3 myter om traumer fra giftige familier og giftige partnere
Hvorfor du stadig kæmper, selv om du er klog, stærk og har gjort alt det rigtige
Du har måske tænkt det mange gange:
Hvorfor kan jeg ikke bare få styr på mig selv?
Hvorfor bliver jeg ved med at vælte omkuld af noget, jeg burde være ovre?
Hvorfor hjælper det ikke rigtigt, selv om jeg har læst, forstået og prøvet så meget?
Og måske er det netop dét, der gør mest ondt.
Ikke bare trætheden.
Ikke bare uroen.
Ikke bare det, at kroppen og sindet stadig reagerer.
Men det her:
At du igen og igen kommer til at tro, at der må være noget grundlæggende galt med dig.
Det giver mening, hvis du har det sådan.
Du er ikke forkert.
Du er ikke svag.
Og du er ikke alene.
For når et menneske har levet i giftige relationer, enten i barndommen, i et parforhold eller begge dele, så går det ikke bare over, fordi man er intelligent, reflekteret eller vellæst. Den slags erfaringer sætter sig dybt. Ikke kun som minder, men som mønstre. Som alarmberedskab. Som skam. Som tvivl. Som en indre forventning om, at noget hele tiden kan gå galt.
Og hvis du i årevis har prøvet at forstå dig selv gennem almindelige forklaringer om stress, sensitivitet, selvværd eller “manglende grænser”, så kan du meget let ende det forkerte sted.
Nemlig at tro, at det er dig selv, som er problemet.
Det er en alvorlig misforståelse.
For det, mange kvinder går rundt med efter giftige familier og giftige partnere, er ikke et karakterproblem. Det er virkningerne af langvarig belastning, tilpasning, kontrol, utryghed og psykisk vold.
Og når det ikke bliver forstået rigtigt, kan du ikke få den rigtige hjælp.
Det er derfor, den her artikel er vigtig.
Ikke for at gøre dig til offer.
Men for at sætte sandheden fri.
Myte 1: “Hvis jeg bare beslutter mig, så kan jeg ændre mig”
Det er en af de mest ødelæggende myter af dem alle.
Især for ressourcestærke kvinder.
For selvfølgelig har du besluttet dig. Mange gange.
Nu vil du passe bedre på dig selv.
Nu vil du sove mere.
Nu vil du sige tydeligere fra.
Nu vil du ikke dulme, overpræstere eller tage mere ansvar, end du kan bære.
Nu vil du være mere tro mod dig selv.
Og så sker der noget.
En konflikt.
En besked.
Et besøg.
En deadline.
En følelse.
En stemning.
Et gammelt stik af skyld eller uro.
Og før du rigtigt opdager det, er du tilbage i noget velkendt.
Du bærer igen.
Tilpasser dig igen.
Lukker ned igen.
Bliver hård ved dig selv igen.
Forsvinder ind i arbejde, mad, scrolling, oprydning, pligt eller tankemylder.
Og bagefter kommer den indre dom:
Hvorfor gjorde jeg det igen?
Her er det, jeg gerne vil have, at du forstår:
Det her handler meget sjældent om, at du ikke vil nok.
Det handler om, at et menneske under pres ikke styres af idealer, men af overlevelseslogik.
Når du er i ro, kan du tænke klart. Du kan vurdere, planlægge og mærke dig selv bedre. Men når noget i dig registrerer fare, skifter systemet. Så bliver det vigtigste ikke, hvad der er sundt på lang sigt. Så bliver det vigtigste:
Hvad får mig sikkert igennem det her lige nu?
Det er derfor, du kan vide en masse, og stadig handle imod din egen længsel.
Ikke fordi du er dum.
Ikke fordi du er svag.
Men fordi alarmberedskab er stærkere end gode intentioner.
Det er her, “livvagten” kommer ind
Jeg kalder det nogle gange for livvagten.
Det er den del af dig, der lærte at beskytte dig selv i noget, der ikke var trygt. Den del, der blev god til at aflæse stemninger, forebygge konflikter, tage ansvar, tilpasse sig, holde ud, forsvinde lidt eller spænde op.
Livvagten spørger ikke:
Hvad er kærligt på lang sigt?
Hvad er sundt for mig?
Hvad vil jeg egentlig?
Den spørger:
Hvad er mindst farligt lige nu?
Hvad giver lettelse lige nu?
Hvad får os igennem?
Det er vigtigt, fordi det flytter forklaringen væk fra skam.
Du er ikke “bare sådan”.
Du har lært noget under pres.
Og det, du har lært, kan blive ved med at styre dig længe efter, at faren burde være slut.
Myte 2: “Jeg er bare dårlig til at holde fast”
Nej. Ofte er du bare loyal over for et gammelt overlevelsessystem.
Det lyder måske hårdt. Men det er faktisk en lettelse, når det først falder på plads.
For mange kvinder tror, at deres problem er manglende disciplin. At de ikke kan holde fast i gode vaner. At de falder tilbage, fordi de ikke er konsekvente nok. At de mangler rygrad.
Men når du falder tilbage, falder du tit tilbage i noget, der engang virkede.
Ikke godt.
Ikke kærligt.
Ikke uden en pris.
Men godt nok til, at du overlevede.
Måske blev du dygtig til at være nem.
Måske blev du dygtig til at være stærk.
Måske blev du dygtig til at tage skylden.
Måske blev du dygtig til at bære mere end dit eget.
Måske blev du dygtig til at slukke for dig selv for at holde fred.
Hvis du er vokset op i en giftig familie, har du måske tidligt lært, at andres behov kom først. At du skulle tilpasse dig for at høre til. At dine følelser var for meget, forkerte eller besværlige.
Hvis du har levet med en giftig partner, har du måske lært at tvivle på din egen virkelighed, gå på æggeskaller og bruge enorme mængder energi på at forebygge næste runde af uro, kulde, kritik, forvirring eller kontrol.
Det sætter sig.
Så når du i dag længes efter ro, grænser og ligeværd, kan det sunde paradoksalt nok føles mere utrygt end det velkendte.
Det er ikke dovenskab.
Det er indlæring.
Du behøver ikke have “den værste historie” for at være præget
Det her er vigtigt. For mange kvinder går forkert allerede her.
De tror, at deres historie kun tæller, hvis den var dramatisk nok. Tydelig nok. Voldsom nok. Nem nok at forklare til andre.
Men et menneske kan blive dybt præget af mange former for belastning.
Ikke kun af det spektakulære.
Også af det vedvarende.
Det usynlige.
Det normaliserede.
Det, ingen satte ord på.
Det kan være at vokse op i et miljø, hvor:
- dine behov ikke havde førsteprioritet
- du skulle være dygtig, nem eller loyal for at blive accepteret
- du lærte at mærke andre før dig selv
- du lærte at skamme dig over dine følelser
- du lærte, at uro er normalt, og at ro føles fremmed
I forskningen bruges blandt andet begrebet ACE, Adverse Childhood Experiences, om belastende barndomsoplevelser som overgreb, omsorgssvigt og alvorlig dysfunktion i hjemmet.
Store befolkningsdata fra USA viser, at 63,9 procent rapporterer mindst én belastende barndomsoplevelse, og 17,3 procent rapporterer fire eller flere.
(Vil du finde din egen score, så læs min artikel om ACE her.)
Forskningen peger også på, at belastende erfaringer i barndommen øger risikoen for blandt andet depression og angst i voksenlivet.
Og i store analyser har man estimeret, at belastende barndomsoplevelser kan forklare en betydelig del af depression i både Nordamerika og Europa.
Pointen er ikke at sætte dig i en kasse.
Pointen er at sige klart:
Det, du mærker, kan være en helt forståelig følge af det, du har levet i.
Hvorfor det etablerede system så ofte ikke rammer plet
Det her er en smertefuld erkendelse for mange.
For du har måske faktisk opsøgt hjælp.
Du har måske talt med læger, psykologer, rådgivere eller andre fagpersoner.
Du har måske forsøgt at forklare din udmattelse, din uro, din tvivl, din skam, dine tilbagefald og din manglende evne til at holde fast i det, du godt ved.
Og alligevel har du ikke følt dig rigtigt forstået.
Det kan der være mange grunde til. Men en af de store er, at voldens virkninger stadig ikke er integreret viden alle steder i det etablerede system. Ikke i den dybe, relationelle og traumeinformerede forstand, der skal til for at forstå, hvad giftige familier og giftige partnere faktisk gør ved et menneske over tid.
Så det, der bliver set, er ofte symptomerne.
Angsten.
Depressionen.
Stressreaktionerne.
Søvnen.
Udmattelsen.
Den lave selvfølelse.
Den manglende grænsesætning.
Men ikke nødvendigvis den underliggende dynamik, der forårsager disse symptomer.
Og når dynamikken ikke bliver forstået, risikerer hjælpen at ramme forkert.
Og du ender med at gå hjem med en masse forklaringer om, hvad der er galt med dig.
Og det giver dig bare endnu:
Mere tvivl.
Mere skam.
Mere oplevelse af, at du må være for kompliceret.
Det er du ikke.
Du kan blot være et menneske, der reagerer helt logisk på noget, som aldrig er blevet forstået ordentligt.
Sådan ser det ofte ud i praksis
Måske kan du genkende noget af det her:
- Du fungerer godt udadtil, men kollapser indeni.
- Du kan tage dig sammen i perioder, men kan ikke holde det, når du bliver presset.
- Du mærker først dine grænser, når de allerede er overskredet.
- Du bliver ved med at forklare og forstå andre, mens du mister kontakten til dig selv.
- Du føler skyld, når du prøver at passe på dig selv.
- Du skammer dig over reaktioner, der i virkeligheden giver mening.
- Du længes efter ro, men bliver urolig, når der faktisk bliver stille.
Det her er ikke småting.
Det er ikke bare lidt lavt selvværd.
Det er ikke bare stress.
Og det er ikke et tegn på, at du skal tage dig mere sammen.
Det kan være tegn på, at du stadig lever med eftervirkningerne af at have været alt for længe i relationer, hvor du ikke kunne være tryg, som den du er.
Hvis du kan mærke, at det her beskriver noget, du har manglet ord for, så kan du læse om Alexas Venner her. Det er skabt til kvinder, der har brug for mere end overfladiske forklaringer.
Myte 3: “Jeg skal bare finde den rigtige metode og gøre det perfekt”
Den her myte er meget forførende for kloge kvinder.
For hvis bare du kan finde den rigtige bog, den rigtige behandler, den rigtige plan, den rigtige rutine, den rigtige indsigt, så må det vel løsne sig.
Men et traumebelastet system falder ikke til ro af perfektion.
Det falder mere til ro af noget helt andet:
At det, du oplever, bliver forstået.
At du får et sprog for dine mønstre.
At du ikke bliver gjort forkert for dine reaktioner.
At du ser forskel på din kerne og dine overlevelsesstrategier.
At du får en ramme, der kan holde det, som andre måske har bagatelliseret.
At du får en vej, du kan gå, sammen med andre der har gået vejen før dig.
Det er derfor, almindelig personlig udvikling ofte ikke er nok.
Og det er derfor, almindelig hjælp og terapi nogle gange føles mærkeligt utilstrækkelig.
For du mangler måske ikke flere gode råd.
Du har måske ikke brug for at tænke anderledes.
Men du mangler måske et sted, hvor sandheden om det, du har været udsat for, faktisk bliver taget alvorligt.
Det store vendepunkt
Det store vendepunkt kommer ofte, når du opdager én afgørende ting:
Det her er ikke hele mig. Det her er et mønster i mit liv.
Ikke et personlighedstræk.
Ikke et bevis på, at du er håbløs.
Ikke en dom over dit værd.
Et mønster.
Noget indlært. Noget formet. Noget, der gav mening engang. Noget, der nu står i vejen for det liv, du længes efter.
Det er et hårdt øjeblik.
Men det er også et ærligt øjeblik.
Og ærlighed er ofte begyndelsen på frihed.
For når du ser mønsteret klart, kan du stoppe med at føre krig mod dig selv.
Hvorfor det giver mening at kigge på Alexa’s Venner nu
Hvis du stadig læser med her, er der en god chance for, at noget i dig allerede ved, at det her ikke bare handler om almindelig stress eller om at tage dig mere sammen.
Noget i dig ved måske også, at du har brug for mere end endnu en artikel.
Mere end endnu en bog.
Mere end endnu et forsøg på at klare det alene.
Mere end endnu en forklaring, der kun rammer overfladen.
Det er præcis derfor, Alexas Venner findes.
Det er skabt til kvinder, der er trætte af at være kloge på sig selv – uden at komme helt fri.
Kvinder, der er udmattede af at bære, forstå, søge hjælp og stadig stå med følelsen af, at noget ikke er blevet grebet rigtigt.
Kvinder, der har brug for en ramme, hvor manipulationens og voldens dynamikker, traumernes logik og de indlærte overlevelsesmønstre bliver taget alvorligt.
I Alexas Venner får du ikke at vide, at du bare skal tænke positivt, sætte en grænse og komme videre.
Du får et sted, hvor du kan begynde at forstå det, du har levet i.
Et sted, hvor du kan få sprog for det, der hidtil har været tåget.
Et sted, hvor skam kan begynde at slippe, fordi du ikke længere står alene med din forvirring.
Et sted, hvor du kan begynde at adskille dig selv fra det, du lærte for at overleve.
Og det kan være forskellen på bare at genkende dit mønster og faktisk begynde at ændre dit liv.
Så mit råd til dig er enkelt og tydeligt:
Tjek Alexas Venner ud nu.
Ikke i morgen, når du har mere overskud.
Ikke når du “lige” har forstået lidt mere.
Ikke når du føler dig mere sikker på, om din historie tæller nok.
Nu.
For ellers fortsætter dette: vi venter, vi tvivler, vi nedtoner og vi prøver lidt længere alene.
Og måske er det netop dét, du ikke længere skal.
Måske er næste rigtige skridt ikke at bære mere.
Måske er næste rigtige skridt at gå et sted hen, hvor du bliver mødt med den forståelse, du har manglet.
Du behøver ikke bevise, at det var slemt nok for at tage din egen smerte alvorligt.
Du må gerne vælge sandheden nu.
Klar til næste skridt?
Hvis du længes efter et sted, hvor dine reaktioner, din udmattelse og dine mønstre bliver forstået i den rigtige sammenhæng, så læs om Alexas Venner her.
Kilder
- CDC, Prevalence of Adverse Childhood Experiences Among U.S. Adults, 2011-2020
- Li m.fl., Psychological Medicine
- Bellis m.fl., The Lancet Public Health
Skriv en kommentar