Jeg får meget ofte dette spørgsmål i forskellige forklædninger:
Hvornår bliver jeg følelsesmæssig fri? Hvornår får jeg min energi tilbage? Hvornår holder jeg op med at tænke på ham/hende? Hvor lang tid tager det at blive normal?
Jeg forsøger at lade være med at tage modet fuldstændig fra spørgeren, og svarer derfor ofte forsigtigt: “Jeg synes selv, at de to første år var de værste.” Hvorefter jeg får et hyl tilbage: “Jamen, så lang tid har jeg slet ikke!” Ledsaget af et meget fortørnet og utilfreds ansigtsudtryk.
Jeg svarer – eller nogle gange tænker jeg blot for mig selv: “Ja, jeg forstår dig godt, men hvad er dit alternativ?”
Jeg tog meget lang tid om det
Jeg nænner ikke at fortælle, at jeg først var nogenlunde fri, da der var gået omkring 15 år, at jeg stadig har sår og traumer, jeg skal tage hensyn til, og at jeg nok aldrig kommer mig helt.
Til trøst for alle skal det siges, at jeg ikke havde nogen viden om hverdagspsykopater og deres virkning, da jeg gik processen igennem, og derudover har jeg haft hverdagspsykopater i min barndom også. Så for mig har det været en rejse stejlt op ad bakke og samtidig i blinde. Det behøver det jo ikke være i dag, hvor tabuet og den deraf følgende uvidenhed er ved at smuldre.
Men det er stadig en stor opgave. Det, vi har været igennem, når vi har været i nærkontakt med en hverdagspsykopat, det er ikke for småbørn. Det er noget, vi er nødt til at tage meget alvorligt. Det er ikke klaret med et par ugers ekstra ferie.
Hvor lang tid tager det så?
Det korrekte svar på spørgsmålet om, hvor lang tid, det tager, er: “Det afhænger af forholdets /relationens længde, hverdagspsykopatens hårdhed, hvor meget viden du har, og hvor meget du arbejder med det, samt hvor villig, du er til at søge hjælp.” Og en ligeså korrekt tilføjelse til det svar: “Det tager meget længere tid, end du kan forestille dig, og kræver en meget større indsats, end du vil acceptere.”
Vi overlevere er normalt så viljestærke, modstandsdygtige, kampklare og seje, at vi forventer, at vi kan kæmpe os igennem dette også. Vores udfordring er, at det at komme sig over psykisk vold, traumer, terror og en systematisk følelsesmæssig, fysisk, psykisk og mental nedbrydelse, det er noget helt andet end at overleve fra dag til dag, som vi er vant til, i den krigszone som hverdagspsykopaterne skaber omkring sig.
At restituere og bygge os selv op kræver ro, selvomsorg og selvrespekt. Det kræver, at vi frigør os fra alt – og alle – der dræner vores energi. Det kræver, at vi står op for os selv, og det kræver, at vi sætter grænser og siger nej. Vi skal også lære at give slip på vores forsøg på kontrol. Jo, vi har fået et ekstremt kontrolbehov, det er en af vores skader.
Og ikke mindst kræver det, at vi skal til at lære noget helt nyt, nemlig at leve i fred, ro, renlighed og regelmæssighed. Uden dramaer, konflikter, kampe, overlevelsesinstinkter og uden vores afhængighed af adrenalin, kortisol, dopamin, oxytocin og meget mere.
En ny måde at leve på
Det kræver også, at vi begynder at stille os selv spørgsmålet: “Hvem er jeg?” og ikke mindst “Hvem vil jeg være?” Et spørgsmål, som nogle af os aldrig har stillet os selv, og hvis vi har stillet det, har vi ikke haft ro nok i vores liv til at overveje svarene.
Så hvis vi vil komme os over påvirkningen fra én eller flere hverdagspsykopater, så skal vi netop ikke kæmpe, som vi plejer. Vi skal lære en ny måde at leve på, som er det modsatte af at kæmpe. Et liv i ro og nærvær, med kærlighed til os selv, og med en anerkendelse af, at de sår og traumer, vi har fået, de er væsentlige, og med en accept af, at det er en stor opgave at restituere og komme op igen. Vi skal vælge at påtage os denne opgave aktivt. Det sker sjældent af sig selv.
Til gengæld står gevinsterne i kø i form af overskud, glæde, taknemmelighed, kreativitet og visdom, hvis vi påtager os opgaven. Prøv at tænke på, hvor mange kræfter, du har brugt på hverdagspsykopaten og dennes dramaer og ustabile adfærd, og tænk på, hvor meget du kan opnå, ved at bruge alle disse kræfter på et bedre og mere givende dit liv for dig.
Men at komme sig efter en hverdagspsykopat, det tager den tid, der er nødvendig. Og hvor lang tid, det er, det kan vi ikke vide på forhånd.
Har du brug for hjælp?
Har du brug for mere viden om det, jeg har nævnt i denne artikel, eller har du brug for støtte til enten at komme fri eller komme videre efter en hverdagspsykopat, så kig på mit kursus og gruppeforløb “Tag Dit Liv Tilbage” her.
ER DU VOKSET OP SOM BARN AF EN HVERDAGSPSYKOPAT?
Så check min live online workshop om de skader, traumer og mærkelige adfærdsmønstre, som er resultat af at have været barn tæt på et menneske, som er egoistisk og uempatisk. Du får gode redskaber, og så får du svar på dine helt egne spørgsmål om lige præcist din situation.
Læs mere og se datoerne på næste workshop her.
Er lige kommet ud af 7 år on off med en psykopat. Han er gået ud og ind af mit liv og truet både verbalt og fysisk. 1000 gange har jeg sagt “væk – ud af mit liv”, men mit behov for “hans adfærd” manglede og mangler, selv i nuet, hvor jeg sidder her og skriver mig ud af den efterladte smerte, han forvoldte ved at gå. Og det til trods for jeg synes, det er DEN bedste løsning. Gang på gang mærkede jeg hans uro, restløshed, frustration og hvordan han kunne starte et skænderi og samtidig projicerer det over på mig, så jeg begy. at forklare mig ud af situationen og han gik, for jeg startede jo altid og han skulle altid høre på sammen. Det tog ingen ende. Jeg var en dårlig mor. Mine veninder tykke og intetsigende. Mine mandlige venner beskyldte han mig for at være utro med, mens hans egen lyst indbefattede anal sex, hvilket han ikke ville være ved (fortid). Og jeg hoppede i med begge ben igen og igen. Forklarede mig ud af disse endeløse situationer non stop i 7 år. Heldigt – flyttede vi aldrig sammen, ej heller blev han præsenteret til familie arrangementer, for jeg stolede ikke nok på ham, men blev i forholdet – heldig?
Og alligevel gør det ondt efter bruddet. Tomheden – tristheden rammer mig dagligt og når som helst. Lysten til bare høre hans stemme, få en sms for at berolige mig – et kick, mærker jeg konstant og dagligt. Kærlighed? – En afhængighed bestemt.
Jeg har nu blokeret ham, fjernet mig fra krak og fået skjult adr./tlf. Politiet ringede til mig “hærværk – stalking”? Blev jeg overrasket – nej. Hans 2 eneste grunde er 1) “en reaktion”, for da han fortalte, han havde mødt en anden efter 1 uge, var min reaktion “lev i harmoni og lykke” – 2) hans ønske er, at mit familiemedlem intern får af vide eller at se, at han ER den gode, hvorfor han bliver nød til at anmelde mig, for så er det jo tydeligt, at jeg er forkert på den. Payback intet andet. Politiet droppede påstandene.
Mit savn, mine følelser – min higen efter det kick? Om jeg fatter det, for han er intet værd.
mvh VC
Ved godt at det er nogle år siden, at de sidste kommentarer er skrevet, men håber at det er okay alligevel.
Har lige “fundet” dig og denne side og har læste flere kommentarer og historier som jeg har kunnet nikke voldsomt genkendende til.
Jeg er vokset op hos en dybt alkoholisk mor og har været udsat for voldsom omsorgssvigt i min barndom, er ofte gået sulten i seng og har ofte været på “jagt” efter min mor på diverse værthuse, og været dybt ulykkelig når jeg ikke kunne finde hende.
Jeg har på den baggrund været anbragt af mange omgange, på flere forskellige institutioner, allerede som en meget lille pige, men kom altid hjem igen, nogle gange vidste jeg ikke hvor jeg ville vågne næste dag.
Har regnet ud af jeg har gået på syv forskellige skoler.
Så jeg blev dobbelt omsorgssvigtet, både af min mor og systemet.
Da jeg så havner på ungdomspension, har jeg jo allerede lært at være en pleaser, og higer efter omsorg og kærlighed, og er det rene guf for en narcisist. Jeg var jo villig til at finde mig i hvad som helst, bare der var en der holdt af mig, eller jeg troede holdt af mig.
Jeg møder så denne unge mand, på ungdomspensionen, han ser godt, og han udviser interesse i lille selvudslettelige mig… wow…
Jeg havner jo så i forhold med ham, finder hurtigt ud af at han er sygelig jaloux, og jeg skal helst bare holde min fokus på ham, og ingen andre, ellers opstod der voldsomme scener, mine/andres ting blev smadret, og han var fuldstændig ligeglad. Har fejet mange glasskår og andet op efter ham.
Han flytter så, før jeg, og jeg skal så med på en rejse til Frankrig sammen med andre unge beboere, lad mig bare sige det kort, jeg kom ikke med.
Der er så mange historier at jeg ville kunne fylde hundredevis af sider, med oplevelser, men jeg tror de fleste forstår.
Vi ender så med at flytte sammen, og jeg skal så igang med en uddannelse, han er gået i lære. Jeg ender så “desværre” med at blive ret hurtigt gravid og må slutte min drøm om HF, og i en alder af 21 har vi så to små drenge sammen. Jeg har altid gerne ville uddanne mig og bruge mit nogenlunde hovede til noget. Da drengene kommer, bliver hans adfærd ikke bedre, men gradvist værre og værre. Og han siger det ondeste jeg nogensinde har hørt, da vi har fået den mindste dreng, “jeg holder ham kun når der er andre tilstede, så de ikke tror jeg er en dårlig far”…
Jeg gør alt jeg kan for at beskytte mine børn…… Bare ikke det eneste rigtige, at tage dem under hver arm og skride….
men jeg kunne ikke, jeg vidste ikke hvordan…
Der går en otte/ni år og jeg får så på en eller anden måde sneget mig til at få taget en pædagoguddannelse, hvilket absolut ikke passer ham.
Under min uddannelse bliver jeg så desværre gravid igen… Jeg var så ulykkelig, for nu havde jeg planlagt det hele i mit hoved, at når drengene var store nok, så ville jeg smutte, skulle jeg nu være i dette helvede i endnu 18 år. Vi får så en dejlig pige, desværre, for ham og hende, og jeg kan, grundet min uddannelse, se hvordan hans adfærd påvirker hendes udvikling, hun holder med at pludre, når han træder ind i hjemmet. Jeg vælger så at forlade ham og flytter til en anden ende af landet med min lille pige.. Han bruger så vores drenge og truer dem med at han aldrig vil se dem og holde op med at elske dem, hvis de ikke vælger at bo ved ham. Det knuser mit hjerte, men det ender de så med at gøre… (de flyttede dog ind til mig, nogle år efter)
Efter alt det sker, er der utallige ture til statsforvaltningen, retsager, han sender underetninger til kommunen osv. osv osv… Det er ihvertfald ikke for datterens skyld, men for at ramme mig… Jeg var dybt angst for hvad han kunne finde på, og når jeg skulle udlevere hende til samvær, havde jeg kun den tanke, Han kører hende og ham selv ind i en mur og slår dem begge ihjel.. Jeg var så angst, og kunne intet gøre, han havde jo ret til at se hende…
Han begik så selvmord her for seks år siden og mine drenge er voksne nu, min ældste er adhd og min datter er autist, så om de har taget skade?
Det tager lang tid at komme ud af kløerne på en så voldsomt narcistisk menneske som ham, jeg kan ikke påstå ,at jeg er ked af at han tog sit liv, kun fordi mine børn har lidt under det.
Tak for at kunne komme ud med mine ord og dele af min historie….
Hej Jeg har været sammen med hende i 15 år. Og hun går fra mig hver 3-4år. Hun er hverdagspsykopat har jeg så lige fundet ud af. jeg har et barn med hende. Og jeg kan snart ikke mere. Hun er gået fra mig igen. Og jeg bliver truet på alle mulige punkter. Hun ringer hele tiden, skriver hele tiden og truer. Jeg ved ikke hvad der sker. Jeg er bekymret frygt græder bange. Hun skriver lange sms og skriver det er min skyld. Hun angriber mig også fysisk og psykisk. Det jeg ved om hende er hun slet ikke vil tale om sin barndom. Og jeg ved der har været masser af problemer. alkohol vold og meget mere. Det tog hende 15 år tale bare lidt om det, af alle de ting hun har oplevet. Jeg føler udnyttet svigtet og at hun har løjet. nu er hun taget på uddannelse og taget vores datter med fordi jeg sagde ja til det. Nu er hun rejst og er begyndt og skabe drama som slet ikke er der. fra den ene dag til den anden en hel anden person. Jeg er mere bekymret for min datter. og min datter er 3 år. Når hun ringer nu tag jeg slet ikke telefonen eller svarer hendes sms. Det er kun trustler det hun skriver. Og hun kan bruge 5 timer på facebook om dagen. Hun rydder ikke vasker ikke op hun laver ikke de huslige pligter. Jeg er nød til og sige det på en fredelig måde i den frygt af at hun kan blive sur. Jeg kæmper virkelig meget selv om hun ikke er her hos mig, men frygten er lige bag min ryg.
[…] I stedet ligger vi i fosterstilling i et hjørne, og der bliver vi liggende, lige indtil kroppen synes, at vi er restitueret. Og det kan tage måneder, og det kan ofte tage år. Læs eventuelt artiklen “Hvor lang tid tager det at komme sig efter en hverdagspsykopat?” […]
7 år tog det mig. Jeg lavede et fuldstændig cut med ham og hans familie og venner da jeg gik. Jeg var også forbi et psykolog-forløb på CSO. Jeg får ikke længere flash-backs. Jeg går ikke længere i panik når jeg nærmer mig min tidligere adresse men jeg er særlig følsom overfor personer der minder om ham, som jeg derfor lægger en sund (?) afstand til.
Kæreste Ann.
Jeg tror, vi er lidt i samme båd og føler din smerte ♥️♥️
Kram fra Lene
Kommer man nogensinde sig helt over en såkaldt psykopat? Jeg var i et forhold, der endte for 22 år siden. Jeg føler mig stadig draget af min eks. Jeg har aldrig siden følt mig så forelsket som dengang. Jeg har været i dejlige gode forhold siden, men når det kom til lidenskaben/dramaet er de forhold blege ved siden af det, jeg havde med min eks. Men forholdet var usundt. Jeg blev kørt ned psykisk, isoleret, angst. Jeg ville ud af forholdet, men det blev en lang og sej kamp. Til sidst flyttede jeg nogle år til udlandet for at undslippe min eks og for at blive stærk psykisk igen. Efter jeg kom hjem igen forsøgte min eks at komme i kontakt. Jeg var høflig, kort for hovedet. Hvis vi rendte ind i hinanden på fx en cafe, forlod jeg stedet. En anden vigtigt ting var, at da jeg brød med min eks brød jeg også kontakten til alle de personer og venner, der også havde en relation til min eks. Kald mig bare paranoid, men for fem år siden stoppede jeg kontakten med en god veninde, der havde lært min eks at kende og kom til mig og sagde, at min eks da var meget sød. Det er nu mindst 18 år siden, at jeg sidst tilfældigt rendte ind i min eks. I dag bor jeg i en anden by, i en anden del af landet. Aldrig skal jeg have den person i nærheden af mig igen. Det er ikke had eller nag, det er frygten for at jeg lader mig drage af personen igen. 22 år jeg er fri også alligevel ikke.
Kære Lykke
Tak for din kommentar.
Den påvirkning, vi er ude for, når vi er i nærkontakt med disse persontyper, er så rædsom og nedbrydende, at de fleste af os har livsvarige traumer. En del af os også PTSD. Det betyder, at vi har ændret os i mødet med dem.
Når det er sagt, så kan vi også gøre en hel del selv, for at slippe fri af de traumer, der sidder i os. Vi kan arbejde med dem, gå i terapi eller i grupper, lære om, hvad det er, der har ramt os, og lytte til de eksperter, der kommer med forslag til, hvad vi kan gøre.
Jeg har haft en hel del mennesker som dig i mine gruppeforløb. De kommer for at slippe det sidste bånd til hverdagspsykopaterne, og de vil ofte også gerne have hjælp til at turde gå ind i et eventuelt nyt forhold.
Du kan godt – lige som mig – have skader, som du ikke kan slippe fri af, men der er altså også noget, vi kan gøre, for at lære at leve godt med vores skader. Uden sammenligning i øvrigt har vi samme udfordring, som de, der skal leve med en kronisk sygdom. Vi skal leve på en bestemt måde, vi kan ikke det samme som alle andre, men vi kan eje vores skader, og leve med dem. Også på en god måde. Men vi bliver aldrig som vi var før – men det er måske egentligt meget godt!
Jeg går ikke ind i et forhold til en hverdagspsykopat igen, så noget har jeg lært. Jeg bliver ikke draget. Jeg registrerer, at de er der, men min viden sætter ind, og siger: Nej! Det er mine traumer, der bemærker dem – det er ikke mig.
En vigtig viden for mig har været, at jeg i dag kan se, at mine forhold til hverdagspsykopaterne intet havde at gøre med kærlighed. Det var en besættelse, en afhængighed og et traume-bånd, der var decideret uhyggeligt. Men det var ikke kærlighed. Det havde intet med kærlighed at gøre.
Du var ikke forelsket, du blev gjort afhængig af ham, som om han var kokain. Hele dit hormonstystem og din krop længtes efter ham, fordi han havde sat en biokemisk krig i gang i dig. Det har intet med kærlighed at gøre, og når du indser og accepterer det, så er du fri.
Kram Alexa ?❤️
Hej, jeg har været gift med 2 psykopater, den ene værre end den anden.
Min 1. mand var jeg gift med i 36 år, vi var sammen i 38 år, og har to børn sammen, nu voksne.
Min 2. mand er jeg stadigvæk gift med, dog er vi separeret, ingen børn sammen.
Jeg lever et ensomt og traumatisk liv, uden selvværd og følelserne er svære at håndtere, det er smertefuldt og stressende.
mvh Ann