Mange kvinder tror, at deres problem er, at de er for trætte, for følsomme eller for dårlige til at passe på sig selv.

Men ofte er problemet noget helt andet.

Nemlig at kroppen og nervesystemet stadig lever, som om faren ikke er forbi.

I den her artikel sætter jeg ord på den særlige form for indre overarbejde, som opstår, når gamle overlevelsesmønstre, giftige relationer og langvarig belastning stadig styrer mere, end man tror.

Når du læser med, får du et mere sandt sprog for den udmattelse, den uro og den usynlige anspændthed, du måske har båret alene alt for længe.

Når livet føles som overarbejde – og din krop nægter at logge af

 

Når livet føles som overarbejde – og din krop nægter at logge af

Måske er du ikke svag, doven eller dårlig til livet. Måske lever du stadig med følgerne af giftige relationer, gamle overlevelsesmønstre og en krop, der aldrig har fået lov at føle sig helt tryg.

 

Måske ser dit liv helt almindeligt ud udefra.

Du passer dine ting.
Du møder op.
Du svarer pænt.
Du får enderne til at mødes.
Du tager ansvar.
Du holder sammen på det hele.

Og alligevel føles det, som om din krop aldrig rigtig logger af.

Som om du lever på evigt overarbejde.

Ikke nødvendigvis fordi der sker noget dramatisk lige nu.
Men fordi noget i dig aldrig helt lægger våbnene.

Det giver mening, hvis du har det sådan.
Du er ikke svag.
Du er ikke doven.
Du er ikke et menneske, der bare burde prioritere bedre.

Og jeg vil gerne sige det tydeligt fra begyndelsen:

Når livet føles som en opgave, du hele tiden halser efter, så er det ikke altid et spørgsmål om kalender, struktur eller dårlige vaner.

Nogle gange er det et menneske, der stadig lever med følgerne af at have været alt for længe i relationer, hvor hun måtte tilpasse sig for at overleve.

Det kan være i din barndom.
Det kan være i et parforhold.
Det kan være begge steder.

Og hvis ingen nogensinde har forklaret dig det ordentligt, så er det meget let at komme til at tro, at problemet er dig selv.

Det er det ikke.

 

Når det normale liv føles tungere, end det burde

Der findes en særlig slags træthed, som ikke går væk med en fridag.

Du kan sove og stadig være træt.
Du kan rydde op og stadig føle kaos.
Du kan skære ned og stadig føle dig bagud.
Du kan have et helt almindeligt liv på papiret og alligevel gå rundt med en fornemmelse af, at du ikke rigtigt er til stede i det.

Det er ikke bare travlhed.

Det er den indre fornemmelse af altid at være i beredskab.
Af altid at være lidt for meget på forkant.
Af altid at have én kanal åben til det, der kan gå galt.

Det er sådan mange kvinder lever, uden at de har et sprog for det.

De siger måske:

“Jeg kan ikke finde ud af at slappe af.”
“Jeg bliver ved med at føle mig bagud.”
“Jeg har skåret ind til benet, men det hjælper ikke.”
“Jeg forstår ikke, hvorfor jeg er så træt.”
“Jeg burde jo kunne klare det her.”

Det sidste er ofte den sætning, der gør mest skade.

For når du siger jeg burde kunne klare det her, kommer skammen snigende lige bagefter.

Men måske er det ikke dig, der mangler robusthed.

Måske er det forklaringen, der har været forkert.

 

Det, du lærte dengang, kan stadig styre dig nu

Hvis du voksede op i en familie, hvor dine behov ikke blev set, mødt eller taget alvorligt, så lærte du noget meget tidligt.

Ikke nødvendigvis med ord.
Men i kroppen.
I stemningerne.
I måden du blev formet på.

Du lærte at tilpasse dig.

Du lærte at mærke andre før dig selv.
Du lærte at være på forkant.
Du lærte at undgå konflikt.
Du lærte at tage ansvar for stemningen.
Du lærte at være nem.
Du lærte måske også at klare dig selv og fylde så lidt som muligt.

Det var ikke dumt.

Det var klogt dengang.
Det var overlevelse.

Men det, der var klogt i et utrygt system, bliver ikke automatisk sundt i et voksenliv.

Og det er her, mange kvinder misforstår sig selv.

De tror, de bare er sådan.
At de er født overansvarlige.
At de er lidt for følsomme.
At de er dårlige til at slappe af.
At de er dårlige til grænser.

Nej.

Noget af det, du i dag kalder personlighed, kan i virkeligheden være gamle overlevelsesstrategier.

Det er en hård erkendelse.
Men det er også en befriende erkendelse.

For hvis det er et mønster, er det ikke din kerne.

 

Du behøver ikke have haft den værste barndom for at være præget

Det her er vigtigt, fordi så mange kvinder bagatelliserer deres egen historie.

De tænker:

“Det var jo ikke så slemt.”
“Der var jo ikke ballade hele tiden.”
“Vi så jo normale ud udefra.”
“Jeg havde jo mad på bordet.”
“Det tæller nok ikke rigtigt.”

Men et barn behøver ikke vokse op i åbenlyst kaos for at blive præget.

Et barn kan blive dybt formet af et hjem, hvor hendes behov kom i anden række.
Hvor hun skulle være dygtig eller praktisk for at høre til.
Hvor hun lærte, at andres følelser vejede tungere end hendes egne.
Hvor hun lærte, at uro er normalt, og ro føles fremmed.

Det er derfor, mange voksne kvinder aldrig tænker:
Jeg havde en traumatisk barndom.

De tænker bare:
Det var jo sådan, det var.

Og netop dér ligger noget af problemet.

For det, der var normalt for dig dengang, bliver meget let det, du også senere orienterer dig efter.

Ikke fordi du vil have mere smerte.
Men fordi det velkendte ofte føles mere sikkert end det sunde.

 

Når livet føles som overarbejde, er det ofte et gammelt program

Måske kan du genkende noget af det her:

Du føler dig ansvarlig for andres humør.
Du har svært ved at slappe af uden dårlig samvittighed.
Du siger ja, før du mærker efter.
Du bliver hurtigt træt efter samvær.
Du føler dig forkert, når du sætter en grænse.
Du er stærk udadtil og tom indeni.
Du kan ikke finde ud af, hvad du skal skære væk, fordi du allerede føler, at du har skåret alt væk, der kunne skæres væk.

Det er ikke småting.

Og jeg siger det lige ud, fordi mange kvinder har brug for at høre det sådan:

Det her er ikke bare sådan, du er.

Det kan være tegn på, at du lever i et gammelt program.

Et program, der engang hjalp dig med at klare dig.
Og som nu får dig til at leve, som om hverdagen er et konstant projekt, der aldrig bliver færdigt.

 

De gamle overlevelsesstrategier følger ofte med ind i voksenlivet

Det, du lærte under pres, forsvinder ikke bare, fordi du bliver voksen.

Det følger med.

Nogle bliver pleaser-typer. De glatter ud, forklarer, giver, tilpasser sig og prøver at forebygge uro.

Nogle går i kamp. De bliver skarpe, retfærdighedssøgende, kontante eller hårde, fordi systemet ikke kan holde til mere.

Nogle går i flugt. De gør sig travle, undgår, udsætter, dulmer eller fylder livet op, så de slipper for at mærke.

Nogle går i frys. De bliver tomme, handlingslammede eller fjerne, og bagefter skammer de sig over det.

Det her er ikke dårlige vaner.
Det er gamle beskyttelsesstrategier.

Og problemet er ikke, at du lærte dem.
Problemet er, at du måske aldrig lærte noget andet.

 

Det belastende parforhold bliver ofte stedet, hvor mønsteret bliver synligt

Mange kvinder opdager først deres gamle program for alvor, når de sidder i eller lige er kommet ud af et belastende parforhold.

Det er ikke tilfældigt.

For dér bliver alt det gamle aktiveret for fuld kraft:

Længslen.
Skylden.
Forvirringen.
Frygten.
Skammen.
Trangen til at gå tilbage og gøre det bedre.
Håbet om, at hvis du bare finder de rigtige ord, bliver det anderledes.

Og det er her, mange vender det hele mod sig selv.

“Hvorfor gør jeg det her mod mig selv?”
“Hvorfor gik jeg ikke før?”
“Hvorfor savner jeg noget, der ødelagde mig?”

Fordi det ikke kun handler om relationen.

Det handler også om det, relationen vækker i et menneske, der i forvejen kender til at arbejde for kærlighed, arbejde for fred og arbejde for plads.

Der findes mennesker, som ikke vil ligeværd.
De vil have kontrollen.
De vil have fordelen.
De vil have dig til at tvivle på dig selv, fordi det gør dig lettere at styre.

Det er ikke dramatik at sige det højt.
Det er sandheden.

Og hvis du er blevet fanget ind i sådan en dynamik, så er det ikke fordi, du er dum.

Det er ofte fordi, noget i dig genkendte det velkendte.
Eller fordi du stod i en sårbar periode og blev mødt af intensitet, der lignede kærlighed.

 

Når intensitet føles som kærlighed

Hvis du er trænet i at tilpasse dig, kan du meget let komme til at forveksle intensitet med kærlighed.

At nogen vil have dig hurtigt.
At nogen spejler dig perfekt.
At nogen får dig til at føle dig vigtig og uundværlig.

Det kan føles som at blive set.

Men bagefter kommer de små skred.

De små stik.
De små krav.
De små forvrængninger.
Den lille tvivl.
Den lille tilpasning.
Den lille forskydning af din virkelighed.

Og før du opdager det, gør du det, du altid har været god til:

Du tager ansvar.
Du forklarer.
Du kompenserer.
Du retter ind.
Du prøver at genskabe ro.

Det er dér, livet bliver til overarbejde.

Ikke kun i kærlighed.
Men også i familien, i venskaber, på arbejdet og i forholdet til dig selv.

 

Når du er ude, men stadig ikke fri indeni

Der er noget, mange kvinder bliver chokerede over.

At det ikke nødvendigvis føles bedre med det samme, bare fordi relationen er slut.

Du kan være fri på papiret og stadig bundet indeni.

Perioden bagefter kan være fyldt med uro, alarmberedskab, træthed, skyld, skam, selvkritik, tomhed og den pinefulde forvirring:

Hvorfor er jeg ikke kommet videre endnu?

Og igen er det her stedet, hvor mange kvinder tror, at de fejler.

Det gør de ikke.

De lever med eftervirkningerne af noget, der var langt mere belastende, end de måske selv har haft sprog for.

Det kan blive markant bedre.
Men det bliver sjældent bedre af, at du fortsætter med at forklare det forkert for dig selv.

Hvis du kan mærke, at det her beskriver noget, du har manglet ord for, så kan du læse om Alexas Venner her. Det er skabt til kvinder, der har brug for mere end overfladiske forklaringer.

 

Det etablerede system forstår det alt for ofte ikke dybt nok

Mange kvinder har faktisk forsøgt at få hjælp.

De har talt med læger.
Psykologer.
Rådgivere.
Veninder.
Kommuner.
Systemer.
Fagfolk.

Og alligevel sidder de tilbage med følelsen af ikke rigtigt at være blevet grebet.

Det er ikke nødvendigvis fordi ingen ville dem det godt.

Men fordi voldens og de giftige relationers virkninger stadig ikke er integreret viden nok mange steder i det etablerede system.

Så det, der bliver set, er ofte symptomerne.

Stress.
Angst.
Udmattelse.
Depression.
Lavt selvværd.
Manglende grænser.
Søvnbesvær.
Tankemylder.

Men ikke nødvendigvis den underliggende dynamik.

Ikke den gamle tilpasning.
Ikke den relationelle skade.
Ikke den måde et menneske kan blive formet af at leve for længe i utryghed.

Og når dét ikke bliver forstået, så bliver hjælpen let for overfladisk.

Så går du hjem med flere ord om dine symptomer.
Men stadig uden den sandhed, der kunne hjælpe dig.

 

Måske er du ikke for meget. Måske er du mønsterbryderen

Hvis du kan genkende dig selv i det her, så er der en reel mulighed for, at du ikke bare er træt og ødelagt.

Du er også den, der begynder at se sandheden.

Den, der ikke længere kan leve i det uden at mærke prisen.
Den, der ikke længere kan få det til at passe i dit eget hoved.
Den, der ikke længere kan kalde noget normalt, bare fordi det altid har været sådan.

Det føles sjældent heroisk.

Det føles oftere ensomt, urimeligt og udmattende.

For det er dig, der skal lære noget nyt, selv om det var andre, der skabte kaosset.

Men det ændrer ikke ved, at det her også kan være et vendepunkt.

For når du begynder at se mønsteret klart, kan du stoppe med at føre krig mod dig selv.

Og når du holder op med at spille din gamle rolle, så stopper noget ikke kun i dig.

Det stopper i dine relationer.
I dit hjem.
I den måde du elsker på.
I den måde du sætter grænser på.
I det, du giver videre.

Det er sådan giftige mønstre dør.

Ikke af tid alene.
Men af sandhed, bevidsthed og en ny linje for de næste generationer.

 

Derfor giver det mening at kigge på Alexas Venner nu

Hvis du kunne tænke dig ud af det her alene, havde du sandsynligvis gjort det for længst.

Hvis almindelige forklaringer var nok, ville du sandsynligvis allerede have fået mere ro.

Hvis det etablerede system altid forstod de dybe virkninger af giftige familier og giftige partnere, ville langt færre kvinder gå rundt og tro, at de selv er problemet.

Det er netop derfor, Alexas Venner findes.

Ikke som endnu et sted, hvor du skal tage dig sammen.
Ikke som endnu et sted, hvor du skal bevise, hvor slemt det var.
Ikke som endnu et sted, hvor du får flere overfladiske råd og mindre kontakt med sandheden.

Men som en ramme, hvor du kan begynde at forstå det, du faktisk har levet i.

Et sted, hvor du kan få sprog for de mønstre, der har styret dig.
Et sted, hvor skam kan begynde at slippe, fordi dine reaktioner bliver forstået i den rigtige sammenhæng.
Et sted, hvor du kan arbejde med det, der ligger nedenunder symptomerne.
Et sted, hvor du ikke er alene med det, som alt for mange andre ikke helt har forstået.

Og jeg vil sige det tydeligt, fordi du ikke har brug for mere tågesnak:

Hvis den her artikel føles, som om den beskriver dit liv indefra, så giver det mening at kigge på Alexas Venner nu.

Ikke når du har mere energi.
Ikke når du er blevet mere sikker på, om det tæller.
Ikke når du lige har læst tre bøger mere og prøvet at klare det lidt længere alene.

Nu.

For måske er næste rigtige skridt ikke, at du bærer lidt længere.

Måske er næste rigtige skridt, at du går et sted hen, hvor det, du mærker, bliver forstået med den alvor og den præcision, det fortjener.

Du er ikke bagud i dit eget liv.
Du er et menneske, der har båret for længe alene.
Og det må gerne stoppe her.

 

Klar til næste skridt?

Hvis du længes efter et sted, hvor dine reaktioner, din udmattelse og dine mønstre bliver forstået i den rigtige sammenhæng, så læs om Alexas Venner her.

Tjek Alexa’s Venner ud nu

 

 

Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen.

Jeg underviser i, hvad der sker med os, når vi er i nærkontakt med en hverdagspsykopat. Og ikke mindst i, hvordan vi tager vores liv tilbage.

Jeg har selv haft hverdagspsykopater i både min familie og i parforhold, og jeg har uddannet mig intensivt gennem mere end 30 år for at ryste traumerne, stressen, skammen og de manglende livsevner af mig. Nu giver jeg min viden og erfaring videre til alle jer andre, der har prøvet det samme som mig – og som også gerne vil have det gode liv, jeg har i dag.

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.