødsfaldet. De var gift i syv år. 

    Efter nogle år tog hun sig sammen og gik på Tinder. Et af de første match var Søren (ikke hans rigtige navn). En rigtig pæn og lækker fyr set med hendes øjne. De mødtes, og han blev hængende. I starten var det frem og tilbage, da han ønskede et åbent forhold. Det kunne hun på ingen måde leve med. Men så fik han vandskade i sin lejlighed – og han kunne lige så godt flytte ind hos min kusine.

    Hun var glad. Nu havde hun jo endelig en lækker kæreste. 

    Søren har en forhistorie der gør, at han er ramt af ptsd. Han har haft en hård barndom og er ikke blevet elsket. Han har haft forhold med og fået børn med østeuropæiske kvinder. Nogle af børnene får han ikke lov at se, så det er meget synd for ham. Han er derfor afhængig af alkohol og piller. Han truer ofte min kusine med selvmord. Kan ikke arbejde..
    Han skær i sig selv. Da jeg på et tidspunkt var på besøg, lå han stenet i sengen, og min kusine hentede den kæmpestore køkkenkniv derinde fra.
    Han har siddet i russisk fængsel pga en anklage fra sin datters mor omkring incest. Historien er, at hun ikke kunne fortryde anklagen, da det så var hende, der ville blive straffet. Så han flygtede og har stadig resten af straffen hængende over hovedet. Det er også synd for ham..

    Søren bor stadig hos min kusine. Han har dog hele tiden beholdt sin egen lejlighed, så han kan være sig selv, når han har brug for det.. Han arbejder ikke. Min kusine har fuldtidsjob og forsørger ham 100%. Han laver ikke mad, gør ikke rent, køber ikke ind – og bryder sig ikke om, at hun rører ved ham. Dvs hun får ikke kys og kram. Han går amok ind imellem, når han er stærkt påvirket.
    De (=hun) har nu leaset en rigtig dyr bil. Hun har endnu ikke kørekort, så det er ham, der kører rundt i den. Han kører ikke engang hende, hvis hun har behov for det. De har fået hund. Men det er hende, der må tage det fulde ansvar, gå tur med den osv.

    Min kusines afdøde mand efterlod hende nogle ejendomme i USA af ret stor værdi. Søren har jo forstand på at hjælpe i den besværlige og indviklede proces det er at få pengene realiseret. Derfor fortjener han ‘løn’ for det.. Det er også lykkedes at få en mindre formue fri – og der er mere at hente.

    Vi, der er tæt på hende, kan tydeligt se, hvad der sker. Jeg har også i perioder næsten fået synliggjort det for hende. Men så tog hun en snak med ham om muligheden for, at han var psykopat. Det kunne han jo absolut benægte, da han jo var blevet testet i fængslet.. 

    Der er rigtig mange detaljer. Det er tydeligt, at hun trækker sig mere og mere fra os, der var tæt på hende. Vi kan jo finde på at kritisere forholdet. Jeg har snakket åbent med hende om det. Fortalt at jeg anerkender, hvordan hun har det – og er der for hende. Men jeg kan mærke, at jeg heller ikke længere bare kan se på, hvad han gør ved hende. Hun har ikke overskud til andet end sit arbejde og at servicere ham. Hun bliver mere og mere aggressiv på omverdenen, som jo er imod Søren. Hun forsvarer ham med næb og kløer.

    Men hvad gør vi, der holder af hende? Vi er bange og frustrerede. Hvordan stopper det? Bliver det, når han har tappet hendes konto og er stukket af? Eller når han at skade hende først? Kan vi overhovedet gøre noget?

  2. Et mangeårigt ægteskab resulterede desværre i en skilsmisse. Jeg nåede ikke at sørge og bearbejde skilsmissen, da jeg hurtigt efter trængte til bekræftelse og ønsket om at genetablere det tabte. 

    Jeg mødte kort efter en mand, som talte stort og bredt om hvor klog og vidende han var. Han var også meget optaget af sex (som jeg kan se flere har nævnt!)
    Han var eminent til at plage og overtale mig til alt. Når hans tre børn var forbi, så stod jeg alene med dem. Han lå i sengen, for han var i sorg over sin egen skilsmisse.

    Han begyndte at true med selvmord. En nytårsaftensdag kom jeg hjem, og han lå på sengen med en plastikpose over hovedet. Han rev den af og negligerede episoden da jeg ville ringe til psykiatriskskadestue. Jeg kontaktede hans familie, og de tog ikke episoden alvorligt, da han altid var dramatisk. 
    Manden blev rasende over jeg kontaktede familien,  han gjorde sig i stand og tog i byen som om intet var sket. Jeg sad alene den nytårsaften i chok og vrede.
    Jeg blev konstant manipuleret og talt til vægs. Og der fulget mange lignende episoder hvor han blev vred, og direkte sagde jeg skulle straffes. (Ikke fysiske men psykisk)

    Jeg skulle betale for alt, og han var stolt af det. Han formåede virkelig at plage sig til alt, og det var selvfølgelig dyre ting og jeg brugte ingen penge på mig selv!
    Han havde intet arbejde, og det viste sig senere at han var på kontanthjælp, men havde ikke fortalt om det.
    Han fortalte heller ikke om sine mangeårig sygemelding for angst og personlighedsforstyrrelse og en skitzotypisk lidelse,  det fortalte familien mig efterfølgende!!! Jeg havde forinden forholdet fortalt ham at jeg ikke ville involvere mig med mænd der var psykisk forstyrret, så han gjorde alt for at skjule det i sin opblæsthed og løgne. 

    Jeg endte med at miste mange hundrede tusinde kroner, mistede min selvtillid, tabte mig 20 kg. 1 1/2 år i total forvirring grundet hans manipulationer, storhedsvanvid og selvynk.
    Jeg er så flov over episoden, og trist over at jeg tilsidesatte migselv for at “hele” en parasit. Da jeg ville stoppe forholdet, fordi han havde gang i andre kvinder, begyndte han at stalke mig og jeg måtte flytte fra byen. 

    Jeg tænker at mit 22 årig tidligere ægteskab havde gjort mig blind og naiv, da jeg kunne stole fuldt og helt på min ex mand. Fejlen var, at jeg efterfølgende tog det som en selvfølge at folk taler sandt og agere hæderligt.
    Det er flere år siden jeg har fortalt denne historie, da den høre til i glæmslen. Men håber nogle kan se mønstret i fortællingerne og bede om hjælp, da man er så manipuleret at man har brug for hjælp til at komme væk. 
    Kærlig hilsen fru Anonym 

  3. Kære Beate og Alexa
    Det er et dilemma at være den, som ser alt klart i bakspejlet men som samtidig kan have rigtig mange dagsordner for at kontakte “den nye kvinde” (det giver din EX rigtig mange muligheder for at miskredittere dig og din udstrakte hånd).
    Så jeg er helt enig i at der skal trædes varsomt.
    Men jeg husker også, hvor ensom jeg var i min bekymring – hvad er et egentlig der foregår omkring mig, , er det mig som er skør og hvor kan jeg få hjælp. Jeg havde intet at sammenholde min realitet med og kunne derfor ikke reality-checke. Det ville have været guld værd, hvis jeg havde haft en livline, som jeg havde kunnet sammenligne erfaringer med.
    Formålet vil for mig være at give “den nye kvinde” adgang til information – ikke at “afsløre” min EX eller advare den nye. Jeg kan tilbyde “kugler” til hendes sag, men er i øvrigt ikke en del af en sag, som er mellem hende og ham.
    Så mine overvejeler gå i retning af at få etaleret en kommunikationslinje, som den nye kvinde kan anvende hvis hun får lyst/behov. Dette har to fordele: for det første vil det være den nye kvinde som beslutter om hun vil snakke med dig – altså hendes initiativ og ikke dit (hvorved du ikke kan beskyldes for at blande dig). For det andet er det svært at argumentere imod at kunne kommunikere (et af mine OBS var, da min EX forsøgte at forbyde mig at tale med min familie!) – du stiller jo ikke krav, hvad I skal snakke om. Hvis der f.eks. er børn er det smart med et telefonnr hvor der kan blive givet beskeder om glemte mobiler mv. – noget min EX ikke gider beskæftige sig med.
    Jeg har endnu ikke set mit snit til at give hende mit telefonnr – og jeg ved ikke om jeg rent faktisk vil gøre det, hvis/når lejligheden byder sig, så jeg kan ikke sige om det har/vil få personlige omkostninger for mig.
    Det ville være super at høre, hvis der er andre løsningsforslag eller erfaringer 🙂

  4. Hej. Jeg er en 52 årig kvinde, der nu er gift for tredie gang. Min første mand begik selvmord i en alder af 33 år, knapt et år efter vi var gift, han havde haft en barsk barndom og ofte blev han som voksen indlagt på psykiatrisk hospital. Efter hans selvmord var jeg selvfølgdelig meget langt nede, og måske også derfor, et nemt offer for min anden mand. Min anden mand, som jeg her vil kalde Per, hvilket ikke er hans rigtige navn, havde været en ven af mig og min afdøde mand et stykke tid inden. Per kom og “ hjalp” mig meget igennem min sorgperiode, da jeg var uheldig ikke at have en “ brugbar” familie i sorgsituationen. Inden længe fik Per overtalt mig til at han skulle flytte ind hos mig, da han på daværende tidspunkt stod uden bolig. Og inden jeg egentligt lod helt mærke til det, følte jeg at jeg på en måde stod i gæld til Per, for hans “ omsorg” for mig i min sorg. Ret hurtigt fik Per mig overtalt til at vi blev gift “ af økonomiske fordele” og da han også hurtig havde charmeret sig ind i mit hjerte, med “ gyldent snak og charme”. Jeg var sammentidigt ret svag og i sorg endnu, så det var også fristende at lade Per “ tage sig lidt af mig”. Men knapt var der gået et halvt år, inden det gik op for mig, at Per havde en gæld på ca. 1/2 mill. og stod i Ribers. Så alt der skulle købes på afbetaling og alle store som små lån vi efterhånden tog, stod i mit navn. Tiden og årene gik. Gradvist blev jeg mere og mere undermineret psykisk. Og gradvist overtog Per styringen af vores fælles økonomi, samt overtalt mig til at have fælles konto. Først var jeg tryg ved det, da Per lød overbevisende, både over for mig og over for f.eks bankrådgivere. Dog var det jo mig der altid skulle skrive under på lån m.m. Mere og mere blev vores fælles konto tømt ret hurtigt, hver gang det havde været den første. Og alverdens undskyldninger fra Per, fulgte i farvandet : “ dyr mekanikerregning”, O.s.v. Regningerne begyndte at hobe sig op, tilsidst i uåbnet konvoluter. Så begyndte alle rykkerne at komme. Tilsidst inkassogebyr. Altsammen i mit navn. Jeg fik dårlige nerver over aldrig at kunne tale Per til fornuft. Der udover krænkede Per mig ved at åbne et pornofirma på Internet, sammen med en anden. ( jeg er kristen). Det kom også frem at Per havde herpites C, efter en kort tid som narkoman. Og han havde aldrig brugt kondom sammen med mig. ( herpites C smitter igennem blod, så bare en tofte i min skede og på hans penis, kunne være nok til at jeg kunne smittes). Tilsidst endte det med at politiet opsøgt os og ville have mig med i skifteretten, på grund af en vægtafgift der ikke blev betalt på vores campingvogn. Per skulle jo stå for at få alt det økonomiske klaret, mens alt stod i mit navn. Tilsidst forlangte jeg at få indblik i vores økonomi og fandt ud af at Per havde en hel del månedlige udgifter til en hel del domænenavne og hans pornofirma, der blev betalt af vores fælleskonto. Endeligt forlangte jeg, at nu måtte han vælge om at blive skilt eller at jeg skulle overtal at køre økonomien. ( indklusiv at få betalt alle lånene ud, selv om det ville tage nogle år på stram økonomi). Per grinede bare og ville skilles. Det endte med at jeg stod tilbage med en ( fælles) gæld i mit navn på over 120.000 kr. og en kæmpe depration at slås med oveni med en indlæggelse. Jeg var bare en underskrift for ham og han var tilsydenladet også ligeglad med at jeg nemt havde kunne været blevet smittet med den sødlige herpites C. Kun fordi Gud havde lagt hånden over mig, blev jeg ikke smittet. Jeg var mildest talt chokket over det hele i ca. et helt år efter. Selvfølgdelig kan jeg kun give mig selv skylden for at været gået med til det hele og så så længe. Men der føltes som blev jeg gradvis hjernetvasket af Per og lagde ikke helt mærke til den gradvise udnyttelse af mig, før en det hele hobede sig op over hovedet på mig. Håber ikke dette er for langt skrevet et stykke. Alt godt til dig. Med venlig hilsen “ MIG”.

  5. Jeg har været i forhold med 2 “parasitter”. De passer ret godt på din beskrivelse af Alexander. I bund og grund er de jo nogle stakler, hvor reptilhjernen er den styrende. Jeg er ikke typen, der gider hævne mig – de er tilgivet, så jeg kan komme videre. Synes, det er irriterende, at jeg ikke længere har nemt ved at forelske mig. Jeg har nu efter en single periode på 1,5 år mødt en sød mand. Han får mig virkelig til at grine, hvilket er et must i min verden. Ved, at han ikke vil nasse på mig – han er meget ambitiøs omkring sit job, hvor han tjener ret godt. Han har eget hus, der ikke er i den billige ende og han har et super godt forhold til sine sønner og til sin familie. Er total sikker på, at han ikke har psykopatiske træk☺.
    Ang. de psykopater, jeg har kendt, har jeg ofte tænkt på, at jeg skulle advare andre mod dem – har haft dårlig samvittighed over, at jeg ikke har gjort det. Tænker bare, at det kunne afføde en ny kontakt fra deres side, hvis de fandt ud af det. Det orker jeg simpelthen ikke.
    Psykopat nr 2 konfronterede jeg med hans løgne – så slog hans reptilhjerne ret kraftigt ud, hvilket betød flere løgne for at forklare løgnene. Jeg husker, at jeg, efter han var flyttet fra mit hus, konfronterede ham med urigtige oplysninger på hans hjemmeside – han er indenfor noget alternativt. Selvom jeg sendte beviserne til ham, der viser, at han direkte kopierer
    anbefalinger fra andre behandlere…har så bare sat sit eget navn ind i stedet, ja så indrømmede han aldrig. Det kan så stadig bringe mit pis i kog, fordi folk vil opsøge ham som behandler på baggrund af de anbefalinger, som jo er det rene humbug. Mit spørgsmål til dig er, hvordan du vil reagere, hvis andre behandlere kopiere anbefalinger, som du har liggende på din side? Spørger, fordi jeg vil vide, om jeg har pligt til, at gå videre…ved ikke hvorhen….med den form for plagiat.

    • Kære Beate
      Tak for din kommentar og dine spørgsmål.
      Dejligt at høre, at du er sluppet ud af de forhold. Det er dog meget normalt, at vi mister tilliden til andre mennesker, når vi har været i nærkontakt med hverdagspsykopater – uanset type. Vi kan jo ikke stole på dem, og vi føler os så dumme, når vi først finder ud af det efter et stykke tid. Det sætter sine sår. Men det er helt ok at være forsigtig – den rigtige mand vil forstå det.

      Det er så genkendeligt, det du skriver med gerne at ville advare andre og indberette deres syge adfærd. Som du selv skriver, så kan det, at vi afslører dem, give en masse konflikt. Psykopatens nye ofre vil sandsynligvis fortælle det til psykopaten, og så vil vi få en masse problemer med dem. De elsker konflikter, og kan køre det helt op i et stort drama.
      Der er noget sundt i at ville advare andre, men som overlevere af en psykopat, så skal vi tænke på, at vi er så stressede, ødelagte og nedbrudte, at vi i forvejen er på hælene. Og psykopaten kan drive os endnu længere ud ved de konstante konflikter. Er det det værd?

      Hvis psykopaten blot ignorere os og fortsætter, så slipper vi for konflikten, men vores retfærdighedssans låser os fast i en slags besættelse. Vi bruger al vores tid på at skumle over deres opførsel, og vi giver dem derfor en hel masse opmærksomhed – en opmærksomhed, de ikke har fortjent, og som ikke gavner os.

      Det bedste vil være, at vi begynder at tænke på os selv, og give slip på psykopaten og deres grænseoverskridende opførsel. Mennesker af denne type vil blive ved med at stjæle, plagiere, snyde og lyve. Det kan du ikke gøre noget ved. Du kan håbe, at det rammer ham i nakken på et tidspunkt, men hans opførsel er ikke dit ansvar, og det er ikke dit problem. Du har et liv, der skal leves.

      Lige omkring plagiat, der har jeg flere gange oplevet, at andre har kopieret mine artikler og sågar også teksten på min hjemmeside. Jeg har enten selv opdaget det, eller venlige mennesker har skrevet eller ringet til mig, at de har set, at jeg er blevet kopieret. Jeg skriver til dem, der har plagieret – enten selv eller via en advokat – og fortæller, hvad jeg har opdaget og beder dem om straks at fjerne teksten. De fleste gør, hvad jeg siger – med større eller mindre tirader af bortforklaringer og undskyldninger, men jeg har een gang kørt en retssag mod en, der solgte mit arbejde, og tjente penge på det. De fleste af de mennesker, der kopierer andres tekster og arbejde, er enten umådeligt uvidende om ophavsrettigheder, eller mener, at det har de da helt ret til – de ejer ikke en samvittighed – og går den, så går den. De sidste behøver ikke at være hverdagspsykopater, men de læner sig ofte op af den adfærd.

      Tænk dig om, og gør det, du kan. Men pas på dig selv og din sunde fornuft. Det vigtigste er altid at slippe fri var hverdagspsykopaterne, og selv blive hele og sunde mennesker igen.

      Kærlig hilsen Alexa

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.