Kampen mod kvindedrab – Hvorfor Danmark halter bagud

Af Alexa Peary

I går blev en kvinde i 50’erne skudt og dræbt i Odense.

Ifølge justitsministerens samråd i Folketinget i dag er nu mindst 17 kvinder blevet dræbt i Danmark i år.

Endnu en familie står tilbage i sorg, og endnu engang ser vi, at vores system ikke formår at forebygge tragedierne.

Det er ikke enkeltstående hændelser, men et mønster. På tværs af landet viser sagerne, at kvinder, der søger hjælp, alt for ofte afvises eller overlades til sig selv. 

Andre lande har allerede vist, at kvindedrab kan forebygges, når der handles konsekvent og helhedsorienteret. 

– Spanien har reduceret antallet af drab gennem specialdomstole, hotline og elektronisk overvågning. 

– Skotland har gjort kontrollerende adfærd strafbar og sat en national strategi i værk. 

– I USA samler Family Justice Centers hele hjælpen ét sted, så kvinder ikke falder mellem systemets sprækker. 

Danmark har de senere år indført vigtige redskaber – men vi bruger dem ikke konsekvent, og vi har endnu ikke haft modet til at tage de næste nødvendige skridt.

Det Danmark allerede gør rigtigt

Der er faktisk grund til at anerkende de fremskridt, der er sket:

• Risikovurdering er implementeret.
  Politiet anvender redskaber som SARA-SV (vurdering af partnervold), SAM (stalking) og PATRIARK (æresrelateret vold). De er internationalt anerkendte og giver en mere struktureret vurdering end tidligere redskaber.
• Lovgivningen findes.
  Vi har tiltag som tilhold, opholdsforbud og bortvisning, og der er åbnet mulighed for elektronisk overvågning.
• Uddannelse tilbydes.
  Socialstyrelsen tilbyder gratis certificering og metodesupervision i SARA-V3 til fagfolk i kommuner og på krisecentre.
• Organisationer gør en forskel.
  NGO’er som Lev Uden Vold og Danner bidrager med både rådgivning, viden og krisecenterpladser.

På papiret har Danmark altså en række redskaber, der burde kunne forhindre de værste tragedier.

Men her svigter vi

Når vi kigger på praksis, bliver billedet mindre flatterende.

1. 1. Risikovurderinger følges ikke altid op.
      Politiet kan udfylde en SARA, men uden systematisk opfølgning bliver vurderingen i sig selv værdiløs. Flere sager viser, at kvinder er blevet dræbt kort tid efter, at de officielt var vurderet til medium risiko.
   2. Psykisk vold er kriminaliseret – men uden virkning.
      Danmark indførte i 2019 en bestemmelse i straffeloven om psykisk vold (§243). På papiret et fremskridt – men i praksis næsten ubrugelig. Loven er så uklart formuleret, at ofre oftest bliver afvist allerede i politiets reception. Der kræves “objektive beviser” på kontrol, manipulation og nedbrydning – noget, der pr. definition ikke efterlader fysiske spor. Dermed er loven mest symbolsk, men ikke beskyttende eller brugbar for retssystemet.
   3. Kontroladfærd undervurderes.
      Internationale erfaringer viser, at coercive control – systematisk nedbrydning gennem isolation, økonomisk kontrol, jalousi og overvågning – ofte er det første skridt mod eskalerende vold. I Danmark opfattes det stadig ofte som “uheldige parforholdsproblemer” – indtil det er for sent.
   4. Beskyttelsen er for svag.
      Tilhold, bortvisning og elektronisk fodlænke anvendes alt for lidt. Mange kvinder må selv tage ansvaret for at holde sig væk fra gerningsmanden – selv når han er den, der burde være begrænset i sin frihed.
   5. Myndigheder arbejder i siloer.
      Politiet, kommunerne og sundhedsvæsenet taler sjældent sammen i realtid. Når en kvinde anmelder vold, er der ofte ingen samlet kriseplan. Hun bliver kastet rundt mellem systemer, der hver især gør lidt – men uden at tage ansvar for helheden.

Eksempler der viser problemet

• En kvinde henvender sig til politiet efter gentagne trusler. Politiet udfylder en risikovurdering, men klassificerer sagen som medium. Hun får ingen særlig beskyttelse – og uger senere bliver hun dræbt.
• En anden kvinde forsøger at anmelde psykisk vold. Hun bliver mødt med kravet om at fremlægge sms’er, lydoptagelser eller vidner – beviser, hun naturligt nok ikke har, da volden netop bestod i konstant nedbrydning bag lukkede døre. Hun afvises og vender hjem til sin partner uden hjælp.
• Krisecentre fortæller, at de ofte først ser kvinderne efter, at volden er eskaleret. De kunne være hjulpet langt tidligere, hvis systemet havde grebet ind proaktivt.

Disse historier minder uhyggeligt meget om de sager, vi ser fra Storbritannien, hvor det forældede Dash-system har fejlet. Danmark risikerer at begå samme fejl, hvis vi ikke handler nu.

Hvad Danmark kan lære af andre lande

Flere lande har allerede taget markante skridt, som har vist sig at redde liv. Danmark kunne hente vigtig inspiration herfra.

🇪🇸 Spanien: Konsekvent handling

• National hotline (016) – døgnåben og forankret i myndighedssystemet, så kvinder altid kan få hjælp.
• Specialdomstole for vold i hjemmet, der behandler sager hurtigt og med særlig ekspertise.
• Elektronisk overvågning af gerningsmænd bruges konsekvent, når kvinder er truet.
• Tværfaglige kriseteams reagerer samlet, så kvinden ikke selv skal koordinere hjælpen mellem myndigheder.
• Psykisk vold og kontroladfærd behandles som alvorlige risikofaktorer – ikke som sekundære problemer.

Resultatet: Spanien har set et meget markant fald i kvindedrab over tid, mens Danmark oplever en stigning.

🏴󠁧󠁢󠁳󠁣󠁴󠁿 Skotland: Fokus på kontrol og helhed

• I 2018 kriminaliserede Skotland coercive control – systematisk kontrollerende og psykisk voldelig adfærd – med strafferammer på op til 14 års fængsel.
• Politiet er uddannet i at identificere kontroladfærd, så vold ikke kun vurderes på blå mærker.
• Den nationale strategi “Equally Safe” samler politi, sundhedsvæsen, sociale myndigheder og NGO’er i én helhedsorienteret indsats.
• Børn anerkendes som selvstændige ofre for vold i hjemmet – også når volden er rettet mod deres mor. Det giver dem ret til beskyttelse og støtte, selvom de ikke selv er blevet slået eller direkte udsat.

Resultatet: En kulturændring, hvor kontrol og psykisk vold tages alvorligt som tidlige advarselssignaler, der kan forhindre drab.

🇺🇸 USA: Family Justice Center-modellen

Jeg har selv taget uddannelse hos Center for Family Justice i Connecticut, som arbejder efter en model, Danmark kunne lære meget af.

Et Family Justice Center samler hjælpen ét sted. I stedet for at en voldsudsat kvinde skal gå fra politi til krisecenter, til kommune og advokat, kan hun møde hele hjælpen under ét tag. Modellen bygger på samarbejde mellem politi, socialrådgivere, jurister, psykologer og NGO’er, så ofrene ikke skal gentage deres historie igen og igen til nye instanser.

Center for Family Justice tilbyder blandt andet:

• 24/7 krisehjælp gennem hotline, chat og rådgivning.
• Sikkerhedsplanlægning og adgang til sikkert husly.
• Juridisk støtte i familieretlige og civile sager.
• Børne- og ungeprogrammer, som hjælper børn med at bearbejde volden.
• Forebyggelse og uddannelse, fx skoleprogrammer, mentorindsatser og faglig træning.
• Flersproget bistand, så sproglige barrierer ikke står i vejen for hjælp.

Resultatet: Det afgørende er helheden. Når systemet samler sig omkring kvinden og hendes børn, bliver hjælpen hurtigere, mere tryg og mere effektiv. Denne “one-stop-shop”-model er udbredt i USA og anerkendt som international best practice.

Tilsammen viser Spanien, Skotland og USA tre forskellige veje, der har det til fælles, at de sætter kvindernes sikkerhed i centrum og handler konsekvent på den viden, vi allerede har. Danmark bør ikke opfinde den dybe tallerken – vi kan hente inspiration fra de steder, hvor indsatsen virker.

Hvad Danmark bør gøre nu

Hvis vi vil være blandt de førende i Europa – og stoppe den nuværende stigning i kvindedrab – kræver det politisk mod og konsekvent handling:

• Skærp loven om psykisk vold.
  Den nuværende formulering skal gøres anvendelig i praksis. Kvinder må ikke afvises ved politiets skranke, fordi de ikke kan fremvise beviser på kontrol og manipulation, der pr. definition sjældent efterlader fysiske spor.
  
• Indfør systematisk og løbende risikovurdering.
  Ikke blot ét skema, men en proces, hvor kvindens egen oplevelse og frygt tages alvorligt. Som i Skotland skal kontrollerende adfærd regnes som et tidligt og alvorligt faresignal.
  
• Brug konsekvent nødtilhold og elektronisk overvågning.
  Det er gerningsmandens bevægelsesfrihed, der skal begrænses – ikke kvindens. Spanien har vist, at konsekvent brug af elektroniske fodlænker kan redde liv.
  
• Etabler kriseteams på tværs af sektorer.
  Politi, socialrådgivere og sundhedsvæsen skal samarbejde i realtid, så kvinden ikke selv står med ansvaret for at koordinere hjælpen.
  
• Specialiser domstole og anklagemyndighed.
  Hurtigere og mere kvalificeret behandling af voldssager kan gøre forskellen mellem liv og død. Spanien har vist vejen med specialdomstole.
  
• Giv børn status som selvstændige ofre.
  Som i Skotland bør børn i hjem med vold beskyttes og støttes, også når volden “kun” er rettet mod moren.
  
• Langsigtet støtte til ofre og børn.
  Sikring af bolig, økonomi og psykologisk behandling er afgørende, så kvinder og børn ikke presses tilbage til gerningsmanden.
  
• Overvej Family Justice Center-modellen.
  Som i USA kan Danmark samle hjælpen ét sted, så kvinder og børn ikke mister modet i mødet med et fragmenteret system.
  

Konklusion: Vi har ikke råd til at vente

Danmark har på papiret de redskaber, der skal til – men de bruges for sjældent, og ofte uden konsekvent opfølgning.

Vi halter bagefter de lande, der allerede har bevist, at kvindedrab kan forebygges gennem tydelig lovgivning, helhedsorienteret samarbejde og konsekvent beskyttelse af ofrene.

I år er mindst 17 kvinder allerede blevet dræbt – indtil nu! Det er ikke enkeltstående tragedier, men et mønster, der viser et systemisk svigt. Hver gang vi undlader at handle, bliver konsekvensen den samme: endnu en kvinde, endnu en familie, endnu et liv, der kunne have været reddet.

Hvis vi virkelig vil nedsætte volden mod kvinder og forhindre kvindedrab, må vi erkende, at gode intentioner ikke er nok. Det kræver handling med konsekvens – og det kræver, at politikerne sætter kvindernes sikkerhed allerøverst på dagsordenen.

BERETNING OM PSYKISK VOLD OG SAMVÆRSKONFLIKTER

Bogen De sorte øjne tegner et præcist psykologisk portræt af en kvinde, der lever med psykisk vold. Den virkelighedstro skildring af Lars’ giftige adfærd og dens konsekvenser for fortælleren, Mia og deres tre fælles børn, giver en knude i maven, som kun bliver værre efterhånden som historien skrider frem.
Trods det tunge emne er stilen let og ligefrem, så vi rives med til sidste side.
Læs den medrivende fortælling – der har fået 5 stjerner af læserne – tryk her…

TAG DIT LIV TILBAGE – 40 UGERS HELINGSFORLØB

Tre forskellige måder at gå vejen på. Du får:
En sammenhængende trin-for-trin model på 40 uger.
Traumebevidst viden om både dig selv og den giftiges adfærd.
En stemme, du kan stole på – jeg er selv overlever og har gået vejen.
Klarhed og respekt i stedet for forvirring, krav og bebrejdelser.

Læs meget mere her – tryk lige her…