Hvad hvis det slet ikke er dig, der er noget galt med?

Når du har lært at tvivle på dig selv i stedet for at stole på det, du mærker

Jeg vil starte med at fortælle en historie

Det er den berømte hulelignelse, som Platon skrev cirka 375 år før vores tidsregning.

Forestil dig mennesker, der lever i en underjordisk hule med en åbning mod lyset. De har siddet der siden barndommen med ben og nakke lænket, så de kun kan se lige frem på klippevæggen. Bag dem brænder et bål. Mellem bålet og dem går andre mennesker forbi hulen. Det eneste de lænkede ser, er skyggerne af disse på væggen foran sig. Og fordi de aldrig har set andet, tror de, at skyggerne er virkeligheden.

De ved ikke, at de mangler noget.
De ved ikke, at det de ser, kun er aftryk.
De ved ikke, at der findes en verden udenfor hulen.

De lever bare deres liv ud fra det, de kan se.

De lærer at aflæse skyggerne.
Forstå dem.
Forudse dem.
Tilpasse sig dem.

Nogle bliver endda dygtige til at genkende mønstre og sige, hvad der kommer bagefter. Det giver dem en slags viden og måske endda status i hulen. Men det er stadig kun viden om skygger.

Når lyset gør ondt

Så bliver én af dem løsnet fra lænkerne.

Ikke blidt.
Ikke nænsomt.
Men tvunget til at rejse sig, vende sig om og se mod lyset.

Og det gør ondt.

Øjnene svier.
Hun bliver forvirret.
Desorienteret.
Hun tror først, at det gamle var mere virkeligt end det nye. At skyggerne var sandheden, og at lyset må være forkert.

Det er det vigtige.

Når man hele sit liv kun har kendt hulen, føles sandheden ikke som frihed i første omgang.

Den føles som smerte.
Som tab af orientering.
Som om jorden forsvinder under én.

Hvis hun bliver trukket længere op mod lyset, gør det endnu mere ondt. Hun bliver vred, blændet og modvillig. Men langsomt vænner hendes øjne sig til det nye. Først kan hun se skygger og spejlbilleder. Så de virkelige ting. Til sidst solen selv. Først dér forstår hun, at det, hun hele livet troede var verden, bare var skygger på en væg.

Og når hun tænker tilbage på hulen, ser hun den pludselig anderledes.

Det, der før føltes som viden, var bare evnen til at læse skygger.
Det, der før føltes normalt, var bare det eneste, hun kendte.
Og hun får ondt af dem, der stadig sidder der.

Når de andre ikke vil høre det

Men historien slutter ikke dér.

Hvis hun går tilbage og fortæller de andre, at det de ser, ikke er hele virkeligheden, så tror de ikke nødvendigvis på hende. De synes måske tværtimod, at hun virker mærkelig, svækket eller latterlig. Deres øjne er vant til mørket. De vil hellere blive i det kendte end risikere smerten ved at se mere klart.

Det er derfor, hulelignelsen er så stærk.

Fordi skyggerne føles sande, når det er alt, man kender.
Og fordi vejen ud ikke først føles som lettelse, men som smerte, forvirring og modstand.

Det er os, der sidder i hulen

Nu vil jeg vende historien om.

For de mennesker i hulen, det er ikke nogen andre.

Det er dig.
Det er mig.
Det er os, der er vokset op i umodne, følelsesmæssigt forstyrrede eller giftige familier.

Vi sad ikke udenfor og kiggede ind.
Vi sad derinde.

Vi så ikke noget forkert, som vi bare undlod at reagere på.
Vi så det eneste, vi kendte.

Og det er helt afgørende at forstå.

Et barn ved ikke, at noget er galt

Et barn sammenligner ikke normalt med unormalt.
Et barn sammenligner ikke tryghed med utryghed.
Et barn sammenligner ikke sund kærlighed med usund kærlighed.
Et barn sammenligner ikke vold med ikke-vold.

Et barn lever bare i det, der er.

Hvis kulden er der hver dag, bliver kulden normal.
Hvis skyld er i luften, bliver skyld normal.
Hvis man skal være på vagt, tilpasse sig, aflæse, dæmpe sig og mærke andre før sig selv, så bliver dét normalt.

Ikke fordi det er sundt.
Men fordi det er det eneste, barnet kender.

Og et barn har hverken sproget, perspektivet eller hjernekapaciteten til at forstå det på en voksen måde.

Et barn analyserer ikke familiens dynamik.
Et barn prøver at overleve den.

Derfor opdager du det først langt senere

Mange af os opdager først sandheden sent.

Ikke nødvendigvis i barndommen.
Ikke nødvendigvis i ungdommen.
Ofte først i 40’erne eller 50’erne.

Og selv dér opdager du sjældent historien først.
Du opdager i stedet virkningerne:

Stressen.
Udmattelsen.
Skammen.
Det lave selvværd.
Angsten.
Overansvaret.
Den gamle følelse af altid at være forkert.
De relationer, hvor noget igen føles skævt.
Den indre sætning:

Der må være noget galt med mig.

Og det er præcis derfor, så mange kvinder bliver ved med at lede efter fejlen i sig selv.

Ikke fordi vi er dumme.
Ikke fordi vi er blinde.
Ikke fordi vi burde have forstået det tidligere.
Men fordi ingen gav os det sprog, det lys og det perspektiv, vi skulle bruge for at forstå det, vi faktisk stod i.

Du vidste ikke, hvad du ikke vidste

Det her er en nøglesætning:

Du vidste ikke, hvad du ikke vidste.

Mange kvinder har levet et helt liv med en fornemmelse af, at noget er forkert, uden at kunne sige præcis hvad. De har måske godt vidst, at “det ikke var helt godt”. At der var kulde. Uro. Skyld. Tavshed. Noget mærkeligt. Noget usagt.

Men vi har ikke vidst, hvad det betød.

Og når du ikke har sproget, kan du heller ikke tænke klart om det.
Når du ikke har begreberne, kan du ikke placere det.
Når du ikke har et sammenligningsgrundlag, kan du ikke se skævheden tydeligt.

Så sker det mest logiske.
Du vender det indad.

Det må være mig.
Jeg er nok for følsom.
Jeg overdriver sikkert.
Jeg er nok for besværlig.
Jeg burde kunne klare det.
Jeg er nok bare forkert.

Det giver mening, hvis du gjorde det.

For hvis ingen siger højt, hvad det er, du står i, så vil et barn og senere en voksen næsten altid prøve at få verden til at hænge sammen ved at placere fejlen i sig selv.

Ikke fordi det er sandt.
Men fordi det er den eneste forklaring, der ligger lige for.

Ingen sagde det tydeligt nok

Og det er også en del af skaden.

Det er ikke kun det, der skete i hjemmet, der gør skade.

Det er også alt det, der ikke blev sagt.
Alt det, der ikke blev stoppet.
Alt det, der ikke blev båret helt frem.
Alt det, omgivelserne anede, men ikke gjorde tydeligt.

For mange børn er ikke kun alene med det giftige.
De er også alene med de voksnes tøven.

Nogen i børnehaven mærker måske, at noget er galt.
Nogen i skolen ser et barn, der er for stille, for tilpasset, for voksent, for bange, for vågent.
Nogen i familien aner kulden, kontrollen eller den mærkelige tone.
En læge ser symptomer, men ikke sammenhængen.
En lærer, en nabo, en moster eller en ven af familien får en fornemmelse, men går ikke hele vejen med den.

Når voksne ikke tør gøre noget

Mange voksne gør det samme:

De tvivler på sig selv.
Vil ikke overreagere.
Vil ikke blande sig.
Vil ikke tage fejl.
Vil ikke skabe konflikt.
Vil ikke gøre noget ubekvemt.

Og nogle beskytter direkte de voksne eller familieordenen, fordi den på overfladen er nemmere at holde ud end sandheden.

Måske er de selv ofre for mønsteret.
Det er ikke altid ond vilje.
Men det gør ikke skaden mindre.

Tværtimod.
Når ingen siger det tydeligt, lærer barnet også noget om verden:

At det, der gør ondt, måske ikke tæller.
At det, der føles forkert, måske ikke er nok.
At voksne måske ikke beskytter.
At man selv må bære det.
At ens egen oplevelse måske ikke er til at stole på.

Du opdager sjældent historien først. Du opdager virkningerne

Det er derfor, du sjældent vågner op og tænker:

Jeg har haft en giftig barndom.

Du tænker noget andet.

Hvorfor er jeg så stresset?
Hvorfor kan jeg ikke finde ro?
Hvorfor bliver jeg ved med at føle mig forkert?
Hvorfor bliver jeg så let overtaget?
Hvorfor ender jeg igen i noget, der gør mig mindre?
Hvorfor kan jeg ikke holde fast i mig selv?

Det er virkningerne, der viser sig først.

Udmattelsen.
Skammen.
Forvirringen.
Overansvaret.
Alarmberedskabet.
Den manglende fornemmelse af et hjem i dig selv.

Historien kommer bagefter.
Sproget kommer bagefter.
Følelserne kommer bagefter.

Og så begynder det store arbejde

At trevle det hele op.
At finde ud af, hvad der er dit, og hvad der aldrig var dit.
At løsne gamle knuder.
At få gammelt snavs ud af det, du troede var dig.
At opdage dine egne værdier.
Dine egne behov.
Dine egne grænser.
Dit eget liv.

Det er dér, friheden begynder.

Derfor søger du ofte først sent

Ikke fordi du er langsom.
Men fordi tabuet er stærkt.
Loyaliteten er stærk.
Skammen er stærk.
Og fordi hulen føles som virkelighed, indtil noget slår revner i den.

For mange starter søgningen først, når smerten bliver for høj.

Så kommer spørgsmålene:

Hvad er der galt med mig?
Er det normalt?
Hvorfor reagerer jeg sådan?
Er det psykisk vold?
Hvorfor får min familie mig til at gå i stykker?

Andre falder over en artikel.
En podcast.
Et opslag.
Et ord.
En sætning.

Timing betyder noget.

Nogle gange er det ikke en stor indsigt, der åbner hulen.
Det er én præcis sætning på det rigtige tidspunkt.

Når du får det rigtige sprog, mister løgnen noget af sin magt

Ikke al magt.
Men noget.

Det, der før bare føltes som kaos, får form.
Det, der lignede dine fejl, begynder at ligne et mønster udefra.
Det, der føltes som personlig svaghed, begynder at ligne overlevelse.

Det er ikke småting.

Sprog er ikke pynt.
Begreber er ikke bare teori.
God faglighed er en lommelygte.

Den hjælper dig med at se det, du ellers blev ved med at ramle ind i i mørke.

Det er derfor, det her ikke bare handler om fortiden.

Det handler også om nutiden.

Hvad vejen videre faktisk kræver

Ikke perfektion.
Ikke flere selvangreb.
Ikke endnu et projekt, hvor du skal præstere dig til heling.

Vejen videre kræver noget mere sandt.

At noget får det rigtige navn.
At du får et sprog, der passer bedre til dit liv.
At du begynder at forstå dine reaktioner som spor af overlevelse, ikke som bevis på fejl.
At du får hjælp til at genkende mønstrene.
At du får støtte til at skelne mellem det gamle indlærte og det, der faktisk er dit.
At du får lov at bygge dit eget indre hjem op, langsomt og ærligt.

Det kan begynde småt. Men det må ikke stoppe dér

For nogle begynder det med en artikel.
For andre med en bog eller en podcast.
For andre igen med et menneske, der endelig forstår dynamikken.

Men på et tidspunkt har mange også brug for noget mere samlet.

Ikke bare mere information.
Men en ramme.
Et sted, hvor det hele ikke skal opfindes fra bunden alene.

Hvorfor Alexas Venner giver mening her

Hvis du kunne have regnet det hele ud alene, havde du sandsynligvis gjort det for længst.

Hvis det var nok bare at læse lidt mere, tage dig sammen lidt mere eller analysere dig selv lidt hårdere, havde du sandsynligvis allerede haft mere fred.

Men mange kvinder mangler ikke vilje.

De mangler det rigtige lys.

Det er netop derfor, Alexas Venner findes.

Ikke som endnu et sted, hvor du skal præstere en flot helingsrejse.
Ikke som endnu et sted, hvor du får standardråd, der ikke passer til det, du har levet i.
Ikke som endnu et sted, hvor du igen står alene med alt det, du ikke kan få til at hænge sammen.

Men som et sted, hvor du kan få det sprog og den forståelse, du måske har manglet i årevis.
Et sted, hvor mønstre bliver tydeligere.
Et sted, hvor du kan begynde at forstå dine reaktioner rigtigt.
Et sted, hvor du ikke længere behøver sidde alene i hulen og tro, at skyggerne er hele sandheden.

Og jeg siger det ligeud, fordi det er det mest ordentlige:

Hvis noget i den her artikel lander meget præcist i dig, så giver det mening at kigge på Alexas Venner nu.

Ikke om et halvt år.
Ikke når du er blevet “klar nok”.
Ikke når du er helt sikker på, at din historie tæller.

Nu.

For måske er næste skridt ikke mere ensom søgen.
Måske er næste skridt en ramme, hvor du kan begynde at se klart, forstå mere sandt og bygge dit liv ud fra det, der faktisk er dit.

Måske var det aldrig dig, der var noget galt med

Du blev ikke forkert, fordi du var svag.
Du blev ikke overvældet, fordi du var dum.
Du blev ikke fyldt med skam og tvivl, fordi der var noget grundlæggende galt med dig.

Du reagerede på det, du levede i.
Du tilpassede dig det, du ikke kunne forstå.
Du gjorde det, et barn og senere en voksen overlever gør, når virkeligheden er skæv, og ingen hjælper med at sætte ord på det.

Så hvad nu, hvis det slet ikke er dig, der er noget galt med?

Hvad nu, hvis det, du har kaldt dine fejl, i virkeligheden er virkningerne af noget, der blev gjort mod dig, og som aldrig blev stoppet?

Det er ikke en lille erkendelse.
Det er begyndelsen på, at skyld og skam kan begynde at flytte sig væk fra dig og hen dér, hvor ansvaret faktisk hører hjemme.

Og det må gerne ændre sig nu.

Klar til næste skridt?

Hvis du længes efter et sted, hvor dine reaktioner, din udmattelse og dine mønstre bliver forstået i den rigtige sammenhæng, så læs om Alexas Venner her.

Tjek Alexa’s Venner ud nu

Læs også de to første artikler i denne serie:

Når livet føles som overarbejde

3 myter om traumer