Perfektionisme: Når det føles utrygt at lave fejl

Du gør dig umage. Du tænker tingene grundigt igennem og vil gerne levere noget, du kan stå inde for. Andre oplever dig måske som samvittighedsfuld, dygtig og ansvarlig.

Alligevel har du svært ved at mærke, hvornår noget er godt nok.

Når du har afsluttet en opgave, får du øje på det, der kunne have været bedre. Når nogen roser dig, tænker du måske på det, de ikke har opdaget. Og når du begår en fejl, kan den fylde inden i dig længe efter, at alle andre er gået videre.

Perfektionisme handler ikke nødvendigvis om, at dit liv ser perfekt ud. Den kan ligge i det indre pres og i følelsen af, at du burde kunne gøre det bedre, vide mere eller have bedre styr på dig selv.

Perfektionisme kan være en gammel beskyttelse, som opstod, fordi det ikke føltes trygt at lave fejl.

Når en fejl ikke bare var en fejl

I en tryg familie lærer et barn, at fejl hører med til livet. Hun kan vælte et glas, glemme sin taske eller misforstå en besked, uden at hendes værdi som menneske bliver draget i tvivl.

De voksne kan blive irriterede og bede hende rette op på det, der skete. Men de gør ikke fejlen til et bevis på, at hun er dum, doven, egoistisk eller håbløs.

I en giftig familie kan reaktionen være en anden. Et væltet glas kan udløse vrede eller hån. En glemt besked kan blive fremstillet som manglende respekt. En lavere karakter i skolen kan føre til kulde, skuffelse eller sammenligninger med andre børn.

Nogle børn bliver kritiseret direkte. Andre mærker det gennem blikke, suk, tavshed eller en stemning, der pludselig ændrer sig.

Barnet lærer derfor ikke kun, at det er en god idé at gøre tingene rigtigt. Hun lærer, at fejl kan koste hende ro, varme eller kontakt til de mennesker, hun er afhængig af.

Når det sker igen og igen, giver det mening, at hun forsøger at blive så fejlfri som muligt.

Det barn, der prøvede at undgå kritikken

Måske blev du god til at forberede dig og tænke dig om, inden du sagde noget. Du lærte at holde øje med stemningen og forudse, hvad de voksne kunne reagere på.

Hvis din mor var i dårligt humør, vidste du måske, at du skulle være ekstra stille. Hvis din far var irritabel, sørgede du for, at der ikke var noget ved dig, han kunne sætte en finger på.

Nogle børn bliver meget dygtige i skolen. Andre bliver hjælpsomme, stille og usædvanligt modne. Nogle gør sig umage for aldrig at skabe problemer og helst klare deres følelser selv.

Perfektionisme handler derfor ikke kun om karakterer eller præstationer. Den kan også vise sig som et stærkt behov for at være sød, hensynsfuld, ordentlig og nem at have med at gøre.

Barnet udvikler ikke perfektionismen bevidst. Hun finder blot den måde at tilpasse sig på, der bedst beskytter hende i den familie, hun er født ind i.

Senere kan denne tilpasning føles som hendes personlighed. Hun tænker måske, at hun bare er grundig og samvittighedsfuld. Men under grundigheden kan der stadig ligge en gammel frygt for, hvad der kan ske, hvis hun ikke gør det rigtigt.

Du kan læse mere om de roller, overlevelsesmønstre og giftige metoder, der kan forme et  barn og en barndom, i min bog Voksne Døtre af Giftige Familier.

Når perfektionismen følger med ind i voksenlivet

Som voksen er du måske ikke længere sammen med de mennesker, der gjorde det farligt at lave fejl. Alligevel kan du fortsætte med at reagere, som om meget stadig står på spil.

Når du skal skrive en mail, læser du den måske igennem flere gange. Du retter ikke kun fejl, men forsøger også at sikre dig, at ingen kan misforstå din tone eller blive utilfreds med dig.

Du har måske haft gæster og tænker bagefter mere på, om maden var god nok, end på den hyggelige aften.

På arbejdet kan du bruge længere tid på en opgave, end den egentlig kræver. Du ved godt, at den er løst, men du har svært ved at slippe den. Der er stadig en formulering, der kan forbedres, eller en detalje, du burde undersøge.

Udefra kan det ligne grundighed. Indefra kan det føles som et forsøg på at beskytte dig mod kritik, skuffelse eller følelsen af at have gjort noget forkert.

Forskellen på høje standarder og perfektionisme

Der er ikke noget galt i at ville gøre sig umage. Det kan være en styrke at være omhyggelig, fagligt ambitiøs og optaget af kvalitet.

Forskellen viser sig ofte i det, der sker indeni dig, når resultatet ikke bliver helt, som du havde forestillet dig.

Når du har sunde, høje standarder, kan du vurdere, hvad opgaven kræver, og afslutte den, når den er løst tilfredsstillende. Du kan opdage en fejl uden at gøre den til en dom over dig selv.

Når perfektionismen styrer, bliver grænsen mellem dit arbejde og din værdi mere uklar. En fejl i en opgave kan føles som en fejl ved dig. En kritisk kommentar kan få dig til at tvivle på hele din faglighed.

Derfor hjælper det sjældent, når nogen siger, at det jo ikke behøver at være perfekt. Du ved sandsynligvis allerede, at ingen er perfekte. Det, du har sværere ved at stole på, er, at du stadig er værdifuld, og at det kan være ok at lave fejl.

Den indre kritiker kom ikke ud af ingenting

Måske har du en indre stemme, der hurtigt opdager det, du burde have gjort anderledes. Den kommenterer dine valg, dit arbejde, din krop og dine relationer. Den kan være langt hårdere ved dig, end du ville være ved et andet menneske.

Et barn, der ofte bliver kritiseret, kan begynde at kritisere sig selv først. Hvis hun selv finder fejlen, kan hun måske nå at rette den. Hvis hun forestiller sig indvendingerne, kan hun være bedre forberedt, når de kommer.

Selvkritikken kan derfor give en form for kontrol. Den beskytter ikke barnet mod smerten, men den kan gøre kritikken mere forudsigelig.

Som voksen kan den indre kritiker fortsat tro, at den hjælper dig. Den forsøger at holde dig skarp og forhindre, at andre får anledning til at afvise eller ydmyge dig. Men den gør det ved at videreføre det pres, du engang levede under.

Du prøver måske ikke at være den bedste

Perfektionisme bliver nogle gange forbundet med ønsket om at være bedre end andre. For mange voksne døtre af giftige familier handler den ikke om at være den bedste.

Den handler om ikke at være den, nogen kan kritisere.

Du forsøger måske ikke at imponere. Du forsøger at undgå at skuffe. Derfor tager du måske mere ansvar, end der faktisk er dit, og gennemgår bagefter, om du kunne have gjort mere.

Denne form for perfektionisme bliver let rost af omgivelserne. Du fremstår stabil, hjælpsom og pligtopfyldende. Men prisen kan være, at du næsten aldrig føler dig færdig eller god nok.

Perfektionismen havde en funktion

Ikke alle perfektionistiske mennesker er vokset op i giftige familier. Men hvis du voksede op med kritik, uforudsigelige reaktioner eller kærlighed, der føltes betinget, så kan din perfektionisme have rødder i dine tidlige relationer.

Du forsøgte ikke at være vanskelig eller kontrollerende. Du forsøgte at finde en måde at være i en familie på, hvor det ikke altid var sikkert at være et almindeligt barn.

Du kunne ikke få de voksne til at regulere deres vrede, tage ansvar for deres egne følelser eller møde dine fejl med forståelse. Det eneste, du kunne arbejde med, var dig selv.

Så du forsøgte måske at blive dygtigere, mere hensynsfuld og så fejlfri som muligt. Ikke fordi der var noget galt med dig, men fordi du selv prøvede at skabe den sikkerhed, de voksne skulle have givet dig.

Du behøver ikke gøre helingen perfekt

Når du opdager mønstret, kan perfektionismen hurtigt få en ny opgave: Nu skal du også lære at være mindre perfektionistisk.

Du kan begynde at kritisere dig selv for at være for selvkritisk eller føle, at du burde kunne slappe mere af. Men så fortsætter det samme pres blot i en ny form.

Forandringen begynder ofte mere nænsomt.

Den kan begynde med, at du lægger mærke til, hvor meget der føles at være på spil, når andre skal se eller vurdere det, du har lavet. Eller at du opdager, at din uro ikke nødvendigvis fortæller dig, at resultatet er dårligt. Den kan fortælle dig, at du engang lærte at forbinde fejl med fare.

Gamle beskyttelsesstrategier løsner sig sjældent alene ved, at vi forstår dem. Men forståelsen kan fjerne noget af skammen.

Du er ikke forkert, fordi du har svært ved at acceptere dine fejl. Du er heller ikke svag, fordi kritik rammer dig hårdt. Din reaktion kan være formet af mange års erfaringer med, at fejl fik større konsekvenser, end de burde.

Du må stadig gerne være grundig og ambitiøs. Du behøver ikke opgive det, du er god til.

Men du kan langsomt begynde at erfare, at en fejl ikke er en afsløring af, hvem du er. Den er noget, der skete. Noget, du måske kan rette op på, lære af eller acceptere som noget menneskeligt.

Du var aldrig et forkert barn, der havde brug for at blive gjort perfekt.

Du var et barn, der havde brug for voksne, som kunne vise dig, at du stadig var værdifuld, når du lavede fejl.

Ny bog om perfektionisme på vej

Jeg skriver på en ny bog om perfektionisme, overspringshandlinger og handlingslammelse, som alle kan følge med ind i voksenlivet efter en giftig opvækst.

Bogen skal hjælpe dig med at forstå, hvorfor de høje krav opstod, hvad perfektionismen har forsøgt at beskytte dig imod, og hvordan du nænsomt kan begynde at løsne den uden at gøre forandringen til endnu en præstation.

Bogen udkommer senere på året. Du kan skrive dig på interesselisten og få en mail, når den udkommer.

Du skriver dig på interesselisten her: