At være opvokset i en familie med psykopater har givet mig en konstant skyldfølelse over stort set alt. Det vil sige, at hvis nogen bebrejder mig (eller andre) noget, så er min første reaktion: “Det er nok min skyld!” og den næste tanke: “Hvad kan jeg gøre?” eller “Hvad kan jeg lave om på?” (Ved mig selv selvfølgelig.)

Selv efter års selvudvikling dukker tanken op. Men jeg har et effektivt middel mod denne reaktion, og det er et citat af Daniell Koepke, som jeg har hængende på min væg over mit skrivebord.

Citatet udtrykker en helt enkel og ufortyndet sund fornuft, og det er netop sund fornuft, jeg har mest brug for i mit liv. Sund fornuft er en stor mangelvare i nærheden af psykopater, så det er ikke en af de kompetencer, jeg har med i bagagen hjemmefra! Det er nødvendigt for mig, at læse sort på hvidt, at jeg ikke behøver at opfylde andre folks forventninger til mig, hverken de sagte eller de usagte. Og at jeg ikke behøver at have disse mennesker i mit liv – heller ikke selv om det er familie. Jeg kan sige: “Selvfølgelig skal ingen mennesker have lov til at behandle mig dårligt – og gøre det igen og igen!”

Så når psykopater og andre giftige mennesker i mit liv dukker op med krav og forventninger, eller jeg selv får bildt mig ind, at “jeg må da gøre noget”, så læser jeg mit citat, trækker vejret dybt ned i maven, og bliver enig med mig selv om, at jeg godt må sige nej – og at jeg godt må vende ryggen til. Jeg skal ikke acceptere uacceptabel opførsel – ikke fra nogen!

Hvis du er i gang med den svære opgave, det er at adskille sig fra en psykopat, så håber jeg, du vil få glæde af citatet – print det ud og hæng det op. Skyldfølelse kan ikke bruges til noget. Det er blot een af bivirkningerne ved at omgås en psykopat.

Jeg har – efter bedste evne – oversat citatet, så det er min udgave på dansk, der pryder dette indlæg. Hvis du foretrækker den engelske udgave – så får du den her.

Få 2 videoer om psykopater

Psykopat

Få svar på, hvad det er, de gør ved os, siden vi bliver så frustrerede, vrede, stressede, udmattede og kede af det?

Ingen spam. Du skriver dig op på min mailliste, og får artikler, videoer og noget om mine foredrag og andre begivenheder. Frameld dig nemt når du vil. Powered by ConvertKit
Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen til mit univers, hvor jeg skriver og taler om at være pårørende til en psykopat. Jeg bruger min egen historie og min viden til at hjælpe andre, der har prøvet det samme som mig.

6 svar til “Skyldfølelse”

  1. Tak Dorte, for at du har delt dine opplevelser frit på nettet.

    Jeg har det rigtigt svært med min egen familie. Jeg elsker dem jo, men mine søskende og min mor er alle hverdagspsykopater. Min far var også, men han er død nu.

    Jeg tror jeg har udviklet en slags psykologisk afhængighed af psykopater, for almindelige mennesker virker så “kedelige” i sammenligning. Man får et slags adrenalinkick af at være sammen med psykopater. Man ved aldrig helt om de har en god eller en dårlig dag, om de vil være søde ved dig, eller om man får skældud eller måske bliver såret på en finurlig måde. Men det er nu ikke derfor man bliver afhængig. Der er en slags “x-faktor” som har været tilstede hos de mænd jeg har været sammen med, som også falder indunder kategorien.

    Jeg kender til det du skriver om at have dårlig samvittighed. Jeg går rundt med konstant dårlig samvittighed over de mennesker jeg undgår, fordi det er nære barndomsvenner og søsken, plus min tidligere “bedste ven” i voksen alder.

    Jeg er i et slags ingenmandsland lige nu. Bor hjemme hos min mor fordi jeg har været rigtigt syg og har ikke kunnet klare mig selv. Men nu kan jeg mere og mere for hver dag. Jeg skal til at finde et nyt sted at bo, kan jeg mærke. Men jeg er skide bange. Jeg er bange for at jeg vil føle mig ensom, at jeg ikke kan finde ud af at holde lejligheden i orden. Du har skrevet om at din mor dukkede op og gjorde rent og ryddede i dine papirer indimellem. Sådan er min mor også. Hun kan ikke lade være. Og jeg ved at hvis jeg ikke gør noget, så kommer hun måske og rydder op, hvis hun får lov. Men jeg føler mig bare så handlingslammet. Som om hjernen ikke fungerer. Jeg kan ikke finde ud af at treffe det mindste valg. Selv det at smide et tomt syltetøjsglas ud virker helt uoverskueligt. Min mor har bidraget til at gøre mig bange for at treffe de forkerte beslutninger, for hun kører på i årevis efter man har gjort noget der var dumt i hendes øjne.

    • Kære Nora
      Tak for din kommentar og din beskrivelse.
      Jeg synes du rammer meget tæt på de følelser, jeg har gået med i årevis, jeg kender både det med at gå efter de “spændende” mennesker/mænd, skyldfølelsen, frygten for ikke at kunne finde ud af at leve sit liv, og hjernen, der ikke virker.

      Hvis det er nogen trøst, så er alt det, du nævner, helt normalt – i vores kategori! Og det har helt fornuftige årsager. Først og fremmest er det ikke dig, der er noget galt med – du har været udsat for en opvækst og nogle mennesker, der har været skadelige for dig, og har røvet dig for selvtillid, selvværd og energioverskud. Også selv om det tilsyneladende ikke ser så slemt ud – tro mig, det har det været for et lille sårbart barn og for et menneske, der skal igennem den store opgave at blive voksen.

      Psykologer har for mange års siden slået fast, at vi vælger partnere og venner, der ligner vores forældre. Har vi sunde forældre, så vælger vi sunde partnere. Har vi dysfunktionelle forældre, så vælger vi dysfunktionelle partnere mv. Vi er så at sige kodet til det – uanset hvor meget vi ønsker noget andet. Kun hvis vi bevidst arbejder med os selv – finder ud af mønstrene, får hjælp til at se fortiden klart, taler med andre om dette, og finder ud af, hvad vi egentligt ønsker – først da kan vi se klart, og først da kan vi ændre det.

      Jeg synes du skal læse om noget der hedder Complex PTSD, det er en særlig form for Posttraumatisk Stress, som vi får af en lang periode med kriser og traumer. Ligesom soldater kan få PTSD af at være i krig og opleve noget traumatisk, lige såvel kan vi, der har været udsat for langvarig påvirkning af giftige mennesker få samme sygdom. Gå til din læge, når du har undersøgt det – hvis lægen er enig, så få en henvisning og insister på at få hjælp.

      Du er ikke hverken dum, grim, doven eller ubrugelig. Du har været udsat for seriøs traumatisk omsorgssvigt og for psykisk vold. Og en sådan behandling har selvfølgelig følger. Det er det eneste, der er galt med dig.

      Du er et godt, kærligt og værdifuldt menneske – og du er i dag startet på vejen til at blive det i dine egne øjne også. Det kan godt tage lidt tid, men du kan godt!

      Stort kram fra
      Dorte

  2. Kære Dorte
    Tak for din blog, den hjælper mig meget i min egen svære familiesituation. 
    Min svorger har altid været meget opfarende, spydig, nedladende over for andre mennekser. Altid været eminent til at finde ens svagheder og borre i dem. Han har aldrig kunne vise glæde, hvis der skete noget godt i vores ( hans lillebror og svigerinde) liv (rejser, ny møbler m.m.) Tværtimod er han rigtig god til at kommentere det negative ved alt. Når det gælder ham selv har han altid været på den fedeste rejse, oplevet det vildeste og fremstår som meget egoistisk og arrogant. Han blev skilt for 4-5 år siden og efter det er det kun gået ned af bakke. Min mand er begyndt at sige fra over for ham og sætte grænser og det har afstedkommet nogle helt vilde udbrud og meget agresive udtalelser og trusler om vold fra min svorgers side. Min mand og jeg har nu aftalt at vi helt fjerner os fra ham, da det er meget uhyggeligt og vi er klar over at det ikke er normal adfærd. Det er ligesom om at han har haft sin kone til at trække den anden vej, men nu hvor hun er væk kan han slet ikke styre sit temperament. Det er som om det hele skal gå ud over os, efter han er blevet skilt. Det skal lige siges at da de blev skilt blev de ved med at se hinanden meget, også sammen med os. Nogle gange så vi ham og børnene, andre gange var vi sammen med hans ekskone og børnene. Andre gange var vi sammen alle sammen. Pludselig efter 3 år ville han ikke have at vi så hans ekskone mere, og sagde at hvis vi blev ved at se hende ville han ikke se os mere. Det ville vi ikke acceptere og derefter kørte det helt af sporet.
     Han anklager os for alt og vil ikke have at vi ser hans børn (som er meget glade for os) Han kalder min mand meget grimme ting og har truet ham med vold. Mit spørgsmål er; kan man som psykopat blive endnu mere psykopatisk når nogen sætter grænser og siger fra eller er det fordi han bare hader os? Hvad er det bedste vi kan gøre? KH Hanne

  3. Hej

    Må desværre fortælle at jeg føler mig skyld i at jeg ikke kunne gøre mere for min ex psykopat fordi jeg har sådan en omsorg, og nok måden jeg skred fra ham på, men følte det var det bedste for mig. Jeg skal bare komme ovenpå igen og få mit indre jeg til at føle mig tilpas m.m igen men pyha hvor er det både fysisk og mentalt hårdt.. Deljigt at vide man ikke er alene, at der er så mange andre kvinder der har prøve det samme. Havde bare lige brug for at komme ud med tankerne i dag!

  4. Jeg har et par spørgsmål omkring min x kæreste. For at kunne svare, er du nok nødt til at kende lidt af historien.
    Jeg mødte ham på mit arbejde, for nu 5 år siden. Han begyndte at skrive til mig på Facebook, og prøvede at invitere mig ud, i starten sagde jeg nej, fordi det ikke var så længe siden at jeg var blevet skilt fra min første mand og far til mine 4 børn.
    Han fortsatte ihærdigt med at invitere mig i biografen, og forsikrede mig meget om, at jeg kunne trække mig, hvis det ikke var rigtigt.
    Efter noget tid, sagde jeg Ja til at tage med i biografen, efter det gik det ret stærkt.
    Han var så omsorgsfuld, rar og vildt behagelig at være sammen med, så vi var ret ofte sammen, og jeg præsenterede ham hurtigt for mine børn.
    I forvejen var jeg nok ret sårbar pga min skilsmisse, og alle de ting jeg havde ønsket og håbet fra min første mand, havde ham her det hele.
    Mine børn kunne også li ham, så hurtigt fik vi også lov til at møde hans 3 børn, som han også havde fra tidligere ægteskab. Alting gik så godt, så vi besluttede hurtigt at flytte sammen.
    Han havde hus, så vi flyttede ned til ham. Det gik godt i starten, og jeg var glad for de ting der skete, og følte at jeg havde fundet ham jeg ville dele resten af livet sammen med.
    Efter få måneder, begyndte tingene at ændre sig. Han var meget jaloux og ønskede meget kontrollen over mig.
    Jeg kunne ikke engang tage ned og handle; uden hans vrede over jeg havde gjort det uden at sige Det, selvom han ikke havde været hjemme.
    Konstant skulle jeg fortælle hvad jeg lavede, komme hjem lige efter arbejde, bare 10 min før sent, kunne ødelægge hans humør, og han tvang mig til at sidde i sengen, forklare, mens jeg græd.
    Det hele gik mere og mere ud over mig og børnene, for de voksne skal trives før børnene kan trives sagde han. Mine børn måtte ikke komme imellem os, og bestemt ikke komme hen i vores seng hvis de vågnede og var kede af det.
    Det skete vel 3-4 gange i ugen hvor jeg skulle fortælle hvorfor det havde taget lidt for lang tid at hente børn i skole, eller hvis jeg havde taget en selvstændig beslutning, hvor det altid endte med at han råbte meget af mig foran børnene.
    3 gange truede han med en kniv foran børnene, ikke mig, men med at tage livet af dig selv hvis jeg forlod ham.
    Jeg kunne ikke engang besøge min famile efter arbejde, uden det gav et kæmpe skænderi.
    1 gang holdte han mig om natten, fordi han ikke forstod lige den dag, at I dag ønskede jeg ikke at have sex.
    Det skal også siges, at imellem alle udbrudene, var han så meget rar og jeg kunne virkelig se i hans øje at han ønskede at gøre det rigtige så meget, men bare skulle have hjælp til det.
    Han lærte mig så meget, om hvad der var vigtigt for ham i livet. Kysse godnat, holde i hånd, give kram, være der for hinanden og deltage i hinandens liv. De ting var vigtige, meget vigtige, bare ikke på den måde han forlangte det.
    I næsten 2 år græd jeg meget ofte, og ønskede mig brændende ud af det liv jeg var kommet ind i.
    Så kom der en periode hvor tingene gik bedre, og han begyndte at være den mand jeg havde lært at kende. Han begyndte i denne periode at snakke meget om et fælles barn, så vi havde noget der var vores. Jeg gik med på Det, og blev ret hurtig gravid. I min graviditet startede kontrollen igen, og mange gange overvejede jeg om barnet han ønskede så meget, var for at holde på mig.
    Jeg har altid haft et meget tæt forhold til min bror, som altid støttede mig, han sagde flere gange at jeg skulle forlade ham og tænke på mine børn. Tro mig, jeg overvejede at flytte næsten dagligt, men når han var rar, så holdte jeg så ufattelig meget af ham.
    I oktober 2015 tog vi en tur sydpå med alle vores børn, i denne periode var jeg gravid. Vi var 9 personer, med vores 7 fælles børn, min bror og hans piger.
    Jeg glædede mig så meget til turen, og troede at det var godt for os alle sammen.
    I Tyrkiet kunne jeg ikke andet end stå ved hans side, eller ligge på solvogn ved siden af ham, uden det gav kæmpe konflikter over at jeg også skulle bruge tid på at lege med børnene. 4 dage blev ødelagt med skænderier igen, og min bror fortalte endnu engang, hvor vigtigt det var at jeg turde forlade ham for mine børns skyld.
    Kort efter vi kom hjem, blev min bror slået ihjel i en bilulykke. En stor lastbil kørte op i ham, og ham og et ældre ægtepar blev slået ihjel.
    Min Aller største støtte og det menneske jeg elskede allermest, var her pludselig ikke mere. De første dage efter det skete, gik jeg meget ind i mig selv, det eneste jeg foretog mig var at ligge i sengen og kikke op i loftet. Dagen før begravelsen, altså 6 dage efter ulykken, kom min kæreste ind til min seng og råbte af mig. Mine tåre trillede ned af kinderne, mens jeg hørte ham fortælle at jeg skulle tage mig sammen, og at det var de levende man skulle være noget for, ikke de døde, de var her alligevel ikke mere.
    3 uger efter, fødte jeg mit barn nr 5, 6 uger for tidligt. Tænker at fødslen gik i gang, på grund af alle de ting der var sket.
    Da vores datter var 7 mdr, besluttede vi at flytte fra hinanden.
    Min dreng på 14 hjalp til med at pakke og flytte tingene ud i traileren. Min x kæreste hjalp aldrig til, han ønskede ikke at bidrage til min flytning.
    Den første månede i det nye hus, brugte vi på at komme på plads og holdte barnedåb for min datter. Selvom hans andre børn var døbt, ønskede han ikke at vores fælles barn skulle døbes, da han ikke så det som vigtigt. For mig var det vigtigt, så vi holdte det selv, da vi var blevet alene.
    Kort efter hendes dåb, begyndte jeg at høre fra ham igen, han ville gerne have kontakt til hans datter.
    Jeg lod ham komme og hurtigt så jeg den rare mand, jeg havde lært at kende.
    Han endte med at sove i min seng, de dage hvor ingen af os havde de andre børn.
    Vi aftalte at vi i fællesskab skulle rette op på de ting der var gået galt, bare i hvert vores hus.
    Det fungerede ikke ret længe og hurtigt blev det sådan at han kom efter datteren blev lagt i seng, og kørte igen inden hun stod op.
    Jeg begyndte at søge hans støtte, og at være en del af hans datters liv.
    Omkring juletid fik hans datter på 11 problemer med trivslen. Hun ville hverken i skole, spise og var bare ked af det. Han fortalte mig lidt om tingene, men kun meget lidt. Jeg fortalte ham at det kunne være at det var fordi hun ikke længere havde os i livet, samt hendes nye lillesøster, at alle de ting var pillet væk.
    Hun holder enormt meget af mine børn, og mine børn står og danser hver gang hun kommer. Han fortalte mig at de på amtet var blevet enige om at hendes liv skulle der fuldstændig ro på igen, et normalt stille liv.
    Den samme pige har jeg igennem 3 et halvt år kysset godnat, holdt i hånden, læst for og hjulpet med lektier, jeg holder så meget af den pige.
    De sidste 2 måneder inden vi flyttede fra hinanden, sagde hun meget ofte til mig, bare jeg får lov til at hjælpe Thea med at lære at snakke, bare jeg må hjælpe med at lære hende at gå osv. Jeg føler mig ret sikker på, at hendes manglede trivsel lige nu, er at vi blev fjernet fra hendes liv.
    Efter de havde været i amtet og fået pålagt psygologer, blev alt kontakt stoppet igen. Jeg søgte stadig hans støtte, og den mand han lige havde været igen.
    For første gang fik jeg alt det modsatte af, hvad han havde tvunget mig til, og bedte mig om så længe. Vi hørte ikke fra han i mere end 2 måneder og han svarede aldrig på det jeg skrev..
    Jeg føler mig ret sikker på at den pludselig ændrede mand, var bange for at miste din datter, og at det var hans skyld at hun havde det sådan.
    Efter 2 måneder begyndte han igen at komme her, og vi prøvede at få samvær op at køre endnu engang, samtidig med han sagde at han elskede, men havde brug for tid. Jeg gav ham tid og tilsidesatte fuldstændig mig selv, for at gøre hvad han havde brug for. Jeg gav ham lov til at gøre det hele, en gang til.
    En aften snakkede vi i telefon, og jeg fortalte ham at jeg havde brug for at han viste omverdenen at vi godt kunne, ikke var bange for at tage del i Thea liv. Jeg fortalte hvor svært det var for mig at være lukket ude af hans datters liv, hvor svært det føltes at stå alene uden hans støtte, at det var svært at være elsket af ham, når han ikke turde vise det til nogen.
    Det billede han ville have frem, var at han ikke så mig og Thea, så hans børn kunne få et stille og roligt liv igen, og så hans datter kunne komme til at trives igen.
    Mit billede af det hele var, at vise familie at vi holdte af hinanden, havde lært noget og ikke at skulle bo sammen.
    Jeg prøvede at fortælle hvor svært det var for mig at blive gemt væk, samtidig med at han holdte mig fast.
    Jeg havde brug for at se at Thea var lige så vigtig at kæmpe for, og forstod ikke hvordan han kunne slippe hende så nemt.
    Jeg sagde at han skulle prøve at se tingene fra min side, og hvad der egentlig var sket den sidste tid og hvorfor jeg havde haft ekstra brug for hans støtte i perioder. Han sagde: der bliver mennesker slået ihjel i trafikken hver dag, tag dig sammen og kom videre. Lige der smed jeg røret på, og kontakten stoppede i 4 mdr. Jeg prøvede at skrive til ham et par gange, men han svarede aldrig.
    For noget tid siden skrev jeg en besked til hans x kone, at hans datter var velkommen hos os, lige så tit hun har lyst, hun svarede mig ikke.
    For 3 uger siden skrev han lige pludselig at han gerne ville have samvær op at køre igen, for især hans datters skyld. Jeg gav lov til samvær så tit hun har lyst, men sagt fra til at starte samvær op med ham denne gang. Jeg sagde tit ham at hvis samvær skulle fungere, så skulle amtet ind over, så det ikke længere er mig der er ked af det og bliver væltet igen. Han blev enormt vred på mig, og skrev at jeg kun vil bestemme og ikke tænker på Thea.
    Det gør jeg jo netop, jeg har brug for overskud når jeg har 5 børn alene, og det siger han ud af mig hver gang vi forsøger.
    Jeg vil heller ikke være den der forklare hende, hvorfor han forsvinder indimellem, og at de børn han har derhjemme kommer først.
    For få dage siden begyndte min samvittighed at plage mig, var det rigtigt det han sagde, og tænkte jeg bare på mig selv.
    Jeg begyndte igen at tænke på om det kunne fungere, og har han bare brug for tid, og det er også synd for ham at jeg har trukket i den ene arm, og hans x kone i den anden arm, hvor børnene har stået i midten.
    Hvorfor bliver jeg ved med at elske ham, hvorfor søger jeg tilbage til det jeg ønskede mig så meget ud af.
    Jeg kan sagtens se hvad der er forkert, men jeg bliver ved med at finde undskyldninger for hvorfor han gjorde det og vil så gerne hjælpe ham.
    Han er et kæmpe fjols del ikke kan tage ansvar, og alligevel elsker jeg og søger tilbage.
    Lige nu er han der hvor han har lukket helt af, men hans datter startede med at komme for 3 uger siden og får også lov til at sove her. Det er hans x kone der kommer med hende hver gang, den dame der lukkede kontakten helt ned. Jeg håber og tror at psygologerne har fundet ud af at årsagen til at hun ikke trives, netop var fordi kontakten blev lukket.

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.