Du giver og giver – men det er aldrig nok

Er du fanget i et forhold med en, der ikke tager ansvar?

En kvinde beskrev det sådan her:

“Der var en dag, hvor jeg stod med en indkøbspose i hånden og tænkte: Hvordan er det blevet sådan, at jeg sørger for alt – og han bare … er?

Det var ikke én bestemt ting, der udløste tanken. Det var summen.
Alle de gange, jeg havde dækket over ham. Betalt for ham. Undskyldt ham.
Alle de ting, jeg havde gjort for at få det hele til at hænge sammen – mens han ikke gjorde noget.”

Måske kender du følelsen?

Det starter med omsorg

De fleste, jeg taler med, fortæller, at det hele begyndte som noget smukt: en person, der virkede sårbar, intens, spændende.

En, der hurtigt knyttede sig til dig og sagde, at du var den eneste, der nogensinde havde forstået ham.
Og du – med dit store hjerte og dit stærke ansvar – ville så gerne være den, der gjorde en forskel.
Så du trådte til. Du hjalp. Og det gjorde du med et åbent og kærligt hjerte.

Men stille og roligt blev det en vane, at det var dig, der sørgede for det hele.
Og når du en sjælden gang sagde nej, blev han ked af det. Eller vred. Eller sagde: “Du ved godt, jeg ikke kan klare mig uden dig.”

Og så blev du. Hjælpsom, forstående, stærk – mens du selv blev mere og mere træt.

Når udnyttelsen begynder som kærlighed

Nogle af dem er så drevne, at de starter med at give en masse: opmærksomhed, komplimenter, gaver, rejser.

Det er en smart manøvre, for det betyder, at de af os, der er meget omsorgsfulde og empatiske – og måske ikke er vant til så meget opmærksomhed – bliver helt overvældede. Forblændede, endda.

Og så bærer vi det med os. Som en slags gæld.
I resten af forholdets levetid har vi en konstant følelse af, at vi skylder dem noget.

Parasitær livsstil: Et mønster, ikke en fase

Der findes faktisk et navn for det, vi taler om her: parasitær livsstil.

En person med en parasitær livsstil lever af andre.
Ikke fordi han er syg. Ikke fordi han midlertidigt har brug for hjælp.
Men fordi det er blevet en strategi. En måde at leve på – uden at tage ansvar.

Han undgår arbejde, selvom han kunne arbejde. Han lader andre forsørge sig – økonomisk, praktisk, følelsesmæssigt. Og han føler sig ofte berettiget til det.

Han bruger undskyldninger, offerroller, charme, skyld og vrede.
Han gør, hvad der skal til for at få andre til at tage over, når han ikke selv orker, ikke vil, eller ikke tager ansvar. Der er ofte også et snert af magt involveret – se hvad jeg kan få andre mennesker til.

Det er et mønster. Ikke en fase.

Når du lever i et parforhold med en parasitær partner

I et parforhold med en person, der har parasitær adfærd, ender du ofte med at føle dig som en forælder, en sygeplejerske, en socialrådgiver – alt andet end en ligeværdig partner.

Du betaler. Ikke bare med penge, men med et overbelastet nervesystem, med dårlig søvn, svigtet sundhed og drømme, der dør.
Du dækker over hans mangler. Redder ham. Forklarer ham. Forsvarer ham – over for andre, og over for dig selv.

Han kan være charmerende udadtil. Eller virke hjælpeløs og skrøbelig.
Men hjemme? Hjemme er det dig, der holder det hele sammen.

Ofte i dyb ensomhed.

Du kan føle dig fanget. For han har jo brug for dig. Og du har måske svært ved at se, at det her ikke er kærlighed.

Men hvis du giver, giver og giver – og får skyld, vrede eller tavshed tilbage – så er det ikke dig, der er urimelig.
Så er det værd at se på, hvad det egentlig er, der foregår.

Det er ikke kærlighed. Det er ikke sårbarhed.
Det er en livsstil, hvor han har vænnet sig til, at andre klarer tingene for ham – og hvor han måske ligefrem føler, at det er hans ret.

Det er udnyttelse.

Når skyld og kærlighed bliver hans eneste valuta

Det, der gør det ekstra svært at gennemskue, er, at han ikke bare tager og tager – han giver dig lige nok til, at du bliver.

Når han indimellem viser dig, at du betyder noget – et blik, et “jeg elsker dig”, et kram, når du er ved at bryde sammen – så føles det som en belønning.
Som om det hele måske ikke var forgæves alligevel.

Han giver dig måske det, du længes allermest efter: varme, nærvær, ord, intimitet – men kun i små doser og altid på hans præmisser.

Det føles som kærlighed.
Men det bliver også en måde at binde dig til ham – især når han bagefter minder dig om:

Alt det, han har været igennem.
Hvor svært han har det.
Hvor meget han har brug for dig.

Og så føles det, som om du svigter ham, hvis du siger nej.
Selv når du bare prøver at passe på dig selv.

Måske siger han det direkte: “Hvis du går fra mig nu, ved jeg ikke, hvad jeg gør.”
“Du er den eneste, der aldrig har givet op.”
“Du er min tryghed – det ved du jo.”

Og du står dér.
Fanget mellem din medfølelse og dit slid.
Mellem din kærlighed og din udmattelse.
Mellem ønsket om at hjælpe – og behovet for selv at få luft.

Du er ved at give dig selv væk

Det gør noget ved os, når vi giver og giver – og aldrig bliver mødt.
Mange kvinder i den her situation beskriver det som at stå med hovedet under vandet.

De ved godt, at de ikke kan blive ved.
Men de føler heller ikke, at de har lov til at stoppe.
For hvad så med ham?

Men sandheden er: Du kan ikke redde et menneske, der ikke vil tage ansvar for sig selv.
Og jo længere du prøver, jo mere mister du forbindelsen til dit eget liv, dine egne behov – og til fornemmelsen af, hvem du selv er.

Jeg plejer at sige det sådan her:
Du kan godt være en kærlig, stærk og omsorgsfuld kvinde – uden at være nogens redningsplanke. 

Når forholdet får dig til at miste dig selv

Måske kan du mærke, at du er begyndt at tilpasse dig mere og mere i forholdet.
Ikke fordi du trives – men fordi du forsøger at få det til at fungere.

• Du trækker dig fra dine egne behov.
• Du bliver hurtigere træt og opgivende.
• Du siger ja, selvom du mener nej – bare for at undgå konflikt.
• Du er begyndt at tvivle på, om du overhovedet fortjener andet.
• Du ved ikke, hvordan du skal forklare det til nogen – og føler dig alene med det hele.

Når vi lever med en partner, der har en parasitær livsstil, bliver vi selv mindre og mindre.
Vi begynder at gå i stykker i små bidder. Ikke med ét brag – men med en indre slitage, som kan være svær at sætte ord på.

Du er ikke for meget – du har bare givet for længe

Mange kvinder i den her situation føler skyld.

De tænker:
“Måske er det mig, der er for hård.”
“Måske skal jeg bare være mere tålmodig.”
“Han har jo haft det svært.”

Men det er ikke dig, der er forkert, fordi du mærker, at noget er skævt.

Det er dit nervesystem, der forsøger at passe på dig.
Det prøver at fortælle dig, at du ikke længere er i et forhold – men i en belastning.

Når du begynder at se ham – og dig selv – med nye øjne

Der sker noget, når man langsomt begynder at se sit forhold med nye øjne.
Måske er du ikke helt klar til at kalde det for udnyttelse eller parasitær adfærd – og det behøver du heller ikke være endnu.

Men måske mærker du noget andet.
En lille stemme indeni, der siger: 

“Det her føles ikke godt.”
“Jeg er ikke glad længere.”
“Jeg er ikke tryg.”
“Jeg kan ikke mere.”

Det er en vigtig stemme. En, du skal lytte til.
Det er dit nervesystem. Dit indre kompas.
Den del af dig, som begynder at vågne igen.

Den stemme er ikke et bevis på, at du er forkert eller egoistisk.

Tværtimod. Det er et bevis på, at du stadig er i live.
At du har grænser, behov og rettigheder – også selvom du måske har glemt, hvordan det føles at have dem.

Er du i et forhold med parasitær adfærd – En tjekliste

Hvis du stadig er i tvivl, så læs roligt med her.
Prøv at mærke efter, hvor mange af disse punkter du kan sige ja til:

• Jeg står med det meste – økonomisk, praktisk og følelsesmæssigt.
• Jeg får undskyldninger, vrede eller tavshed, når jeg beder om hjælp.
• Jeg føler mig mere ensom i mit forhold, end jeg gjorde, da jeg var alene.
• Jeg får ofte skyldfølelse, når jeg siger nej eller sætter en grænse.
• Jeg føler, jeg ikke må gå – for hvad skal der så ske med ham?
• Jeg skjuler for andre, hvor lidt han egentlig bidrager.

Hvis flere af disse punkter  rammer dig, så ved du det allerede:
Det er skævt. Og det er dig, der bærer.
Ikke af kærlighed – men fordi han har lært dig at gøre det.

Hvad du kan gøre, når du er fanget i mønsteret

Det svære ved den her type adfærd er, at den sjældent står alene.
Den følges ofte af manipulation, skiftende roller – fra offer til anklager til charmør – og en konstant understrøm af: “Du skylder mig.”

Og jo længere du har båret, jo sværere bliver det at sætte grænser i det her mønster.

At slippe fri af en parasitær relation kræver ofte både støtte, viden og mod.
Og måske allermest:
At du begynder at tro på, at dine behov tæller.
At du ikke skal redde nogen for at være værdifuld.

Du må godt stoppe op

Du behøver ikke tage en stor beslutning i dag.
Det er slet ikke det, det handler om.

Det handler om, at du må begynde at lytte til din indre stemme igen.
Den, du måske har ignoreret længe – fordi kærlighed, håb, fortvivlelse og udmattelse har overdøvet den.

Du må godt mærke: “Jeg kan ikke mere.”
Du må godt sige: “Jeg har brug for, at noget forandrer sig.”

Du må godt vælge dig selv til – uden at det gør dig hård, kold eller egoistisk.

Tværtimod.
Det gør dig levende igen.

Du er ikke forkert, fordi du troede, det var kærlighed

Hvis du har elsket en mand, der har levet af dig – følelsesmæssigt, praktisk, økonomisk – så bærer du måske på en følelse af skam.
Du tænker måske: “Jeg burde have vidst bedre. Set det. Sat en grænse.”

Men parasitær adfærd er ikke altid tydelig i begyndelsen.
Og de, der lever på andre, er ofte dygtige til at spille på vores fineste sider.

Det gør dig ikke naiv.
Det gør dig menneskelig.

Og det er ikke dig, der skal skamme dig. Det er dig, der fortjener støtte, klarhed – og en vej hjem til dig selv.

WEBFOREDRAG: 9 TRIN TIL HELING EFTER ET GIFTIGT PARFORHOLD