Hvis du er tæt på en psykopat i længere tid, så sker der nogle ting med dig:

  • Dit initiativ forsvinder, og du bliver mere og mere passiv. Uanset at du også bliver mere og mere vred.
  • Du forstår ikke helt, hvilken damptromle der har ramt dig – eller hvorfor.
  • Du forstår ikke psykopatens manglende evne til at sætte sig ind i dine følelser, og begynder at bruge betragtelig tid på at overbevise ham om, hvordan verden hænger sammen set fra virkelighedens vinkel.
  • Du har ikke forstået, at en psykopat vil have sin vilje, og vil have sine behov dækket. Koste, hvad det koste vil. Du forsøger at argumentere og manipulere for at undgå at dække psykopatens behov, og du begynder selv at bruge nogle af psykopatens metoder.
  • Du tror at psykopaten kan ændre sig, hvis du bare gør, som han forlanger, eller hvis du bare ikke gør, som han forlanger. Eller hvis du…
  • Du har en følelse af, at du hver dag mister et stykke af dig selv, men du ved ikke, hvordan du skal stoppe det.
  • Du bliver mere og mere træt og stresset, du skiftevis snerrer og bliver helt tavs og opgivende.
  • Du har hele tiden en følelse af, at du prøver at få noget fra ham, som ikke er der. Anerkendelse, forståelse, opmærksomhed, kærlighed. Noget som han ikke er i stand til at give dig – ikke fordi han ikke vil, men fordi han ikke kan.

(Skift blot han ud med hun, hvis du er tæt på en kvindelig psykopat. Det er samme virkning.)

Hvad kan du gøre?

Den vigtigste regel i omgang med psykopater er, at du husker, at du ikke kan ændre dem. Du bliver nødt til at acceptere, at de er, som de er! Når du er i stand til at se dem og dette faktum klart, så har du et valg.

På arbejdspladsen: Flyt dig! Undgå dem så meget som overhovedet muligt. Skift job, afdeling, område. Livet er simpelthen for kort til frivilligt at befinde sig i den boksering, som en psykopat skaber omkring sig selv.

I familien: Flyt dig! Undgå dem så meget som overhovedet muligt. Kan det ikke lade sig gøre lige nu, så lær så meget om psykopati og narcissisme, som du overhovedet kan. Tag dine forholdsregler, når du er sammen med psykopaten:

  • Sørg for at være i overskud og balance, når du skal møde psykopaten.
  • Sørg for at have tid til restitution, efter du har været sammen med psykopaten.
  • Sig til dig selv, at dine behov er lige så vigtige som psykopatens.
  • Lær at sige nej – og prøv at øve dig i ikke at være bange for vreden og manipulationen, der ofte kommer i kølvandet på et afslag.
  • Lad være med at dække psykopatens behov. Du risikerer at sidde fast, hvis du først går ind på den sti én gang.
  • Flyt måsen så meget du kan, og skab en fysisk eller mental distance. Prøv at betragte psykopaten igennem et indbildt væg af plexiglas, betragt hans adfærd i stedet for at reagere på den.
  • Det er ok at blive ked af det, men lad være med at forsøge at redde psykopaten, fordi du får ondt af ham – så sidder du i saksen.
  • Begynd at tale om det til andre mennesker – bryd hemmeligheden og find ud af, at andre også har oplevet det, du oplever.
  • Lev dit eget liv, så godt, frit og så rigt, som du overhovedet kan – og så gerne lidt mere.

Uddrag af min første artikel “Sådan får psykopaten skovlen under dig” – den artikel, der satte det hele i gang.

Få 2 videoer om psykopater

Psykopat

Få svar på, hvad det er, de gør ved os, siden vi bliver så frustrerede, vrede, stressede, udmattede og kede af det?

Ingen spam. Du skriver dig op på min mailliste, og får artikler, videoer og noget om mine foredrag og andre begivenheder. Frameld dig nemt når du vil. Powered by ConvertKit
Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen til min side, hvor jeg skriver og taler om at være pårørende til en psykopat. Jeg bruger min egen historie og den viden, jeg har tilegnet mig de sidste 30 år til at hjælpe andre, der har prøvet det samme som mig.

64 svar til “Er du tæt på en psykopat?”

  1. Kære Alle herinde. 

    Jeg er først og fremmest ked af at så mange, der skriver her, i mindre eller højere grad, er så forslået over mødet med disse afvigere.
    Dog finder jeg noget trøst i at der er et forum hvor man kan dele erfaringer. 
    For knap 4 mdr siden mødte jeg en skøn kvinde E.
    Vi datede nogle gange, for efter tre gange hvor vi allerede fra første date, kyssede og var meget hurtigt meget betaget af hinanden, aftalte at være sammen privat, som vi begge glædet os meget til.
    Dagen inden vi så rigtigt skulle være sammen, ringede hun og lød panisk og sagde at det var så overvældende, at hun ikke vidste hvordan hun skulle gribe det an.
    Det forskrækkede mig at hun reagerede så voldsom og jeg anbefalde at vi kunne mødes et neutralt sted.
    Det gjorde vi så, og efter lidt tid, var varmen og kærligheden tilbage. Det udviklede sig hurtigt og når vi sås var det intenst og med meget sex.
    Hun sagde at hun pga arbejde og børn kun kunne ses hver anden weekend. I den første weekend lavede vi ikke andet end at elske og spise. Dog om søndagen, var det som om hun pludselig skiftede sind og skulle pludselig hurtigt hjem.
     Jeg bemærkede dette skift kraftigt men da jeg konfronterede hende med det, undveg hun det nærmest med meget korte sætninger om at hun bare ville være alene. Dette skift var der også på vores tredie date, hvor jeg sagde til hende at det var som om hun ikke var der, i et øjebliks skift. Hvortil hun kort svarede at hun gik i “mor-rolle”. 
    Det undrede mig en del men tænkte at jeg vel nok ville forstå det på et senere tidspunkt. 
    Nå, men i de weekender vi var sammen sagde hun hurtigt at hun godt kunne tænke sig at vi var kærester, at hun var meget forelsket og at hun elskede mig. Hun sagde også at vi var nødt til at have mere tid sammen, da der gik alt for lang tid imellem vi sås. Dertil svarede jeg at det ville jeg gerne og at hun bare kunne sige til.
    Der skete dog ikke noget og når jeg i tlf omtalte at vi ikke sås mere alligevel og at bolden var på hendes banehalvdel, hvad ang hvor tit vi kunne være sammen, skiftede hun til at lyde som panikangst og kunne ikke rumme samtalen. Dette blev hurtigt et mønster. Hun svarede også på sms jeg skrev, der var meget romantiske, i praktiske vendinger om hendes egne gøremål. Når jeg spurgte ind til hvorfor hun ikke selv svarede romantisk, så forelsket som hun sagde hun var, kom mønsterrespons i form af gråd og panik. Jeg følte mig hurtigt låst i de mønstre, for uanset ønsket og lovninger på at vi kunne ses oftere, udviklede det sig ikke og konsekvent reagerede hun ekstremt hver gang det handlede om hvordan jeg havde svært ved at agere i det.
    Hun kunne godt i sms skrive at hun godt forstod at jeg var rystet og forvirret over hendes reaktioner men smserne virkede tomme og hun handlede heller ikke ud fra kontekst. 
    For at gøre det knap så langt, sluttede jeg det for to uger siden. Jeg var simpelthen sat til dørs og kunne knap være i mig selv. Jeg var ugen inden taget ud til hende for at slutte det, hvortil hun sagde at hun ønskede at vi måske kunne gøre det på en anden måde fordi hun var så glad for mig. Det prøvede vi men intet ændrede sig. Når vi var sammen var det meget intenst og når vi ikke var sammen var det som jeg ikke fandtes. 
    Det har været svært opslidende og jeg sidder tilbage med resterne af en forelskelse og er nok mest kørt over af luftkasteller og utilregnlighed. Jeg aner faktisk ikke hvem det er jeg har investeret min kærlighed i. Jeg skrev slutteligt til hende, at trods de mange knubs, forlader jeg med det kærligste minde fra det vi havde og at hun i mine øjne er en vidunderlig kvinde.
    Det responderede hun ikke på og det står uafviklet tilbage. 
    Jeg er ikke meget for at stemple nogen men er sikker på at hun har en personlighedsforstyrrelse og at det er umuligt at have en sund relation med hende.
    Jeg har været voldsomt forskrækket og fuld af sorg, men jeg holder fast i lettelsen over at jeg ikke længere sidder i det “fængsel” længere. 
    Alt det bedste til alle herinde. 
    Kh H. 

  2. Jeg har en søster. En søster som jeg har set op til og elsket. Altid.
    Men det er gået op for mig, at hun er giftig. Og slet ikke helt så fantastisk et forbillede som jeg har gjort hende til.

    Jeg har jo hørt hende tale dårligt om andre. Jeg vidste da godt jeg nok ikke gik helt fri.
    Jeg har tit haft knuder i maven efter kaffe med hende.
    Følt mig som en dårlig person uden at kunne sige hvorfor?
    Manglet energi og været tvær.

    Nu er det gået op for mig, at det er pga hende. Jeg har ladet hende pille mig ned med små negative stikpiller om mig som person, om min måde at være mor på, kæreste på osv, og med brok om alle andre omkring os. Negativt – hele tiden.

    Jeg har nu talt med en anden tæt på hende. Det viser sig, at vi begge har gået rundt og troet at det var os der var helt forkerte.
    Vi har oplevet de samme knuder i maven. Vi har hørt grimme og ofte usande eller fordrejede historier om hinanden.

    Nu ved vi slet ikke hvad vi skal tro? Kan vi stole på noget af det hun har sagt?
    Hun har anklaget andre for helt forfærdelige ting som kan have ret store konsekvenser for deres liv.
    Vi aner slet ikke om de passer ?
    Det er ligesom med drengen der råbte ulv.. vi aner jo overhovedet ikke om der rent faktisk er hold i de anklager.

    Vi er så rundt på gulvet nu hvor vi har opdaget at vi begge har det på samme måde omkring hende.

    Nu, hvor jeg er opmærksom på, at der er noget galt i vores relation, så tager jeg lidt afstand og holder ved mine meninger og holdninger mere end før. Nu er hun rasende på mig. Jeg har fornemmelsen af, at hun forsøger at manipulere mig med vrede.

    Og tager stadig mig selv i at tænke, det må være noget jeg bilder mig selv ind. Hun er da ikke sådan? Hun har det bare svært lige nu.

    Hvordan dælen tackler vi det. Hun er jo familie ??

    Pyha… hvor kan man gå hen med alt det her ? Hvem kan man snakke med ?

    • Kære H
      Hvor er det dejligt at høre, at I taler om det!
      Det er så fantastisk at finde andre, der har prøvet det samme som os, jeg kan se det i mine grupper, hvilken lettelse og glæde det giver alle, at vide at vi ikke er alene. Vi er så usigeligt mange, der har oplevet disse mennesker, og vi går hver især rundt og gemmer det, skammer os, tror det er os selv, der er noget galt med.

      Som udgangspunkt, når vi er sammen med hverdagspsykopater, så kan du godt regne med, at hver gang, de åbner munden, så kommer der en løgn ud. Hvis der bliver sagt noget sandt, så er det sikkert en fejl! Så det er en god ide ikke at stole på noget som helst, din søster har sagt. Alt de siger, siger de med et formål. Det vigtigste formål er magt og kontrol. De har et usigeligt stort behov for at have magt og kontrol over andre mennesker. Og skyr intet middel for at få det – og bibeholde det. Vrede er en typisk reaktion, fordi vi alle er bange for vrede, og det får os til at tilpasse os. Det ved din søster godt, så hun bruger vrede for at få dig til at blive ved med at finde dig i hendes uacceptable opførsel.

      Og selv om hun er familie, så er der ingen lov, der siger, at vi skal finde os i alt. Og specielt skal vi ikke finde os i overgreb, psykisk vold, manipulation, anklager, styring, kontrol og ukontrollerede raseriudbrud.

      Tal med andre, tag afstand fra hende, fokuser på dit eget liv, find gode kærlige mennesker at være sammen med. Lev dit liv for fuldt drøn med skønne oplevelser, mennesker og indhold.
      Og hold hende på så lang afstand som muligt. Det vil være en god ide, at få noget viden om den type mennesker og deres adfærd, for kan du gennemskue hendes mønster, så kan du bedre holde hovedet koldt og beskytte dig selv.
      Et virtuelt kram til dig herfra.
      Kærlig hilsen Alexa

  3. Hjælp jeg ved ikke om kræfterne holder til at starte å si alt igen og igen kun FOr at jeg har ikk noget at føle jeg bliver hørt og hjulpet men kun trettere og ked
    Barna bliver slået. De nægtes at være sammen med mig af far pga han Vil ikke dele og mig altid psykisk fysisk sexuelt og økonomisk vondt. Har haft det i ti år og han var blevet dømt for vold mod mig og indrømme han tæver børn og har fået fuld forældre ret to år efter jeg tog børnene på krisecenter og forlod han. Vandt byrett. Tabte landsretten og siden har han nægtet oh Og gjort alt for at knuse mig og ikke bli straffet og får lov at gøre det han gør
    Og jeg bliver fremstillet for alt han gør mod mig. Jeg vil nu en sidste gAng kæmpe og prøve om jeg kan få hjælp og få barna og jeg har dokumentation ø alt. Skal jeg gi op? Jeg ble så udsat at jeg tog piller og stoffer en periode men er nå clean. Bor i Horsens og er norsk. Børn 9&10 år. Nu er han i ny Job efter å år som montør og er nu pleje hjælper og han har al DR og haft empati eller andet så hvordan kan han narre så mange så længe. Hjælp

  4. Hej Dorthe

    Min far er psykopat. Det ved jeg nu. Og jeg har en så dårlig samvittighed at den æder mig op. Men efter at ha læst alt hvad der kan læses her på din side har jeg svaret nej på hans anmodning om at få reddet frådende ud. Blokeret ham overalt og nu skal jeg i seng og sove skammen ud. Jeg skammer mig så meget over at give op på min far. Men hey – jeg kan ikke mere. Så tusinde tak! 

    Jeg vil også vældig gerne hjælpe med dit studie. Kort fortalt

    30 års utroskab mod min mor og et dobbeltliv  som ingen nogensinde har opdaget
    – Han vendte på en tallerken og jeg har ikke kunne genkende ham de sidste 2,5 år.
    – Han lyver og kan ikke huske (eller benægter) 
    – Som ung forsøgte jeg selvmord hvilket han var utrolig vred over jeg kunne gøre imod ham. Og jeg har dårlig samvittighed over at ha kostet ham smerte selvom det jo åbentlyst er forkert.
    – Senere  blev jeg udsat for et seksuelt overgreb og det var han også vred over. 
    – Han har aldrig været voldig og har altid haft jobs
    – altid været vellidt blandt venner og familie omend lidt svær at diskutere med
    – han har ikke kontaktet mig med henblik på en forsoning efter at jeg bad om en pause for 2,5 år siden. Men han giver mog skylden for at ha mistet alt.

    Jeg er ved godt mod efter at have læst div herinde, det faldt på et tørt sted.

    Mvh Marie 

  5. Hej Dorte.

    Jeg er en ung pige på 18 år. Jeg mødte en dreng, Jeg var lige fyldt 17. Han var 15. Jeg bor på fyn og ham på Sjælland, så der er et stykke vej imellem os. Vi blev rigtig gode venner, vi snakkede hver eneste dag sammen i 10 måneder. Tilsidst besluttede vi os så for at møde hinanden, det endte ud i at vi blev kærester. Derefter var vi kærester i 14 måneder, så i alt har vi kendt hinanden og snakket hver evig eneste dag i 2 år.

    Jeg har været en del igennem, jeg har mistet meget venner og familie. Min bedste veninde døde, da jeg kun var 14. Derefter døde min far af hjernekraft, det var meget traumatisk. Den første person jeg åbnede op til var ham, Jeg stolede virkelig på ham. Jeg fortalte ham alt hvad jeg har været igennem, alt hvad jeg har oplevet. Men drengen har selv haft det svært, gik på specielskole.. Det skal lige siges at ja, drengen har Aspergers. Men synes også det ligger meget tæt på at være psykopat, i hvert faldt i hans tilfælde. Men videre til historien. Selv om jeg selv havde det meget svært og ikke havde det særlig godt. Jeg var generelt meget nede, lidt deprimeret måske. Men jeg holde altid hovedet højt, smilede og var “glad”, selv om han godt vidste hvordan jeg sådan havde det med alt. Men jeg brugte alt min tid og energi på ham, jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at han skulle have det godt. Han havde det meget svært socialt, jeg støttede ham altid. Jeg hjalp ham meget med de ting han havde svært ved. Han sagde også altid, at jeg ikke havde nogen ide om hvor meget jeg havde hjulpet ham. Han startede derefter på landbrugsskole, hvor han også havde det svært i starten. Han var heller ikke lige frem den skarpeste kniv i skuffen. Men efter alt, slår han meget pludseligt op med med. Han siger det fordi at han ikke føler han har nok tid til landbrugsskolen, hvilket jeg selvfølgelig godt kan forstå. Men efter det skrev han stadig til mig hver dag. Han skrev han elskede mig, savnede mig, stadig ville holde valentinsdag med mig osv. Men lige pludselig mellem 2 dage, måtte jeg ikke skrive mere, kontakte ham mere. Jeg vidste ikke hvad der var sket, så selvfølgelig skrev jeg rigtig meget. Jeg var utrolig forvirret. Derefter begynder han at svine mig til, virkelig groft. Jeg har slet ikke haft gjort ham noget.. Jeg er en luder, møgso, sæk og jeg ved ikke hvad. Han siger han hader mig, at det hele er min egen skyld. jeg har ødelagt hans liv og HAN har spildt 2 år på mig. Jeg skal aldrig nogen sinde kontakte ham igen, det gjorde jeg selvfølgelig. Jeg blev ved med at prøve at finde ud af hvad der var sket… Han gjorde mig til grin, begyndte at lyve overfor alle. Han gjorde alt hvad kan kunne for at såre mig, virkelig bare fra den ene dag til. Jeg har aldrig været så såret og følt mig så udnyttet, at efter 2 år var jeg ikke engang værd nok til en forklaring. Efter alt hvad jeg har hjulpet ham med og gjort for ham, betyder jeg intet for ham. Føler virkelig jeg har spildt 2 år og meget energi, på en løgner der kun tænker på sig selv. Jeg prøvede at få ham til at forstå hvor meget det såret mig, at han bare svinet mig til og var så ligeglad efter alt hvad vi har været igennem sammen. Men han sagde bare til mig hver eneste gang, at han egentlig bare var røv ligeglad. Hver eneste gang han havde gjort noget forkert da vi var sammen, begyndte han bare at græde. Så hver eneste gang han såret mig, var det mig der trøstede ham. Selv da han slog op med mig, har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har så godt nok fundet ud af nu, at grunden til at han ikke ville snakke med mig. Var at 2 uger efter han slog op havde han allerede fundet en ny kæreste, selvom grunden til at han slog op var at han ikke følte han havde tid. Jeg vidste godt de var begyndt at snakke sammen, men hver gang jeg spurgte ind til hende sagde han bare at de var venner “på en måde”. Så han løj for mig hver eneste gang, men alligevel gjorde alt for at køre mig i sænk. Jeg troede virkelig altså virkelig at han elskede mig utrolig højt. Han gjorde altid udtryk for at han ville dø hvis han mistede mig, selv efter han slog op med mig. Så nu selv efter 4 måneder, har jeg virkelig bare så mange tanke inde i mit hoved. Jeg har prøvet at få ham til at forstå, ja, hvordan verden virkelig hænger sammen. Har så mange spørgsmål, forstår stadig ikke særlig meget af hvad der er sket. Han har virkelig fået mig til at føle, at selvom jeg gav ham alt mit overskud og kærlighed efter hvad jeg har været igennem at jeg ikke var god nok. Jeg føler stadig tit at jeg ikke var noget værd og at jeg ikke var god nok, selv om jeg virkelig prøvet på at gøre alt for ham. Jeg forstår bare ikke at efter 2 år, kunne han ikke engang fortælle mig sandheden. Han kunne ikke snakke i mobil med mig, helt almindeligt i bare 10 min. Han har virkelig leget med mig, mine følelser og mine tanker. Han satte mig på højtaler halvdelen af hans klasse, så det allesammen sad og grinte af MIG. Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme fra det her igen, min hjerne og tanker kører bare på repeat. Jeg ved godt at det her langt fra er så slemt som nogen andre personer har haft det, men jeg har været til psykolog. Det har taget virkelig hårdt på mig, kunne ikke komme ud af sengen den første måned. Alt det du skrev passer bare så utrolig godt. Han har virkelig ikke haft nogen respekt, kærlighed, omsorg, taknemlighed, forståelse eller sympati. Intet, fuldstændig kold i røven, som om vi aldrig har kendt hinanden eller som om jeg har gjort noget forfærdeligt. “Du bliver mere og mere træt og stresset, du skiftevis snerrer og bliver helt tavs og opgivende.” Det er meget sådan jeg har det lige for tiden, har prøvet så mange ting for at få det bedre. Men den næste dag jeg vågner, er jeg tilbage hvor jeg startede. Han er virkelig den første tanke jeg har, men det nærmest en panik tanke. Som hvis jeg vågnede fra et mareridt, har faktisk også tit mareridt om ham.
    Jeg føler virkelig bare jeg ikke kan komme videre, at snakke med en psykolog hjalp overhovedet ikke.

  6. Kære Jonas
    Jeg har læst dit skriv, din historie. Tak fordi, du deler den. Det er stærk læsning!
    Min kæreste har været gift i 11 år med en psykopat, og sammen har de fået 2 drenge. Hun forlod ham 4 gange til fordel for en ny mand/kæreste, og kørte stadig rundt med hendes eksmand og tilbød sig seksuelt for ham, når hun velogmærke havde brug for ham – psykopater har brug for allierede. Hele verdenen skreg på min kæreste om, at han skulle lukke ned for hende og ikke gå tilbage til hende, og selvom han vidste, at hun ikke var god for ham, kunne han ganske enkelt ikke lade være. Han troede ikke, han nogensinde skulle kunne komme til at elske igen, at han var værd at elske, og så havde han netop den medlidenhed over for hende, som hun var så god til at skabe, når der var brug for det.
    Han er kommet videre…..men der går nærmest ikke en dag, hvor hun ikke forsøger at “forstyrre” os og vores kærlighed. Det er hårdt, sejt, tungt…men hun skal ikke vinde.
    Jonas, stor respekt for, at du er kommet videre og kan tænke mere “klart” nu. Jeg forstår i dag, hvor svært, svært, svært det kan være.
    Al det bedste.
    Maybritt

  7. Godt man gør folk opmærksomme men det hjælper ikke dem der sidder i saksen dem der får advide at de er psykisk syge, psykotiske, lige gyldig hvordan man har det er det som om man ikke er anerkendt som et menneske, man knokler med hjem børn job og alligevel får man afvide at man altid bare ligger på sofaen og man er psykisk knust selvom man altid har været stærkt trods mange sten på livets vej…
    Man bor nu hvor man ikke kan få job så man har mega langt det er her han vil bo og det jo min skyld vi endte her da man gik fra ham i sit modige øjeblik men blev tvunget for kaoset og roens skyld til at tag ham tilbage
    Man tør ikke gå for de kulsorte øjne og fråderne om munden i vild vrede samt truslen om han tager børnene fra mig
    Gør man ikke mere orker noget som helst andet end at overleve for børnenes skyld og forblive i deres liv
    Ingen kan hjælpe omverdenen ville tro hvad han siger man er egoistisk syg og alt det der

    • Kære Janne
      Tak for din kommentar, og for at gøre opmærksom på, at der er mange som dig, der føler, at du sidder fast. Nogle gange kan det føles som om det er nemmest, og at det er meget stressende – og farligt – at flytte sig. Og måske har du ret.

      Måske er du ikke sikker, så længe din mand kan finde dig, og så længe dine børn er små. Det har jeg hørt som begrundelse flere gange. Og der er da eksempler på, at psykopater ikke går af vejen for alvorlige fysiske overgreb, hvorfor den holdning kan virke som den eneste fornuftige.

      Men at det er det bedste for børnene, det tror jeg ikke. Den skade, han kan gøre på jeres børn, er stor og livsvarig.

      Men du har brug for hjælp! Det er sindssygt svært at klare alene, uden at nogen tror på dig. Og det kan være farligt. Jeg håber, at du vil prøve igen, at du vil række ud – og finde – mennesker, der tror på dig. Finder kommunal opbakning og beskyttelse, finder et krisecenter, får hjælp af familie og venner i en anden del af landet – eller verden.

      Du er psykisk nedbrudt på grund af ham, og det kræver et stort mod og et stort arbejde, at komme ovenpå. Jeg ønsker det allerbedste for dig, og håber, at du også vil ønske det for dig selv. For det fortjener du, og det fortjener dine børn.

      Jeg ved godt, at det, at vi skriver om dette, ikke hjælper dig lige nu, men jeg håber at vi, der skriver her, formår at fortælle andre, at der er håb, og at fortælle omverdenen, hvilket helvede, det er, at være fanget i en psykopats net. Således at andre – måske dig – og måske dine børn – kan få den rette hjælp, når og hvis de får brug for det.

      En stor krammer til dig – og pas rigtigt godt på dig selv og dine børn.
      Dorte

  8. Kære Dorte.

    Glemte at skrive, at jeg meget gerne vil stå til rådighed, hvis du kan bruge min historie/erfaringer, da jeg er offeret, der er kommet ud på den anden side, men som stadig kæmper i det psykopatiske univers – for min datter.

    Med kærlig hilsen
    Linda

    • Kære Linda
      Det vil jeg meget gerne. Jeg vender tilbage til dig, når jeg når til det. Er håbløst bagefter mine egne planer! – men det går trods alt fremad.
      Kram
      Dorte

  9. Kære Dorte.

    Min historie er en gentagelse af alle de andre replies. Så skræmmende ens og alligevel forskellige for hver en af os.
    Jeg levede 22 år sammen med en psykopat, gift i 13. En voldsom altfortærende brand i vort hus, hvor vi mistede alt, “gav mig chancen for at slippe væk”, fordi jeg i forbindelse med chocket konsulterede en psykolog, som åbnede mine øjne. Mine venner havde i mange år havde tudet mig ørerne fulde, og min far, som er læge, havde givet mig bogen “Charmør og Tyran” og forsøgte alt for at få mig til at forstå, at min mand var psykopat/narcissist oveni sin maniodepressive sygdom. Men lige meget hjalp det. Jeg var blevet charmeret og tyranniseret på skift, så jeg til sidst ikke havde nogen dømmekraft.
    Det var først efter branden, at jeg erkendte, at jeg måtte give op, hvis jeg skulle overleve. I alt for mange år havde jeg kæmpet for hele tiden at blive bedre, sødere, kærligere, dygtigere, kønnere, stærkere – blot for at blive elsket af den mand, som jeg troede, var mit livs kærlighed. Jeg havde kæmpet for at holde sammen på vores familie – og holde ud. Jeg følte det, som om jeg gav op! Men det skulle blive min fugl Phønix.
    Efter skilsmissen, som blev til en hård retssag, med efterfølgende ophold på krisehjem, rejste jeg til den anden ende af landet med vores 5 årige datter, som nu bliver 18 til sommer. Min nyfundne frihed på afstand af ham gav mig mit gåpåmod igen. Kort efter fandt jeg en ny mand, den diamentrale modsætning til min eksmand, som fyldte mig med kærlighed, så jeg var ved at briste. Og han kunne rumme både mig og min datter. Og kun pga. hans støtte og min herboende familie samt nye naboer og venner har jeg kunnet skabe en tryg og stabil base for mit barn.
    To gange har jeg modvilligt måtte acceptere min datters ønske om at ville prøve at bo hos sin far, men hun er heldigvis efter kort tid kommet hjem igen, fordi han var ubehagelig overfor hende. Og fordi hun ikke er bange for at sige sin mening. Hun er en stærk pige, og det har han observeret!
    Det værste skete sidste år. Han flyttede til vores del af landet! Han har ingen venner, intet job, ingen kammerater. Så “han har jo kun mig, mor!”, siger hun. Så nu som 17-årig flyttede hun igen hjem til ham pga. kortere afstand til skole og fritidsinteresser. Helst så jeg, at hun var flyttet for sig selv. Men ligemeget hjalp det. I alle årene har han hevet mig i Statsforvaltningen gang på gang, og selv nu, da vores datter er 17, har vi haft en retssag kørende, fordi han ønskede at få fuld forældremyndighed over hende. Igen lykkedes det ham ikke. Nu har jeg åbnet mere og mere op for hende mht. de advarselssignaler og -tegn, som hun skal bruge i sin egen kamp. Hun er blevet meget vred, når jeg har brugt ordet psykopat, men hendes modstand mod det er ikke så stærk mere. Men det er hendes modstand overfor ham også. Det kan føles som om, at det er et kapløb. Igen en forskruet kamp mellem skilsmisseforældrene om deres barn. Jeg har det nu som om, at jeg kun kan samle hende op, hver gang han spænder ben for hende. Jeg kan ikke få hende til nøgternt at lytte til mig, så jeg kan forberede hende – akkurat lige som jeg ikke ville lytte til mine forældre.
    At have barn med en psykopat er en ongoing kamp. Men nu er kampen for hende. Og det giver mig kampgejst. Hun er faldet i hans klør, og jeg må kæmpe for og med hende. Det er svært, fordi man føler, at man er så alene. Der er ikke mange, der forstår. Vores tolerancetærskler er meget højere end andre menneskers. Fordi vi langsomt er vænnet til urimeligt og sygt drama. Det er som at balancere på en knivsæg at skulle støtte sit barn, som prøver at elske sin far, men ikke får noget igen. At få hende til at forstå, at han ikke kan. At få hende til at forstå, at jeg ikke “bare er en kvinde, der hader sin eks”. At få hende til at lytte til mig. At få hende til at læse om psykopati/narcissisme og ikke kun om hans bipolare sygdom, som altid får skylden for alle hans psykopatiske træk.
    At få hende til at synes, at det mest rigtige er at være så lidt sammen med ham som muligt!!!!
    Det er dog lykkedes at få hende til psykolog et par gange. Men ikke fortløbende, som jo ville være det bedste.
    Jeg er bange for, at hun selv skal få psykopatiske tendenser, fordi hun lever sammen med ham og hele tiden er i hans vold. Både følelsesmæssigt, men også økonomisk pga. hendes studier.
    Hvor går de unge hen, når de har brug for at få støtte? Eller hvor kan vi andre få hjælp til at støtte vores børn, der har en forælder, som suger al kraft ud af dem, som edderkoppen med sit spind?
    Jeg har givet hende din website og håber inderligt, at hun vil læse den. Men som læser her, er det jo mest voksne, som har haft psykopatiske partnere/venner-veninder/kolleger.
    Jeg er så glad for, at du vil skrive denne bog (har selv tænkt det samme – igen som mange andre), men stor tak til dig, fordi du har ressourcerne og overskuddet!!!

    • Kære Linda
      Tusind tak for din historie. Og for din indsigt i den, så du så klart kan give dine erfaringer videre. Det er værdifuldt for alle os andre. Og endnu et bevis på, hvor svær en relation til et menneske med psykopatiske træk er – uanset om man er midt i det, eller er kommet ud af det.

      Og hvor er det dejligt at høre, hvor meget du gør for dit barn, og hvor mange kræfter du har til hende. På et tidspunkt vil hun selv indse, at det, du gør og har gjort for hende, er ekstraordinært og kærligt. Og hun vil selv sammenligne din adfærd og din kærlighed med sin fars og se, hvor han falder igennem. Hun er ikke dum, hun vil bare meget gerne have hans kærlighed og opmærksomhed. Hvilket er helt normalt.

      Men tiden indtil den indsigt er hård. Og jeg forstår dine følelser og din frygt. Jeg vil dog sige, at hun ikke bliver psykopat af at være sammen med ham. En decideret personlighedsforstyrrelse dannes meget tidligere i livet. Hun kan få en adfærd, der indeholder psykopatiske træk for at passe ind i hans verden, men det er kun adfærd, og det kan ændres. Og hun har dig som rollemodel, så hun har altid to sider at kigge på, når hun bestemmer sig for, hvordan hun vil være.

      Måske kan det være en del af hendes udvikling, at skulle se hendes fars adfærd, og derved blive nødt til at forholde sig til den. Det gør et barn voksent, og mange af os, der har været tvungent til det, er blevet så meget klogere på livet, og er blevet mere ydmyge og kærlige end mange andre, der ikke har skullet stå med det valg, din datter står med.

      Jeg ved godt, at du helst ikke vil have, at hun skal få den oplevelse, og at du bare vil beskytte hende, men hvis det nu ikke kan være anderledes? Hvad kan hun og du så lære af det?

      Der er så lidt hjælp at hente for pårørende på dette område. Prøv at spørge din kommunes frivillighedskoordinator eller andre nøglepersoner. Spørg din læge, find en god psykoterapeut eller psykolog med erfaring og viden indenfor personlighedsforstyrrelser, psykisk sygdom, traumer og afhængighed.

      Det bedste, du nok kan gøre for hende, er selv at få hjælp / blive ved med at søge hjælp, så du er så godt rustet som muligt, den dag, hun får brug for dig. Sørg for at hun kommer til dig, når hun har brug for det – om du så skal bide i en bordplade, når du hører om urimeligheder fra faderens side. Hun skal vide, at du er der for hende, og at du ikke dømmer hverken hende eller hendes far. Den er svær – derfor vil det være godt, hvis du har en samtalepartner i den proces.

      Og fortæl din datter, at hun er sej!

      Stor krammer
      Dorte

  10. Hej Dorthe.

    Det er meget befriende, at finde en (dansk) hjemmeside som din. Kender/kan du henvise til flere om psykopater? Og også gerne artikler om forældre med psykopatiske træk og psykisk vold.
    For det er noget jeg savner rigtig meget som datter af en psykopatisk mor (jeg er nervøs for at kalde hende psykopat, for jeg må jo ikke diagnostisere hende og hvordan kan jeg finde den endelig afgørelse for om hun ér en psykopat. Hvad nu hvis det er mig der manipulerer med dig? (Evt. menneskelige og almindelige offer-tanker?))

    Jeg er i en periode (igen igen og forhåbentligt den sidste!) hvor jeg skal bryde kontakten til min mor og min familie. Min familie, især min fars side, er blevet filtret ind i min mors manipulation og ‘synes’ at jeg ‘skulle’ give hende en chance. ‘Bare jeg vidste hvor meget mine forældre gjorde da jeg var barn’ i forbindelse med anbringelse på en børnehave og skole med andre døve børn og tegnsprogsmiljø (jeg er døv) ‘Din mor er ked af det….. hele tiden’ er ting jeg skal forholde mig til når jeg ikke snakker om og med min mor i perioder. Min fars side respekterer ikke mine behov og valg, fordi de har en søn/bror(min far) som er ked af det på hans kones vegne. Min far synes, at min opførsel er egoistisk og at jeg skulle skamme mig. ‘Egoistisk møgunge’ er jeg blevet kaldt blandt andet.

    Jeg er meget alene om det her og det er hårdt. Især fordi mine forældre snart har sølvbryllup. Og det gør, at mange af dem som er i forbindelse med mine forældre (familie, venner mm.) forventer, at jeg kommer. At jeg kommer med store gaver, pænt tøj, smuk tale om mine forældre og hvor højt jeg elsker dem osv. Det er en følsom tid for mig, som har gjort, at jeg er sygemeldt for 3. uge i træk (festen er om 1,5 uge) Jeg står til, at sige farvel til min farmor (som måske har få måneder tilbage af sit liv pga. kræft), min lillebror som jeg aldrig hører fra fordi han er på stoffer og igår sig kriminelle mm., mine smukke mindreårige fætre og kusiner. For mig er sølvbrylluppet en vigtig dag i mit liv, hvor jeg kan se slænget en sidste gang, inden jeg starter mit nye liv i København.

    Dog har jeg alligevel lige brugt 2 timer sammen med min mor, som er på tur i København med hendes klasse. Det endte med, at jeg græd da jeg kom hjem, fordi jeg kunne se, at hun har det svært. At det er hårdt på hendes arbejde og at hun kæmper meget med min lillebror. Jeg kan ikke lade være med at få dårlig samvittighed og det er dét, som har gjort, at jeg alligevel kom tilbage til hende efter alle de pauser jeg har forsøgt at få fra hende. Det er så svært med en vestjysk småborgerlig familie mod mig, som bliver så glade, når de f.eks finder ud af, at jeg bruger nogle stramme penge på en buket blomster til mine forældre på selve bryllupsdagen. ‘For så er alt ok’. Men jeg er ikke ok. Jeg hader min familie og jeg har skældt veninder ud og kaldt det en ‘fucking fest som bare skulle overstås’.

    MEN; min pointe er, kender du ikke flere sider, evt. selvhjælpsgrupper, facebookgrupper, mm., med forældre som psykopater? For det ville hjælpe mig rigtig meget fremadrettet. Måske ikke lige nu, men når jeg føler, at jeg er klar til at sige farvel, at jeg har en/flere i samme båd som mig.

    Hvad var du nødt til at miste, da du brød kontakten med din mor/psykopat? Hvad gjorde dit liv bedre?
    Er du tilfreds med dit liv nu trods den eventuelle savn til nogle du var nødt til at sige farvel til?

    Beklager min lange besked, men jeg håber, at det er okay.

    Hilsener M.
    24 år

    • Kære M

      Tak for din kommentar og dine tanker.

      Først om hjemmesider. Der er ikke så meget på dansk. Jeg er faldet over denne side, der er skrevet af ofrene: http://psykopatensofre.dk, og så er der en rigtig god norsk blog på http://psykopaten.info.

      En bog, jeg kan anbefale er Karyl McBrides: ”Will I Ever Be Good Enough – Healing the Daughters of Narcissistic Mothers”. På dansk hedder den ”Bli’r jeg nogensinde god nok?”.

      Når du søger på nettet på engelsk, så brug udtrykket Narcissist i stedet for Psykopat. Det betyder stort set det samme. Vi har i Norden bibeholdt ordet Psykopat – også for narcissisterne, mens de i engelsksprogede lande har taget ordet Narcissist til sig – og bruger det også om psykopater.

      Ellers følg med, når jeg – forhåbentligt snart – skriver flere artikler på bloggen. Jeg laver altid en henvisning til de bøger og artikler mv., hvor jeg har fået inspirationen fra. Jeg begynder også at holde foredrag og workshops, forhåbentlig allerede dette efterår/vinter.

      At være en ”egoistisk møgunge” i en dysfunktionel familie er faktisk det største kompliment, du kan få! Det betyder, at du er stærk nok til at holde på din egen personlighed og dine egne værdier. Og at dine forældre ikke har held med den forkvaklede opfattelse, at du er sat i verden for at dække deres behov. Bliv endelig ved!

      Voksne mennesker har ingen ret til at lægge deres problemer og bekymringer over på deres børn – det skal være den anden vej rundt. Du skal kunne lægge dine bekymringer og din frygt og dine problemer i dine forældres trygge skød. Sådan er det normale liv i sunde familier. Og de har ingen ret til at tage dig som gidsel i deres dramaer.

      Jeg fortæller dig det, som jeg ville ønske, at nogen fortalte mig, da jeg var ung. Jeg flygtede til et andet land, fordi jeg ubevidst kunne mærke, at jeg skulle væk. Det lykkedes mig aldrig at bryde med min mor – blandt andet på grund af dårlig samvittighed, hvad vil andre ikke sige–syndromet og hele vores kulturs dyrkelse af Moderen – med stort M. Men afstanden var god for mig. Presset og kravene var der stadig, men de blev mindre, og min mor gik ud og fandt nogle andre, der var tættere på og nemmere at manipulere. Så jeg fik lidt fred.

      Da jeg kom tilbage fra udlandet mange år efter, var jeg blevet klogere, og jeg var bedre til at holde en distance, og ikke danse efter hendes pibe. Jeg var stadig nødt til at bo i den anden ende af landet, for ikke at falde i. Da hun blev syg, var jeg tæt på at gå helt tilbage i den gamle rolle, men ved hjælp af gode veninder og arbejdet med mig selv, så klarede jeg den.

      En af de ting, jeg lærte, var at bruge et par dage på at forberede et besøg hos hende. Sørge for, at jeg var i balance, ustresset og havde godt fat i mig selv og mine værdier. Når jeg så havde besøgt hende, skulle jeg tilsvarende bruge et par dage på at restituere efter det. Hendes indflydelse på mig var stadig stærk, og jeg gik ind i en rolle, der hed Dorte-4-år, hvilket er umanerligt hårdt, når man er 50!

      Jeg må dog sige, at jeg først blev rigtigt fri, da hun døde. Ved godt, at det lyder hårdt, men ikke desto mindre er det sandt i mit tilfælde. Jeg havde ikke den viden dengang, som der er til rådighed nu – og jeg ser det som min pligt, at fortælle min historie og give den viden, jeg har fået videre – så er der forhåbentligt nogle, der hurtigere kan gøre sig fri (fysisk eller mentalt) og leve et fornuftigt og frit liv.

      Der er bare nogle mødre, der ikke er egnet til at have børn, som faktisk er ødelæggende for børn. De kan og vil ikke selv forstå det, og de manipulerer stærkt med alle omkring sig, så de altid har en hel hær af familiemedlemmer og andre mennesker, der går deres ærinde.

      Formålet er mig mig mig og mig. Det har ikke noget med dig at gøre. Du er et middel til, at de kan holde sig selv ud – og den rolle behøver du ikke at spille for nogen.

      Jeg er rigtigt glad for at høre, at du flytter til den anden ende af landet – det vil gøre mange ting lettere for dig. Du vil sikkert have stor skyldfølelse over, at du ikke er der, når din mor mener, at hun har brug for dig – men blæs på det. Hun er altså et voksent menneske!

      Lev dit eget liv så godt og rigt, som du overhovedet kan. Gør de ting, der gør dig glad og find din egen plads i dit eget liv. Du kan ikke blive ved med at leve dit liv for at dække andres behov. Det er på tide, at du dækker dine egne behov – og det er en fuldtidsbeskæftigelse!

      Stort kram fra Dorte

      • Kære Dorte.

        Der er gået over et år nu siden jeg skrev min kommentar og hvor du svarede kort tid efter.

        Det har hjulpet mig med at tænke anderledes og fremadrettet med, at du skubber mig på plads med at fortælle om, at der ér (bevis på) mødre, som er altødelæggende for deres børn. 
        Ja, det er skrækkeligt og UHYGGELIGT, at erkende, at sådanne mødre (og fædre) eksisterer i vores verden. Men jeg er glad og dybt taknemlig for, at jeg er der i mit liv, hvor jeg ved at det er sandheden og at ingen kan få mig til at gå tilbage til dem og dermed falde i igen. 

        Jeg har idag næsten ingen kontakt med min familie. Min fars side, som jeg nævner i forrige kommentar, har jeg slet ingen kontakt med. Jeg bliver ikke ringet op/kontaktet af dem, inviteret til fødselsdage og grillaftener eller endda får kommentarer/likes fra dem, når jeg skriver efterhånden populære FB-opslag om hvordan jeg rejser mig op igen og går fremad. Der er helt stille derovre. Min far har ringet til mig 3 gange i år (hvis telefonsamtaler samlet set har varet i 17 minutter) og min mor er blokeret på telefonen, så hun ikke kan kontakte mig.
        Hun fik desuden en hjerneblødning forleden, hvorpå hun ringede til mig dagen efter og forklarede i 5 minutter om situationen med bl.a blodfortyndende medicin og derefter brugte 15 minutter på at forklare på en veludført manipulerende vis, at det var min lillebrors skyld. “Han har en anden slags sygdom. Det ved jeg. Altså udover hans ADHD.” Hendes hjerneblødning og forklaring var den sidste brik, som fik mig til at forstå, hvor ekstrem hun var og hvor ødelæggende hun kunne være.
        Føj!

        Jeg havde desuden nogen, som jeg troede var mine sande og troværdige forældre (min tante og morbror). Dem har jeg også brugt tid, sorg og smerte på at give slip på. For efter en masse fortrængning og normalisering og forsvar af min tante, har jeg indset, at jeg bare har været et brik i min tantes psykologiske spil for at hævne og hæve sig på og over min mor. For hende har min familie (min mors side) altid været syge og nogle skrækkelige væsner. For på den måde var min tante udadtil det raske og sunde menneske af hele familien. For så havde hun noget at skrive om på FB når det handlede om mennesker, som var syge i hovedet. Og min mors side er, sjovt nok, ret okay, trods jeg ikke har kontakt med dem.
        Jeg var knust hos min coach for en måned siden, da hun konstanterede for mig, at det hele har været svigt på svigt på svigt på svigt igennem mit liv og især barndom. For min tante og morbror og alle andre er OGSÅ en del af denne ekstrem dysfunktionelle familie. For hvorfor gjorde de ikke noget, da mig og min lillebror var børn? Hvorfor fortalte de ikke ham og mig, at de også så og oplevede det vi var igennem? Min tante, som jeg ellers elskede overalt på jorden har jeg skubbet fra mig og forbandt langt væk ude i ørkenen, hvor jeg håber hun bliver ensom og alene. Jeg har ikke, før nu, ville erkende, at jeg nok ikke betyder noget for hende, som jeg ellers troede og håbede på og havde BRUG for. For ellers var hun kommet over til mig i København og sagt tillykke og givet mig knus i forbindelse med min sidste HF-eksamen,  svaret på alle mine opkald og beskeder i år, hvor jeg blandt andet har skrevet, at jeg savner hende og at jeg er ked af, at hun ikke giver lyd fra sig. Hun ville have sagt ‘hej’, givet mig en knus, snakket med og til mig og haft øjenkontakt til mig, forleden da vi var samlet til familiefødselsdag på en restaurant. Det hele var noget, som jeg var nødt til at forklare mig selv med, at hun nok bare havde en dårlig dag. Jeg normalierede hendes ekstrem onde spil, for at beskytte mig selv. For hun var den eneste jeg havde, når hun lige havde 20 minutter (efter evt. 3 måneders tavshed) til at lytte til mig og føle mig elsket af, for hun er faktisk ret god at snakke med og så kærlig og omsorgsfuld.

        Så ja, jeg står et sted idag i mit liv, hvor jeg ikke længere ved hvordan jeg kan stole på andre mennesker og hvad tillid og tryghed hos et andet menneske er. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan klare at få en kæreste engang (som jeg i øvrigt aldrig har haft). Jeg er så knust indeni. For ja, det hele har været én stor omgang svigt fra voksne mennesker, som skulle beskytte mig og være omsorgspersoner.

        Men jeg står også et sted idag i mit unge liv, hvor jeg skal til at skrive en kronik om social kontrol i overklassen med systematisk manipulation og psykiske overgreb, bank og slagsmål. 
        Jeg har søgt om optagelse på socialrådgiveruddannelsen, som jeg håber at komme ind på. Jeg prøver langsomt at finde tro på, at der findes det gode i mennesket, selvom vi har dårlige dage og især at det ér okay, at man har brug for pause fra hinanden ind i mellem.
        Idag står jeg uden sikkerhedsnet og uden en familie bag mig, når/hvis jeg har brug for hjælp. Men jeg er der, hvor jeg stoler så meget på mig selv, at jeg KAN det her og at jeg er noget helt specielt og meget større og stærkere end jeg nogensinde kan forstille mig.

        Og det er dér det faglige begreb fra psykologien, ‘mælkebøttebarn’ går ind og beviser for omverdenen, at vi findes <3

        Dorte, nu har jeg skrevet lidt om hvert. Hvad fortæller min anden kommentar dig? For jeg er stadig fortvivlet om hvordan jeg skal leve et liv, hvor jeg ikke ved hvad tillid er. Hvor startede du?

        Jeg er spændt på at høre fra dig og jeg håber, at du har det godt idag der hvor du er.

        Kram M. 

  11. Kære Dorte.

    1000 tak fordi du er med til at gøre en forskel og give en guide til at komme væk i en fart . Lige nu er jeg igang med at mentalt forberede mig på at ‘ komme væk’ i en fart fra min nr 2 mand (psykopat) og jeg FATTER ikke jeg har været sådan en klovn at falde for sådan en to gange…. Men endelig er det gået op for mig at denne her mand er psykopat… Og jeg har bare været en “brug og smid væk klud’ nu jeg ikke makker ret mere som han ønsker. Så skal jeg da lige love for at den mand jeg lærte at kende er en HEL anden…. ! Men nu kan jeg jo se ALLE de tegn der har været nærmest fra dag 1 …. Men f*** jeg har nu spildt 3 år. På ham her og næsten 10 på den anden jeg nåede at få en søn med.
    Jeg er pillet HELT itu og været ved at miste forstanden af sorg og stress…..
    Jeg er HELT færdig…. Og føler slet ikke at jeg er værd at elske…….. -er SÅ ked af det ……

    Men tak for dig ❤️

    Knus G

    • Kære G
      Tak for din kommentar og al mulig kærlighed og støtte herfra.

      Og du er ikke en klovn! Du reagerer helt normalt. Når man først har været i kløerne på en psykopat, så er vores forsvarsværker blevet fjernet, og der er adgang for den næste psykopat, og den næste… Det er en psykisk nedbrydning af dig, der har være i gang, og den har du altså ikke noget ansvar for! Det er helt ok, at elske et andet menneske, det er helt ok at forsøge at tilpasse sig et forhold, man gerne vil være i, og det er helt ok ikke at vide, hvad f….. man egentligt er havnet i – før det er for sent.

      Du er et offer for et/ flere menneske med meget skadelig adfærd – og eftersom vi ikke bliver undervist i skolen eller andre steder om faren ved psykopater, og hvad det gør ved normale mennesker, at være tæt på dem, så har du ikke haft en jordisk chance!

      Hvis det kan være nogen trøst, så skulle jeg også gennem to grumme forhold for at lære, hvad en psykopat er, og ikke mindst lære, hvordan jeg kunne slippe fri af dem igen, og holde dem på afstand i mit liv. Hvis ikke jeg havde prøvet det to gange, så havde jeg stadig været i fare for at gå ind i et skadeligt forhold. Så prøv om du kan være bare lidt glad for, at du har lært en vigtig lektie – og at du derfor ikke behøver at tage en tredje psykopat med også.

      Det er ekstremt stressende og psykisk nedbrydende at være i et sådant forhold, så det er ikke underligt, at du er flad! Og det tager altså lang tid, at komme op igen. Så jeg håber, at du vil bruge den næste lange tid på at forkæle dig selv, at slappe af, at gøre nogle gode ting for dig selv (forbudt at gøre noget for andre!) og specielt bruge de kræfter du bygger op, på at finde ud af, hvem du er, hvilke værdier du har, og hvordan DU vil leve dit liv. Du har noget at indhente, så de næste mange mange år, der er det helt ok, hvis du er egoistisk og selvoptaget. Det er din tur, og der skal balance i regnskabet. Du må godt – og du bliver aldrig rigtigt egoistisk, uanset hvor meget du prøver – så bare giv den gas!

      Du er absolut værd at elske, du er et Guds/ Universets /Verdens barn, og du har ret til at være her! Du kan starte med at øve dig på, at elske dig selv. Hvis du elsker dig selv, så tiltrækker du mennesker, der også elsker dig, og vigtigt af alt: Psykopater holder sig langt væk fra mennesker, der elsker sig selv. Der kan de jo ikke få deres behov opfyldt!

      Al mulig kram og heppen fra mig.
      Kærligst Dorte

  12. Jeg er i dette sekund én af dem som desperat forsøger, at fastholde (igen) et udbrud/stop i forhold til en psykopatisk kæreste af værste karakter.
    Denne gang skal det lykkes, for hvor er jeg dog ødelagt i mit hoved af al den psykiske vold, som jeg i lang tid ikke selv kunne se, og overså alle de blinkende røde og blå lamper der kom hen ad vejen, – til trods for, at jeg jo inderst inde godt vidste noget var ruskende galt. Forblændelse, forgabelse, forelskelse trods talrige advarsler.
    Til sidst tænker man, at det er én selv, selvforskyldt og rent ud sagt, at man ikke længere selv kan finde ud af hvad der i virkeligheden skete, for han formåede, at ændre og fordreje det hele, så man pludselig kom i tvivl.
    Det ene øjeblik var man oppe på en piedestal med al tænkelig kærlighed, næste øjeblik den værste person i hans liv når han et kort øjeblik ikke længere kunne holde facaden.
    Sindsyg træt af hans vanvittige selvoptagenhed. Spejle overalt i huset så han mest muligt kunne betragte sig selv og fortælle højlydt om hvor lækker han var.
    På ferier var det pest eller kolera om man skulle vælge elevator eller trapper på hotellet. Spejl i elevator, spejle ved hvert repos på trapperne. Så kunne vi stå der i flere minutter og afvente hvordan han højlydt beundrede sig selv.
    Urealistiske planer om hele hans liv.
    Løgne som man langt hen ad vejen troede på, men realistisk godt vidste var så langt ude. Men igen formåede han med enorm overbevisning, at få dig til at falde i igen og igen.
    Et vanvittigt forbrug af penge og magt for at opnå andre menneskers opmærksomhed og selvtilfredsstillelse ved selviscenesættelse og drama. – Og naturligvis talrige skjulte damebekendtskaber. Forsøg på kontrol. Kontrol fra alt hvem jeg omgik, talte med, tøj osv.
    Det er svært at tale med ens venner og omgangskreds, da de ikke forstår hvad man har været udsat for. De har mødt kæresten, og har ikke brudt sig om hans arrogance og store armbevægelse, – og dog lod de sig også i starten smigre af ham. Nu står man alene, da de ikke forstår omfanget af hvor ødelagt ens sind er blevet derefter. Nok også fordi ordet psykopat ofte bliver brugt i flæng om eks kærester. Og når man så endelig har været udsat for en virkelig psykopat er det som regel med ordene: ‘ kom nu bare videre, der er masser af andre fisk i havet’. – Men man kan ikke bare sådan komme videre. Det ligger virkelig dybt i én, og hvordan f…… kommer man videre?
    Puha, ville slet ikke have haft skrevet så meget.
    Men listen af hvad man har fundet sig i, er helt enorm. – Og jeg tænker lige nu om jeg nogen sinde bliver normal igen, for jeg har virkelig været i psykopatens klør.
    At komme videre, og få arbejdet med sig selv er den store vision nu.
    Men jeg må vidst indrømme over for mig selv, at jeg ikke kommer helt ud af det, og som et helt menneske uden professionel hjælp.
    Det helt store spørgsmål som presser sig på nu er: hvorfor?
    Hvorfor mig, hvorfor faldt jeg for det, hvordan kan et menneske være sådan mod et andet, hvorfor vender man tilbage, hvorfor lyttede man ikke til sig selv og alle advarslerne.
    Jeg vidste jo i virkeligheden bedre, men nu gør det ondt!

    • Kære Lotte
      Tak for dit indlæg. Og jeg krydser alt, hvad jeg kan krydse for dig, for at det skal lykkes for dig denne gang.

      Som du selv skriver, så er det svært. Med vores hjerner forstår vi ikke, hvorfor det skal være så svært. Det er da bare at tage sig sammen og komme videre… Bare det var så nemt – for så var der sikkert flere af os, der bare gjorde det.

      Relationen til en psykopat er at sammenligne med afhængighed. Af stoffer, alkohol, spil, cigaretter og så videre. Det er en psykisk afhængighed af psykopaten. Og det du jo gør lige nu, er at tage en kold tyrker. Og det er hårdt.

      Jeg plejer også at beskrive et brud med en psykopat med, at du fjerner de to vigtigste personer, du har fra dit liv. Den næstvigtigste er psykopaten, som har dresseret dig til at tænke på ham 24/7. Altid skal din opmærksom være omkring ham, og hvis den ikke er, så starter balladen. Til sidst har du helt automatisk og ubevidst alle dine antenner, dine hjerneceller, og dine følelser pegende på ham. Han fylder det hele. Så når du fjerner ham fra dit liv, så er der et enormt hul, hvor han før har været. Og vi kan ikke lide store tomme mørke huller, det er så forfærdeligt skræmmende. På trods af, at der også er en livgivende ro i dem. Det driver os nærmest i armene på psykopaten igen, for intet er værre end ensomheden og tomheden i vores liv.

      Lagde du mærke til, at jeg sagde, at han var den næstvigtigste person, du havde fjernet fra dit liv? Den vigtigste person, du har fjernet fra dit liv er dig selv. Det har du sikkert blot været flere år om at gøre. At være sammen med en psykopat betyder, at du må opgive din selvstændighed, dine værdier, dine venner, dine interesser, din historie, dine meninger. Alt, hvad der er dig. Du gør det enten for at bevise over for psykopaten, at du elsker ham, eller han tvinger dig til det med manipulation, trusler, psykisk terror, følelseskulde, ignorering, vold – ethvert overgreb, der virker på dig, så han får total kontrol.

      Så når du fjerner en psykopat fra dit liv, så fjerner du både indholdet i dit liv, og du har umærkeligt fjernet dig selv fra dit liv også gennem årene. Så hvem er du? Hvad er indholdet i dit liv? Du er intet uden psykopaten. Det er dobbelt tomhed og ensomhed.

      Den gode nyhed er, at du kan bygge det hele op igen. Og du kan endda bygge dig selv op til at være et stærkere, friere og mere klogt og vist menneske, hvis du ønsker det. Det er ikke nemt, men det er da en opgave, der er mere positiv end at blive dirigeret rundt af en psykopat.

      Det første skridt har du allerede taget. Du er opmærksom på, hvad der er sket med dig, og du ved, hvad du er oppe imod. Det er godt, og bliv ved med at søge information om psykopater. Bliv ved med at blive klogere – så er det sværere for dig, at ignorere din viden, hvis du skulle falde i igen. (Og lad være med at slå dig oven i hovedet, hvis du er faldet i, eller falder i – det gør vi alle i en eller anden grad. Det viser bare hvor stærk afhængigheden er.)
      Her vil det være godt, hvis du kunne tale med andre, der oplever eller har oplevet det samme som dig. Find dig et team succes. Der er forums på nettet, du kan måske finde en egnet selvhjælpsgruppe – eller lave en. Find en god terapeut, der ved noget, om dette emne, hvis du har råd. Eller bed nogle kloge veninder om at høre på dig igen og igen og igen… Det healer.

      Det næste skridt er at starte med projekt “MIG” – ja, dig! Hvem er jeg? Hvad kan jeg lide?, Hvilke værdier har jeg? Hvad er egentligt min historie? Hvem i min barndom har haft indflydelse på mig og hvordan? Start en proces, hvor du prøver en masse ting af. Kan du lide at vinterbade? Kan du lide at gå i byen? Er der et kursus, du gerne til tage? Kan du lide røde kjoler? Denne proces har to formål. Du bygger dig selv op igen, stærkere og gladere. Og du bliver så travlt beskæftiget med dig selv, at du ind imellem glemmer psykopaten. De små åndehuller, hvor du kan få skubbet ham ud af din hjerne og dine følelser, det er de tidspunkter, du giver dig selv lov til at heale. Hvor du bliver stærkere.

      Jo mere, du beskæftiger dig med dig selv, jo bedre bliver dig liv. Din opgave er at være selvoptaget og egoistisk. Og bare rolig, du bliver aldrig så selvoptaget som din psykopat – men lige nu er du sikkert helt ude i den anden grøft, hvor du blot lægger dig ned og siger som en dørmåtte, så andre mennesker uhindret han tørre fødderne af i dig!

      Op at stå. Ud og lev livet. Gør det, du drømmer om – eller prøv ting af, for at finde ud af, hvad du drømmer om. Lov dig selv, at du hver dag gør en ting, du ikke har prøvet før. Små ting. Store ting. Bare gør noget godt for dig selv – du trænger!

      Din opgave er at fylde det store sorte tomrum ud med dig selv. Med et liv, du vil elske og nyde. Og jo mere du fylder dig selv ind i dit liv, jo mindre plads er der til en psykopat. Det er vaccinen mod psykopater.

      Du er værd at elske, og du er fuldt berettiget til et godt og fantastisk liv. Husk det, og gå så ud og lev dit liv. Du har fortjent det.

      Stort kram fra Dorte

  13. Jeg ligger efter 12 års samliv i skilsmisse med en “forurettet psykopat” og venter bare på, vores hus bliver solgt. Hvor jeg dog kender alle historierne. Det har taget mig rigtig mange år med forvirring og undren at indse virkeligheden; manden er syg. Det er lykkedes mig at bevare mit selvværd, måske fordi jeg har brugt min sunde fornuft, når han trak mig rundt i manegen med mærkelige forklaringer. Og jeg har bevaret magten i hjemmet, så det er ham, der kommer til kort. Men jeg er træt og slidt både psykisk og fysisk og glæder mig bare til at komme ud af det.
    Det værste er ikke de 12 år med en psykopat, men omgivelsernes reaktion på, at jeg vil skilles. Så bliver jeg gjort til skurken; “Har du ikke været for krævende?” “Den stakkels, pæne mand”, “Nu har du klaret det i 12 år, hvorfor så ikke fortsætte?”osv. Det er sgu mig og min søn, der er ofrene. Jeg er i en situation, hvor jeg skal stå og forklare, hvordan manden er, og så tror folk ikke på det, for sådan kan man da ikke være. Jeg kan godt forstå reaktionen. Jeg troede jo heller ikke selv på, at det, jeg oplevede, kunne være rigtigt. Jeg troede, at vi kunne sætte os ned og snakke om det som voksne mennesker og lave nogle aftaler. Men manden føler sig ikke forpligtet af aftaler. Så da jeg opdagede, at det han sagde, og det han gjorde ikke passede sammen, holdt jeg op med at indgå aftaler. Og her synes omgivelserne jo så, at jeg har nok været bitchet og ikke villet høre på ham, og skabt konflikter, og stillet krav, og…..
    Den er svær!

    • Kære Marianne
      Tak for din kommentar – og hvor kan jeg genkende det, du skriver!

      Da et af mine forhold endte, blev jeg virkeligt bebrejdet af mange af hans venner, at jeg kunne finde på at gå. Jeg besluttede, at det, der var problemet, nok mest var, at de godt vidste, at nu ville hans grænseoverskridende opførsel gå mere ud over dem, fordi han ikke havde mig at lade det gå ud over. Jeg havde taget stormen i første række så at sige.

      Tillykke med at du har taget beslutningen om et mere roligt og kærligt liv, og al muligt held og lykke med det. Og jeg håber, at du vil få mulighed for at restituere, for det har du nok brug for. Jeg har også kunnet holde fast ved mig selv langt hen ad vejen, men jeg har oplevet, at når der så endeligt ikke var mere at slås og kæmpe for, så er jeg faldet sammen som en karklud. Fuldstændigt udmattet, stresset, slidt og bare uendeligt træt.
      Den periode er svær, for den gør så ondt. Men den går over. Brug venner, læge, præst, terapeut – alt, hvad du kan bruge, for at komme godt igennem den periode.

      Og glem alle de, der ikke tror på dig. Du har blot besluttet dig for at ville skilles. Punktum. Du behøver ikke at forklare det, og du behøver ikke at forsvare det. Hvis ikke de vil forstå, så vil de ikke forstå. Det har absolut intet med dig at gøre. Det har noget med dem at gøre, og det har noget med vores menneskelige behov for at undgå at få dårlig samvittighed og skyldfølelse at gøre. Hvis de skal indse, at det, du fortæller, er sandt, så skulle de jo have hjulpet dig, hvilket de ikke har gjort. Så er det nemmere at benægte virkeligheden, det du siger, og det, som de måske godt ved, er sandt.

      Giv dig selv og din søn et kram. Byg jeres nye liv op sammen, og sørg for at det er fyldt med ro og kærlighed og lys fremtid. Og klap dig selv på skulderen over, at du har overlevet. Det er fandeme godt gået!

      Kram fra Dorte

  14. jeg er en kvinde på 54 år.
    har fra jeg var 17år haft problemer med en mand.
    har en kæmpe lang historie om psykisk og senere fysisk vold-forfølgelse og sidst og ikke mindst kæmpe skyldfølelse over alle de personer det er gået ud over..da jeg begyndte at sige fra.
    har forsøgt at få proffesionel hjælp 3 gange ..det er ikke rigtigt lykkes.
    Har nu fået mere fred og er egentlig klar til at prøve at få åbnet op igen..men nu er historien så lang at jeg ikke kan fortælle den på en gang .tænker at skrive alt ned.,men kan ikke .
    tænker jeg måske har brug for en til at hjælpe mig..tør ikke spørge nogen..er bange for de ikke forstår.

    • Kære Helle
      Tak for din kommentar – og godt gået, at du har sagt fra. Det er en hård proces.
      Der er desværre så få, der ved, hvilke skader vi får af at være i nærheden af en psykopat så længe, derfor er det så svært at få ordentlig hjælp. Jeg håber, vi kan ændre det ved at være åbne om det, og blive ved med at bede om hjælp.

      Og kære Helle, selv om de ikke forstår, så skal de alligevel lytte. Har du en god præst i nærheden af dig, så prøv om du ikke kan få nogle samtaler med hende eller ham. Min erfaring er, at hvis det er en god præst, så kan de både lytte og forstå. De er ikke terapeuter, men kan være ganske livskloge mennesker.

      Jeg håber, der på et eller andet tidspunkt vil blive oprettet nogle muligheder for at samle grupper, så vi i det mindste kan tale om, hvad vi har været igennem – og har af sår.

      Bliv endelig ved med at hele dine sår, og spørge – uanset om de forstår. Dine følelser er rigtige og sande og din smerte er også – uanset hvad folk forstår eller ikke forstår.

      Stort kram fra Dorte

  15. Jeg har i fire år været i et forhold til en kvinde, der løj om ALT og selvom det på et tidspunkt stod lysende klart, at noget var helt galt og hun løj og bedrog mig, så blev jeg fortsat spundet ind og troede på alle løfterne om forandringer. Det skete naturligvis ikke – løjnene fortsatte ufortrødent. For 14 dage siden lykkedes det mig endelig at gøre det forbi, men jeg føler mig stadig ikke fri. Efter en uge var hun involveret i nyt forhold – jeg savner hende såmænd ikke – hun var jo en fiktion – men jeg har det alligevel svært med, at det gik SÅ stærkt for hende, mens jeg sidder tilbage med en følelse af at være blevet kørt over og ikke ane hvem jeg selv er mere. Med min fornuft ved jeg godt, at hun er syg og aldrig får et forhold til at fungere, men det er svært helt at få det til at trænge ind – det hjælper mig at læse en masse om psykopati og personlighedsforstyrrelser for der er ingen tvivl om, at hun er en typisk kvindelig psykopat – ALLE træk passer skræmmende præcist på hende.
    Jeg har fået det indtryk, at du også er lesbisk Tenna, så sig til hvis du vil udveksle erfaringer. Også andre naturligvis, men måske nemmere at relatere til noget man “kender”…
    Sørensen

    • Kære Sørensen
      Tak for din kommentar, og et stort kram herfra. det er en hård tid, du går igennem. Selv om du ved, at hun er en fiktion, så er din sorg og det bristede håb om et forhold jo reel nok.

      Det er desværre ret typisk, at en psykopat hurtigt går videre til det næste forhold – og det næste og det næste… For dem er vi andre bare en vare, der skal levere anerkendelse, beundring, sex og dække deres behov. Og deres følelser ved et brud er ofte mere vrede og misbilligelse end det er sorg.

      Læs endeligt videre, så du kender tegnene, og al mulig held og lykke fremover.

      Og hvis nogle af jer her på siden gerne vil i kontakt med hinanden, så skriv en personlig besked til mig, så formidler jeg forespørgslen videre – anonymt selvfølgelig.

      Kram herfra
      Dorte

  16. Hej Dorte

    Jeg er slet og ret gået i chok denne lørdag eftermiddag…. jeg har i de sidste 1 1/2 år været i et forhold til en kvinde (M) og jeg gik fra hende for 1 måned siden da jeg simpelthen ikke kunne være i det mere…. alle de træk du beskriver om psykopater indeholder hun og sandheden er at jeg jo stadig elsker hende og gerne vil forsøge at redde hende… men lige denne lørdag er det gået op for mig at det kan jeg ikke… hun kan ikke reddes fordi hun er psykopat!!!! Det har ikke slået mig før nu…. fy for den lede…

    Hvilken slags terapi kan du anbefale når man som jeg sidder tilbage med en følelse af ikke at ha gjort det godt nok….!??

    mvh Tenna

    • Kære Tenna
      Tak for din mail.
      Jeg er rigtigt glad for, at min artikel har kunnet hjælpe dig. Det var også først, da jeg læste om psykopater og narcissister for nogle år siden, at jeg fandt ud af sammenhængen i mit liv.
      Og hvis jeg kan hjælpe bare et menneske på samme måde, så er jeg glad.

      Jeg ved ikke nok om terapi til at kunne anbefale en specifik metode eller terapeut. Jeg skal på et kursus hos en erfaren ekspert i Dublin i begyndelsen af december, så måske bliver jeg klogere efter det.
      Mit bedste forslag er, at tale med nogle forskellige terapeuter/psykologer og så krydsforhøre dem, om de kender noget til de udfordringer, du sidder med – og gerne selv har prøvet dem på egen krop. Det er ofte dem, der selv har siddet i suppedasen, og som er kommet godt fri af den, der er de bedste rådgivere.

      Kærlig hilsen Dorte

  17. Kære Dorte,

    Din artikel er så rammende at jeg får tåre i øjnene.
    Er der nogen som helst måde at kontakte dig på?

    Jeg sidder midt i en frygtelig situation, og jeg har virkelig brug for at snakke med en, der har oplevet samme.

    Jeg ville blive så glad for at høre fra dig.

    Mvh. Karoline Engelund

  18. Jeg ved ikke, om jeg må anbefale at læse bogen: Energityve i familien, i parforholdet og på jobbet skrevet af Ingalill Roos. Den har bare givet mig så meget.

    • Kære Inga
      Det må du absolut gerne. Tak for anbefalingen, vi kan kun alle blive klogere, når vi deler, hvad der har hjulpet os. Måske andre lige har brug for dette på vejen til at blive hele igen.
      Kærlig hilsen Dorte

  19. Hej Dorthe,

    Jeg står i den situation hvor min bror er gift med en psykopat (K), eller ihvertfald udviser K meget af hvad jeg vil definere som psykopatiske træk. Sagen er den at jeg kan se alle de ting du beskriver omkring psykopaten, og hvad jeg selv indtil videre er uddannet til at se igennem min uddannelse til psykolog som træk i hende, men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg og min familie kan eller skal håndtere situationen. Jeg kan ikke længere kende min bror fra den person jeg voksede op med! Han er fuldstændigt opgivende, men samtidig så rasende hele tiden, han gør alt hvad kan for at please hende men det er aldrig godt nok og jeg kan se at det kører ham i sænk, hun angriber ham flere gange om dagen verbalt om så vi andre er i rummet eller ej. det betyder tydeligvis ikke noget for hende om der er gæster, uanset om det er familie eller andre gæster, når hun mener at de skal skændes eller han skal irettesættes. Udover de ændringer jeg ser i min bror, er der også det problem at de har børn sammen, og de børn bliver brugt som våben, imod ham, imod os og imod hinanden børnene imellem. Det er utroligt frustrerende at kunne stå på sidelinjen og forsøge at hjælpe min bror og hans børn og så opleve at hvis hun har set sig sur på en så bliver man ‘frataget’ børnene. Indtil videre denne gang har jeg ikke haft ‘lov’ til at se børnene i over to uger, til trods for at jeg kun bor 5 minutter fra dem. Hun gør det samme ved bedsteforældrene hvis de ikke ‘makker ret’. Derudover kan jeg også se hvordan det påvirker de her børn, hvor specielt den ældste er meget meget ked af det, og frustreret da han aldrig heller kan gøre noget rigtigt. Hun virker utroligt jalou på ham hvis han oplever noget godt med enten sin far eller os andre. Hvis det sker får han ikke lov til at se os i en længere periode. Hvad i alverden skal man gøre i den her situation? Jeg er nået til enden af hvad jeg føler jeg kan gøre uden hjælp? Jeg kan mærke at både min bror, jeg og vores forældre er ved at være helt nedslidte!

    • Kære Camma
      Tak for dit indlæg, som jeg ville ønske, at jeg kunne svare noget begavet på. Noget, der kunne løse et uløseligt problem. Jeg forstår dit dilemma, jeg har fået spørgsmålet før, og jeg har endda en veninde, der lige har været ude i samme problematik. Skal jeg gøre noget, eller skal jeg ikke gøre noget? Og hvad er konsekvenserne, hvis jeg vælge at gøre det “forkerte”.

      Det eneste, jeg kan give dig, er nogle ting at overveje. Og tal med din familie om det, hvis du kan det. Kender du en børnepsykiater eller børnepsykolog, så søg også hjælp og gode råd der. Men uanset hvad, så skal dine handlinger afspejle din sunde fornuft, og du skal kunne se dig selv i spejlet og sige til dig selv, at du gjorde det bedste, du kunne, og at du gjorde det rette for dig, som den person du er.

      Først og fremmest, så handler din bror ud fra samme logik. Han ved godt, at hvis han tager en konflikt, så kan konsekvenserne blive store, og han har valgt det, som han kan lige nu. Det er hans børn, og han gør helt givet det, som han mener er bedst for dem.

      Du kan vælge at acceptere det, der sker. Det er ikke godt, men nogle gange kan eller tør vi ikke lave om på tingene. I dette tilfælde er opgaven at opretholde et nogenlunde men distanceret forhold til moderen, således at du/I kan være sammen med børnene. Børnene har brug for nogle rollemodeller i deres liv, der kan vise dem, at der er andre måder at reagere på, og som kan give dem et frirum, hvor de kan udfolde sig som de børn, de er. De har brug for en tilknytning til mennesker, der kan give dem kærlighed og accept.

      Den anden mulighed er at tage konflikten, og bringe det, der sker ud i det åbne. At tage den berømte elefant i stuen og tale om den. Det vil helt sikkert give store konflikter, og du kan risikere slet ikke at måtte se børnene. Det, du får ud af det er, at det rokker ved båden, og du fortæller moderen, at du ikke længere vil finde dig i hendes opførsel. Og at du taler åbent om det i familien, og hvor det ellers er muligt at tale om det. Du fortæller på den måde også børnene, at det, der foregår, ikke er ok, og at det ikke er deres skyld. De forstår det måske ikke nu, men de vil huske det senere. Og psykopaten vil virkeligt hade åben kritik. Det kan enten føre til at hun trækker sig og børnene helt væk fra jer som familie, eller at hun er åben overfor en ordning, hvis I så holder mund med kritikken. Det er en ustabil situation, men det er det jo egentligt også nu.

      Hvis børnene er udsat for vold og/eller anden form for omsorgssvigt, så skal du også alvorligt overveje at anmelde det til de sociale myndigheder. I mange kommuner er der en anonym rådgivning, man kan tale med, før man eventuelt tager beslutning om anmeldelse. Der har været så mange sager om omsorgssvigt af børn de seneste år, så de fleste kommuner er meget opmærksomme. De sætter skærpet tilsyn med børnene, og deres pædagoger og lærere bliver bedt om at holde ekstra øje med børnene, så der bliver grebet ind, hvis de ser ud til at lide skade. Psykopaten vil blive rasende, men så er der andre, der også er inde over problemet end jer.

      Jeg ved godt, at ingen af disse mulige ideer til løsningen af dilemmaet er gode. Men det er desværre nok dem, du har at vælge mellem. Og det er din vurdering af situationen, din etik og din moral, der skal afgøre, hvad du synes, er den bedste løsning.

      Når jeg kigger tilbage på min egen barndom, så havde jeg kun psykopater og medløbere til dem omkring mig. Alle fornuftige mennesker var skåret ud af vores liv. Så jeg havde ikke den gave, at der var bare nogenlunde sunde rollemodeller i nærheden. Det ville jeg have ønsket, at der var, for så havde jeg ikke følt mig helt så ensom og forkert.
      I dag har jeg det sådan, at jeg har accepteret og tilgivet min mor, og de andre psykopater i mit liv. De har gjort, hvad de kunne, og de var simpelthen ikke i stand til at give mig den kærlighed, støtte og omsorg, som jeg havde brug for som et barn. Tværtimod. Det er meget sorgfuldt, men man kan ikke forvente mere af mennesker, end de evner, de har. Og det er syge mennesker.
      Det jeg til gengæld stadig har en vrede over, er, at ingen opdagede noget, og specielt at ingen greb ind. Venner, familie, børnehave, skole og så videre. Alt så perfekt ud på overfladen, men hvis nogen havde ulejliget sig til at tale med mig, så ville omsorgssvigtet have skreget til himlen i min adfærd.

      Jeg håber ikke, at det ville have gentaget sig i dag – selv om jeg godt ved, at det foregår derude. Så ud fra min erfaring: Vælg om du vil være rollemodel i disse børns liv, så godt du kan. Eller grib ind og lav så meget ballade, at ingen kan undgå at blive påvirket af det. Hvilken mulighed, du vælger, er op til dig, og din vurdering af situationen. En rettesnor: Hvad vil de børn fortælle om dig, når de bliver voksne og selv kan se de mønstre, de har levet under?

      Det er hundesvært, det du er vidne til, og der er ingen god eller perfekt løsning. Der er kun den løsning, du vælger, og det er så den bedst mulige løsning. Der er helt bestemt ingen “forkerte løsninger”.

      Alt mulig held og lykke med dine overvejelser, og giv dig selv og børnene et stort kram fra mig – Kærligst Dorte

    • En Mor 09/09/2015

      Hej Dorthe
      Vi står i samme situation som Camma gør jeg kan genkende alle de ting som hun skriver om min (svigerdatter)
      og det har kørt sådan i over 2 år men det hele bliver bare være og være nu. Vi blev som forældre igen kasseret nu var vi igen dårlige forældre og bedsteforældre, da alt hvad der sker og bliver sagt skal være at det er vores søn der gør det så hun ikke får skylden. Efter bruddet har det vist sig at der blevet købt forskellige ting på nettet med mit cpr. nr. og for at komme ud af dette skulle jeg melde min søn til politiet for identitets tyveri (meget hård beslutning) troede at det måske kunne hjælpe at han fik øjnene op for hvad det er for et forhold han lever i. Men det har gjort det hele meget være nu har min søn ventet på mig udenfor en butik for at skubbe til mig og true mig, med det resultat at nu lever jeg med en låst dør, da jeg nu er bange for min søn.
      Jeg forstår ikke det der sker min søn og mig har altid haft et fantastisk godt forhold han elskede sin familie de betød alt for ham og nu har han kasseret alt og alle ingen venner ingen familie hvornår vågner han ? eller gør han det aldrig ? for 2 år siden havde jeg en meget glad søn utroligt populær masser af venner med en god læreplads orden i økonomien. Nu har han en kæmpe gæld står i RKI er blevet voldelig sur og rasende. Hvordan kan kærligheden han havde til os blive vendt til had ?
      Det æder os op indeni og ikke at kunne gøre noget.

      • Kære Susanne
        Tak for din kommentar.
        Det er en rædselsfuld situation du står i, og jeg ville gerne kunne fortælle dig, hvad du skal gøre. Det er blot meget mere kompliceret end som så.
        Jeg er ved at skrive på et indlæg om, hvad der sker med os, når vi er tæt på en psykopat. Det er nemlig en meget stor belastning på mange planer. Ofte bliver vi vrede på alt og alle, og hvis det varer ved, så træder der en mase psykologiske forsvarsmekanismer ind. Vi rationaliserer det, der sker, så det får en anden betydning i vores hoved, og vi begynder at forsvare psykopaten mod alle, der gerne vil hjælpe os. De bliver fjenden. De psykologiske betegnelser er Kognitiv Dissonans og Stockholm-syndromet.

        Jeg ved ikke om det er det, der har ramt din søn, men prøv at læse mit indlæg, når det kommer ud på bloggen – nok i løbet af den næste uge – og se, om der er noget, du kan genkende. Og søg professionel hjælp fra psykiater/psykolog/terapeut, hvis du har brug for det.

        Uanset er det hårdt at se på, men jeg er ikke sikker på, at du kan gøre noget. Udover at forsøge at acceptere ham og hans handlinger, så godt du kan. Han har sine egne grunde til at gøre som han gør. Måske ved han godt, at han er i en rædsom situation – men han har også vurderet, at den kun bliver værre, hvis han går fra sin kone. Så han vælger måske at blive for sin egen og/eller for børnenes skyld. Men selvfølgelig skal du sige fra og sætte grænser. Hvis han bibeholder en tillid til dig, så er der mulighed for, at han kommer, når han har fået nok og har brug for hjælp. Måske. Engang.

        Mange kærlige tanker
        Dorte

  20. Kære Dorte og jer andre på siden,
    Tak for at I deler. Skræmmende så forskellige vores historier er – og så alligevel så ens. Dorte jeg får meget ud af at læse dine indsigtsfulde kommentarer. Jeg er i en proces. Jeg kan mærke at jeg er fri nu, for jeg forstår, at jeg ikke skal kunne forstå. Jeg kan ikke rette min sorg og mine frustrationer mod ham – jeg må rumme det selv (dele med andre). Han vil aldrig lade mig få ro i et farvel. Jeg har skrevet mine tanker ned. Jeg vil gerne dele dem med jer – måske giver det mening – måske gør det ikke, men det er et billede på den accept og forståelse jeg er ved at få af det uforståelige og uacceptable, hvis det giver mening.

    Kærlig hilsen Anna

    Til dig, der fandt på manuskriptet

    Og det var dagen…
    Du tog initiativet.
    Den dag du pludselig stod der.
    Du kiggede
    For længe
    For intenst
    Det var dagen, hvor jeg tog rollen
    Plottet var tænkt
    Jeg kendte det ikke,
    Gjorde du?
    Intensitet
    Spænding
    Overvældende følelser
    Mødet mellem elskende
    Ægte kærlighed…
    FORVIRRING
    Modstand og forhindringer
    Årsagen var dig
    Dig – den elskende selv…
    Svigt, bedrag, løgne
    slør
    Fravær
    VIDERE
    Uden dig
    Tomhed
    Bedring – dag for dag
    Tvivl
    Benægtelse
    Du lukkes ind
    Jeg glemmer
    Glemmer mig
    Glemmer værdier
    Glemmer mit liv
    Forskrækket
    VIDERE igen
    Uden dig
    Tomhed
    Lettelse
    Bedring – dag for dag
    Der var du
    …Igen…
    Op
    Ned
    Op
    Ned
    Op
    Ned
    Plottet afsløret
    Jeg er afsløret
    Du er afsløret
    Tomhed
    Undren
    Hvorfor?
    Du ved det ikke selv
    Du er ligeglad
    Det var et godt manuskript…
    Tilbage står jeg
    Blottet
    Splittet
    Jeg havde selv sagt ja…
    Vred uden at være
    Du vil ikke forstå
    Du kan ikke forstå
    Du er ikke tilgængelig
    Spiller jeg rollen
    Sætter jeg filmen på
    Så er du alligevel
    I en pseudoverden
    I en film, der langsomt trænger ind
    I en film man husker
    I en film man frygter
    I en film man drages mod, men ikke ønsker at se
    (Igen)….

    • Kære Anna – og tusind tak for dine tanker. Meget meget smukt og samtidigt forstemmende.

      Tillykke med din accept af, at du ikke forstår, og accept af at du ikke får nogen afslutning fra ham. Det er noget, som vores giftige bekendtskaber ikke kan give os. Vi må klare os uden – med gode venners og hinandens hjælp.

      Stort kram Dorte

  21. Hej Dorte
    Jeg vil helt sikkert bakke op om det her følsomme emne. Er vildt glad for du har taget hul på det. Så folk der kan se, at det ikke er helt nemt at være tæt på en psykopat. Kan også mærke på mig selv, at det hjælper at fortælle om det. Syndes jeg vil fortælle lidt mere. Hver gang han havde brugt timer på at køre på mig, skulle han altid bekræftes bagefter med sex. Føj jeg hadet det. Engang for et par år siden, var der en veninde til mig, som godt kender til mit liv, der spurgte mig “græder du aldrig”. Og nej der skal rigtigt meget til. Kan faktisk blive helt bange for mig selv, om jeg måske også er psykopat. Hvad jeg godt ved jeg ikke er. Det må være fordi det er så svært at få ud af sindet, de møg modbydelige oplevelser jeg har haft med ham. At jeg 100% beskytter mig selv, i en hård kærne. Nå men nok for den gang. Skal nok komme med flere ting hen af vejen.
    Venlig Hilsen charlotte

    • Kære Charlotte
      Jeg tror du har været udsat for den specielle psykopatiske taktik, der går ud på at se, hvor langt man kan få andre mennesker ud i tovene – og alligevel beholde magten og kontrollen over dem. Det handler egentligt ikke om dig. Det handler om et sygt menneskes spil. Et spil, der handler om, hvor langt man kan drive andre mennesker ud, men stadigvæk beholde magten. En leg, de leger. Sikkert fordi de selv er skadede – men ikke desto mindre en leg og et spil, de spiller for deres egen skyld – og for at stive selvfølelsen af. En selvfølelse, de fleste af dem ikke kender til i dem selv, men som kun som en effekt af at være bedre end andre mennesker, og ved at kunne kontrollere andre mennesker – gerne stærke mennesker.

      Jeg har også haft tanken om, at jeg sikkert er psykopat. Jeg fandt ud af, at ved at være meget sammen med en psykopat, så overtager jeg det menneskes egenskaber. Det er det nemmeste, for der får man ikke kritik eller bliver udsat for manipulation og psykisk terror. Når man som jeg er opvokset med en psykopat, så er det jo også min rollemodel, der langt hen ad vejen bestemmer, hvordan jeg selv bliver – specielt når rollemodellen samtidig specialiserer sig i psykisk terror.

      Min erfaring er, at os der er bange for at være psykopater, vi er det ikke. En ægte psykopat ville slet ikke overveje tanken. En psykopat er jo bedre end andre mennesker efter sin egen opfattelse, og har ingen problemer. Og absolut ingen selverkendelse.

      Og rigtig god ide, at tale om det – så meget du kan og orker. Når jeg fortæller om oplevelserne med mine psykopater, så kan selv jeg høre, at det, der foregik og for mig var normalt, lyder fuldstændigt absurd ude i den friske luft.

      Det lyder til, at du er helt normal – i vores kategori…
      Kærlig hilsen Dorte

  22. Hej Dorte
    Efter 25 år i helvede med en syg mand, fik jeg endelig taget mig sammen til at flytte. Har altid kun set ham som magtsyg, og ikke som en psykopat. Ikke før her efter jeg er flyttet fra ham, og min datter en dag viste mig en artikel om psykopater, kunne jeg se, at det er det han er. Måtte stå til regnskab for hvad jeg brugte min løn på, hvor jeg havde været osv. Han havde installeret et pogram på pc. Som han så kunne gå ind og tjekke hvilke sider jeg havde været på, når han ikke var hjemme. Min historie er mega lang, kunne blive ved med at fortælle.Selv om det er 7 år siden, har jeg den dag i dag svært ved mænd. Kan slet ikke holde tanken ud at sku leve i et nyt forhold igen. Hold op hvor er det svært at komme videre i livet. Har 3 børn med ham. Som helt klart også er mærket af hans sygelighed.
    Kærlig hilsen Charlotte.
    P.S. Jeg vil helt sikkert bruge din hjemmeside en del.

    • Kære Charlotte
      Tak for din kommentar.
      Vi ved jo intet om de her specielle mennesker, der har nogle brist, der gør, at de er nedbrydende på os andre. Så vi ved ikke, hvad der sker med os. Og for det meste tror vi, at det er vores fejl, og at vi bare skal prøve lidt hårdere… De fleste siger jo til os, at vi skal tilpasse os i parforholdet – det gælder altså bare ikke, når det drejer sig om psykopater. Der kan vi tilpasse os selv ihjel, uden at det har nogen indvirkning.

      Så tak for at du også er åben og fortæller om dine erfaringer, det er et vigtigt skridt til at vi får emnet op i lyset, og får tabuerne og den misforståede loyalitet fjernet.

      Jeg har også været udsat for en psykopat, der var af den faste overbevisning, at jeg var hendes ejendom. Det var ligesom derfor, at jeg var født – for altid at være der og altid blive brugt, når andre forsvandt fra hende.

      Nej, man bliver en lille smule allergisk, når man først har prøvet at få frataget sin frihed. Og det er vel ok. Så går vi da ikke ud og finder en af samme type igen… Uanset, så er min erfaring, at vi har brug for at restituere efter et sygt forhold. Det er en voldsom belastning, du har været ude for i mange år, så du har brug for at restituere i meget lang tid. At få stressen og den evige underliggende frygt ud af kroppen, afmontere skyldfølelsen, skammen og vænne dig til friheden, og til at du faktisk er god nok! Der er intet galt med dig. Du er blot ved at hele. Al mulig held og lykke til dig, og jeg håber, du vil blive ved med at kommentere, så jeg kan få glæde af dine erfaringer i mit arbejde.
      Kærlig hilsen Dorte

  23. Kære Dorthe

    Sidder lidt og savner et afsnit til os, der kom til at få børn med (måske-) sociopater inden vi tog os sammen og gik. (Og ja, jeg endte derude hvor jeg tænkte: “Ok, enten går jeg nu – så kan jeg da stadig i det mindste være en god mor for mit barn. Eller også bliver jeg, og så er jeg en grønsag om 2 år, der kun kan sidde i sofaen.) Jeg nåede at miste venner, job, karriere og fik smadret min økonomi inden jeg kom så langt…

    Men det var blot baggrund. Problemet er, at man jo ikke rigtig kan slippe af med dem når man har børn sammen – så hvad gør man når de igen igen undergraver samarbejdet? For min ex’es vedkommende går det især ud på, at han vil have vores barn over at bo i hos sig, og det ville jo være skrækkeligt for barnet.

    Så lidt førstehjælp til os med børn og umulige fædre/mødre – det ville være guld værd. 🙂

    Glade sommerhilsener

    Irene

    • Kære Irene
      Tak for dit forslag – jeg vil meget gerne have gode ideer og forslag til emner og vinkler.

      Og det med børn, det kommer. Det er bare et emne, som jeg omgås med meget stor forsigtighed. Jeg har ikke selv børn, hverken med en psykopat eller med andre, så jeg kan ikke trække på min egen erfaring, som jeg ellers gør i meget af det, jeg skriver. Jeg har derfor brug for at lytte til andre, læse andres beretninger og dykke dybere ned i noget litteratur om emnet, før jeg kommer ud med indlæg og forslag. Men som sagt, det kommer, for det er så vigtig en del af de beretninger og kommentarer, jeg allerede har fået til mine artikler og indlæg, og som jeg får fortalt horrible historier om meget tit. Så hæng med – der kommer noget.
      Kærlig hilsen Dorte

  24. Hej Dorte
    Jeg er i en meget forvirret tilstand. Er igen igen igen blevet forladt af manden jeg ville gøre alt for. Men vil ikke mere – men er skræmt over om hvad han er i stand til at gøre psykisk ved mig der gør at jeg alligevel ender med at komme igen. Jeg har haft et forhold til denne mand i knap 4 år. De sidste par år har 2 af mine veninder nævnt og vist mig artikler omkring psykopater, men har jo tænkt at det ikke hang sammen, selvom jeg da godt kunne se visse ligheder. Jeg er endt med at holde ting skjult for mine veninder, for ikk at stille ham i et dårligt lys. Ville ikk have at de skulle se negativt på ham og komme til at hade ham, for det ville jo blive problematisk i sociale sammenhænge “når mig og ham blev lykkelige – han sku bare lige have det godt igen”.
    Da jeg faldt for ham var jeg i et ulykkeligt forhold og havde ret lavt selvværd. Det første halve år ville han ikk være min kæreste, og havde “gode” argumenter for det. Vi blev dog kærester – men kærester eller ej, han forlod mig mange gange og jeg tryglede ofte for at få ham igen, hvilket jo også lykkedes. For hver gang jeg fik ham igen, rettede jeg mig lidt mere ind, for at blive “den perfekte kæreste”. Når jeg tænker over det, var han også ekstremt nedladende og opdragende. Det kunne være lige fra at at jeg skulle huske at sige tak for mad og ikke putte salt på maden før man havde smagt, til at min familie var irriterende, og at jeg sku motionere og tabe mig. (Tabte mig 30 kilo på 7-8 måneder – og da jeg havde gjort det, var mit slappe maveskind usexet.) Jeg blev en meget frustreret, vred og lille kvinde – jeg knækkede faktisk og endte med en depression og anti depressive piller. Jeg døjede med selvmordstanker, og forsøgte en dag med piller. Han “reddede” mig, og jeg følte at han havde et ansvar ifht det. Det gjorde ham meget vred og ked. (Tænker i dag om han mon var rigtig ked – er så forvirret og kan ikke finde rundt i hvad der er ægte og hvad der er falsk). Derfor bestilte han en billet til roskilde festival, så han en månedes tid efter ku komme lidt væk fra det hele. Lovede ham aldrig at gøre et lignende nummer igen. Men 9 måneder efter reagere jeg overfor hans “ligegyldighed”, med at true med at hoppe ud over altanen.. det ene med det andet, forsøger at forlade ham, men vi ender sammen igen. Jeg er blevet indstillet til udredning med henblik på om jeg har en personlighedsforstyrrelse, hvilket jeg nu ved jeg ikk har. Jeg er blevet bebrejdet alt dårligt der er sket, alt er min skyld. Selv en graviditet, som endte i abort fordi han psykisk ikk var et sted hvor han og jeg ku varetage et barn, fordi jeg har traumatiseret ham med mit selvmordforsøg mm. Jeg har ikk ville svigte ham for alle de ting jeg har gjort mod ham, så har været ved hans side, og elsket ham betingelsesløst. Forstår det ikke selv – ved bare at jeg skal væk hvis mit liv skal få en positiv drejning og få muligheden for at finde lykken med at stifte egen familie osv. Han har været mig utro adskillige gange. Han har løjet om de mest mærkelige ting, men fået mig til at tro jeg var tosset og så spøgelser. Jeg kan ikke mere, og vil ikke mere, men er nervøs – tænk hvis han kommer igen. Vil jeg stå som et dådyr der er blændet af forlygter eller være stærk nok til at sige nej og mene det?! Det var først da min psykolog foreslog mig igår at jeg skulle læse lidt om psykopater, at jeg tog det alvorligt. Og tænker derfor stadig om det kan passe. Jeg er i en underlig tilstand. Jeg involvere så mange som muligt i det her – om ikke andet, så for at stoppe min beskyttelse af ham og i for at mine venner kan være mere klar på at jeg skal tales med hvis han kommer tilbage.

    Med venlig hilsen Lilly

    • Kæreste Lilly
      Jeg har virkelig lyst til at give dig et meget stort virtuelt kram!

      Uanset om din kæreste er psykopat eller ej, så behandler han dig ikke ordentligt. Og du har det slet slet ikke godt sammen med ham. Du fortjener at blive behandlet ordentligt, at blive holdt om og elsket, du fortjener at blive accepteret i stedet for at blive kritiseret. Og det er godt, at du taler med andre mennesker om det. Ikke for deres skyld, men jo mere du siger ordene om dit liv højt, jo bedre kan du også selv se, hvad der foregår.

      De forlygter, du er blændet af, holder på en vej og vender kun en vej. Du er ikke et dådyr, så du kan vende dig om eller gå et andet sted hen. Og ja, han vil forsøge at få dig til at blive ved med at ville have ham – det er nok det, som han egentligt er interesseret i. At et menneske vil mig så meget, at hun er klar til at dø for mig – det er fascinerende for et ufølsomt og skadet menneske. Det er til gengæld en gruopvækkende og belastende tanke for et almindeligt følsomt og kærligt menneske.

      Kæreste Lilly – bliv ved med at opsøge hjælp, få hele din familie og alle dine venner involveret. Brug psykologer, psykiatere, terapeuter – gerne det hele, så du får den hjælp til at komme fri, som du har brug for. Jeg håber inderligt, at du nu vil begynde at tænke på dig selv i stedet for at tænke på ham.

      Hvad vil du gerne med dit liv, hvem vil du bruge din tid sammen med, hvad gør dig glad og let om hjertet?
      Du kan ikke tvinge et menneske til at respektere dig, men du kan nægte at blive taget røven på!

      Kærligst Dorte

  25. Oh glemye lige en linie: om som vi kan læse alle steder, der er kun en ting at gøre og det er at flygte, for edderkoppen bliver ved med at spinde sit spind – om det ikke bliver om dig så bliver det om en anden – det kan jeg godt skriver under på – edderkoppen er igang med sit nye spind…..

  26. Hej Dorte.

    Et lille indspark herfra igen. Har læst de seneste indlæg og svar og igen popper der ting frem fra bevidstheden. Du skriver bla. Det med den undersøgelse om de stirrede øjne og bam den ramte lige i øjet om jeg kan sige sådan. Har kigger direkte ind i sådan et par, og ja havde da også bare den opfattelse det var interesseret øjne. Og tanken går videre til en af de sidste gange hvor vi havde intimitet, hvor det var ligesom at kigge ind i 2 tomme tønder – helt tomt.
    Jeg er idag efter at have læst herinde og talt med forskellige mennesker, at jeg totalt har tilsidesat mine egne menneskelige rettigheder. Følelsen af at have fanget i et edderkoppespind giver rigtigt god mening, for det er virkelig sådan man har det bagefter og tanken om, at sunde mennesker støtter op om hinanden,kan jeg få helt kuldegysninger ved for ja sådan skal det være men et stoplys jeg totalt havde overset, for var jo blevet indprentet at det var mig den var gal med. Ja har selv stået med de følelser om at det var mig der var den giftige person, men de mange historier har fået åbnet mine øjne at det ikke hænger sådan sammen og det kan være en kamp at indse det og bliver hængende i den overbevisning. Og tusind tak for alle dem der giver deres indlæg det giver en god støtte til at se jeg (vi) ikke er helt alene i verden med disse oplevelser. Og det giver mig også troen på at det her er en kamp der kan vindes med at få det “åbne” sår healet men trods alt en kamp der skal kæmpes.
    En kort lille men håber brugbart indlæg 🙂

    AC

    • Kære Carsten
      Tak for dine bemærkninger. Det er så godt, at du taler med andre mennesker om dine oplevelser. De skal ud af mørket og ind i lyset. Der mister de sin magt. Det er derfor psykopater lægger så stor vægt på loyalitet, altså at vi skal være loyale mod dem. Vi skal holde sammen, og det er verden mod os. Det mørke, det gemte, det skjulte det skamfulde. Det er det, der bryder os ned som mennesker.

      Åbenhed og ærlighed er nogle gange svært og grænseoverskridende, men min erfaring er, at hver gang jeg har fortalt en “hemmelighed” til nogen, så har de bare sagt: “Det kender jeg godt! Sådan har jeg det også.” Vi er alle mennesker, og egentligt forbløffende ens, hvis vi tør åbne os, og spørge til hinanden.

      Du skal også huske, at en anden af psykopatens ekspertiser er det, som psykologerne kalder projektion. At tage alle følelser, alle anklager og alle fejltagelser, som de har eller får lagt på sig – og så let og elegant få placeret det hele på andre menneskers skuldre. Hvis du beskylder en psykopat for noget, så vil du til din forbløffelse opdage, at 2 minutter efter, der er det dig, der har det, du har beskyldt vedkommende for. Tal om at blive rundforvirret. Var det ham/hende – eller var det mig?

      Du er helt normal – i vores kategori! 🙂

      Kærlig hilsen Dorte

  27. Kære Dorte,
    Jeg læste den anden dag tilfældigt en af dine artikler, som var blevet delt på facebook. Da jeg læste den gik det for alvor op for mig, at jeg havde mødt en, for mig, “giftig” person (M). Jeg har før tænkt tanken, at han kunne være psykopat, men jeg har hurtigt slået det hen igen – mange af de ting der skete mellem os kunne jeg jo bebrejde mig selv. Det var lige præcis hvad jeg gjorde. Jeg påtog mig ikke hele skylden, men en stor del af den og det var altid mig, der undskyldte og forklarede også selvom jeg på ingen måde havde ansvaret for konflikten. Selv den dag i dag sidder jeg med en masse tanker og selvbebrejdelser – for er det egentlig mig, der var psykopaten? Jeg blev lettet, da jeg læste din artikel og kunne se, at man i relationen til en psykopat mister sig selv og sine egne værdier og på nogen områder overtager psykopatens metoder. Jeg arbejder til daglig med mennesker og er i mit arbejde meget reflekteret og empatisk. Mit selvværd har dog altid kunne ligge på et meget lille sted og da mit forhold til min mand var ramt af hverdagstrummerum og småbørn, så stod han der! Han startede med at skrive til mig over facebook. Ret hurtigt udviklede det sig. Han brugte store ord og overøste mig med komplimenter. Efter to uger sagde han, at han elskede mig, at han havde været forelsket i mig i to år, at jeg var det mest unikke og fantastiske menneske han nogensinde havde mødt. Senere skrev han, at jeg måtte være hans soul mate. Han var gift og havde to små børn og jeg var gift og havde to små børn. Jeg tog hurtigt konsekvensen, da jeg kunne mærke at mine følelser på ingen måde var fair over for min mand. På det tidspunkt skrev M sms’er til mig fra det øjeblik han vågnede til han gik i seng. Han blev ved med at sige at han ville gå. Første gang var efter ca. en måned. Jeg ventede oppe hele den nat. Jeg boede på det tidspunkt i mine forældres kælder. Jeg hørte ikke fra ham i løbet af natten. Næste morgen skrev jeg til ham. Han svarede, at han ikke havde kunne sige det. Av. Jeg lukkede kontakten og prøvede at få forholdet til min mand til at fungere. M skrev selv at han ville respektere, at jeg ville blive hos min familie – men det gjorde han selvfølgelig ikke. De næste to år viste gang på gang, at han sagde et, men gjorde noget andet – for strømmen af kærlige sms’er med suk og savn ville ingen ende tage. Han skrev ting som: “Din mand er en bedre mand end jeg er”. Han trykkede på min omsorgsknap. Jeg fik vendt det til, at det var synd for ham, at han ikke kunne gå. På det tidspunkt var jeg forelsket og havde HELT smidt al fornuft over bord. Jeg havde fra starten af lukket af for vores kontakt mange gange. Mest fordi jeg perifert kendte hans kone og jeg havde dårlig samvittighed over for hende. Han åbnede gang på gang for kontakten og nogen gange gjorde jeg det også selv. Det var ofte sådan, at jeg havde forklaret og forklaret, hvorfor det vi gjorde ikke var fair og hvorfor det betød at vi måtte stoppe. Hver gang reagerede han med en kort besked: “Ok” eller lignende. Jeg fik en følelse af, at han ikke havde forstået mig, at han troede at jeg ikke ville ham. Det er svært at forklare kort (jeg vil gerne uddybe det for dig, hvis du er interesseret). Jeg kan godt se, at det HER fremstår så klart og tydeligt, hvad han var for en, men der var så mange ting i spil, så jeg helt mistede overblikket. Når jeg ser tilbage, så kan jeg ikke forstå den intensitet, der så hurtigt opstod. Jeg føler mig, som du skrev, ramt af en damptromle. Der var hans intense kærlighedserklæringer, hans nærvær og intense øjenkontakt, når vi var sammen. Signaler, som forvirrede mig og fik mine følelser til at tro, at vi virkelig var sjælevenner. Jeg havde aldrig i mit liv oplevet en så intens og galopperende følelse af samhørighed sammen med et andet menneske. I starten var jeg ikke i tvivl om, at jeg virkelig betød noget for ham. Sms’erne med kærlighedserklæringer tikkede som sagt ind flere gange i timen. Han gav stadig udtryk for at han kæmpede med at gå fra sin familie. Jeg var flyttet for mig selv igen. Jeg havde igen sagt til ham, at jeg ikke ville være med til at luske rundt. Han sagde, at han ville gøre det forbi med sin kone. Denne gang sad jeg sammen med en veninde hele aftenen og jeg lå søvnløs det meste af natten. Inderst inde vidste jeg jo godt, at han igen ikke havde sagt noget til sin kone. Jeg skrev ikke til ham. Jeg var vred og skuffet. Om aftenen næste dag kunne jeg dog ikke lade være med at skrive. Jeg skrev, at det ikke var ok at lade mig sidde og vente og at han burde have informeret mig, da hans mod igen svigtede. Jeg troede stadig, at det VAR hans mod og ikke hans vilje – det gjorde han meget ud af at fortælle mig. Han fortalte mig, at han ønskede at vi skulle finde sammen og han var helt sikker på, at han ikke kunne leve uden mig. Jeg spurgte til hans samvittighed. Hvordan han kunne planlægge et liv sammen med en anden, mens hans kone intet vidste. Han havde ikke dårlig samvittighed svarede han. Han gjorde ellers meget ud af at fortælle om hans følsomme sider om forholdet til hans mormor, som betød alt for ham. Forholdet til konen var dog en anden sag. Han elskede hende, men af praktisk karakter sagde han.
    Vores fysiske forhold gled ud i sandet. Vi mødtes ikke mere, da jeg ikke ønskede at vi mødtes under de betingelser. Mine følelser var et stort virvar af forelskelse, skuffelse og sorg. Jeg var så forstående hele vejen igennem og forstod godt, hvorfor han ville blive hos sin familie, så hans børn ikke skulle opleve en skilsmisse. På den anden side var mine børn hele møllen igennem. (De kom heldigvis sunde og glade ud af det – men med ar på sjælen. I dag er jeg igen sammen med deres fantastiske far). M sagde til mig, at han beundrede mig, for ikke at være konfliktsky og han roste min samvittighed og min måde at være et ærligt menneske. Igen fortalte han mig, at jeg var meget bedre end ham. Han fortsatte dog med at skrive og han fortsatte med at udtrykke, at han var sikker på, at vi var ment for hinanden. Når jeg “røg i” og mit hjerte smeltede, så var han der 100 procent. Når jeg konfronterede ham med aftaler han ikke havde holdt eller mine følelser af savn og skuffelse, så ignorerede han mig eller skrev korte beskeder. Ofte skrev han: “Ha’ det godt. Jeg kan jo ikke gøre noget rigtigt.” Han vendte de mindste krav jeg stillede til ham mod mig. Jeg forklarede altid og var frustreret over, at han misforstod mig. Jeg troede oprigtigt, at jeg ville kunne hjælpe denne afstumpede mand, som ikke kunne tale om svære følelser og som ikke kunne håndtere konflikter. Han sagde også til mig, når jeg glattede ud efter en konflikt, at jeg var fantastisk at snakke med og at han aldrig havde åbnet sig så meget op for nogen. Det gav mig håb – selvom jeg i mit stille sind tænkte, at der var lang vej igen.
    Han har arbejdet sig vej op af karrierestigen som sælger. Nu er han leder i en høj stilling. Han arbejder meget, men han planlægger selv sin tid og han ville hellere bruge den sammen med mig end med sin familie. Dog aldrig efter 17, hvor han var hos familien og ikke længere for alvor var tilgængelig.
    Så sent som for en uge siden skrev han til mig igen. Han savnede mig og det var gået op for ham, hvor meget han elskede mig, sagde han. Han var på vej på ferie til Italien sammen med sin familie, så der var ikke så meget nyt under solen. Han prøvede at få mig overbevist om at vores kærlighed var smuk og unik og at vi en dag ville finde sammen. Ind til da ville han gerne have mig i sit liv på den ene eller den anden måde – han sagde, at bare det at vi kunne skrive lidt sammen var bedre end ingenting. Det skulle også være rart for mig dog, sagde han. Han fortalte, at han elskede min ubetingede kærlighed. Han skrev mange gange, at det ville være os for evigt. Jeg undrede mig over hans trang til at nævne “for evigt”, så mange gange. Jeg nåede lige at blive overvældet af de samme gamle altopslugende følelser før jeg igen skrev til ham, at jeg ikke kunne leve et dobbeltliv og jeg forklarede og forklarede. Han skrev igen en kort besked. Efterfulgt af endnu en besked: “Lov mig, at du ikke skriver igen, for jeg bliver også ramt hver gang.” Og det var det. Sådan har vi efterhånden taget afsked med hinanden hundrede vis af gange – men nu ved jeg, at han altid vender tilbage. I situationen hvor jeg ikke vil lege med, der lukker han ned. Det kan han ikke bruge til noget. Han venter til jeg har glemt konflikten og så skriver han igen og skruer på alle de knapper, som åbner for min godtroenhed og mine følelser og erindringer om intens “kærlighed”.
    HELDIGVIS har jeg en fantastisk mand, som undervejs mindede mig om mine egne værdier. På det tidspunkt syntes jeg, at han skulle give slip, men han holdt fast og en dag indså jeg at den intensitet, som jeg havde oplevet med M ikke var sund eller bæredygtig. Jeg talte i telefon med min mand efter en konflikt med M og dér mærkede jeg mine gamle følelser og en ømhed og kærlighed for det menneske, som jeg havde så meget positivt sammen med – det menneske, som tog mig alvorligt selv i konfliktfyldte situationer. Ind til da havde jeg kørt på en rus af adrenalin og min krop var færdig og træt. Det har taget mig lang tid at forstå og acceptere, at JEG har udsat MIN familie for så mange frustrationer. Jeg har stadig svært ved at acceptere, at jeg alligevel gik med til at luske. Selvom jeg sagde noget andet, så afviste jeg jo aldrig M for alvor. Jeg er stadig bange for den “magt” han har over mig. Det er ikke ham, der skal ændre sig nu. Det er mine tanker om ham og om det vi har været igennem, som vil få mig til at afvise ham næste gang han skriver. Jeg skylder en stor tak til min mand og til min familie – de har været meget igennem – det har vi alle og ingen forstår helt, hvad det var der ramte os.
    Med M har jeg oplevet intensitet, som jeg ikke troede var muligt. Følelsen var fantastisk, når vi havde det godt og jeg skrabede bunden som aldrig før, når han lukkede mig ude. Jeg var skræmt over mit tab af kontrol, min voldsomme hengivenhed. Når jeg havde haft kontakt til ham i en periode, blev jeg af flere grunde nødt til at stoppe vores kontakt. Jeg havde altid en følelse af at være til grin, at blive manipuleret med. Flere gange har han sagt ting, som har været for direkte iscenesatte – det fik mig til at undres, men han har hurtigt sagt og skrevet noget, som fik mig på andre tanker igen. Jeg kunne og kan ikke forstå, hvordan man kan kigge så intenst med så meget “kærlighed” i sine øjne og så ikke mene det. Jeg forstod det ikke og jeg forstår det ikke og netop den tvivl gjorde at min dør altid stod lidt på klem. For jeg VILLE ikke indse, at dét der for mig virkede så ægte bare var en leg for ham. Jeg tror helt ærligt også, at han selv følte sig godt tilpas sammen med mig, at han virkelig elskede den følelse jeg GAV ham. Efter “bruddene” blev jeg deprimeret. Aldrig så det invaliderede mig, men det lagde en tung sky omkring mig. Jeg har altid følt mig enormt tappet efter perioderne, hvor vi har haft megen kontakt. I starten var det ikke så tydeligt, at han ikke interesserede sig for mig, men senere blev det klart for mig, at han ikke interesserede sig for mit liv udover de følelser jeg havde for ham. I andres øjne fremstår han i dag, som en succesrig karrieremand og familiefar, mens jeg er den mor, der forlod mine børns mand til fordel for en mand som aldrig gik. Det var MIG, der var ærlig over for min mand fra start til slut og det er MIG, der har udsat MIN familie for smerte.

    Det blev langt og der er så meget jeg ikke kan beskrive her. Du er velkommen til at kontakte mig.

    Venlig hilsen Anna.

    • Kære Anna
      Tusind tak for din beretning, der gør ondt helt ind i maven på mig!
      En psykopat på jagt efter sit nyeste offer er en teaterforestilling af charme, intensitet, gaver, søde ord, fantastiske fremtidsplaner, og alt det, vi drømmer om – specielt hvis vi har lavt selvværd, er lidt stressede eller depressive eller har manglet omsorg som barn. Så tror vi på dem, til forskel for de mennesker, der har en solid og tryg base bygget på selvværd og rigeligt modtaget kærlighed.

      Jeg tror, at psykopater har sådan en speciel evne til at spotte den store røde knap, vi åbenbart har i panden, hvis vi er modtagelig for deres charme og forførelseskunster. Og så starter jagten. Jagten er ikke nødvendigvis alvor, nogen gange er den kun leg eller for spændingens skyld, og for at se, om de kan vinde jagten, kampen, pokalen.

      Forøvrigt læste jeg en artikel om, at forskning har vist, at mennesker med psykopatiske træk blinker mindre end andre, og at de har et stirrende blik. Et blik som vi fejlagtigt opfatter som interesse og kærlighed, men som åbenbart bare er en biologisk betinget tilfældighed…

      Du må endelig ikke føle dig skamfuld eller ansvarlig for situationen, du havde ikke en chance! De kræfter, du har været oppe imod, har været meget stærkere end dig. Du har jo haft med et menneske at gøre, som ikke har en samvittighed, det vil sige, at der er intet, der har bremset ham i hans leg og tidsfordriv med at nedlægge dig. Du har tænkt på din mand, dine børn, ham og endda hans kone – han har givetvis kun tænkt på dig selv.

      Jeg er så glad for, at du har skrevet indlægget, du er med til at åbne øjnene for andre, der oplever eller har oplevet nøjagtigt det samme som dig. For tro mig, din ven følger fuldstændigt og slavisk “Håndbog for psykopater.”

      Har du læst beskrivelser af, hvordan edderkopper fanger fluer? De spinder et solidt og smukt spind, forsyner det med noget klistret og uimodståeligt blinkende stads, venter på lur til der kommer en flue forbi, der sætter sig i spindet og sidder fast i klisteret. Derefter spinder edderkoppen endnu en masse spind rundt om fluen, indtil den ikke kan røre sig mere. Når fluen er helt stille, så suger edderkoppen al saft og kraft ud af fluen – for derefter at forlade fluen og gå på jagt efter den næste flue.

      Jeg fortæller ikke historien for at give dig en biologitime, men jeg håber, at du vil tænke på den, måske gang M ringer (for det gør han) – og til alle andre derude, der er ved at falde for den søde snak for 358.nde gang.

      Stort kram fra Dorte

      • Kære Dorte,
        Tak for din brugbare analogi. Den vil jeg huske på. 🙂 Lidt pudsigt at du nævner (håndbogen for psykopater). Jeg har længe joket med, at han måtte have et opslagsværk med forførelsesteknikker. Uhyggeligt nok kommer de fleste sælgere på salgsoptimeringskurser, hvilket udstyrer dem med manipulationsteknikker og indsigt i den menneskelige psyke. Dårlig kombination i det her tilfælde.
        Jeg er desværre også sikker på at han kun har tænkt på sig selv. Det er trist for ham og især for hans familie, som måske skånes for det meste, men ikke for ligegyldigheden i perioder.
        Det er ikke nemt at være menneske. Jeg vil gerne tro det bedste og se det bedste i alle – det er også en nødvendighed i mit job, MEN det er en svær balancegang, for desværre er alle ikke samvittighedsfulde næstekærlige mennesker. Det må man jo bare erkende.
        Et lettelsens suk herfra. 🙂
        TAK for din side, tak for din indsigt og tak fordi du deler ud af den! 🙂
        Knus Anna

    • Hej Anna

      Hold da op – det kunne have været min historie du skrev.
      Kan man komme i kontakt med dig på nogen måde?

      Kh
      Anne

      • Kære Anne og Anna
        Det gør jeg i aften – dejligt hvis I kan bruge hinanden ????
        Kærlig hilsen Dorte

      • Hej Dorte, Anna og Anne
        Jeg er af omveje netop havnet på denne side, og har netop siddet med tilbageholdt åndedræt og galopperende puls mens jeg læste Annas beretning. Det var forfærdeligt og samtidig forløsende, fordi den kunne have været skrevet af mig selv! Jeg sidder netop i disse dage – hudløs og uden fornemmelse af mig selv – efter 3 år i den rutschebane der så rammende beskrives af Anna. Jeg kan se på datoerne for jeres indlæg, at det er mere end 1 år siden tråden her var aktiv. Anne og Anna er forhåbentlig kommet videre i deres liv, men jeg kunne så meget bruge at høre lidt om HVORDAN!?

      • Kære Mette,
        Jeg havde skrevet et langt svar til dig, men noget gik galt og det forsvandt. Så her er en kortere version. 
        Det der hjalp mig, var at skifte fokus og tage mig selv og min egen dømmekraft alvorligt nok til at lade den råde mig. Jeg havde jo indset, hvem og hvad han var. Tvivlen har jeg stadig, for hvem er jeg til at uddele diagnoser og tillægge folk dysfunktionelle personlighedstræk?! MEN jeg lever med tvivlen og holder fast i, hvordan det føltes for mig. Jeg tvinger min hjerne til at fokusere på alt det negative og dysfunktionelle, når den en sjælden gang i mellem søger suk og savn. 
        Jeg har fået det mere på afstand og lever med, at jeg aldrig kommer til at forstå, hvad der skete. Men igen – det er også lige meget, for jeg ved, at det ikke var sundt at være i og det er grund nok, for mig, til at holde mig langt væk!
        Derudover er jeg heldig at have sunde relationer, som jeg kan spejle mig i. Jeg kan sammenligne “det gode forhold”  med det dysfunktionelle og det sætter tingene i perspektiv. 
        Men kort og godt: Jeg HAR indset det, jeg HAR mærket det og NU handler jeg på det og gør mig uafhængig. En ting er, at jeg røg i med begge ben og bankende hjerte DENGANG, men nu kender jeg de tomme floskler og manipulationerne til hudløshed. Jeg kan ikke, lige meget hvor meget jeg end prøver, tro på ham og hans hule udsagn. Jeg ved bedre nu og min stolthed byder mig ikke at gå på kompromis med mine værdier, når jeg ved bedre.
        Hold fast i dig selv! Det er DIG og ikke ham, der skal leve sammen med dig resten af dit liv. Hvad han mener influerer ikke på dit liv, hvis du mener noget andet og tager dig selv alvorligt nok til at prioritere dig selv og DIT velbefindende – ikke hans. Det er ikke synd for ham og han bliver ikke anderledes, men du kan vælge noget bedre end ham. 
        Og så kan jeg kun anbefale, at du blokerer ham på alle medier, da “man” ser klarere, når han ikke manipulerer en på daglig basis. 
        Jeg har talt med Dorte, hun er sød og dygtig og ved meget om emnet. Det kan jeg kun anbefale!
        Tanker til dig.
        Kh Anna

  28. Er i tvivl om hvorvidt jeg har været i forhold med en psykopat Men er nok 99% sikker…
    Har tabt mig selv på vejen både psykisk og fysisk.

    Du kan skrive hvis du vil.

    Det kunne måske fortælle mig om jeg er helt tosset her… Som han mener.

    • Kære Alina
      Hvis du er 99% sikker, så har du ret. Hvis du sagde, at du var 40% sikker, så ville du også have ret! Vi er meget længe om at erkende, hvad det er for et menneske, vi er involveret i. Vi benægter virkeligheden, vi er overdrevent loyale, vi forsøger at tro det bedste igen og igen, og vi vil simpelthen ikke tro på, at vi (som ellers er søde og fornuftige mennesker) er faldet for en psykopat. Så bare det, at du har tænkt tanken om, at han måske kunne være, bare en lille smule, engang imellem, en anelse psykopat, er nok for mig til at tro på, at du har ret.

      Og helt sikker bliver jeg, når du fortæller, at han mener, du er tosset. Et kærligt medfølende og empatisk menneske fortæller ikke sin elskede, at hun er tosset. Et kærligt empatisk menneske vil give dig et kram og fortælle dig, at du er fantastisk, og han ville spørge dig, hvordan han bedst kunne hjælpe dig til selv at se, hvor fantastisk du er.

      Så du er god nok, og du er ikke tosset.
      Kærligst Dorte

  29. Kære Dorte
    Jeg har selv været i en nær relation til en veninde, igennem 23 år… Og fandt først til sidst frem til hun har psykopatiske træk…
    Jeg kunne aldrig helt forstå hun ku være så iskold, kæmpe grænseoverskridende, manipulerende og grov i sin mund… Indimellem mistede hun også besindelsen, særligt overfor hendes to børn… Jeg har mails jeg har skrevet til hende i år 2002, og hvor jeg bliver mindet om, hvor langt væk, hun stille og roligt fik mig væk fra mig selv og mine egne værdier…. Jeg ku skrive kæmpe meget om meget om hende, for hun har fyldt en del… Og idag har jeg for alvor brudt med hende… Men sikke et brud… Jeg forsøgte at gøre det på en pæn og anstændig måde, men hun blev meget grov… Jeg er rigtig glad for at have fundet frem til din side For det er lidt ensomt at bryde med en person der har denne karakter… Og hvis du kan bruge mine erfaringer til din bog, må du meget gerne kontakte mig for mere indformation… For jeg syntes der mangler indformation om de kvindelige psykopater særligt når de er ens veninde…
    Mange hilsner
    Daniella Merkild

    • Kære Daniella
      Tusind tak for din historie, og ja venner og veninder kan være lige så giftige som alle andre relationer. Specielt når det har varet i så mange år som dit venskab, så er processen med at gøre sig fri og efterfølgende at anerkende, at der også er en sorgproces involveret, den er hård!

      Husk at du skal igennem de 4 faser, der hører til enhver sorgproces: 1. chokket – kan det virkeligt passe, det her? 2. reaktionen – vrede, sorg, fortvivlelse, masser af følelser. 3. bearbejdning – begyndende accept af bruddet, krise og sorgfølelse, pas på depressive tendenser. 4. nyorienteringen – sorgen vil stadig være der, men også en healing og en afklaring. Og til sidst en parathed til at gå videre med livet.

      Jeg bliver meget berørt af din kommentar om, at du kom væk fra dig selv og dine egne værdier. Det er så præcis en beskrivelse af, hvad jeg også har oplevet. Jeg har lagt mig selv og mine værdier på hylden for at kunne være i stand til at tilpasse mig og dække et andet menneskes behov. Jeg endte i et tilfælde som et helt hvidt tomt whiteboard, hvor alt indhold var tørret væk med en klud. Og jeg havde vel at mærke selv gjort det. Det er det uhyggelige. Det er meget stærke kræfter, der er i spil.

      Jeg vil rigtigt gerne bruge dine erfaringer og din historie i bogen. Jeg vil vende tilbage til dig, når jeg er parat til at lave de interviews, som jeg planlægger. Der går nok et par måneder eller tre. Alt bliver selvfølgelig anonymt, og ordentligt.

      Stor respekt for at du brød fri af et giftigt venindeforhold, selv om det jo har sine konsekvenser. Men ingen af os skal finde os i uacceptabel opførsel fra nogen! Tænk på, hvor meget frihed og tid, du får tilbage til dig selv, når du er kommet igennem denne proces. Jeg glæder mig til at høre, hvor meget godt, du i stedet har fået ind i dit liv. Noget positivt, kærligt og tillidsfuldt.

      Stort kram Dorte

      • Kære Dorte
        Mange tak for dit meget brugbare svar☺️
        Jeg er nok i alle 4 faser ligenu, selvom særligt vreden fylder en hel del.. Både i forhold til hende, der fik mig så langt væk fra mig selv, men også vreden over jeg ku bære så blind… Og ja det er hulens mange år det har stået på, og i alle årene undskyldte jeg hendes adfærd med, at det jo var for mit eget bedste hun var så grov…
        For jeg er selv opvokset med ret så specielle forældre… Hun kendte alle mine svage punkter og brugte dem konstant, vendte alle folk i mod mig og ja hun var kæmpe giftig… Jeg ser meget frem til at komme videre, for som du skriver sikke meget energi jeg får tilbage Men syntes det barske i det er, at hun er bare videre og fuldstændig kold overfor vores brud…
        For hende er det enten eller… Så tror det der gør mest ondt er hvordan ku jeg finde mig i, at spilde 23 år og miste alle de veninder igennem årene… For ja hun sørgede for jeg kun havde hende som min “ægte” ven… Enten bagtalte hun mig til dem, eller de bad mig vælge imellem dem eller hende, da de sagtens ku se hun er syg… Bare ku jeg ikke selv se det, for jeg var “blind” … Ja ku skrive rigtig meget, men vil slutte for nu☺️ Og du kontakter mig bare så snart du er klar til at give et interview
        Det har stor betydning at få sat ord på i denne proces, hjælper mig meget kan jeg mærke☺️ Og hvor er det skræmmende at disse typer med deres charme, kan spinde et net omkring en, og at så længe man er i nettet kan de bruge en… Men spræller man for meget og bliver for “besværlig” sættes man fri uden nogen form for sorg fra deres side af…
        Stort kram fra mig

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.