Jeg var hele min barndom og ungdom udsat for seriøs omsorgssvigt samt psykisk og følelsesmæssig vold fra min mor.

Men hvad med min far? Hvor blev han af?

Min kærlige far blev fjernet fra mit liv, fordi hverdagspsykopaten ikke tålte, at jeg – hendes ejendom – skulle give nogen som helst andre end hende min opmærksomhed. Og fordi hun ikke skyede nogle midler, så lykkedes det for hende i mange år.

Dette er min historie om min forældrefremmedgørelse – længe før dette begreb overhovedet eksisterede. Det værste er, at min historie også er mange andre børns historie – lige nu, i dag er det, jeg beskriver, hverdag for rigtigt mange børn. Mange flere end nogen bryder sig om at vide. Intet har forandret sig de sidste 60 år.

At være barn i en højkonfliktskilsmisse

Jeg fortæller her min egen historie om at være barnet i en hverdagspsykopats skilsmisse.

Min mor var hverdagspsykopat. Hvor hun lå på skalaen af narcissisme og psykopati, ved jeg naturligt nok ikke. Hun har aldrig fået en diagnose, det er der jo stort set ingen af dem, der nogensinde får, og det er i det hele taget hundesvært for et barn at vurdere sin mor.

Det jeg ved er, at når jeg taler med andre voksne døtre af hverdagspsykopater, og vi sidder og taler om vores mødre eller fædre, så kigger de andre på mig med alvor, og siger: “Din mor er altså en af de rigtigt giftige.”

Og når jeg taler med fagpersoner inden for personlighedsforstyrrelser, så sidder de og nikker genkendende til hele rækken af afvigende adfærd.

Læs også artiklen: Farvel mor – det klarede du ikke så godt

 

Skilsmissen

Da jeg var cirka 3-4 år gammel besluttede min mor sig for, at hun ville skilles. Hun kørte et større drama op sammen med sin familie med beskyldninger om alt mellem himmel og jord, tvang min far til at flytte fra vores lejlighed, og de betragtede ham derefter som et bæst, der var skyld i alt ondt på jord.

Min far var det sødeste og roligste væsen, der aldrig gjorde en flue fortræd, og som aldrig helt forstod, hvad det var, der ramte ham.

Han forsøgte gennem et stykke tid at beholde en kontakt med mig. Men blev udsat for alle mulige obstruktioner fra min mor og hendes familie. De få gange, hvor jeg fik lov til at se ham, så var det i kort tid, og ofte under skarp overvågning.

Og hver gang kørte der et drama derhjemme, hvor jeg fik lange foredrag om, hvor forfærdelig min far var, hvordan alting var hans skyld, hvor synd det var for min mor, og at det forøvrigt var min skyld det hele. Alt hvad min far foretog sig (ofte i hendes fantasi) endte altid med, at være min skyld.

Hver gang, jeg iøvrigt gjorde noget, som ikke passede min mor, så fik jeg også at vide, at det var noget, jeg havde fra min far. Det var absolut ikke fra hende. Og jeg var slet ikke i tvivl om at det, jeg nu “havde”, det var under al kritik og absolut uønsket.

Hele min familie fortalte glad og gerne den samme historie til mig, og til alle andre der gad høre på det: At min far var ondskaben selv, alt hvad han gjorde var forfærdeligt og alt, hvad jeg gjorde, som var forfærdeligt, det havde jeg fra ham.

Selv den check han punktligt sendte med børnebidrag med nogle måneders mellemrum, blev brugt til at fortælle mig, at min far var forfærdelig, og forøvrigt slet ikke betalte det, han – ifølge min mor – skyldte os.

 

Min far gav op

Efter godt et års tid – tror jeg – gav min far op. Han kunne ikke klare dramaet og ondskabsfuldheden mere, og han kunne heller ikke klare smerten ved ikke at måtte se mig. Han flygtede, tog til Thulebasen i Nordgrønland, og arbejdede døgnet rundt i nogle år.

Set i bakspejlet, så var det det bedste, han kunne gøre for mig. Så snart han var ude af billedet, og min mors familie ikke kunne bruge ham til deres dramaer, så skiftede deres fokus mod andre personer, og jeg blev ikke ramt så tit.

 

Min mor mistede interessen

Da min mor ikke kunne få lov til at kæmpe mod min far mere, så mistede hun interessen for mig. Jeg var kun interessant som middel til dramaerne, og som mål for hendes angreb. Hun betragtede mig stadig som sin ejendom – og hendes alene – og hun forsvarede sin ejendom med næb og klør. Men når ikke der var fare på færde, så blev jeg billedligt talt placeret i et hjørne som et stykke inventar.

Det gav hende en sær tilfredsstillelse, at bruge mig som middel til at tryne og såre min far. Jeg kan stadig huske det tilfredse udtryk, hun fik, hver gang hun mente, at hun havde vundet…

Da min far var ude af billedet, så skiftede hendes interesser mod det, der var hovedindholdet i hendes liv: At gøre karriere, sørge for at pleje og manipulere en masse venner – og at score mænd.

 

Min mormor

Hun afleverede mig mere eller mindre til sin mor, som boede et par etager over os, og jeg var hos hende det meste af tiden. Min mormor var om muligt endnu værre og endnu mere ondskabsfuld end min mor. Jeg kan huske, at jeg altid var bange, når jeg var der.

Jeg holdt mig ude af syne af hende, forsøgte ikke at vække hendes misbilligelse, var altid meget stille og i evigt alarmberedskab.

Jeg kan huske en episode, hvor jeg som cirka 6 årig, sad og legede med en kuglepen. Jeg fik den skilt af, og på en eller anden måde fik jeg den ene ende af fjederen ind i fingeren. Den var gået et stykke ind, og havde snoet sig, så jeg ikke lige kunne få den ud. Jeg kan tydeligt huske, at jeg blev rædselsslagen, og var ved at besvime. Jeg kan også huske, at jeg gik ud på toilettet, låste døren, satte mig ned – og ventede på at dø.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg vidste ikke, hvad der ville ske. Jeg vidste bare, at det gjorde ondt, og at jeg var bange.

På intet tidspunkt faldt det mig ind, at gå ind til min mormor i det andet værelse og bede om hjælp. Og slet ikke trøst. Hvis min mor eller moster havde været til stede, ville jeg heller ikke være kommet på den tanke, at de kunne hjælpe mig.

Det eneste, jeg forbandt de tre kvinder med, var kritik, foragt, kulde, blive ignoreret, gjort grin med. En af standardsætningerne hele min barndom var: “Du kan da heller ikke finde ud af noget selv.”

Jeg lærte meget tidligt at holde mig på sikker afstand af min familie. Jeg lærte en teknik, jeg i dag kalder “at gå under radaren”, hvor jeg sørgede for at være enten ude af syne eller usynlig for dem. Jeg sad ofte i et hjørne og legede stille, eller da jeg lærte at læse, så var jeg altid sammen med en stak bøger. Bøger var min virkelighedsflugt, og den eneste måde, jeg kunne lære noget om livet og verden på. Min familie mente ikke, at det var deres ansvar at opdrage mig, lære mig noget eller overhovedet beskæftige sig med mig.

 

Pest eller kolera

Jeg var hele min barndom og ungdom udsat for seriøs omsorgssvigt samt psykisk og følelsesmæssig vold fra mine nærmeste omsorgsgivere. Det sidste fortsatte forøvrigt i hele mit voksne liv. Det var en af de familier, der umiddelbart ser OK ud på overfladen, men hvor billedet er et helt andet, når man ser det på indersiden.

Men jeg slap for det drama og de konflikter, som min far ufrivilligt ville sætte i gang med sin blotte tilstedeværelse. På sin vis gjorde han det bedste, han kunne for mig, ved at holde sig væk fra mig. Han nedsatte det direkte konfliktniveau i mit liv, og dermed skånede han mig for en masse stress, loyalitetskonflikter, direkte angreb og råberi.

 

Da jeg mødte min far igen

Da jeg var omkring 15 år gammel lykkedes det min far – med ret stor taktisk sans, at komme i kontakt med mig igen.
Han fortalte en veninde til min mor, at han gerne ville give mig en knallert. Veninden fortalte min mor det, og min mor fokuserede kun på, at hun kunne få min far til at betale et stort beløb – hvilket hun så som en stor sejr. Så hun accepterede.

Min far var så klog, at han skyndte sig at hente knallerten hjem til sig selv, så jeg var nødt til at hente den der. Det var en streg i regningen for min mor, der ellers kørte mig til forhandleren, og regnede med, at det var det. Hun blev så modstræbende nødt til at køre mig ud til min far, hvor han tog imod mig, gav mig et stort kram, vinkede til min mor, og råbte, at han nok skulle sørge for, at jeg kom hjem. Med det halve af hans naboer som interesserede tilskuere, var der ikke andet at gøre for hende. Hun måtte køre sin vej. Skumlende.

Fra det øjeblik genoptog min far og jeg vores forhold. Uden spørgsmål, uden undskyldninger, uden nogen form for akavethed. Det var det mest naturlige i verden for os begge at være sammen. Jeg fik med det samme en nøgle til hans hus, og jeg begyndte helt naturligt at komme og gå, som jeg ville, selv lukke mig ind og bare være. Lærte hans venner og naboer at kende, der havde hørt om mig i alle årene, og min far viste mig det eneste foto, han havde af mig. Det var et billede af mig som cirka 4-årig i en stor slidt ramme, der havde været med ham i alle årene.

Han havde nærmest adopteret en af naboernes døtre, der var på min alder, og var blevet en slags reservefar for hende. Alle var vildt glade på hans vegne og enormt nysgerrige for at lære mig at kende. En ret overvældende interesse i forhold til hvad jeg var vant til i min egen familie.

 

Jeg har altid vist, at min far elskede mig

Her bagefter er der mange, der har spurgt mig, om jeg ikke var vred på ham for at have forladt mig, om jeg ikke havde en masse spørgsmål til ham, og om han – som en relativt fremmed – ikke var svær at lære at kende igen.

Til alle spørgsmålene har jeg svaret nej. Jeg tror, at gensynet med ham og genoptagelsen af vores relation var noget af det mest naturlige og mindst besværlige, jeg nogensinde har oplevet.

Jeg har alle årene vidst, at min far elskede mig, og jeg vidste, at jeg elskede ham højt. Jeg huskede ham som mit idol, mit anker og ikke mindst som en kilde til enorm tryghed.
Jeg har vidst hele tiden, at min mors familie var bindegale og giftige. Ikke med ord og bevidsthed, men med mine følelser. Uanset, hvor meget de har kritiseret og rakket min far ned, så har jeg hele tiden vidst, at det ikke havde noget at gøre med min fars og mine følelser for hinanden. Jeg forsvarede ham ikke, for det ville have startet en lavine af angreb på mig. Men nede under overfladen vidste jeg det. At min mor og hendes familie var noget, jeg skulle overleve, mens jeg huskede min far som noget solidt og trygt.

 

To verdener

Efter at min mor måtte indse, at jeg så min far, og at jeg var gammel nok – og selvstændig nok – til at jeg gjorde, hvad der passede mig, så valgte hun som udgangspunkt at ignorere ham, og de få gange, hun nævnte ham, var det “din far” med fuldstændigt forvrænget mund og ansigt, og med en afgrund af foragt og forurettet afsky i øjnene.

Hun flyttede på et tidspunkt også både sig selv og mig 40 km. væk fra byen og min far. Jeg er overbevist om, at det var for at forpurre mit forhold til ham. Efter ret kort tid fandt hun selv en lejlighed inde i byen, hvor hun ofte boede – og hvor jeg var forment adgang – og jeg boede mere eller mindre alene på en landejendom, hvor hun havde sørget for, at jeg havde ansvaret for tre heste, og dermed ikke kunne stikke af.

Hos min far derimod var jeg tryg, elsket, accepteret og fik lov til bare at være mig. Uden spørgsmål og inkvisitioner. Men også uden psykologiske dybdeborende granskninger. Vi var bare. Og min far nævnte ikke med et ord min mor og hendes familie, med mindre det var af praktiske årsager.

Kun een gang fik jeg en fornemmelse af, hvad han havde været igennem. En aften jeg var hos ham, regnede og tordnede det meget voldsomt. På et tidspunkt kom der et tordenbrag så kraftigt, at hele huset rystede, og lyset gik ud. Min fars reaktion var at kigge op mod loftet og sige: “Ja, ja, svigermor.”

I dag må jeg beundre hans fine måde at håndtere situationen på, og hans evne til at være glad og tilstede i de nu, vi havde sammen. Samtidig med at han stille og roligt tog det ansvar for mig, som han kunne få lov til.

Når jeg var hos ham, trak jeg vejret frit. Når jeg var hos min mor, så holdt jeg vejret.

 

Vi fik 5 år sammen

Da jeg var 20 år og lige var blevet student, ville min far fejre det ved at invitere mig på en uges ferie i Spanien. Det kunne af praktiske grunde først blive i efterårsferien, og vi tog glade afsted på vores allerførste ferie sammen, kun ham og mig.
Vi havde nogle gode dage, kørte rundt i bjergene, oplevede en masse og var bare sammen uden problemer, uden gnidninger, diskussioner eller konflikter.

En aften efter en af vores ture, var min far træt og ville hvile sig lidt. Jeg lagde mig ved siden af ham, og vi småblundede. Jeg vågnede ved, at han bevægede sig pludseligt over mod mig. Jeg sprang op, og i løbet af de næste få sekunder så jeg min far dø af en blodprop i hjertet. Han blev 49 år.

 

Hvad kan der gøres?

Jeg er ofte blevet spurgt, hvad jeg ville ønske, der var blevet gjort i min barndom. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er selvfølgelig farvet af min historie, men mine svar er:

Først og fremmest ville jeg ønske, at der var nogle af de voksne omkring mig, der havde grebet ind. Som ville have taget ansvar for min psykiske og følelsesmæssige sundhed. I børnehaven og skolen var der masser af tegn på mistrivsel, hvis de havde kunnet og villet se det.

Hvis der bare havde været én, der havde givet mig et kram og fortalt mig, at der ikke var noget i vejen med mig, så ville det have gjort en enorm forskel. Jeg havde ikke kunnet respondere på det, men jeg ville have gemt det i mit hjerte.

Jeg ville ønske, at jeg var blevet tvangsfjernet. Jeg ved godt, at der er masser af undersøgelser, der viser, at børn får traumer af af blive hevet op med rode og fjernet fra deres forælder. Men min påstand er, at de traumer, jeg ville have fået ved at blive anbragt på et børnehjem eller i en plejefamilie, ville være vand i forhold til de traumer, jeg har fået og stadig som 60-årig slås med, fordi jeg blev overladt til en hverdagspsykopats følelseskulde, egoisme og psykiske terror.

En myte, jeg ofte møder, er at børn “jo altid elsker deres forældre”. Nej, det gør børn altså ikke. Børn er afhængige af deres forældre, og de får en tilknytning til deres forældre. Den tilknytning kan skabe kærlighed, hvis den er positiv.
Os, der er børn af en hverdagspsykopat, får aldrig en sund tilknytning – eller tilknytning overhovedet. Jeg har aldrig elsket min mor, men jeg har været afhængig af hende, styret af hende, og jeg har ikke kunnet slippe fri af hende. Omverdenens evindelige påstand om, at jeg da elskede min mor – og at det da var det eneste rigtige at gøre – har betydet, at jeg også der følte mig forkert. Også der blev jeg afvist.

Jeg ville selvfølgelig gerne have været placeret hos min far. Og selv om det var i 60’erne, så tror jeg faktisk, at han ville have klaret opgaven ret godt. I det mindste en hel del bedre end min mor. Jeg tror ikke, det kan gå helt galt med et barn, så længe der er kærlighed til stede.

Udfordringen ved den løsning ville dog være, at min mor aldrig ville acceptere eller respektere det. Hun ville med alt sit drama, sine konflikter, sin snu ondskabsfuldhed, sine manipulationer og sin offerrolle have gjort både mit og min fars liv til et helvede. Med alle midler. Ikke engang et polititilhold ville hun respektere. Så medmindre samfundet var indrettet således, at jeg og min far kunne være beskyttet mod min mor, så ville den løsning være dømt til at mislykkes. Der skal så drastiske midler til, som noget der ligner et vidnebeskyttelsesprogram, for at beskytte et barn og en ekspartner mod en hverdagspsykopat. Min mor skulle være afskåret totalt fra mig, hvis jeg skulle have haft en chance for at vokse op uden psykisk terror.

Læs også artiklen: Hverdagspsykopater elsker ikke deres børn

Min far gjorde det bedste, han kunne for mig under omstændighederne, ved at fjerne sig fra mit liv. Derved beskyttede han mig mod rigtigt mange konflikter, der givet ville have nedbrudt mig endnu mere som menneske.

Men hvis jeg skulle have haft en bedre chance, så skulle ansvarlige sunde mennesker have grebet ind. Man kan ikke forvente, at hverken en hverdagspsykopat eller et terroriseret barn af en hverdagspsykopat kan træffe fornuftige beslutninger. Man skal heller ikke naivt tro, at der overhovedet findes et begreb, der hedder samarbejde i hverdagspsykopatens verden.

Der skal være en voksen tilstede. En voksen med stærke faglige redskaber – og med en lovgivning i ryggen, der ikke accepterer vold mod børn. Under nogen omstændigheder. Som sætter barnets tarv i absolut første række, som ved, at barnets tarv også er samfundets tarv – og som er parat til at beskytte de af os, der har brug for det.

Biologi eller ikke biologi. Hverdagspsykopater burde være helt forbudt for børn.

 

NB! Jeg er på barnets side, ikke faderens eller moderes side.

Inden diverse hverdagspsykopater eller kamporganisationer forsøger at spænde mig for deres vogne og agendaer for at retfærdiggøre deres egne kampe mod sunde forældre, så lad mig slå fast:

Dette er ikke et spørgsmål om køn, ikke et spørgsmål om fædre mod mødre eller mødre mod fædre. Dette er først og fremmest et forsvar for barnets tarv, og så er det et forsvar for sunde og empatiske forældre, som bliver trynet af både hverdagspsykopaterne og af vores “systems” mangel på viden og lovgivning.

Dette er ikke et spørgsmål, om hvem der “vinder”, men om den kendsgerning at alle vi, der er eller har været børn i disse konflikter, taber.

 

(Kilder: Denne artikel er min egen historie, og mit overblik kommer fra mange års erfaring, uddannelse og ikke mindst hundredvis af samtaler med andre overlevere. Der er ingen enkelte bidragsydere, jeg kan henvise til. Men jeg er i alt, hvad jeg skriver meget inspireret af blandt andre Christine Louis de Canonville, Robert B. Hare, Jackson MacKenzie og Karyl McBride. )

 

HAR DU BARN MED EN HVERDAGSPSYKOPAT?

Hjælpe BørnSå check min online workshop om, hvordan du bedst støtter og hjælper dit barn, når du er den eneste sunde forælder. Du lærer om barnets mønstre og forsvarsreaktioner, du får gode redskaber, og så får du svar på dine helt egne spørgsmål om lige præcist din situation.

s mere og se datoerne på næste workshop her.

 

 

Tilmeld dig webforedrag om afbryde med traumer fra giftige forældre.

Når forældre skader

Dette webforedrag tager dig gennem dybtgående og ofte oversete konsekvenser af at vokse op med en giftig forælder.

Du får min solide faglige viden kombineret med et stærkt personligt perspektiv, der skærer igennem nogle af de myter og fejlforståelser, vi som overlevere støder på i vores omgivelser.

Det er nødvendigt at kunne se klart på en opvækst, der netop ikke var klar og tryg, og derfor har påvirket vores følelsesliv samt vores psykiske og fysiske sundhed negativt.

Tilmeld dig webforedraget her

 

Alexa Peary

Jeg hedder Alexa Peary. Velkommen.

Jeg underviser i, hvad der sker med os, når vi er i nærkontakt med en hverdagspsykopat. Og ikke mindst i, hvordan vi tager vores liv tilbage.

Jeg har selv haft hverdagspsykopater i både min familie og i parforhold, og jeg har uddannet mig intensivt gennem 30 år for at ryste traumerne, stressen, skammen og de manglende livsevner af mig. Nu giver jeg min viden og erfaring videre til alle jer andre, der har prøvet det samme som mig – og som også gerne vil have det gode liv, jeg har i dag.

4 svar til “At være barn i en højkonfliktskilsmisse”

  1. Hej Alexa.
    Jeg har fulgt dig længe – på et tidspunkt (for mig det helt rigtige) på facebook faldt jeg over dine opslag og har fulgt dig siden. Min elskede datter blev indfanget af en hverdagspsykopat – fra første møde med ham har jeg haft enormt modstand på ham (det har jeg aldrig før haft med mennesker) og det var svært for mig at sætte ord på hvad det var der udgjorde modstanden – troede at det var mig der havde et esui, men han prøvede meget påtrængende at charmere mig og andre i familien, så det var til at brække sig over, han prøvede at vise at han var uundværlig og betydningsfuld arbejdsmæssig ved at han havde computervagt, når han var sammen med os, han havde ikke noget filter eller situationsfornemmelse, han kunne ikke udsætte sine egne behov – skulle fx ud og ryge inden vi andre var færdige med at spise, han sagde ting som ikke gav nogen mening og som modsagde ham selv over tid. Han havde sin datter fra tidligere ægteskab af, boende på fuldtid og havde den fuld forældremyndighed over hende, men hun har store psykiske, sociale og indlæringsmæssige problematikker. Desværre blev min datter meget hurtig gravid med ham og valgte at få barnet og stifte familie – på trods af problematikkerne omkring hans datter. Da min datter havde termin tog han kvælertag på hende – hun ringede midt om natten til mig, hun var helt ude af den og virkelig rystet. Jeg hentede hende og hun flyttede hjem til os – efter fødslen også med det lille barn. Deres forhold var fyldt med konflikter, drama – han manipulerede hende, han løj om alt og bortforklarede det bagefter eller havde en forklaring på det, han såede splid imellem min datter og os, så vores ellers tætte forhold blev smadrede og gjorde os uvenner – det var rigtig hårdt. Han udviste på ingen måde ansvar for hans datter, han ejede ikke empati eller omsorg – han anede ikke hvad han skulle stille op som en ansvarlig forældre på trods af massiv hjælp og støtte fra kommunen, så var det ikke noget han tog læring af og fik opbygget sine forældrekompetencer. Min datter vælger at tro det bedste om andre og starter forholdet op igen for hun ønsker at få det til at lykkedes og blive en familie, men det går slet ikke – der er daglige konflikter og drama  over alt og ingen ting – og så forlader han hjemmet på ubestemt tid (min datter, den lille baby og hans egen datter) som straf – når han kom tilbage og min datter ville snakke om det, så truede han med at gå igen, hvis hun begyndte igen for det var hendes skyld at de havde de konflikter. Det endte med at min datter og barnebarn flyttede i lejlighed tæt på os, så vi kunne hjælpe i det omfang vi kunne. Men på det tidspunkt var min datter så langt nede, at hun havde svært ved at tage vare på sig selv – jeg fik hende til lægen, kontaktede krisecenter, hvor hun fik noget hjælp og forståelse for hvad hun havde været udsat for – jeg fik hende videre til forløb i Mødrehjælpen og senere til forløb i psykiatrien. Hun har desværre fået PTSD og angst. Han søgte om samvær og fælles forældremyndighed tilbage i sep. 2016 – min datter har forældremyndigheden alene og den beholdt hun ved et forlig i retten, der blev fastsat 6 overvågede samvær imellem hverdagspsykopaten og mit barnebarn – som han ingen interesse har i og aldrig har haft – det er udelukkende for at genere min datter. 
    Min datter indvirkede så i at prøve at lave samvær, hvor hun var tilstede imens, her havde han mere travlt med at sidde på bænken ved siden af min datter istedet for at være sammen med han søn. Efter at hverdagspsykopaten overfusede min datter i hendes hjem og mit barnebarn overværede det, så turde hun ikke længere, at mødes til samvær og mit barnebarn var blevet bange og ville ikke møde ham mere.
    Hverdagspsykopaten har så igen søgt om samvær og fælles forældremyndighed i juni 2018 og sagen er i maj mdr  i år sendt videre til retten. Vi har indtil nu kæmpet og kæmpet for at der ikke fastsættes samvær og han skal ikke have del i forældremyndigheden – men det er ikke kun en kamp mod ham, men også mod systemet.
    Kære Alexa – har du kendskab til nogle advokater, som arbejder/kæmper for børns ret til at blive beskyttet mod én forældre, som udøver psykisk- og fysisk vold❓❓ (han har også taget kvælertag på han datter og hun cutter sig selv nu) eller har du evt nogle godt råd eller andet, som vi kan bruge – for vi kan jo ikke bruge ordet hverdagspsykopat i retten – han har ikke nogen diagnose (det har de jo sjælden).
    Jeg er ydmyg og taknemmelig for alt hvad vi kunne få af hjælp????
    Med venlig hilsen
    En bekymret mormor

  2. Hej- jeg takker for alt det jeg har læst fra dig for nogle mdr. siden og nu, det har hjulpet meget. 
    Jeg er ( desværre) mor til en søn der har psykopatiske/ narsiccistiske personligheds forstyrrelser. Han fik en lille dreng med en meget svag mor, jeg hjalp alt det jeg kunne. Men jeg fandt ud af til sidst at han var ligeglad med sønnen, han var en handelsvare og skulle skaffe ham penge. Jeg blev alligevel ved til sønnen var tretten år, da var moderen forlængst væk. Jeg sagde til min søn at det var slut med hjælp, og der skete det jeg hele tiden frygtede. Jeg måtte ikke få kontakt med barnebarnet, jeg holde mig helt væk( med angst og gråd herhjemme). Men barnebarnet flygtede herhjem, moderen gav lov til at han måtte blive her. ( hun fik hele forældremyndigheden, efter at barnet var flygtet) jeg henvendte mig stadig ikke til min søn, han blev rasende, skrev til alle myndigheder om hvor alkoholiseret jeg var osv. Tilsidst kom han og overfaldt mig( han ville ha børnepengene) barnebarnet var vidne, men sønnen troede jeg var alene hjemme. Jeg meldte ham, politiet kom tog rapport jeg tog på skadestuen. 
    Jeg vidste at jeg måtte være så tydelig og skrap, jeg elsker sønnen, men har fået øjnene op for at han ikke kan være her. 
    Vi har været i byretten han tabte helt, tre måneders ubetinget fængsel. Nu skal jeg i næste uge i landsretten( han har selvfølgelig anket).. men jeg har reddet mit barnebarn ( som heller ikke interesserer ham, da han snart bliver atten) ja det er lidt af min historie. Kh farmor

    • Kære Vits
      Tak for din kommentarer – og hvor er du sej. Det er en meget svær situation at stå i for en mor, og dit barnebarn et meget heldig at have dig som farmor.
      Jeg håber meget, at du passer meget på dig selv i denne proces, det er sindssygt hårdt at gå dette igennem. Pas på stress og udbrændthed – det er vigtigt, at du prioriterer dig selv højt. For din skyld, men også for at dit barnebarn kan beholde dig mange år i sit liv.
      Kender du min kvindegruppe på Facebook. Jeg tænkte at du kunne have glæde af at tale med andre kvinder, der står i samme situation som dig. Der er et link til den fra min hjemmeside her.
      Kærlige tanker Alexa ❤️

Skriv en kommentar

Din anonymitet er vigtig for mig, så du er velkommen til at bruge et opdigtet navn. Din mailadresse vil heller ikke blive vist offentligt – den er det kun mig, der ser. En * betyder, at du skal udfylde feltet for at kunne skrive en kommentar.