De Sorte Øjne

En beretning om psykisk vold i parforholdet

De Sorte Øjne

De Sorte Øjne - Psykisk vold

Mia er en ung pige med livet foran sig. Hun er startet på studierne og møder hurtigt Lars. Lars slår benene væk under hende, og den kærlighed, hun har længtes efter, bliver nu til virkelighed.

Hvad Mia ikke ved, da hun hovedkulds forelsker sig i Lars, er at der under de mystiske nøddebrune øjne gemmer sig et mørke.

Et mørke og en tåge som Mia vil være indhyllet i og fanget af i mange år.

Selv da Mia finder kræfter til at bryde ud af mørket, venter der hende en lang og umenneskelig kamp tilbage til sig selv. En kamp om børnene og en kamp for evnen til at mærke sig selv.

 

Bogen kan fås som e-bog og som lydbog.

 

Læs et kapitel af e-bogen her.

Lyt til et kapitel af lydbogen her.

 

De Sorte Øjne

Pris 249,- kr.

Fås som E-bog og Lydbog.

Læs mere og køb her

  

Psykisk vold

I Danmark har vi et sært og tvetydigt forhold til vold.

På den ene side taler vi – både privatpersoner og offentlige myndigheder – om nul-tolerance over for den fysiske vold. På den anden side virker det, som om samfundet trækker på skuldrene ad den psykiske vold.

Og det er umiddelbart ulogisk, for psykisk vold – hvad enten der er tale om mobning eller chikane eller andre former for overgreb, der ikke efterlader blå mærker – er mindst lige så farlig og udbredt som den fysiske vold.

Hvorfor denne dobbelthed? Er det, fordi den psykiske vold netop er usynlig? Skyldes det, at samfundet har for få ressourcer til at gribe effektivt ind? Eller er der tale om en form for konfliktskyhed, hvor myndigheder og private er bange for at blande sig i andres personlige anliggender? Og så er det nemmere bare at vende ryggen til?

Disse spørgsmål har været relevante – og ubesvarede – i mange år, og med denne bog får de fornyet aktualitet.

  

Mere om historien

Vi følger Mia over en periode på femten år. Hun møder Lars og bliver stormende forelsket. De flytter hurtigt sammen – alt synes at være fryd og gammen. Og så alligevel ikke. Allerede fra begyndelsen er der nemlig slanger i paradiset, og bogen formår med sin enkle fremstilling at holde læseren fast i frysende nysgerrighed: Hvad sker der mon på næste side?

Lars er som sådan fuldstændig uden skrupler, og når hans øjne bliver sorte, ved Mia, at der er fare på færde. Lars har tilsyneladende ingen følelser. Hans interesse for Mia er udelukkende af seksuel karakter, og han virker kun sporadisk interesseret i de tre børn, de efterhånden får sammen. Alligevel bliver Mia hængende. Hun har ondt af Lars og vil gerne hjælpe ham, for han har det tydeligvis svært; både med sin egen familie og med sine forsøg på at fastholde job og kærester.

Bogen er en thriller på mange planer. Det er uhyggeligt at se, hvordan Mia er ude af stand til at sætte foden ned. Det virker, som om hun er blevet hypnotiseret af Lars til at overtage hans perspektiv: Det er hende, der er den skyldige, og ham, der er ofret.

Og det er uhyggeligt at overvære, hvordan hun – da forhekselsen fordamper – er ude af stand til at få Lars ud af sit liv og sin hverdag. Scenen fra soveværelset, hvor Lars i timevis stiller sig i døråbningen og spærrer Mia vejen, er et grotesk eksempel på, hvordan voldsmanden har helt frit spil.

  

Myndighedernes rolle

Værst er imidlertid myndighedernes ligegyldighed og langsommelighed. For læseren virker det oplagt, at kommunen og Familieretshuset som den naturligste ting i verden burde tage Mias parti. Men sådan går det ikke. I hvert fald ikke i begyndelsen. Og hvordan kan det offentlige forsvare at skulle bruge måneder på en akutsag? For ikke at tale om skoleeksemplet på bureaukrati a la Danmark: At der hele tiden kommer nye sagsbehandlere til, så sagen bliver ved med at trække ud.

Bogens slutning skal ikke røbes her. Og så alligevel: Lars får sin velfortjente straf, men han slipper også billigt. Og dermed får vi endnu en gang bekræftet, at vi i Danmark har et sært og modsigelsesfyldt forhold til vold.

  

Citater fra bogen:

“Hun ville gerne have flere børn, men der var noget i hende, der gjorde modstand. Måske var det den pressede situation med job, husprojekt, Lars’ arbejde, hans familie eller måske noget helt femte? Mia havde fået sværere ved at mærke sig selv: Hun følte sig ikke længere sikker på, om det var følelser eller blot negative tanker? Måske var hun ved at blive en vred kvinde?”

 

“Han havde valgt at lyve, fordi hun gjorde det svært for ham at sige sandheden. Han turde ikke fortælle hende sandheden, fordi hun blev så vred. Mia kiggede mistroisk på ham: Var hun virkelig så urimelig? Måske havde hun været for hård ved ham? Hvor var det frygteligt, hvis han følte, at hun tvang ham til at lyve. Hun endte med at undskylde, at hun var blevet sur.”

 

“Hun vidste, at hun var urimelig, men hun var så vred og ked af det. Hele hendes krop var fyldt op af frustration over løgne, afvigelser, krav og forvirring…. De nøddebrune øjne var blevet kulsorte, og hans tænder var presset sammen, mens han hvæsede, at hun skulle holde sin kæft. Hun mærkede fortsat hans stramme greb om sin hals.”

 

“Tanken om, at hun havde holdt sig selv for nar i ti år sammen med Lars – at hun havde tilladt sig at blive hos en mand, der ikke behandlede hende godt – det gjorde ondt helt ind i hjertet.”

 

“De lange nætter med tankemylder, hovedpine, koncentrationsbesvær og grådlabilitet gjorde, at Mia ikke længere havde et valg. Hun var nødt til at tage tyren ved hornene og få styr på sig selv. Ikke kun for sin egen skyld, men også for sine børns skyld.”