Når du får en diagnose i stedet for at blive forstået

Om kompleks PTSD, ICD-11 og de kvinder, der i årevis er blevet gjort til problemet

Hvis du har siddet over for en læge, psykiater, psykolog eller behandler og fået ord med hjem som angst, depression, stress, ADHD, borderline eller emotionelt ustabil personlighedsstruktur, kan det være, du har mærket en blanding af lettelse og uro.

Måske var det en lettelse, fordi der endelig var et ord for noget af det, du har kæmpet med. Måske gav det adgang til hjælp, behandling eller gav en form for forklaring, du længe havde manglet.

Men måske lagde ordet sig også tungt oven på dig, som om diagnosen ikke bare beskrev nogle reaktioner, men sagde noget om hele dig.

Som om, at nu stod det sort på hvidt, at der var noget galt med dig.

Det er den erfaring, mange kvinder bærer rundt på. Ikke fordi diagnoser altid er forkerte, og ikke fordi diagnoser aldrig kan hjælpe. For nogle kan en diagnose være en lettelse. Den kan give adgang til behandling, støtte, forståelse og et sprog, man har manglet i årevis.

Men en diagnose kan også komme til at lukke samtalen for tidligt. Den kan komme til at gøre noget, mange kvinder allerede kender alt for godt: vende blikket væk fra det, der blev gjort imod dem, og ind mod dem selv. Som om forklaringen først og fremmest skal findes i kvinden, og ikke i det liv og de relationer, hun har forsøgt at overleve.

Og det er her, noget vigtigt går galt.

Når diagnosen bliver hele forklaringen

En diagnose beskriver symptomer, mønstre og reaktioner. Den kan fortælle noget om, hvordan et menneske har det, eller hvordan et menneske reagerer. Men den fortæller ikke nødvendigvis om, hvorfor reaktionerne er opstået.

Den fortæller ikke altid, om kvinden har levet i langvarig psykisk vold.
Den fortæller ikke altid, om hun er vokset op i en giftig familie, hvor hun tidligt lærte at læse stemninger, tilpasse sig og tage ansvar for andres følelser.
Den fortæller ikke altid, om hun i årevis har fået sin virkelighed benægtet, og derfor har lært at tvivle på sig selv for at overleve.

Den fortæller heller ikke altid, om hendes stærke følelsesreaktioner er tegn på en defekt personlighed, eller om de er et nervesystem, der har været under alt for meget pres i alt for lang tid.

Det betyder noget. For hvis man kun ser symptomet, kommer man let til blot at behandle symptomet. Hvis man ikke ser historien bag, risikerer man at gøre kvinden til problemet.

Hun bliver kvinden med angst. Kvinden med depression. Kvinden med borderline. Kvinden, der er svær, kompleks eller behandlingsresistent. Men måske er hun ikke først og fremmest kompleks. Måske er hun traumatiseret.

Det betyder ikke, at alle diagnoser er forkerte. Det betyder heller ikke, at fagfolk ikke gør deres bedste inden for de rammer, de arbejder i. Men det betyder, at vi må kunne tale om den alvorlige risiko, der opstår, når et menneskes reaktioner bliver løsrevet fra det liv, reaktionerne voksede ud af.

Danmark bruger stadig et gammelt sprog

WHO vedtog ICD-11 i 2019, og diagnosesystemet trådte internationalt i kraft den 1. januar 2022. Danmark er endnu ikke overgået til ICD-11 i praksis, og Sundhedsdatastyrelsen beskriver fortsat overgangen som noget, der skal udrulles i det danske sundhedsvæsen i de kommende år.

Officielt handler forsinkelsen blandt andet om oversættelse, økonomi, kompleksitet og it-systemer. Det er ikke småting. Et diagnosesystem er ikke bare en liste med ord, man kan skifte ud fra den ene dag til den anden. Det er flettet ind i journaler, registre, ydelser, henvisninger, statistik, økonomi og hele sundhedsvæsenets måde at arbejde på.

Men jeg har svært ved at tro, at det kun handler om teknik. For ICD-11 er ikke bare et nyt administrativt system. På nogle områder peger det væk fra de helt faste diagnosekasser og hen imod et mere moderne menneskesyn, hvor belastning, relationer og livshistorie får større betydning.

Det gælder blandt andet kompleks PTSD, som i ICD-11 får en selvstændig plads efter mange års debat. Og det gælder personlighedsforstyrrelser, hvor man bevæger sig væk fra de gamle faste typer og i stedet vurderer sværhedsgrad, funktion og fremtrædende træk.

Det er ikke et perfekt system. Det er stadig et diagnosesystem. Men det åbner for noget vigtigt. Det åbner for, at langvarige traumer ikke bare bliver splittet op i mange små diagnoser.

Det åbner for, at vi kan begynde at se, hvordan langvarig belastning, svigt, psykisk vold og relationel utryghed kan forme et menneskes selvfølelse, relationer, krop og nervesystem.

Det er et andet spørgsmål end: Hvilken diagnose har du?

Det er spørgsmålet: Hvad har du været nødt til at tilpasse dig?

Hvad kompleks PTSD samler

Almindelig PTSD forbindes ofte med en afgrænset traumatisk hændelse. En ulykke, et overfald, en voldsom begivenhed eller en katastrofe. Noget, der skete, og som kroppen og sindet bagefter bliver ved med at reagere på.

Kompleks PTSD handler om noget andet og mere omfattende.

Det handler om det, der kan ske, når et menneske har levet i langvarig, gentagen eller kronisk traumebelastning. Ofte i relationer, hun ikke bare kunne gå fra. Ofte i barndommen. Ofte i familien. Ofte i parforhold, hvor kærlighed og fare blev blandet sammen.

Kompleks PTSD handler ikke kun om flashbacks, undgåelse og alarmberedskab.

Det handler også om det, ICD-11 kalder forstyrrelser i selvorganiseringen. På almindeligt dansk handler det om udfordringer med følelsesregulering, selvopfattelse og udfordringer med at være i relationer.

Det er skammen, selvhadet og den dybe følelse af at være forkert. Det er den kropslige alarm, der ikke forsvinder, selv om faren måske er væk.

Det er vanskeligheden ved at mærke egne grænser, fordi grænser aldrig blev respekteret. Det er problemerne med tillid, fordi de mennesker, der skulle være trygge, ikke var trygge.

Det er også den smertefulde tendens til at vende ansvaret indad, selv når ansvaret egentlig hører hjemme hos den, der manipulerede, kontrollerede, ydmygede eller svigtede.

Det er præcis det felt, mange kvinder, der har levet i giftige familier med psykisk vold og andre svigt kender indefra. Ikke som teori, men som deres faktuelle liv og virkelighed.

Når traumer bliver kaldt personlighed

En af de mest smertefulde ting ved det gamle diagnostiske sprog er, at mange kvinder har fået deres traumereaktioner forstået som personlighed.

Det ser man tydeligt med borderline-diagnosen. Borderline, eller emotionelt ustabil personlighedsstruktur, beskriver blandt andet stærke følelsesreaktioner, relationel sårbarhed, frygt for afvisning og vanskeligheder med følelsesregulering.

Det er reelle beskrivelser. Det er ikke ligegyldigt, og der findes mennesker, som har brug for specialiseret psykiatrisk behandling for de mønstre. Men det, diagnosen ikke i sig selv fortæller, er, hvorfor reaktionerne er opstået.

For mange kvinder ligger der tidlige eller langvarige traumer bag. Ikke små misforståelser eller almindelig modgang, men gentagen utryghed, følelsesmæssigt svigt, manipulation, kontrol, overgreb, vold, gaslighting eller en opvækst, hvor kærlighed aldrig var stabil og tryg.

Når sådan en kvinde får en personlighedsdiagnose uden en dyb traumeforståelse, kan diagnosen komme til at ramme præcis det sted, hvor hun allerede er såret. Hun har måske hele livet fået at vide, at hun var for meget, for følsom, for dramatisk, for vanskelig, for krævende eller for forkert.

Så kommer systemet og giver hende et ord, der på overfladen kan lyde som en faglig bekræftelse af det samme.

Derfor kan diagnosen komme til at skabe mere skam end klarhed, hvis den ikke bliver sat ind i en traumeforståelse.

Den kan få kvinden til at tænke, at hun ikke kan stole på det, hun selv ser, at hendes intuition er mistænkelig, at hendes grænser måske ikke er legitime, og at hendes reaktioner nok bare er hendes diagnose.

Men en diagnose kan aldrig afgøre, om en kvinde har ret i det, hun ser. Den kan ikke afgøre, om en relation er sund eller usund. Den kan ikke afgøre, om manipulation finder sted. Den kan ikke afgøre, om hendes grænser er rimelige.

En diagnose kan beskrive nogle reaktioner og mønstre. Den kan i nogle tilfælde åbne for hjælp.

Men den må aldrig bruges som bevis imod kvindens virkelighedssans, især ikke hos mennesker, der allerede har levet med gaslighting, manipulation, psykisk vold, kontrol og systematisk selv-tvivl.

Hvorfor det især rammer kvinder efter psykisk vold

Kvinder, der har levet tæt på psykopatiske eller narcissistiske mønstre, psykisk vold og giftige familier, kommer ofte ud af relationerne med et meget sammensat billede.

Følgevirkningerne kan vise sig på flere niveauer samtidig. Mange kvinder beskriver for eksempel, at de:

• kan være udmattede, angste, skamfulde, forvirrede, overtilpassede, vrede, følelsesløse og selvbebrejdende
• kan have svært ved at mærke, hvad de selv vil
• kan blive overvældede af konflikter
• kan reagere stærkt på afvisning, tavshed, dominans og udelukkelse
• kan mærke fare, før andre overhovedet ser den

Udefra kan det ligne et menneske, der er ustabilt. Indefra kan det være et menneske, der har lært at overleve i relationer, hvor små signaler betød forskellen på ro eller vold.

Et blik kunne betyde straf. En tavshed kunne betyde udelukkelse. En bestemt stemning i rummet kunne betyde, at nu skulle hun passe på eller forsvinde. En lille forskydning i en samtale kunne betyde, at virkeligheden igen var ved at blive vendt på hovedet.

Når man har levet sådan længe nok, bliver kroppen hurtig. Den begynder at reagere, før hovedet kan forklare hvorfor.

Det betyder ikke, at alle reaktioner altid er præcise. Traumer kan gøre os både skarpe og overaktiverede. Men det betyder, at reaktionen fortjener en sammenhæng, før den bliver gjort til et problem i kvindens personlighed.

Det er en vigtig skelnen. For uden den skelnen kommer vi let til at individualisere noget, der i sin oprindelse er relationelt:

Vi kommer til at tale om hendes reguleringsproblem uden at tale om de mennesker, der gjorde hendes system utrygt.
Vi kommer til at tale om hendes grænseproblemer uden at tale om de grænser, der blev overskredet.
Vi kommer til at tale om hendes tillidsproblemer uden at tale om den tillid, der blev misbrugt.

Så bliver hun igen alene med det, der aldrig kun var hendes.

Når systemet spørger efter kode før sammenhæng

Et af de store problemer i vores system er, at diagnosen ofte bliver adgangsbilletten.

Uden diagnose er der ofte ingen behandling. Uden den rigtige diagnose er der måske ingen ydelse eller støtte. Uden kode er der ingen registrering, og uden registrering er der ingen økonomi.

Sådan bliver diagnosen mere end et fagligt redskab. Den bliver en nøgle til systemet.

Når diagnosen bliver nøglen til hjælp, får den en magt, den måske aldrig burde have haft. For så kommer systemet let til at spørge, hvilken kode mennesket passer ind i, før det spørger, hvad mennesket har levet i.

Et barn kan godt have brug for hjælp, før systemet har fundet den rigtige diagnose. En ung pige kan godt være traumatiseret af noget i sit hjem, selv om hun ikke selv kan forklare det.

En voksen kvinde kan godt være alvorligt skadet af langvarig psykisk vold, selv om hendes symptomer bliver fordelt ud over angst, depression, stress, søvnproblemer, relationelle vanskeligheder og lavt selvværd.

Hun kan også have brug for nænsom, langvarig og kvalificeret traumeforståelse, selv om systemet helst vil tilbyde noget kort, målbart og standardiseret – og billigt.

Det betyder ikke, at diagnoser er onde. Det betyder ikke, at fagfolk ikke gør deres bedste. Det betyder heller ikke, at medicin aldrig er relevant, eller at psykiatrisk behandling ikke kan være nødvendig.

Men det betyder, at vi må være ærlige om, hvad der sker, når et menneske kun får hjælp, hvis hendes smerte kan oversættes til den rigtige kode.

For så risikerer vi, at diagnosen bliver vigtigere end mennesket.

Du er ikke forkert, fordi nogen har sat mange ord på dig

Hvis du læser dette og selv har fået en eller flere diagnoser gennem livet, er det vigtigt at skelne mellem diagnosen som mulig information og diagnosen som identitet.

Det er ikke sikkert, at alle dine diagnoser er forkerte. Det er heller ikke sikkert, at de er hele sandheden.

Måske har nogen set din angst, men ikke det alarmberedskab, du voksede op i.

Måske har nogen set din depression, men ikke den håbløshed, der opstår, når man i årevis ikke kan slippe fri af kontrol og skyld.

Måske har nogen set dine relationelle vanskeligheder, men ikke de relationer, der lærte dig, at kærlighed kunne være farlig.

Måske har nogen set din følelsesregulering, men ikke den barndom, hvor ingen voksne hjalp dig med at regulere noget som helst.

Måske har nogen set din skam, men ikke de mennesker, der lagde den i dig.

Det betyder ikke, at du er mere forkert end andre. Det kan betyde, at ingen endnu har samlet billedet for dig.

Derfor er det vigtigste spørgsmål ikke altid, om diagnosen teknisk set er rigtig eller forkert. Det vigtigste spørgsmål er, om den har hjulpet dig med at forstå dig selv med mere værdighed.

Har den givet dig et sprog, der samler dit liv? Eller har den fået dig til at vende endnu mere skyld indad?

Heling begynder sjældent med skam. Den begynder med sammenhæng. Den begynder med, at spørgsmålet langsomt kan flytte sig fra: Hvad er der galt med mig? Til: Hvad har jeg været udsat for, og hvad har mit system lært for at overleve?

Derfor har jeg skrevet Voksne døtre af giftige familier

I min bog Voksne døtre af giftige familier skriver jeg om netop den sammenhæng.

Ikke for at give dig endnu en etiket, og ikke for at få dig til at diagnosticere din mor, din far eller din familie. Men for at give dig et sprog for det, der måske har manglet sprog hele dit liv.

Bogen handler om, hvad der sker med en datter, når familien ikke er et trygt sted at vokse op.

Når den, der skulle beskytte, også var den, der skabte frygt. Når kærlighed blev blandet sammen med kontrol. Når ansvar blev vendt på hovedet. Når barnet lærte at tilpasse sig, læse rummet, dæmpe sig, præstere, tage skylden eller forsvinde ind i sig selv.

Den handler også om, hvordan disse erfaringer kan sætte sig i kroppen, selvfølelsen, relationerne og hele måden at være i verden på.

Det er derfor, kompleks PTSD er så vigtigt et begreb. Ikke fordi alle skal have endnu en diagnose, men fordi begrebet samler noget, der alt for ofte er blevet splittet ad.

Det samler kroppen og historien, symptomerne og relationerne, skammen og det, der skabte den. Og det samler kvinden og det liv, hun har overlevet.

Måske er det netop dér, et mere menneskeligt sprog begynder. Ikke med spørgsmålet om, hvad der er galt med hende, men med spørgsmålet om, hvad hun har været nødt til at bære, tilpasse sig og overleve.

Det spørgsmål kan ikke stå alene. Det kan ikke erstatte behandling, faglighed eller systemer. Men det kan ændre måden, vi ser et menneske på.

Og for mange kvinder er det første gang, vi ikke bliver gjort til problemet.

Det er ikke lidt. Det er begyndelsen på værdighed.

Hvis du genkender dig selv i denne artikel

Hvis du har fået diagnoser, mærkater, forklaringer eller gode råd, men stadig mangler den sammenhæng, der får dit liv til at give mening, har jeg skrevet Voksne Døtre af Giftige Familier til dig. Bogen handler om det, der sker med en datter, når familien ikke var et trygt sted at vokse op. Når kroppen stadig reagerer. Når skammen har sat sig. Når du måske i mange år har troet, at problemet var dig.

Det var det ikke.

I bogen får du et fagligt, men også enkelt og menneskeligt sprog for belastningen, familiesystemet, hverdagspsykopaterne, kompleks PTSD, kroppen, grænserne og den sorg, der opstår, når man endelig begynder at se klart.

Læs mere om bogen her