Hvorfor føler jeg mig ensom, selv om jeg har mennesker omkring mig?

af Alexa Peary

Du kan føle dig dybt ensom, selv om du har mennesker omkring dig.

Du kan have venner, voksne børn, kolleger og måske en partner. Der kan være mennesker, som oprigtigt holder af dig, og som du også selv holder af. Du kan have gode samtaler og dejlige dage sammen med andre og stadig opleve en ensomhed, der ligger nedenunder det hele.

Det kan være svært at forstå. For hvis du ikke mangler mennesker, hvorfor føler du dig så alene?

Måske begynder du at lede efter forklaringen hos dig selv. Er du for krævende? Har du svært ved at knytte dig til andre? Forventer du for meget af dine relationer? Burde du blive bedre til at være alene?

Men ensomhed er ikke det samme som at være fysisk alene. Man kan føle sig ensom midt i en familie, blandt venner eller i et parforhold, og man kan være meget alene uden at føle sig ensom. Det er også sådan, ensomhed forstås i forskningen: Det afgørende er ikke kun antallet af mennesker omkring os, men om vores relationer opleves som tilstrækkelige og betydningsfulde.

For nogle mennesker ligger der imidlertid endnu et lag under den aktuelle følelse. Det kan være en ensomhed, der begyndte meget tidligere.

Når ensomheden ikke passer til dit liv

Det kan være, du især opdager den, når der bliver stille.

Du fungerer måske godt, når du arbejder, har noget, du skal, eller er optaget af andre mennesker. Der er struktur, retning og noget at koncentrere sig om. Men når weekenden kommer, eller du har en dag uden planer, bliver følelsen tydeligere.

Nogle oplever også det mærkelige, at ensomheden bliver stærkere dagen efter en virkelig god dag. Du har været sammen med mennesker, følt dig levende, haft gode samtaler eller været optaget af noget, der gav mening. Når du kommer hjem, har du det måske stadig godt.

Men dagen efter kan du mærke et tomrum.

Det kan næsten føles, som om kontrasten mellem kontakt og stilhed gør ensomheden endnu tydeligere.

Andre mærker den i et parforhold. Der ligger et andet menneske ved siden af dig i sengen, men du føler dig stadig alene med dine tanker, følelser, bekymringer og behov. Nogle af de kvinder, jeg har talt med gennem årene, har faktisk oplevet deres dybeste ensomhed, mens de levede sammen med et andet menneske.

Det kender jeg også fra mit eget liv. Jeg har selv været mere ensom i mine parforhold, end jeg har været, når jeg har levet alene. Det var først, da jeg begyndte at skelne mellem det at være alene og det at være ensom, at det gav mening.

Et barn kan være følelsesmæssigt alene midt i en familie

Et barn behøver ikke vokse op alene for at opleve ensomhed.

Det kan bo sammen med begge sine forældre, have søskende, gå i skole, få mad og tøj og bo i et hjem, der ser ganske almindeligt ud. Alligevel kan barnet være dybt følelsesmæssigt alene.

Det sker, når barnet ikke bliver mødt i det, der foregår indeni hende.

Måske bliver hun ikke trøstet, når hun er bange. Ingen spørger, hvordan hun har det. Hendes følelser bliver overset, gjort forkerte eller mødt med irritation. Hun bliver ikke beskyttet, når noget er for svært, og måske bliver hun tidligt den, der selv skal forstå de voksne, tilpasse sig deres humør eller tage ansvar for stemningen i familien.

Hun kan lære meget tidligt at holde øje med andre mennesker uden samtidig at opleve, at andre mennesker holder øje med hende.

Hvis hun bliver ked af det, må hun måske klare det selv. Hvis hun har brug for hjælp, lærer hun måske, at det er lettere ikke at bede om den. Hvis hun fortæller noget vigtigt, bliver det glemt, afvist eller vendt imod hende.

Det er en særlig form for alenehed, fordi et barn ikke kan sørge for sin egen følelsesmæssige tryghed. Barnet er afhængigt af de mennesker, der er omkring det.

Forskningen viser en tydelig sammenhæng mellem omsorgssvigt eller mishandling i barndommen og ensomhed senere i livet. I en stor meta-analyse fra 2022 med mere end 1,7 millioner mennesker var sammenhængen særlig stærk ved følelsesmæssigt misbrug og følelsesmæssigt omsorgssvigt.

Det er vigtigt, fordi følelsesmæssig omsorgssvigt netop kan være svær at få øje på.

Nogle gange består traumet ikke kun af det, der blev gjort mod barnet, men også af det, der aldrig var der.

Den tidlige ensomhed

Jeg er begyndt at tænke på denne form for ensomhed som den tidlige ensomhed.

Det er den ensomhed, der kan opstå, når du alt for tidligt lærer, at du i sidste ende må klare dig selv.

Du har måske ikke tænkt ordene som barn. Et lille barn sidder ikke og analyserer sin families følelsesmæssige funktion eller konstaterer, at moderen mangler empati og faderen er følelsesmæssigt utilgængelig.

Barnet lever bare i det og tilpasser sig.

Barnet finder ud af, hvad der giver mindst problemer, eller hvad der måske giver en lille smule kontakt. Nogle børn bliver meget dygtige. Nogle bliver hjælpsomme. Nogle bliver stille. Nogle forsøger hele tiden at gøre de voksne glade. Andre protesterer, larmer eller kæmper for overhovedet at blive set.

Måden kan være forskellig, men under den kan der ligge den samme tidlige erfaring:

Jeg står selv med det.

Når det sker gennem mange år, kan ensomheden efterhånden blive mere end en reaktion på en bestemt situation. Den kan blive en kronisk indre ensomhed, som du tager med dig videre, også når dine omgivelser ændrer sig.

Det er ikke mærkeligt.

Du har lært noget meget vigtigt om verden på et tidspunkt, hvor du var fuldstændigt afhængig af andre.

Den tidlige ensomhed kan sætte sig i vores forventninger til andre mennesker

Tilknytningsforskningen hjælper os med at forstå noget af det, der sker.

Vi udvikler ikke vores forventninger til relationer ud af ingenting. De formes blandt andet gennem de mennesker, vi var afhængige af tidligt i livet.

Hvis de mennesker var nogenlunde tilgængelige, omsorgsfulde og pålidelige, får barnet erfaring med, at det kan række ud og få hjælp.

Hvis omsorgen derimod var afvisende, uforudsigelig, følelsesmæssigt fraværende eller direkte skadelig, kan andre erfaringer sætte sig.

For eksempel:

Andre mennesker er ikke til at regne med. Mine behov er for meget. Jeg skal passe på. Jeg klarer bedst det hele selv.

En anden stor meta-analyse fra 2026 finder netop en sammenhæng mellem barndomsmishandling samt både ængstelig og undgående tilknytning som voksen, og sammenhængen var stærkere ved følelsesmæssig mishandling.

Det betyder ikke, at din barndom bestemmer resten af dit liv.

Men den kan være med til at forklare, hvorfor selv mange gode mennesker i nutiden ikke automatisk får din gamle følelse af at være alene til at forsvinde.

“Jeg skal altid klare alting selv”

For nogle kvinder viser den tidlige ensomhed sig ikke først og fremmest som en tanke om at være ensom.

Den viser sig som selvstændighed. Vi klarer tingene.

Vi arbejder, organiserer, tager ansvar, hjælper andre og finder løsninger. Vi kan være utrolig kompetente, og omgivelserne kan opleve os som stærke mennesker, der næsten altid finder en vej.

Det er ikke en falsk styrke. Det kan faktisk være en reel og stor styrke.

Men styrken kan samtidig have en historie.

Hvis du tidligt lærte, at ingen kom, når du havde brug for hjælp, giver det god mening, at du blev dygtig til ikke at behøve nogen.

Problemet viser sig ofte først, når kræfterne slipper op, eller livet ændrer sig.

Måske bliver du syg. Måske bliver du ældre. Måske går du ud af et giftigt parforhold. Måske holder du op med at arbejde så meget, eller børnene flytter hjemmefra. Pludselig kan du ikke længere holde dit liv oppe med aktivitet, ansvar og præstation.

Og nedenunder kan den gamle erfaring ligge og vente:

Så er det kun mig igen.

Det kan gøre meget mere ondt, end omgivelserne forstår.

Flere mennesker er ikke altid løsningen

Når vi taler højt om ensomhed, bliver de gængse løsninger let sociale.

Kom mere ud. Meld dig til noget. Ring til nogen. Få nogle nye venner.

Det kan være hjælpsomt, hvis problemet er, at du faktisk mangler kontakt og fællesskab. Forskningen skelner blandt andet mellem social ensomhed, hvor vi mangler et tilstrækkeligt netværk, og følelsesmæssig ensomhed, hvor det især er nærhed, fortrolighed eller følelsen af at være betydningsfuld for nogen, der mangler.

Men den tidlige ensomhed kan gøre alt dette mere kompliceret.

For du kan godt få flere mennesker omkring dig og stadig føle, at du står alene.

Du kan også længes meget stærkt efter én person, som endelig skal være der på den måde, som ingen var dengang. En partner, en veninde, et voksent barn eller et andet menneske, som du håber vil give dig den tryghed, du har savnet hele livet.

Det er et menneskeligt behov. Der er ikke noget skamfuldt ved længslen.

Men voksne relationer kan ikke fuldstændigt erstatte den omsorg, et barn skulle have haft.

Og hvis et andet menneske får opgaven med at få hele den gamle ensomhed til at forsvinde, kan relationen komme til at bære mere, end den reelt kan holde til.

Patologisk ensomhed betyder ikke, at der er noget patologisk ved dig

Jeg har gennem årene brugt begrebet patologisk ensomhed om den dybe, kroniske indre ensomhed, der kan udvikles efter tidlig omsorgssvigt og andre relationelle traumer.

Begrebet har været brugt fagligt om alvorlig og vedvarende ensomhed, men det er ikke en diagnose, og der findes ikke én moderne, entydig definition, som dækker præcis det, jeg beskriver her.

Derfor bruger jeg også her betegnelsen den tidlige ensomhed.

Men jeg kan stadig godt lide noget ved begrebet patologisk ensomhed, når det bliver brugt rigtigt.

For det patologiske er ikke dig.

Det interessante er, at en følelse, som oprindeligt gav mening i nogle meget bestemte omgivelser, kan blive så vedvarende, at den fortsætter, efter at omgivelserne har ændret sig.

Det kan fjerne følelsen af skam at opdage denne forbindelse.

Måske har du brugt mange år på at tro, at du er forkert, utaknemmelig eller umulig at gøre tilfreds, fordi du stadig kan føle dig ensom, selv om du i dag har gode mennesker omkring dig.

Måske er en del af forklaringen en anden:

Du bærer noget med dig fra en tid, hvor du faktisk havde god grund til at føle dig alene.

Når gamle erfaringer stadig holder øje

Ensomhed kan også påvirke vores måde at orientere os mod andre mennesker på.

Forskning i kronisk ensomhed viser, at følelsen kan øge vores opmærksomhed på social fare. Vi kan lettere forvente afvisning, registrere negative signaler og beskytte os mod det, vi frygter kan ske.

Det kan skabe et liv, hvor længslen efter kontakt eksisterer samtidig med en stærk beskyttelse mod at blive såret igen.

Hvis du er vokset op med følelsesmæssigt omsorgssvigt eller har levet i giftige relationer, er det ikke svært at forstå, at du kan være blevet meget opmærksom på afstand, stemninger og forandringer hos andre.

Det betyder ikke, at den fare, du tidligere oplevede, var indbildt. Tværtimod lærte du sandsynligvis at holde øje, fordi det var nødvendigt.

Men noget, der hjalp dig med at navigere dengang, kan senere gøre det vanskeligere at føle dig tryg i en relation, selv når mennesket foran dig faktisk vil dig det godt.

Måske er det ikke ensomheden, du først skal bekæmpe

Hvis du genkender dig selv i dette, synes jeg ikke, det første spørgsmål behøver være:

Hvordan får jeg ensomheden til at gå væk?

Måske er det mere hjælpsomt først at blive nysgerrig på, hvilken ensomhed du står med.

Er du ensom, fordi du mangler mennesker og fællesskab i dit liv lige nu?

Savner du en tæt relation, hvor du kan være mere ærlig og følelsesmæssigt nær?

Eller er der tidspunkter, hvor ensomheden føles meget større end den situation, du faktisk står i?

Måske kommer den især, når der bliver stille, når nogen går, når en god dag slutter, når du ikke længere har en opgave at løse, når du har brug for hjælp, eller når du opdager, at du igen er den, der skal tage dig af det hele.

Så kan det være værd at overveje, om noget af det, du mærker, er den tidlige ensomhed.

Ikke fordi alle følelser skal forklares med din barndom, men fordi det kan være en lettelse at opdage, at følelsen har en historie, og at historien ikke begyndte med, at der var noget galt med dig.

Jeg arbejder videre med dette emne

Jeg er i gang med at undersøge den tidlige og kroniske indre ensomhed langt grundigere: hvordan følelsesmæssigt omsorgssvigt og giftige familier kan sætte sig i vores måde at opleve relationer på, hvorfor ensomheden kan følge med ind i voksenlivet, og hvordan den kan påvirke parforhold, venskaber, børn, arbejde og vores evne til både at være alene og være tæt på andre.

Og ikke mindst: hvad vi kan gøre, når vi begynder at forstå ensomheden.

Jeg overvejer derfor at skrive noget mere om emnet.

Hvis du genkender noget af det, jeg har beskrevet her, og gerne vil høre mere, når jeg arbejder videre med emnet, kan du skrive dig på interesselisten.

Og du må også gerne skrive direkte til mig om dine oplevelser og erfaringer med denne tidlige/kroniske/patologiske ensomhed

Du forpligter dig ikke til noget. Du fortæller mig bare, at dette er et emne, du gerne vil høre mere om. Måske bliver det til flere artikler – måske bliver det til en mindre bog.

Skriv dig på interesselisten til mere viden om den tidlige ensomhed her.