Jeg har en grundlæggende angst for at deltage i livet omkring mig.
En angst for ikke at være god nok. En angst for at blive afvist. En angst for at blive kritiseret.
Jamen, er det ikke meget menneskeligt, spørger du måske? Joh, det er det nok. Men nogle af os har denne angst i en meget stor og livshandicappende dosis. Os, der har haft en barndom og ungdom med massiv følelsesmæssig omsorgssvigt.
Nedbrydelsen
En barndom og ungdom, hvor mit selvværd blev nedbrudt, min personlighed blev nedbrudt.
En barndom og ungdom, hvor min tillid til mig selv, til verden og til andre mennesker blev nedbrudt.
En barndom og ungdom med usikkerhed, utilstrækkelighed, uelskelighed.
En barndom og ungdom, der gik ud på at være på vagt over for de mennesker, der burde elske mig ubetinget. At vejre enhver stemning. At dække voksne menneskers behov. Deres behov for opmærksomhed, værdi, anerkendelse, accept. Og deres behov for afløb af raseri, kritik, magt, kontrol – og deres behov for at se mig blive brudt ned som menneske. For at de kunne se sig selv som betydningsfulde.
En barndom og ungdom som en ejendom, en ting, der skulle give de voksne opmærksomhed og ros. En ting – et umælende husdyr – der blev dresseret til at være den person, de voksne mente, jeg skulle være. En ting, der ikke havde tilladelse til sine egne følelser, sine egne tanker og sin egen personlighed. En ting, der skulle spille en speciel rolle, når der var publikum på, og som blev kritiseret for enhver fejl. En ting, der blev sat hen i hjørnet og ignoreret, når der ikke var publikum på.
Bekræftelsen
En barndom og ungdom, hvor jeg var sikker på, at min familie var normal.
En barndom og ungdom, hvor jeg var sikker på, at jeg ikke var normal.
En barndom og ungdom, hvor alle omkring mig accepterede, hvad der skete. Hvor ingen omkring mig spurgte mig, hvordan jeg havde det. Hvor alle tværtimod roste min mor og min familie for hjælpsomhed, sociale evner, charme, dygtighed. Hvor alle omkring mig sagde til mig, at jeg var heldig at have en mor og en familie som min.
En barndom og ungdom, hvor ingen nogensinde har givet mig et kram.
Selvtilliden
Jeg tog de uddannelser, min familie synes, jeg skulle have – og dækkede deres behov for prestige.
Jeg fik job, og fandt ud af, at arbejdspladser havde helt andre regler end min familie. Der var regler, der var de samme hver dag. Der var system i, hvordan tingene skulle gøres.
Jeg fandt ud af, at jeg var dygtig. Jeg fandt ud af, at jeg kunne få anerkendelse. Og jeg vænnede mig til, at de nok mente det.
Jeg kastede mig med hele mit liv ind i arbejdslivet. Der kunne jeg endelig finde ud af noget, der var jeg god nok.
Jeg tog flere uddannelser, blev mere dygtig, fik mere ansvar, blev medarbejder 24 timer i døgnet, blev arbejdsnarkoman. Blev leder. Endelig hørte jeg til et sted. Endelig var jeg god nok.
Relationerne
I dag viser sårene sig på forskellige måder.
Når jeg er i faglige sammenhænge er jeg afslappet, har selvtillid, er sikker og har højt selvværd. Jeg ved, at jeg er god, jeg ved, at jeg kan stole på min viden og min erfaring. Det har 40 års høj-intensiv træning lært mig. Bagefter er jeg stolt og glad.
Når jeg er sammen med et enkelt menneske, som jeg kender godt, er jeg afslappet, lyttende, talende og vist helt naturlig. Bagefter er jeg afslappet og glad.
Når jeg er i sociale sammenhænge, er jeg stille, tilbagetrukket, reserveret men for det meste venlig og smilende, så folk omkring mig ikke opdager, at jeg er på udebane. Jeg føler mig akavet, og har mest lyst til at gå hjem. Bagefter er jeg træt og bebrejder mig selv, at jeg ikke bare kan være naturlig.
Når jeg er i nærheden af autoriteter – eller mennesker, der gerne vil være autoriteter – er jeg tavs, kold, indelukket og aggressiv. Jeg markerer grænser kort og kontant, jeg er ufleksibel og vred. Bagefter er jeg udmattet og tvivler på, at jeg har en plads i denne verden.
Den selvkritik, jeg er født ind i, ligger lige under overfladen – altid.
Konsekvenserne
Der er ikke ret mange, der ved, at det er sådan, jeg er, og sådan jeg reagerer.
Min barndom og ungdom har lært mig at dække mig bag en facade. En facade af venlighed, diplomati, følelsesløshed, nedisning af min person. En facade, hvor jeg ikke viser så meget som et gran af, hvem jeg egentlig er.
En facade, hvor folk ikke kan komme indenfor og ramme mig, hvor jeg er mest sårbar.
En facade, der er lavet for at beskytte mine barndomstraumer, min posttraumatiske stress, alle mine følelsesmæssige sår. Min facade er min beskyttelse, min ven, min måde at overleve på.
Aleneheden
Jeg har været alene, siden jeg blev født. Alenehed er min naturlige tilstand. Alenehed er det, jeg kender bedst, og der jeg har det bedst. Det er ikke ensomhed, det er alenehed – følelsen af ikke at blive lavet om, ikke at skulle præstere. Det sted, hvor jeg kan være mig selv, det sted, hvor jeg kan slappe af. Det sted, hvor jeg har det godt.
Alenehed er min ø i et forstyrrende omgivende hav. Et hav af offentlige myndigheder, regler, retningslinjer, kultur, medier, katastrofer, kriser, dilemmaer, krav, opmærksomhed, og ting jeg skal eller burde.
Et hav, som hvis jeg er i det for længe, kommer til at ligne en druknet mus, og hvor jeg udmattet må svømme op på min ø af alenehed, hvile ud, blive tørret og blive glad igen.
Overlevelsen
Folk synes, jeg er normal. Jeg ser normal ud. Mit CV er flot. Jeg er ikke en sag i det offentlige. Eller i det psykiatriske system. Jeg klarer mig selv. Jeg klarer mig ret godt. Jeg gør ofte det, som andre mennesker ikke tør. Jeg gør ofte det, som andre mennesker er misundelig på, at jeg kan.
Men jeg gør det ikke for at være interessant. Jeg gør det for at overleve i en ydre verden, jeg ikke føler mig godt tilpas i. Jeg er, som jeg er – af nødvendighed.
Jeg er en overlever…
ER DU VOKSET OP SOM BARN AF EN HVERDAGSPSYKOPAT?
Så check min live online workshop om de skader, traumer og mærkelige adfærdsmønstre, som er resultat af at have været barn tæt på et menneske, som er egoistisk og uempatisk. Du får gode redskaber, og så får du svar på dine helt egne spørgsmål om lige præcist din situation.
Læs mere og se datoerne på næste workshop her.
Kære Alexa
Der er så meget i det, du skriver, jeg kender fra mig selv. Min mor var en forvirrende blanding af varm/kold – mest kold. Hun var super egoist, narcissist, nymfoman og ekstremt uegnet til at være mor. Men til tider var hun ynkelig, syg og havde et stort behov for omsorg, kærlighed og knus. Og rollen som omsorgsperson og prügelknabe havde jeg, til hun døde i 2018 i en alder af 79 år. Det sidste jeg gjorde for hende, var at vaske og gøre hende i stand, efter hun var død. Rede og sætte hendes hår – gøre hende pæn for dem, der gerne ville sige det sidste farvel. – Jeg er jo også sygeplejerske – og var hendes privatsygeplejerske til det sidste. Med min logik ved jeg godt, at min opvækst var helt forskruet. Og alligevel kan jeg få dårlig samvittighed, når jeg omtaler hende kritisk, eller har kritiske tanker om hende. Så stærkt er hendes greb om mig stadig. Jeg sørger ikke over hendes død. Men jeg har dårlig samvittighed over ikke at sørge. Hun er jo det eneste barn, jeg har haft ansvaret for.
Jeg har været så heldig at være på tomandshånd med dig Alexa. Du er varm, empatisk, sjov (på din helt egen tørre måde), intelligent og interessant. Når man siger farvel går man videre med en varm følelse af at have været i godt selskab. – Og jeg kan ikke forestille mig, at jeg er den eneste, der har det på den måde. Tak for alt det du gør – og for at være den du er <3.
Knus Bettina
Kære Bettina
Tak for din kommentar og for dine pæne ord.
Jeg bliver rigtigt glad, når jeg bliver gjort opmærksom på, at jeg tilsyneladende har udviklet mig til at blive en helt ok person. Det lyder mærkeligt for nogen, men når man har haft en mor af den giftige type, så er selvværdet jo så meget i bund, at vi er fuldstændigt overbeviste om, at vi er jordens mest forfærdelige mennesker. Skyld og skam er efterhånden det eneste, som er synligt.
Samtidig med at vi er super loyale, og vitterligt har slugt præmissen om, at vi som børn er ansvarlig for vores forælder – den voksne. Og ikke den anden vej rundt. Vi er hjernevasket og manipuleret til at tro, at vi er ansvarlige for dette voksne menneskes behov. Som 2-årige, 10-årige, 50-årige.
Jeg har egentligt altid vidst, at jeg ikke elskede min mor. (Og hør lige andres ramaskrig over sådan en udtalelse…) Men hvordan kunne jeg elske et menneske, der ikke elskede mig? Der ikke dragede omsorg for mig? Og vigtigst af alt: Et menneske, der nedbrød mig og ødelagde mig for livet.
Den sorg, jeg har haft, den har jeg haft gennem lang tid. Jeg har vel egentlig altid sørget over, at jeg ikke havde en mor, der elskede mig betingelsesløst, at jeg ikke havde en mor, der bare gjorde sig en lille smule anstrengelse for at elske mig i det hele taget. At jeg faktisk ikke havde en mor i traditionel forstand.
Den sorg har jeg måtte tage i mange små bidder, så den dag, min mor døde, der var der heller ikke mere sorg tilbage. Der var heller ikke en lettelse. Der var bare…ingenting…
Og i dagene efter bredte sig en følelse af frihed. Friheden fra den dårlige samvittighed, friheden fra skammen, friheden fra den stress, der åbenbart stadig sad i min krop. Stressen fra barndommens traumer, der blev forløst, da hun døde. Der ville ikke komme flere angreb, der ville ikke komme flere dramaer og konflikter, der ville ikke være flere mennesker, hun slæbte ind i mit liv, og som hjalp hende med hendes følelsesmæssige, psykiske og økonomiske overgreb.
Stort kram fra mig
Alexa
Kære Alexa.
Tak for din ukuelighed i dette svære felt. Min hustru har pga dig – fundet ud af hvor ondskabsfuld en nassisistisk mor kan være. De fleste tror jo det er løgn! Det giver så meget mening – det du gør – og du er til stor inspiration for de mennesker som føler sig allermest alene. Du gør det af omsorg og ser ikke noget økonomisk aspekt. Du hjælper ikke kun min hustru, men også hendes mand og børn, af hjertet tak. ❤️ Du har min dybeste respekt!
Kh Ole
Kære Ole
Tusind tak for din kommentar, og jeg er så glad for, at min erfaring kan hjælpe andre.
Jeg har selv oplevet, hvor meget det betød, at andre fortalte om deres liv og den viden, de havde fået, og det er en gave, at kunne give det videre.
Stort kram ?❤️
Alexa
Hej Alexa
Jeg genkender stort set alt i denne artikel.
Dejligt at nogen kan sætte ord på det, nu det er svært for mig. Er det din opvækst, du beskriver?
Kære Lisbeth
Tak for dine kommentarer – og ja, det er mig selv og mit eget liv, jeg taler og skriver om.
Kærligst Alexa
Jeg må sige dig tak for artiklen: At overleve med grundangst og alenehed.
Du har beskrevet min person så nøjagtigt, så det næsten er uhyggeligt.
Jeg har været de samme ting igennem og plus mere. Hold da op hvor blev jeg glad
for at endelig genkende mig selv, i en anden person.
At du er kommet frem til alt dette, er som at komme i himlen for mig, bare det at føle
samhørighed med dig og dette, er altså virkeligt stort.
Jeg har aldrig mødt det før i mit liv, selv ikke efter terapi og lign.
En af mine drenge beskriver mig som ensom, men jeg har prøvet at få ham til at forstå at
jeg netop har brug for min alenehed, for at komme tilbage til livet.
At jeg har brug for mit helle, min afsondrethed ,med tid til mig selv.
Mine traumer har skabt afstand til mennesker jeg elsker, og det gør ondt.
Men jeg vil altså også leve, heeles og være glad bare et par gange om året.
Igen TAK TAK
Kære Dorthe
Tusind tak for dine kommentarer.
Det betyder meget for mig, for jeg sidder jo også ofte med den der følelse af, at det nok kun er mig, der har det sådan, og måske er jeg helt alene i verden, måske er jeg lige så forfærdelig, som min familie har fortalt meg, at jeg er.
Selv om jeg ved, at vi er rigtig mange, der har oplevet det samme, som føler et samme, og som ikke tør tale om det, af frygt for at blive latterliggjort, kritiseret eller bare ikke blive troet på.
Kram fra Alexa
Tusind tak for at dele med os andre.
Der er SÅ meget jeg genkender. Og din måde at forklare på er fænomenal. Ikke mindst omkring alenehed, som kan være utrolig svær at forklare andre, der slet ikke forstår og synes jeg burde komme mere ud. Fremover vil jeg bruge din formulering, da det ikke kan beskrives bedre. Tak igen, fordi du sætter ord på det jeg (og en masse andre) tumler med, har svært ved at forstå og acceptere, fordi vi ikke har din indsigt. Tak ?
Kære Andersen
Tusind tak for din kommentar, det er så dejligt – også for mig – at vide, at vi ikke er alene i verden med vores følelser og de sår, de kommer fra.
Og dejligt, at mit arbejde med at sætte ord på det, der har været mit liv, også kan bruges af dig. Det varmer mere end du aner.
Kram fra Alexa
Jeg blir 60 om to måneder … jeg netop født ind i en “perfekt “ familie. Min mor var lærer min far selvstændig ….vi var fire biologiske børn og to plejebørn for vi var jo en go familie. ?Min mor var en beundret lærer; hjemme stod den på mange tæv … ingen kærlige klap … og uddeling af skyld dårlig samvittighed og forkerthed , min far drak og svigtede, men jeg reddede livet fordi han osse bar normal ædru og kærlig. Senere i livet psykoterapi….. Der betyder rigtig meget at se et stort tabu blive brudt og mærke focus og hjælp til ofrene, for det blir vi jo indtil vi blir klogere …. derfor sender jeg et taknemmeligt hjerte, fordi jeg altid har måttet gemme min viden … den viden der gjorde mig stærk, var “for pinlig “ at sige højt . ❤️?❤️
Kære Kisten
Tusind tak for din kommentar, jeg er rigtigt glad for hjertet.
Jeg håber, vi kan begynde at tale om dette emne, og at det med tiden bliver helt naturligt at tale om svigt, overgreb, psykisk vold, og selvfølgelig alle typer af vold. Og at vi så vil blive hørt og forstået. Det er også mit ønske. Det tabu skader så mange af os, og vi er altså rigtigt mange – mange flere end vores samfund har lyst til at vide.
Kram fra Alexa
HVOR ER DET GODT BESKREVET. SENDER DIG MANGE GODE TANKER OG FØLER MED DIG. MÅ DU BARE VÆRE DIG I DIN EGEN RESPEKT, GLÆDE OG OVERLEVELSE.. VID VI ER FLERE. TAK FOR DIT MOD TIL AT DELE DET INDERSTE OG GIVE OS ANDRE DE ORD VI KAN HAVE SVÆRT VED AT FINDE. TAK AT DU ER DIG MED MOD, STYRKE OG OVERSKUD TIL AT VÆRE DER FOR OS ANDRE.
TAK AT DU PÅ TRODS AF DINE “MANGLER” ER SÅ STÆRK OG GIVENDE – DU SKAL ROSE DIG FOR DIN VIDEN, OG VÆREN SOM ER GAVEN DU HAR FÅET FOR ALT DU HAR MISTET. TAK OG GIV DIG SELV ET STORT VARMT KRAM OG SMIL
Kære Anni
Tusind tak for din kærlige kommentar, og tak for din opbakning.
Og dejligt, at du synes, at jeg er brugbar. Stærk er vi nødt til at blive og være, ellers havde vi ikke overlevet vores barndom – de af os, der har oplevet en barndom i helvede.
Kram fra Alexa