Sorgen over det, du aldrig fik – når du bærer på et usynligt tab

af Alexa Peary

Der findes sorger, som de fleste forstår. Når et menneske dør, ved vi, at nogen har mistet noget vigtigt. Vi sender blomster, spørger, hvordan den efterladte har det, og accepterer, at sorgen kan komme i bølger og tage tid.

Men nogle tab passer ikke ind i den måde, vi normalt forstår sorg på, og sorgen over det, du aldrig fik, kan være en af dem. Hvordan sørger du over en mor, der stadig lever, men aldrig rigtig kunne møde dig?

Hvordan sørger du over en far, der var til stede, men ikke beskyttede dig, eller over en familie, der eksisterer, men aldrig blev det trygge sted, du havde brug for?

Og hvordan sørger du over noget, du aldrig havde? Når kærlighed, omsorg, beskyttelse og følelsen af tilhørsforhold har manglet fra begyndelsen, findes der ikke et tydeligt tidspunkt, hvor tabet skete. Alligevel kan fraværet have sat sig dybe spor gennem hele livet.

Det kan være en virkelig sorg, selv om hverken du eller mennesker omkring dig har lært at kalde den det.

Ambiguous loss – Når tabet ikke har et tydeligt tidspunkt

Vi forbinder ofte sorg med noget, der først var der og siden forsvandt. Et menneske dør, et parforhold slutter, eller et hjem går tabt. Der findes et før og et efter, og derfor er det lettere både for os selv og for omgivelserne at forstå, hvad der er sket.

Men du kan også sørge over noget, der aldrig blev en stabil del af dit liv. Du mistede måske ikke en tryg barndom, fordi du aldrig fik den. Du mistede måske ikke en mor, der kunne rumme dig følelsesmæssigt, fordi den relation aldrig fandtes på den måde, du havde brug for.

Den amerikanske familieforsker Pauline Boss bruger begrebet ambiguous loss om tab, som er uklare og svære at afgrænse. Et menneske kan være fysisk til stede og samtidig følelsesmæssigt fraværende, så relationen findes på papiret og måske også i hverdagen, mens noget afgørende alligevel mangler.

For et barn kan det være særligt vanskeligt at forstå, fordi barnet ikke har et andet familieliv at sammenligne med. Det, der sker hjemme, bliver verden, som den er, og derfor kan det tage mange år, før den voksne datter overhovedet opdager, at noget af det, hun har båret på, også er sorg.

Ikke-anerkendt sorg – når andre ikke ser dit tab

Sorgen bliver endnu mere kompliceret, når omgivelserne heller ikke kan se, hvad der er gået tabt. De kan se, at din mor lever, at du har en far, at du har søskende, og at familien måske stadig mødes til jul og fødselsdage.

Måske har I endda kontakt, gode minder og perioder, hvor relationen fungerer bedre. Derfor kan det udefra se ud, som om der ikke er noget egentligt tab at sørge over.

Så kan sorgen blive forstået som noget andet. Du kan blive opfattet som bitter, vred, utaknemmelig eller ude af stand til at lægge fortiden bag dig, selv om det, du egentlig mærker, er konsekvensen af noget, der manglede.

Det kan beskrives som ikke-anerkendt sorg: Sorgen findes, men den bliver ikke mødt som en legitim reaktion på et tab.

Det har betydning, fordi vi ikke kun lærer vores følelser at kende indefra, men også gennem den måde, andre reagerer på dem. Hvis omgivelserne igen og igen fortæller dig, at der ikke er noget at sørge over, kan du begynde at tvivle på din egen oplevelse.

Så tænker du måske ikke: Jeg sørger over noget vigtigt, jeg aldrig fik. Du begynder i stedet at spørge, hvorfor du stadig reagerer, hvorfor du bliver ked af det, når du ser nære familier, eller hvorfor andre menneskers selvfølgelige tryghed kan ramme dig så hårdt.

På den måde kan sorgen ende med at blive gjort til endnu en fejl i dig selv, selv om den i virkeligheden fortæller noget om det, du har mistet eller aldrig fik mulighed for at opleve.

“Hun gjorde vel sit bedste”

En af de sætninger, mange voksne døtre møder, er: “Hun gjorde vel sit bedste.”

Det kan godt være sandt. Din mor kan have haft en vanskelig barndom, båret sine egne traumer eller manglet de følelsesmæssige redskaber, der skulle til for at være den mor, du havde brug for.

Det samme kan gælde din far. Der kan være mange forklaringer på, hvorfor et menneske bliver begrænset i sin evne til at give omsorg, beskytte et barn eller tage følelsesmæssigt ansvar.

Problemet opstår, når forklaringen på forælderen bliver brugt som svar på barnets sorg.

For spørgsmålet “Gjorde hun sit bedste?” handler om hendes intentioner og muligheder. Det fortæller ikke, hvordan det var at være dig i relationen til hende.

Et andet spørgsmål er derfor mindst lige så vigtigt: Hvad fik du faktisk?

Blev du beskyttet, når du havde brug for det? Kunne du regne med kærligheden, også når du ikke præsterede eller tilpassede dig? Blev dine følelser mødt med interesse, eller lærte du tidligt, at der var mere plads til de voksnes behov end til dine?

En forælder kan have gjort det bedste, denne var i stand til, men det bedste kan stadig have været langt fra det, et barn havde brug for.

At forstå en forælders historie behøver derfor ikke betyde, at du skal gøre konsekvenserne af den mindre. Forklaringen kan være sand, samtidig med at sorgen er virkelig.

Sorgen kan handle om langt mere end familien

Når du begynder at få øje på sorgen, kan du opdage, at den ikke kun handler om relationen til dine forældre. Den kan også handle om, hvordan manglen på tryghed, støtte og følelsesmæssig beskyttelse kom til at påvirke resten af dit liv.

Måske brugte du kræfter på at aflæse andre mennesker, holde øje med stemninger, forebygge konflikter eller gøre dig selv nem at have med at gøre. Måske lærte du at præstere, hjælpe eller tage ansvar på tidspunkter, hvor andre børn kunne bruge deres energi på at udforske verden og finde ud af, hvem de selv var.

Som voksen kan du opdage, at meget af det fortsatte. Du skulle måske arbejde hårdere for at føle dig tryg i relationer, stole på andre eller tro på, at du havde ret til at fylde. Noget, der så let ud for andre, kunne kræve langt mere af dig.

Der kan ligge en sorg i den erkendelse. Du kan ikke med sikkerhed vide, hvordan dit liv ville have set ud under andre omstændigheder, men du kan godt se, at du ikke begyndte fra samme sted som et barn, der voksede op med stabile voksne og en grundlæggende følelse af at være beskyttet.

Det kan være sorgen over mistede muligheder og en frihed, der blev mindre tilgængelig, fordi så meget af din energi allerede blev brugt på at håndtere det, du kom fra.

En sorg, der kan begynde længe før nogen dør

Vores forestilling om sorg kan få det til at se ud, som om du først har ret til at sørge over din mor eller far, når de dør.

Så længe de lever, bliver relationen betragtet som noget, der stadig kan repareres. Du kan blive mødt med spørgsmål om, hvorfor I ikke bare taler sammen, hvorfor du ikke prøver igen, eller om du ikke risikerer at fortryde det, når din mor eller far en dag ikke er her mere.

Men hvis du har levet med et følelsesmæssigt tab gennem årtier, så begynder sorgen ikke nødvendigvis ved dødsfaldet. Du kan have sørget længe før, uden at nogen omkring dig forstod, at det var dét, der foregik.

Måske har du mistet håbet lidt efter lidt. Hver gang du forsøgte igen, forklarede dig på en ny måde eller troede, at alder, sygdom eller tiden selv måske ville ændre relationen, kunne håbet vågne endnu en gang.

Når intet grundlæggende ændrede sig, måtte du på en måde miste det igen.

Forælderens død gør derfor ikke nødvendigvis sorgen ny. Den kan derimod gøre tabet socialt genkendeligt, fordi omgivelserne nu accepterer, at der er sket noget, man må sørge over.

Det mærkelige er, at du måske på det tidspunkt allerede har båret sorgen det meste af dit liv og derfor ikke viser sorg på den måde, omgivelserne forventer.

Når en forælders død også kan bringe lettelse

Når en vanskelig forælder dør, kan der derfor komme andre følelser end dem, omgivelserne forventer. En af dem kan være lettelse, og netop den følelse kan vække stor skyldfølelse hos et voksent barn.

Lettelsen behøver ikke betyde, at du ønskede din forælder død, eller at relationen ikke betød noget. Den kan handle om, at et pres, du har levet med meget længe, endelig ophører.

Der kommer ikke endnu en konflikt, endnu en besked eller endnu en familiebegivenhed, hvor du skal beslutte, hvor meget du kan holde til. Du behøver ikke længere overveje, om du skal forsøge igen, besøge mere, ringe oftere eller gøre noget anderledes for ikke en dag at skulle leve med skyld.

Samtidig forsvinder den sidste mulighed for, at relationen nogensinde kan blive det, du håbede på. Det kan være dybt smertefuldt, men det kan også afslutte en ventetilstand, som har bundet mange af dine kræfter.

For nogle voksne børn er lettelsen derfor ikke modsætningen til sorgen. Den kan være det, der endelig skaber plads til den.

Når relationen ikke længere kræver opmærksomhed, tilpasning, beredskab eller håb, kan den sorg, der gennem mange år har måttet stå i baggrunden, begynde at fylde på en anden måde.

Igen kan omgivelserne have svært ved at forstå det. Før dødsfaldet blev sorgen måske ikke anerkendt, fordi forælderen stadig levede. Efter dødsfaldet kan lettelsen blive svær at tale om, fordi den ikke passer ind i forestillingen om, hvordan et voksent barn bør reagere på at miste sin mor eller far.

Når den gamle ensomhed fortsætter

Der ligger en særlig ensomhed i denne form for sorg, fordi den kan gentage noget meget gammelt.

Som barn var du måske alene med selve manglen. Ingen satte ord på, at du havde brug for mere omsorg, beskyttelse eller følelsesmæssigt nærvær, og ingen fortalte dig, at et barn ikke skulle bære så meget alene.

I stedet lærte du måske at forstå de voksne. Du lærte at tage hensyn til deres humør, deres historie, deres problemer og deres begrænsninger, mens din egen oplevelse kom længere og længere ned på listen.

Når du som voksen begynder at forstå konsekvenserne, kan det samme ske igen. Omgivelserne spørger måske først, hvorfor din mor var, som hun var, eller minder dig om, hvor svært hun selv havde haft det.

På den måde kan den tidlige ensomhed fortsætte i en ny form. Først stod du alene med det, du manglede. Senere kan du komme til at stå alene med sorgen over aldrig at have fået det.

Og hvis ingen omkring dig anerkender sorgen, kan det også tage lang tid, før du selv gør det.

At give sorgen ret til at eksistere

At anerkende denne sorg betyder ikke, at du skal gøre fortiden til centrum for resten af dit liv, benægte gode oplevelser eller gøre mennesker mere entydige, end de var.

Familier kan være sammensatte, og mennesker kan både have givet noget og svigtet noget vigtigt. Du kan forstå dine forældres historie og samtidig tage din egen oplevelse alvorligt. Du kan have elsket et menneske og samtidig have lidt under relationen til det.

Sorg kræver ikke, at alt var dårligt – eller at alt var godt.

Det afgørende kan være, at du holder op med at bruge de gode ting som argument imod det, der gjorde ondt, og at du ikke længere kræver af dig selv, at du skal bevise dit tab, før du må reagere på det.

Måske har du ikke haft så svært ved at komme videre, fordi der er noget galt med dig. Måske har du båret en sorg, som hverken du eller mennesker omkring dig havde lært at genkende som sorg.

Den sorg kan handle om mennesker, men også om kærligheden, beskyttelsen, friheden, tilhørsforholdet og de muligheder, der manglede. Den kan handle om den selvfølgelige ret til at være barn og blive mødt af voksne, som tog ansvaret for at passe på dig.

Nogle sorger begynder mange år, før nogen dør. Når ingen kalder det sorg, kan vi komme til at bære det meget længe uden helt at forstå, hvad det er, vi bærer.

Hvis du vil forstå det større billede

I bogen Voksne Døtre af Giftige Familier går jeg dybere ind i sorgen over den familie og den barndom, du havde, men også sorgen over det, du aldrig fik.

Bogen sætter sorgen ind i den større sammenhæng af gamle familieroller, loyalitet, håb, skyldfølelse, ensomhed og de mønstre, der kan følge med ind i voksenlivet.

Formålet er ikke at holde dig fast i fortiden, men at hjælpe dig med at forstå den, så du ikke bliver ved med at gøre dens konsekvenser til et bevis på, at der er noget galt med dig.

Den forståelse kan være med til at gøre dig fri til at leve dit eget liv.

Læs om bogen: Voksne Døtre af Giftige Familier her