Jeg har valgt at bruge ordet “Psykopat” i mine skriverier. Det er et godt gammelt ord, og de fleste har en god opfattelse af, hvad en psykopat er.

At være psykopat er defineret som en personlighedsforstyrrelse. Og så er vi ovre i psykiatri og psykologi. Og vi er ovre i et omfattende diagnoseapparat og mange tunge og firkantede teorier. Jeg har startet min research i psykiatrien, hvor der findes diagnoser på forskellige personlighedsforstyrrelser, og jeg er ved at sætte mig grundigt ind i dem. Jeg skal bruge dem som nøgle til at lave en liste over de personlighedstræk / karaktertræk, som vi kan forvente hos en psykopat. Langt de fleste mennesker, der har en personlighedsforstyrrelse, har mere end een af dem, og derfor er der også forskellige udgaver af psykopater.

Min grundlæggende opfattelse er alligevel, at uanset hvilken diagnose eller hvilke diagnoser vores psykopat ville få i det officielle system – hvis de nogensinde kunne overtales til at komme i nærheden af det – så vil vi som pårørende, ven eller kollega blive påvirket af deres adfærd, når vi er i nærheden af dem.

Diagnoserne er blot forskellige nuancer af mennesker, der er svære at have nærkontakt til. Og min opgave er ikke at definere andre menneskers personlighedsforstyrrelse, min opgave er udelukkende at forsøge at hjælpe de mennesker, der er berørt af et menneske, som det er skadeligt at være sammen med.

Her får du en version af nogle grundlæggende psykiatriske definitioner, som du foreløbigt kan bruge til at afgøre, om du er i nærheden af en psykopat. De bliver mere nuancerede senere.

Dyssocial personlighedsforstyrrelse, også kaldet Psykopatisk, Sociopatisk, Antisocial personlighedsforstyrrelse

  • Grov ligegyldighed overfor andres følelser
  • Manglende ansvarsfølelse og respekt for sociale normer og forpligtelser
  • Manglende evne til at fastholde relationer med andre
  • Bliver hurtigt frustreret, irriteret og aggressiv
  • Manglende evne til at føle skyld eller lade sig påvirke af erfaringer, inklusiv straf
  • Bortforklarer egne handlinger og skyder skylden på andre
  • Manglende evne til at tilpasse sig samfundets normer
  • Bedrageriskhed ved brug af løgne for personlig vindings skyld
  • Impulsivitet eller manglende planlægning af fremtiden
  • Hensynsløs tilsidesættelse af egne eller andres sikkerhed
  • Uansvarlighed ved manglende fastholdelse af arbejde eller opfyldelse af økonomiske forpligtelser
  • Føler ingen dårlig samvittighed overfor sine handlinger

Narcissistisk personlighedsforstyrrelse (definition findes kun i USA)

  • Grandios /storslået fornemmelse af egen betydning
  • Optaget af fantasier om stor succes, magt, evner, skønhed og ideel kærlighed
  • Overbevist om at være noget særligt og enestående
  • Kræver overdreven beundring
  • Har en opfattelse af at være særligt berettiget, og forventer at andre indordner sig
  • Er interpersonelt udnyttende og bruger andre mennesker
  • Mangler empati
  • Misundelig på andre, tror også at andre er misundelige på dem
  • Arrogant, hoven adfærd og holdninger

Jeg har valgt at kalde mennesker med disse personlighedforstyrrelser for psykopater. Det er godt at have defineret en forskel på de to personlighedsafvigelser, og det er en skelnen, der kan bruges af kriminalforsorgen og psykiatrien til meget godt, men som vi almindelige mennesker kun bliver forvirret af.

De ovenstående symptomer er efter min opfattelse de klart mest skadelige for os, som har en relation til en psykopat, og da disse to personlighedsforstyrrelse oftest findes i varierende grad i den samme person, så er det nemmeste at tage et pragmatisk udgangspunkt.

Det vil sige, at jeg i mine skriverier opfatter psykopater som personer, der ikke har nogen samvittighed OG som bruger andre mennesker efter behov. Prøv at se, om rækken af symptomer i større eller mindre grad passer på din psykopat. Jeg vil senere komme med forskellige tillægspersonligheder, som også passer på mange psykopater.

(Kilder: Erik Simonsen, John Toft og diverse opslagsværker)

Få 2 videoer om psykopater

Psykopat

Få svar på, hvad det er, de gør ved os, siden vi bliver så frustrerede, vrede, stressede, udmattede og kede af det?

Ingen spam. Du skriver dig op på min mailliste, og får artikler, videoer og noget om mine foredrag og andre begivenheder. Frameld dig nemt når du vil. Powered by ConvertKit
Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen til mit univers, hvor jeg skriver og taler om at være pårørende til en psykopat. Jeg bruger min egen historie og min viden til at hjælpe andre, der har prøvet det samme som mig.

8 svar til “Psykopat, sociopat eller narcissist eller…”

  1. Jeg har læst om din workshop og også dit afskedsbrev til din mor. Dine beskrivelser rammer klokkerent, og det gør bare så ondt. Jeg har aldrig troet, min mor var ond, hun har gjort det bedste hun kunne. Og jeg føler mig som det usleste væsen at føle, det ikke var godt nok. Hele mit liv har jeg slået mig selv i hovedet – hvorfor KAN jeg ikke bare gøre det godt nok? Hvorfor skal der dog være noget, der er mig? Livet ville være SÅ meget lettere for alle, hvis bare jeg ikke var så umulig. Eller,  når jeg har det allerværst, bare ikke var her overhovedet.
    Det er så utrolig smertefuldt og angstprovokerende at begynde at mærke følelserne rigtigt og sige alle de forbudte ting højt. Hver dag er en kamp, som jeg stadig ikke er sikker på, at jeg kan klare. Jeg kan derfor slet ikke beskrive, hvad det gør ved mig at læse dine ord. Du har fuldstændig ret i, at det er overmåde vigtigt at få ud, at man GODT KAN komme ud af det og få et liv, man kan holde ud at være i. En kæmpe tak til dig for denne gave!

  2. Hej Dorthe Alexa Peary
    Jeg har været rundt i din artikel, læst brevet til din mor, meget stærkt skrevet. Men igen mangler jeg noget. Der er spørgsmål som, har du børn med en psykopat , kender du en psykopat, narcissist osv. Jeg har aldrig mødt en overskrift : Er dit barn psykopat, narcissist . 
    Jeg har måske læst de forkerte steder og ville da blive glad for at kunne finde en artikel der omhandlede dette. Jeg kan da ikke være den eneste der er blevet begavet med et narcissistisk barn, og det helvede det er. Kan du hjælpe ?

    • Hej Anette
      Jeg har skrevet et indlæg d. 9.4.17 omkring det samme du efterlyser, og ville gerne have haft samme kendskab til emnet den gang for 22 år side som jeg nu har læst meget om. I dag er det nok for sent for mig, men jeg mangler stadig at få det bearbejdet, hvordan jeg kan komme videre med den store sorg at miste pga sådanne mennesker. Hvis jeg ud fra det jeg har oplevet siden min søn blev født og den behandling jeg har været udsat for siden, kan give dig noget at arbejde med, giver jeg gerne ud af mine oplevelser.

  3. Hei! Jeg er akkurat nå i en veldig vanskelig periode da min kjæreste som jeg nå betrakter mest må være en narcissist. Han slår og ønsker ingen nærhet og betaler ingenting på husets utgifter som jeg kjøpte . Altså får jeg ingen trygghet i ham. Er så lei meg ikveld da jeg ønsket så vi skulle klare å bo sammen. Er redd for å flytte med ham igjen pga. at han slår når han blir sint. Men føler meg også så utrolig ensom alene og er depressiv. Noen råd?

    • Flygt! Han taget dit selvværd, din selvrespekt og en masse andet. Derfor flygt mens du kan, han bliver aldrig en kæreste eller en mand for nogen kvinde. Han tænker kun på sig selv og sine egne behov, aldrig på dig eller dine behov.

  4. Hei Emma! 

    Kunne ikke være mere likt min situasjon enn det du beskriver her.   Har på en prikk den samme situasjonen som deg… Lei meg og sørger… 

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.