Var min barndom slem nok?

Når du tvivler på, om du har lov til at kritisere din egen familie

Der findes indre sætninger, som mange voksne døtre kender.

De kan lyde sådan her: Det var vel ikke så slemt. Andre havde det værre. Jeg fik jo mad på bordet. Mine forældre gjorde det bedste, de kunne. Der var jo også gode dage.

Sætningerne dukker ofte op, når noget i dig begynder at nærme sig en dybere forståelse af din barndom. Måske har du længe mærket, at noget har sat sig i dig. Måske bliver du træt, urolig, anspændt eller skyldbetynget efter kontakt med familien. Måske er du begyndt at se mønstre, som du ikke tidligere havde bemærket bevidst.

Og så kommer tvivlen: Var det egentlig slemt nok?

Den tvivl kan være meget forvirrende. På den ene side mærker du, at noget af det, der er sket, har haft betydning. På den anden side kan det være svært at give dig selv lov til at tage det alvorligt.

Denne artikel handler ikke om at dømme din familie. Den handler om den tvivl, der kan opstå, når du som voksen begynder at forstå, at din barndom måske ikke bare var almindeligt svær, men følelsesmæssigt belastende på områder, du stadig kan mærke.

Tvivlen er ikke nødvendigvis et tegn på, at du overdriver eller husker forkert.

Nogle gange er tvivlen snarere et tegn på, at der er spor i dig efter det, du voksede op i.

Når tvivlen føles som ordentlighed

Tvivl kan føles som noget fornuftigt. Som om du blot forsøger at være fair, ordentlig og nuanceret. Du vil måske ikke gøre nogen uret. Du vil ikke gøre en almindelig familie til noget, den ikke var. Du vil ikke overse, at dine forældre måske også havde deres egne vanskeligheder.

Det er i sig selv ikke forkert. Det kan være modent at kunne rumme kompleksitet. Mennesker kan have gjort deres bedste og samtidig have svigtet. Der kan have været gode øjeblikke og samtidig et mønster, der gjorde ondt. Der kan have været kærlighed og mangel på følelsesmæssig tryghed i samme hjem.

Men der er forskel på nuancering og selvudslettelse.

Hvis tvivlen igen og igen får dig til at afvise det, du selv mærker, bliver den ikke længere bare en sund eftertanke. Så kan den blive en usund afstand til dig selv og dine følelser.

Mange voksne døtre har lært meget tidligt at tage hensyn til andres version af virkeligheden. Hvad mente mor? Hvordan havde far det? Hvem blev såret, vred, tavs eller skuffet, hvis du sagde noget højt?

Når man er vokset op sådan, kan det som voksen føles uvant at lade sin egen oplevelse fylde, uden straks at bortforklare den.

Når din oplevelse ikke fik plads

Hvis du som barn blev mødt med irritation, kulde, tavshed, latterliggørelse eller afvisning, når du havde følelser, lærte du måske ikke bare at dæmpe dig. Du lærte måske også at tvivle på det, du selv mærkede.

Det kan have været tydeligt. Måske fik du at vide, at du var for følsom, at du overreagerede, at du huskede forkert, eller at du skulle holde op med at skabe problemer.

Det kan også have været mere stille. Et blik. En stemning. En kulde i rummet. En fornemmelse af, at der ikke var plads til din sorg, vrede, frygt eller ensomhed.

Et barn har brug for voksne, der hjælper med at forstå det indre liv. Voksne, der sætter ord på følelser. Voksne, der trøster uden at gøre barnet forkert. Voksne, der kan være nærværende, også når barnet ikke er nemt, glad eller taknemmeligt.

Når det ikke sker, begynder barnet at rette sin opmærksomhed væk fra sig selv og over mod de voksne. Det bliver vigtigere for barnet at forstå de voksne, berolige dem, undgå deres vrede eller beskytte sig mod deres afvisning.

På den måde bliver tvivl ikke bare en tanke. Den kan blive en tilpasning.

Og som voksen kan den tilpasning stadig dukke op, hver gang du nærmer dig noget, der faktisk var vigtigt for dig.

Tvivlen er ikke altid en neutral dommer

Mange tror, at hvis barndommen virkelig havde været svær, ville man være helt sikker. Så ville der ikke være tvivl. Så ville det stå helt klart.

Men sådan fungerer det ikke nødvendigvis.

Hvis du gennem lang tid har lært at nedtone, forklare, skjule eller betvivle din egen oplevelse, kan netop usikkerheden blive en del af eftervirkningen. Ikke fordi det, der skete, ikke var alvorligt, men fordi din adgang til at stole på dig selv blev svækket eller fjernet helt.

Det er derfor, tvivlen ikke altid kan bruges som en neutral dommer.

Den spørger måske: Var det nu også så slemt?

Men et mere hjælpsomt spørgsmål kan være: Hvad gjorde det ved mig?

Det spørgsmål flytter fokus. Du behøver ikke først bevise, at din familie var slem nok. Du kan begynde med at se på sporene i dig.

Bliver du urolig før familiekontakt? Er du udmattet bagefter? Kommer skyldfølelsen lynhurtigt? Bliver du lille, anspændt eller tavs? Forklarer du alting mere, end du egentlig har lyst til? Får du svært ved at mærke, hvad du selv vil?

Det er ikke en dom over nogen. Det er information om dig og dit nervesystem.

Og den information har du lov til at tage alvorligt.

Det, der manglede, tæller også

En af grundene til, at mange voksne døtre tvivler, er, at det svære ikke altid ser dramatisk ud.

Måske var der ikke synlig vold. Måske var der ikke store scener, misbrug, politi eller blå mærker. Måske så familien almindelig ud. Måske klarede du dig godt. Måske syntes andre, dine forældre var søde, sjove eller hjælpsomme.

Så kan det være svært at forklare, hvad der egentlig manglede.

Men fravær kan også forme et barn.

Der manglede måske nogen, der så dig rigtigt. Nogen, der spurgte ind til dig uden at gøre det til deres egen følelse. Nogen, der kunne trøste uden at skamme dig ud. Nogen, der kunne tåle din vrede, din gråd, din usikkerhed eller dine behov.

Måske var der kun plads til dig, når du var nem. Når du hjalp. Når du forstod. Når du ikke krævede for meget. Når du passede ind i den rolle, familien havde brug for, at du havde.

Det kan være svært at få øje på, fordi der ikke altid er én bestemt hændelse at pege på. Ofte er det summen af mange små erfaringer, der lærer et barn, at det må klare sig selv.

Det tæller også.

Også selv om der var mad på bordet. Også selv om der var ferier, gaver og pæne billeder. Også selv om der også var gode stunder.

Når andre husker noget andet

Tvivlen kan blive endnu stærkere, hvis andre i familien ikke genkender din oplevelse.

Måske husker dine søskende noget andet. Måske bliver en forælder såret eller vred, hvis du antyder, at noget var svært. Måske bliver der sagt, at du overdriver, roder op i fortiden eller ikke kan give slip.

Det kan være meget ensomt.

Men børn kan vokse op i samme familie og stadig have forskellige barndomme. De kan have haft forskellige roller, forskellig adgang til omsorg og forskellig placering i familiesystemet.

Én kan være den, der blev beskyttet. Én kan være den, der blev overset. Én kan være den, der skulle være stærk. Én kan være den, der fik skylden. Én kan være den, der lærte at holde stemningen oppe.

At andre husker noget andet, betyder derfor ikke automatisk, at din oplevelse er forkert. Det kan betyde, at I stod forskellige steder i det samme familiesystem.

Nogle familier har også en meget stærk interesse i at bevare den gamle og gode fortælling. Ikke nødvendigvis bevidst og planlagt, men fordi det kan true hele billedet af familien, hvis én begynder at sige: Det her var faktisk meget ubehageligt for mig.

Derfor er det også vigtigt, hvis din oplevelse kun må eksistere, hvis alle andre godkender den.

Du behøver ikke måle din barndom op

Mange voksne døtre prøver at afgøre, om det var slemt nok til, at det tæller. Slemt nok til, at det er okay at være påvirket. Slemt nok til at kunne sige fra. Slemt nok til at måtte sørge. Slemt nok til at kunne trække sig.

Slemt nok til at læse en bog om giftige familier uden samvittighedsnag.

Men den slags opmåling gør sjældent noget godt. Den holder dig fanget i sammenligningen, og der vil altid være nogen, der har haft det værre.

Det betyder ikke, at din smerte er ugyldig.

Du må gerne tage din egen oplevelse alvorligt, også selv om du ikke kan forklare den perfekt. Også selv om du stadig tvivler. Også selv om andre ikke ser det samme.

Måske begynder helingen ikke med en stor konklusion. Måske begynder den med nogle mere stille sætninger:

Noget i mig reagerer, og det fortjener jeg at lytte til.

Jeg er ikke hård. Jeg er ikke dramatisk. Jeg er ikke utaknemmelig.

Det er en begyndelse på at kunne vende tilbage til dig selv.

Hvis du genkender dig selv

Hvis du genkender dig selv i denne tvivl, har du måske netop ikke brug for flere forklaringer på, hvorfor du skal tænke positivt, give slip, tilgive eller huske alt det gode.

Måske har du brug for et sprog, der hjælper dig med at forstå, hvorfor du stadig bliver usikker på det, du selv har oplevet.

Det er en af de ting, jeg folder ud i bogen Voksne Døtre af Giftige Familier. Ikke som en dom over din familie, men som en hjælp til dig, der prøver at forstå, hvorfor du blev, som du blev, og hvorfor det kan være så svært at stole på din egen oplevelse.

I bogen får du et fagligt, men enkelt og menneskeligt sprog for gamle roller, skyld, ansvar, familiesystemer, følelsesmæssig vanrøgt, hverdagspsykopater, kompleks PTSD, kroppen, grænserne og den sorg, der ofte opstår, når du endelig begynder at se klart.

Læs mere om bogen her