Når du føler, at du ødelægger familien ved at gå

af Alexa Peary

Måske sidder I omkring bordet til en fødselsdag. Børnene er der, måske også svigerbørn og børnebørn, og nogen fortæller en historie fra en gammel ferie, som får alle til at grine. Du ser rundt på dem og får en følelse, der næsten gør fysisk ondt.

Måske er det netop derfor, du bliver sammen for børnenes skyld eller for at holde familien samlet, selv om du godt ved, at forholdet slider dig ned. For hvad sker der med alt det her, hvis du går?

Hvem holder jul hvor? Hvad sker der med fødselsdagene, sommerferien, de fælles traditioner og den familie, I har bygget op gennem mange år? Hvad vil børnene tænke, også selv om de for længst er voksne, og hvem vil mene, at du burde have holdt ud?

Midt i alle de spørgsmål kan ét komme til at overdøve de andre:

“Er det mig, der ødelægger familien, hvis jeg går?”

Det er et tungt spørgsmål, især hvis du gennem mange år har været den, der har forsøgt at få familien til at hænge sammen.

Når familien betyder mere end forholdet

Du kan være nået til et sted, hvor du ikke længere er i tvivl om, at forholdet slider dig ned, og samtidig være dybt i tvivl om, hvad du har ret til at gøre ved det. For det er ikke kun dit parforhold, du ser for dig, når du forestiller dig et brud. Du ser hele familien.

Du tænker måske på børnene, også selv om de er voksne, og på børnebørn, fælles venner, søskende, svigerfamilie og mennesker, der gennem årtier har kendt jer som et par.

Du tænker også på de traditioner, du har skabt og holdt fast i. Måske er det dig, der inviterer, husker fødselsdagene, sørger for julegaverne, samler mennesker omkring bordet og får familien til at fungere, også når stemningen mellem jer to har været dårlig.

Når du har haft den rolle i mange år, kan tanken om at gå blive næsten ubærlig, fordi du ikke kun oplever, at du forlader en mand. I din forestilling kan det føles, som om du samtidig tager en hel familieform med dig.

Skyldfølelsen fortæller noget vigtigt om dig

Hvis du har dårlig samvittighed over, hvad et brud vil gøre ved andre, er det ikke i sig selv et tegn på, at beslutningen er forkert. Skyldfølelsen fortæller først og fremmest, at andre mennesker betyder noget for dig.

Du kan være et menneske med en stærk loyalitet og ansvarsfølelse, som er vant til at tage hensyn, tænke fremad og forsøge at beskytte andre mod smerte. Måske har det været en vigtig del af din rolle i familien i mange år, og netop derfor kan skyldfølelsen blive voldsom, når du overvejer noget, der vil ændre familiens form.

For du ved godt, at et brud kan gøre ondt. Børn kan blive kede af det, voksne børn kan føle, at hele deres historie ændrer sig, og nogle familiemedlemmer kan blive vrede eller tage parti. Traditioner kan forandre sig, og der kan opstå splittelser, du aldrig ønskede.

Det ville derfor være for enkelt at sige, at ingen af de konsekvenser betyder noget. Selvfølgelig gør de det. Men det betyder ikke, at ansvaret for dem alene er dit.

At tage initiativ til et brud er ikke det samme som at skabe problemet

Der er en vigtig forskel, som let forsvinder, når skyldfølelsen tager over: Du kan være den, der tager initiativ til et brud, uden at være den, der skabte den situation, der gjorde bruddet nødvendigt.

Hvis et forhold gennem længere tid har været præget af manipulation, kontrol, psykisk vold, nedgørelse, trusler, utroskab, økonomisk udnyttelse, kulde eller andre nedbrydende mønstre, begyndte familiens problemer ikke den dag, du sagde, at du ville gå. Den dag blev problemerne bare synlige på en ny måde.

Alligevel kan det komme til at se ud, som om det er dig, der vælter det hele, fordi det er dig, der foretager den synlige handling. Du siger ordene, sætter grænsen og ændrer det, familien kan se. Mens de nedbrydende mønstre, der måske har stået på gennem mange år, kan have været langt sværere for andre at få øje på, især hvis de mest har set hans gode side.

Måske har du endda selv været med til at skjule det. Ikke fordi du ønskede at narre nogen, men fordi du forsøgte at beskytte familien, børnene eller dig selv.

Du dækkede måske over konflikterne, forklarede hans adfærd og sørgede for, at fødselsdagen blev gennemført alligevel. Du smilede på familiebilledet, selv om du havde grædt en time tidligere, fordi du forsøgte at holde noget sammen, som allerede var svært.

Når du så en dag siger: »Jeg kan ikke mere«, kan det for andre ligne begyndelsen på problemet, mens det for dig kan være afslutningen på mange års forsøg på at løse det.

Du kan have båret mere af familien, end du selv har opdaget

I nogle familier bliver én person den, der sørger for sammenhængen. Hun husker, tilpasser sig, forsøger at mægle mellem far og børn, dæmper konflikter, forklarer hans temperament og sørger for, at alle kan være i samme rum.

Hun får højtiderne til at fungere og samler familien igen efter endnu en episode, og hvis det har været din rolle gennem mange år, kan du komme til at tro, at familiens eksistens afhænger af, at du fortsætter med at gøre det samme.

Det giver mening, at tanken om at holde op vækker skyld, men der er forskel på at tage ansvar for relationerne i en familie og at tage ansvar for at kompensere for et andet menneskes adfærd.

Hvis familiens fred kun kan opretholdes, fordi du hele tiden bøjer dig, forklarer, tager imod, glatter ud eller tier, er det værd at se nærmere på, hvad det egentlig er, du forsøger at bevare. En familie er nemlig mere end den ydre form. Den er også den måde, mennesker bliver behandlet på inde i den.

Når du bliver sammen for børnenes skyld

For mange kvinder ligger den tungeste skyld omkring børnene. Når børnene er små, kan frygten handle om at tage deres familie fra dem, mens tanken, når de er blevet voksne, kan være, at det nu er for sent at bryde familien op.

Måske har de selv partnere og børn, og du forestiller dig, at dit brud vil brede sig gennem flere generationer. Du kan derfor komme til at tænke, at du burde kunne holde ud lidt længere for deres skyld, også selv om du allerede har holdt ud i mange år netop af den grund.

Det er ikke naivt at ønske at beskytte sine børn mod smerte. Det er en dybt menneskelig impuls, og den fortjener respekt. Men der er en grænse for, hvad du kan beskytte dem imod ved at blive.

Der er også en anden side af hensynet til børnene og familien, som let bliver overset. Hvis du gennem længere tid lever under pres, stress, utryghed eller vedvarende følelsesmæssig belastning, kan det slide på både krop og sind, så du bliver mere udmattet og får færre kræfter til netop de mennesker, du forsøger at beskytte.

Du kan komme til at bruge så meget af dig selv på at holde forholdet og familien sammen, at der bliver mindre tilbage af dig til dem, du elsker: børnene, børnebørnene og andre mennesker omkring dig, samtidig med at der bliver mindre tilbage til dit eget liv.

Hvis du derimod får mulighed for at bygge dit eget liv op igen, kan der med tiden komme mere plads til energi, livsglæde og nærvær. Ikke fordi et brud automatisk løser alt, men fordi du ikke længere bruger dine kræfter på at holde til noget, der bliver ved med at slide dig ned.

Det kan faktisk også være en del af omsorgen for familien.

Du kan ikke alene gøre et nedbrydende forhold sundt ved at blive i det eller sikre familiens trivsel ved at bære mere og mere af det, der ikke fungerer. Du kan heller ikke tage ansvar for både din egen og hans adfærd.

Derfor er det værd at undersøge skyldfølelsen grundigt, for den kan rumme både kærlighed og ansvarsfølelse – og samtidig få dig til at bære et ansvar, som aldrig kun var dit.

Et brud kan være et tab, også når du selv vælger det

Det er vigtigt ikke at romantisere det at gå, for et brud kan koste noget. Du kan miste traditioner, relationer og forestillinger om, hvordan resten af livet skulle se ud. Andre mennesker kan også reagere på måder, du ikke havde regnet med eller håbet.

Nogle vil måske støtte dig, mens andre ikke forstår dig, og du kan samtidig føle sorg over noget, du selv har valgt at forlade. Det er ikke en modsætning, at du kan vide, at du ikke længere kan leve i forholdet, og samtidig savne jeres fælles historie.

Du kan føle lettelse over bruddet og samtidig sørge over det, der forsvandt med det. Det gør ikke din erkendelse mindre virkelig, men fortæller blot, at et langt fælles liv ikke kan reduceres til én enkelt følelse.

Hvad er dit ansvar?

Hvis du overvejer at gå, er der selvfølgelig også noget, du selv har ansvar for. Du har ansvar for den måde, du selv handler på, for hvad du siger, og for hvordan du behandler dine børn og andre mennesker omkring dig.

Du har ansvar for ikke at bruge dem som våben i konflikten og for at tage deres sorg alvorligt uden samtidig at gøre deres følelser til en dom over din beslutning. Du kan også tage ansvar for at undersøge din situation grundigt og handle så gennemtænkt som muligt.

Men du har ikke ansvar for at gøre det, du har levet i, mindre alvorligt eller skjule det, og du har heller ikke ansvar for at sikre, at ingen bliver kede af det.

Du har heller ikke ansvar for at holde familiens ydre form intakt for enhver pris, hvis prisen er, at du fortsat skal leve i noget, der nedbryder dig.

Det er forskellen på ansvar og skyld. Ansvar handler om det, der faktisk er dit, mens skyldfølelsen kan få dig til at opleve, at det hele er dit.

Måske ødelægger du ikke familien. Måske holder du blot op med at skjule, at noget allerede er galt

Det kan være svært at se, når du står midt i det, men et brud skaber ikke den skade, der allerede var der. Nogle gange gør bruddet bare den skade synlig, som allerede var der.

Det kan være første gang, omgivelserne opdager, hvor alvorligt det har været, og første gang du selv holder op med at forsøge at få det hele til at se mere velfungerende ud, end det var.

Det betyder ikke, at du skal gå, og det betyder heller ikke, at der findes én rigtig beslutning for alle kvinder. Men det betyder, at spørgsmålet »Er det mig, der ødelægger familien?« måske ikke er stort nok til at rumme hele virkeligheden.

Et andet spørgsmål kan være:

“Hvad er det egentlig, jeg tager ansvar for, hvis jeg bliver, og hvad er det, jeg tager ansvar for, hvis jeg går?”

Det spørgsmål er sværere, men det giver også plads til en mere præcis forståelse af både dit ansvar, din skyldfølelse og det, du faktisk har stået i.

Når du har brug for mere end et ja eller nej

Hvis du står dér, hvor du kan mærke, at forholdet gør skade, men stadig bliver holdt tilbage af skyld, familie, loyalitet og frygten for konsekvenserne, har du sjældent brug for endnu et menneske, der fortæller dig, hvad du skal gøre.

Du har brug for plads til at undersøge din situation uden at blive presset, til at skelne mellem din egen skyldfølelse, dit reelle ansvar og den adfærd, du har været udsat for.

Og samtidig er det vigtigt at undersøge, hvad du har kontrol over, og hvad du ikke har kontrol over.

Hvis du en dag når frem til, at du vil ud, har du samtidig brug for mere end mod, fordi et brud fra et giftigt forhold ofte kræver en gennemtænkt proces.

Hvis det især er det praktiske ved at forlade et giftigt forhold, der gør vejen ud uoverskuelig, har jeg skrevet mere om det her.

Det er netop dér, Fri af et giftigt parforhold kan hjælpe dig.

Bogen er skrevet til dig, der kan se, at forholdet nedbryder dig, men som ikke bare kan rejse dig og gå, fordi kærlighed, børn, familie, skyld, frygt og et helt fælles liv er en del af beslutningen.

Gennem fem konkrete skridt guider bogen dig til at se forholdet klarere, forberede dig, lægge en realistisk exitstrategi, gennemføre bruddet så klogt og sikkert som muligt og begynde at hele bagefter.

Den lover ikke, at et brud bliver smertefrit, eller at alle omkring dig vil forstå det. Til gengæld hjælper den dig med at tage din egen situation alvorligt og arbejde dig gennem processen med større klarhed og bedre forberedelse.

Bogen tager også fat i det, der kan komme efter bruddet, blandt andet kontaktforsøg, skyld, trusler, drama, hoovering, løgne og den tvivl, der kan trække dig tilbage, selv når du godt ved, hvorfor du måtte væk.

Jeg har udvalgt, oversat og bearbejdet bogen til danske forhold i samarbejde med den amerikanske forfatter Amber Ault, så sproget, begreberne og de praktiske råd passer til danske læsere, uden at bogens oprindelige metode og direkte stemme går tabt.

Bogen er kønsneutral og kan læses af alle, der har brug for hjælp til at forstå og komme fri af et giftigt parforhold.

Læs om bogen her: Fri af et giftigt parforhold