Systemet fejler

Når en voldelig, egoistisk og manipulerende forælder fratager både børnene og den anden forælder den helt nødvendige og gode sunde kontakt til hinanden – så er det vold.

Forældrefremmedgørelse er psykisk vold.

Når systemet i Danmark accepterer dette – og ofte støtter disse overgreb – så er det systemvold.

Det er også en ubegribelig inkompetence i, hvad vold er for en størrelse, og hvad partnervold gør ved både partneren, børnene og resten af familien.

Systemets fagfolk og retssystemets jurister påstår, at det er en ligeværdig konflikt – og at det ikke er muligt for dem at vurdere, hvem af forældrene der lyver, og hvem der taler sandt.

Det er den mest lamme begrundelse for manglende viden, og det er højrøvet arrogance.

Det er muligt – og faktisk relativt nemt – at afsløre, hvem der er den sunde forælder, og hvem der er den voldelige forælder – det er kun et spørgsmål om viden og ikke mindst viljen hos fagfolk til at beskæftige sig med noget, som de synes er ubehageligt.

Det, vi allerede ser nu, er flere og flere sagsanlæg mod systemet fra børn, der er vokset op i vold, og hvor ingen har hjulpet barnet. Barnet kan ikke selv slippe fri – det er umuligt – barnet skal have hjælp udefra.

I dag er realiteterne sådan, at det er barnet selv, der skal sige fra, for at have en chance for at slippe for vold. Det skal sige fra overfor sagsbehandlere, politiet, fogeden, retssystemet, psykologer og pædagoger – og ikke mindst overfor den voldelige forælder.

Hvilke børn, der er udsat for vold, kan det?

Børn, der er udsat for psykisk vold af en forælder, har lært – og tror fuldt og fast på – at volden er barnets egen skyld.

Disse sagsanlæg kommer som en lavine ind over systemet de næste mange år – og mit håb er, at der er rigtigt mange af disse børn, der har kræfterne til at gøre op med uretfærdighederne og overgrebene.

Desværre er mange børn i den situation så traumatiserede og sårbare, at de ikke engang har muligheden for at få hjælp eller oprejsning. Og for mange andre kommer overskuddet og erkendelsen først, når de er 30-40 år gamle, hvor de for alvor er blevet både fysisk og psykisk syge af volden i deres barndom.

Hvis de ikke allerede har begået selvmord, som i disse tilfælde kan synes, som den eneste vej ud af volden for et ungt menneske.

Konsekvenserne af vold i barndommen er beskrevet i min artikel her: Giftige oplevelser i barndommen ændrer os for resten af livet

Alle børn fortjener hjælp af et samfund, der skal sige nej til, at børn nedbrydes af en voldelig, egoistisk og manipulerende forælder.

Ikke at gøre noget er både menneskeligt, moralsk, samfundsmæssigt – og også økonomisk – den værst tænkelige løsning på et akut og voksende problem.

Herunder er et af rigtigt mange eksempler fra virkeligheden – Katja deler sin historie og sin sorg.

Og nederste i artiklen ligger der et link til en blændende god artikel om forskningen på området.

Katja fortæller:

“”

I år, til maj, er det 4 år siden jeg “mistede” mine to yngste børn.

Set i bakspejlet er jeg klar over, at dette ikke skete over natten, men over mange år. Ligesom jeg i dag er klar over, hvad det betyder at leve i og med psykisk vold.

At leve i et forhold, hvor ens partners behov altid skal komme først, er opslidende på mange måder. Et forhold hvor du altid går på listefødder, ene og alene for ikke at træde forkert. Et forhold hvor du mister dig selv uden at være bevidst om det. Et forhold hvor du med tiden bliver isoleret fra alle og kun har din partner.

At tro en skilsmisse ville forbedre noget, viste sig at være en illusion…..

Den psykiske vold stoppede ikke, da parforholdet stoppede. Den fortsatte indirekte via børnene og systemet. Børnene blev til- og fravalgt efter forgodtbefindende, systemet blev brugt igen og igen i håb om at få stemplet mig som værende uegnet som mor. Afpresning og trusler via mails og sms’er modtog jeg rigeligt af, i over et årti efter skilsmissen.

Når der havde været samvær – hvis dette blev overholdt – stod jeg tilbage med to ødelagte børn. Børn der var forvirrede, aggressive, mistroiske og meget hemmelighedsfulde. Børn der ikke måtte fortælle, hvad de havde oplevet på samvær. Børn der fortalte mig, at jeg var en egoist og langt værre ting. Fik børnene fortalt mig noget, de ikke måtte, så skulle jeg love ikke at sige noget, da de frygtede konsekvenserne af dette.

I alle årene så jeg ikke den skade, det forvoldte, at ved hver en given lejlighed blev der sået tvivl om min rolle som mor, tvivl omkring hvad der var virkelighed, og hvad der var bedrag. Der blev sået tvivl i børnene om alt, selv deres egne oplevelser. Der blev igen og igen brugt belønning og afstraffelse som middel til at kontrollere børnene.

I bagklogskabens lys

Så i bagklogskabens lys ved jeg i dag, at summen af alt dette gjorde det muligt, at jeg “mistede” mine børn……

Hvordan skulle børn kunne holde til dette i længden, når voksne mennesker ikke kan? Hvordan skulle børn kunne navigere i psykisk vold, når vi voksne ikke kan?

Som voksen kan vi opleve, at blive suget ind i en verden, der er dybt skadelig for os, men vi ser det ikke, før det er for sent, hvis vi overhovedet ser det. Hvorfor skulle dette være anderledes for børn?

Forældrefremmedgørelsens konsekvenser

Forældrefremmedgørelse er psykisk vold i voldsom grad, som skader børnene og den udsatte forælder på dyb traumatisk vis.

For mit vedkommende har det vendt hele min verden på hovedet. De mange års psykiske vold, i form af trusler og at børnene blev benyttet som våben, samt det endelige resultat at jeg “mistede” børnene, kom til udtryk på flere måder.

Jeg har lidt af angstanfald, søvnløshed, dårlig hukommelse, kronisk træthed, voldsomt svækket syn grundet stress, været ekstrem grådlabil og har generelt været mere syg end ellers.

Dette er, hvad jeg som voksen har været igennem, så jeg tør ikke engang tænke på, hvad børnene har måtte lide med.

Desværre så har der ingen forståelse været i systemet. I systemet er det vigtigere at kalde det højkonflikt, end det er at finde ud af de bagvedliggende årsager.

Der er ingen hjælp at hente

Vi forældre, der har været udsat for alt det ovenstående, ved, at vi ingen hjælp kan få. Vi ved, at vi bliver udsat for systemvold, at vi bliver betegnet som værende en del af konflikten, og vi ved, at vi ender med at “miste” vores børn.

Når vi så har “mistet” vores børn, så er der heller ingen hjælp at hente. Vi kan ikke få krisehjælp, og vi kan ikke få hjælp til at se vores børn igen. Vi må acceptere livet, der følger og gå og håbe på, at vores børn en dag selv tager kontakt til os.

Fordi vores børn ikke er døde, kan vi ikke få hjælp, afklaring eller få behandlet vores sorg på nogen måde. Vores børn får ingen hjælp, da de jo ikke har mistet en forælder til døden, og systemet jo har truffet beslutning om, at de trives, hvor de er.

Vi forældre ved godt, at der ikke er een opskrift på at komme igennem dette, ej heller een opskrift på at løse det eller ændre det.

Vi bevæger os konstant i et minefelt, hvor hver et skridt kan føles som liv eller død. Vi betvivler konstant vores egen rolle og gennemgår alt igen og igen. Vi lever ikke mere, men overlever dag for dag med en ubærlig sorg i hjertet.

“”

Dette er blot een historie ud af rigtigt rigtigt mange

Dette var den ærlige og hårrejsende personlige beretning.

Som kun er een ud af rigtigt mange historier med samme tema.

Jeg har personligt hørt de første 100 lignende historier, både fra forældre og fra børnene. Og jeg ved, at der er mange mange flere end det.

Sunde forældre, der er blevet frataget deres børn af voldelige forældre og af et inkompetent system.

Børn, der har mistet den eneste forælder, der elskede dem, og som kunne give dem den følelsesmæssige støtte og omsorg, et barn har brug for.

Jeg har selv været et af de børn, der blev frataget kontakten til min sunde far, da jeg var 4 år gammel og først så ham igen, da jeg var 15 år gammel. Meget mod min psykisk voldelige mors vilje – og med store konsekvenser for mig og for resten af mit liv.

Kan vi være dette bekendt som samfund?

Partnervold og forældrekonflikt er to meget forskellige tind – og det forstår myndighederne ikke

“JO STÆRKEDER IDEALET OM DELT FORÆLDRESKAB ER, desto lettere er det for en voldelig ekspartner at starte en konflikt om børnene og fortsætte volden.”

Sådan lyder det fra den norske forsker Anja Bredal.

Hun opfordrer myndighederne til at blive skarpere på at skelne mellem en “forældrekonflikt” og “partnervold”.

Hun siger også: “Omsorgsevnen hos dem, der har brugt vold, er dårligere på gruppeniveau end hos dem, der ikke har. At udøve vold er en alvorlig mangel på forståelse for den anden person. Børnene er de mest sårbare her.”

Anne-Mette Barfod fra Powerkvinderne har skrevet en virkelig god artikel om denne forskers arbejde og konklusion:

Læs artiklen her.

Har du barn med en hverdagspsykopat?

Så check min live online workshop om, hvordan du bedst støtter og hjælper dit barn, når du er den eneste sunde forælder. Du lærer om barnets mønstre og forsvarsreaktioner, du får gode redskaber, og så får du svar på dine helt egne spørgsmål om lige præcist din situation.

Læs mere og se datoerne på næste workshop her.