Jamen, er jeg ikke også gakkelak?

Ofte, når jeg gennemgår den adfærd, som hverdagspsykopaterne har, så kan jeg se forvirringen i øjnene på jer, der lytter.

Og så kommer det forsigtige spørgsmål: “Jamen jeg opfører mig jo også sådan en gang imellem. Hvordan kan jeg være sikker på, at jeg ikke er hverdagspsykopat?”

Jeg har to svar på det spørgsmål. Et kort svar og et langt svar.

Det korte svar

Der er ingen hverdagspsykopat med respekt for sig selv, der nogensinde vil stille det spørgsmål. Ifølge enhver hverdagspsykopat så er de selv perfekte mennesker, og det er alle andre, der er nogle idioter.

Så det vil slet ikke falde dem ind, at der er noget galt med dem. Bevares, de fleste af dem ved godt, at de er anderledes end andre – men de er jo netop overbeviste om, at det er fordi, de er bedre end os.

Der kan komme en enkelt hverdagspsykopat, der har for vane at spille offerrollen, og som kommer med udtalelser som: “Jeg er også forfærdelig, der må være noget galt med mig, hvordan kan du dog holde mig ud?” Det er ikke et reelt spørgsmål. Det er en sætning, der skal manipulere dig til at forsikre hverdagspsykopaten om, at der ikke er noget galt med vedkommende, at han/ hun er helt fantastisk, og du elsker ham/hende højt.

Det er kun en fælde for at massere din empati og dit gode hjerte, så du giver hverdagspsykopaten den ønskede opmærksomhed. Du trøster og roser – og så sætter du alligevel ikke den grænse, eller viser den vrede, som du var i gang med inden den tilsyneladende sårbare udtalelse.

Der er også hverdagspsykopater, der ved, at de er psykopater eller narcissister, men grundlæggende vil de nok mest være stolte af det. “Se, jeg vidste jo, at jeg var anderledes” – og dermed selvfølgelig bedre end alle andre. Eller de vil trække på skuldrene og sige: “Og hvad så?”

Ifølge en hverdagspsykopat, så er vores empati, følelser og samvittighed virkeligt nogle store svaghedstegn. Man kommer jo ikke frem i verden med sådan noget flæb. Og når vi nu er så svage, så må vi jo selvfølgelig også regne med, at de – hverdagspsykopaterne – udnytter os. Det er klart. Det er jo det, vi er sat i verden for. Og de er jo små guder, der har krav på alt det, de har brug for.

De mener sig berettiget til alt det, de ønsker og higer efter – og de føler sig berettigede til at forlange, at vi – og andre – selvfølgelig giver det til dem.

Det lange svar

Når vi er i nærheden af en hverdagspsykopat, så fylder de det hele. Det forlanger de, for det er jo det, de føler sig berettigede til. Al vores tid, vores opmærksomhed, vores arbejdskraft, vores økonomi, vores venner og vores familie. Alt tilhører dem.

Hverdagspsykopater kan ikke være alene, de har det kun godt, hvis de har en – eller ofte mange – som de kan styre, kontrollere og udnytte. For tid, opmærksomhed, beundring, arbejde, penge, sex, tjenester og meget mere.

Er du en af disse behovsdækkere, og er du oven i købet familie eller partner, så betragter de dig som deres helt personlige ejendom. En ejendom, som skal stå til rådighed for dem 24/7/365 – og som ikke har ret til et eget liv.

Vi reagerer i stedet for at agere

Når vi er sammen med en hverdagspsykopat, så fylder de så meget, at vi begynder at beskæftige os med dem hele tiden. Tænker på, hvor de er, hvad de laver, hvad der kommer til at ske, når de kommer hjem, hvordan vi kan undgå dramaer og konflikter, hvordan vi kan forberede en god aften, dag, weekend, ferie.

Uanset hvad du gør, så laver en hverdagspsykopat drama og konflikter, styrer enhver aktivitet, har en mening om alt i almindelighed og om dig i særdeleshed. Og har jævnlige raserianfald eller forsvinder pludseligt.

Alt i dit liv er så uforudsigeligt, at det gør dig stresset. Du begynder ihærdigt at forberede alt i hovedet for at undgå uforudsigeligheden og de konflikter, der ser ud til at dukke op ud af den blå luft.

Du fokuserer stille og roligt over tid mere og mere på hverdagspsykopaten, og mindre og mindre på dig selv og dit liv, dine behov og dit eget velbefindende.

Du bliver mere og mere stresset, og du får den vane, at du altid reagerer på alt omkring dig – men du glemmer – og har ikke tid til – at agere på dit eget liv og dine egne behov. Du forsvinder som menneske og person.

Hverdagspsykopaten har stille og roligt ændret dig fra en handlekraftig, sjov, dygtig og selvhjulpen person med selvværd – til en usynlig, stresset, reagerende, angst, udmattet og behovsdækkende person, der har mistet troen på, at du kan bruges til noget, og på at du er noget værd.

Du er fanget i en fælde

Det føles ofte, som om du bliver presset ind i et hjørne i et rum. Et lukket rum, du ikke kan komme ud af. Og et hjørne, som du ikke kan undslippe fra, fordi der står et menneske foran dig, der trænger dig længere og længere ind i hjørnet. Til sidst kan du slet ikke bevæge dig.

Alt, der så kommer, mens du står presset ind i hjørnet, betragter dit forsvarssystem som en trussel. Og du slår fra dig. Fysisk eller verbalt. Du reagerer. Og du reagerer ikke hensigtsmæssigt, det er der ingen, der gør, når vi er så pressede og stressede. Du er udmattet og desperat, du føler dig fanget – og du reagerer derefter.

Nogle gange er det hverdagspsykopaten, der er truslen, og som det går ud over, men det kan også være helt almindelige mennesker, som egentligt gerne vil hjælpe dig, men hvor du ikke kan se klart, ikke har tillid til nogen tilbage, og derfor forsvarer du dig overfor dem også. Nogle gange forsvarer du dig endda med angreb og beskyldninger.

Du reagerer

Du har ikke andre muligheder. Når vi som mennesker er sat i et konstant og kronisk forsvarsberedskab, så reagerer vi, og vi reagerer oftest uhensigtsmæssigt eller endda voldsomt.

Vi kan reagere på forskellig måde, alt afhængig af vores situation og vores personlighed.

Du kan reagere udad med slag, spark, råben, hysteri, voldsom vrede eller voldsom gråd, flugt, drama eller hævngerrighed.

Du kan også reagere indad med med kraftig frygt, sorg, angst, forurettelse, følelsen af uretfærdighed og en intens følelse af vrede, som du ikke kan komme af med.

Begge dele giver endnu mere stress – og reagere du indad, så risikerer du oven i købet at få en depression.

Samvittighedsnag, skyld og skam

Når vi har reageret – udad eller indad – så rammes vi ofte af samvittighedsnag, af skam og skyldfølelse. For hvad har vi dog gjort, og hvilket forfærdigt menneske vi dog er, når vi overhovedet kan reagere på en måde, som vi slet ikke forbinder med os selv.

Følelsen af skyld og skam kan være så ubærlig, at vi må forsvare os selv med, at vi har ret til at reagere. Vi siger til os selv, at de ville os ondt, og at vi derfor var berettiget til at reagere så negativt som vi gjorde.

Det er deres skyld, du var nødt til …….. Udfyld selv. Du finder alle fejlene hos den anden, som du kan bruge til at retfærdiggøre dine følelser – og dine reaktioner.

Jamen er det ikke det samme som hverdagspsykopaten gør?

De kan jo heller ikke tåle kritik, og de tror også, at alle er efter dem og imod dem. De føler sig også berettiget til at reagere på det, de opfatter som angreb.

Er det så ikke os, der er hverdagspsykopater?

Nej, der er en meget væsentlig forskel. Forskellen ligger i vores motiver for at gøre det, vi gør. Vores motiver for at reagere på andres opførsel.

Hverdagspsykopaternes formål med næsten alt, de gør, er at få magt og kontrol over andre mennesker, så de kan bruge dem til at dække deres egne behov.

Det gør de uden samvittighed, og de mener oprigtigt, at de er fuldt berettigede til at reagere på alt, der går imod dem – og til at reagere så voldsomt, at de kan bryde et menneske ned med det.

Vores formål med alt vi gør, er at beskytte os selv mod vold og overgreb. Vi er i konstant alarmberedskab og reagerer på alt, der bevæger sig uden for os selv, og vi har faktisk ikke mere den store indsigt eller forståelse for, hvad der foregår hos os selv.

Vi reagerer på trusler – reelle eller formodede – fordi vi er i en konstant tilstand af alarmberedskab, angst, stress og overlevelse.

Hverdagspsykopater bruger koldblodigt enhver lejlighed til bevidst at bryde andre mennesker ned. Mennesker i almindelighed og os, der er tæt på i særdeleshed. De er nødt til at bryde os ned – og det ved de godt. Ellers vil vi jo gå, når vi gennemskuer dem. Den eneste måde, de kan holde os indfanget er, at vi er så stressede og pressede, at vi ikke kan tænkte en klar logisk tanke om den relation og situation, vi er i.

Den store forskel

Vi er sammen med en krænker – og vi er offeret. Mange af os hader at skulle indse, at vi er et offer. Vi er jo stærke og stolte. Vi klarer alt.

Men hvis stærke og stolte mennesker ændrer sig til at blive enten rasende furier eller grædende nedbrudte mennesker – så er det fordi, vi er udsat for terror. Fysisk, psykisk, mentalt, spirituelt, økonomisk, seksuelt, materielt nedbrydende vold fra et andet menneske. Så vi er voldsofre – om vi vil være det eller ej.

Vi behøver ikke at være udsat for vold hele tiden, nogle gange, går det jo fint, og hverdagspsykopaten er venlig, charmerende, kærlig og givende.

Nedbrydelsesteknikken over alle

Men det er faktisk endnu mere virkningfuldt at udsætte os for vold noget af tiden og være kærlige resten af tiden. Det er den mest effektive torturform og manipulationsteknik, der findes, fordi netop dette nedbryder os lynhurtigt.

De giver os krummer af kærlighed, opmærksomhed, anerkendelse, sex, beundring, hengivenhed og ømhed.

I starten giver de os denne opmærksomhed i store mængder for at fange os ind, men stille og roligt giver de os kun denne form for opmærksomhed, når vi gør det, de ønsker.

Og de begynder at holde den positive opmærksomhed tilbage fra os. Vi begynder at føle tvivl og usikkerhed, og til sidst er vi parat til at gå til yderligheder for at få deres opmærksomhed og hengivenhed tilbage.

Vi har som en anden hundehvalp lært, at der er godbidder, og vi har også lært, at vi kun får godbidder, når vi gør, hvad vores ejer vil have os til. Vi har dog været så uheldig at få en dyremishandler som ejer, der synes, det giver en følelse af magt, at forvirre hundehvalpen og behandle den mere og mere ondskabsfuldt, fordi ejeren godt kan lide følelsen af ubetinget magt, når hundehvalpen kryber for dennes fødder. Går den til angreb, bliver den slået i jorden.

Hundehvalpen reagerer med at blive underdanig og bruge alle sine kræfter på at logre for ejeren, og gøre alt, hvad ejeren vil have den til.

Når vi bliver udsat for den taktik som mennesker, så kan vi mærke, at hverdagspsykopaten trækker sig mere og mere fra os, og at der skal mere og mere til for at få opmærksomheden og en godbid. Vi bliver bange for at miste ham/hende og den positive opmærksomhed, og gør alt hvad vi kan for at få det tabte tilbage.

Derfor er det så meget mere nedbrydende, at der både er positiv og negativ behandling til stede. Hvis der kun var negativ behandlign, så kunne vi ikke bilde os ind, at der var noget at blive for i forholdet – men med de små krummer af positiv behandling, så bliver vi hængende – og vi sidder til sidst helt fast.

Vi sidder billedligt talt i en kørende rutchebane, hvor det går op og ned, og meget sjældent ligeud. Det kræver så meget af os, og det dræner os så meget altid at være i alarmberedskab, at vi samtidig bliver mere og mere udmattede, stressede og føler os presset ind i det førnævnte hjørne.

Det er smart, fordi de først tager vores opmærksomhed væk fra os selv og over på dem. Og så kører de os ned med psykisk terror. Og når vi hverken kan tænke eller tale, så reagerer vi – og får at vide, at vi da er helt ude i skoven. Ofte får alle omkring os også at vide – eller kan se – at vores opførsel er helt ude i skoven.

Når hverdagspsykopaten så ikke synes, de kan få mere ud af at bryde os ned – der er simpelthen ikke mere at bryde ned, så bruger de vores mentale og følelsesmæssige tilstand som undskyldning for at flytte ind hos en af de elskerinder, de fleste hverdagspsykopater har stående parat i kulissen til lejligheden.

Opsummering

Vi opfører os – med rigtigt god grund – meget mærkeligt. Og ofte uhensigtsmæssigt.

Vores opførsel går mest ud over os selv, men vi kan reagere sært overfor andre mennesker også.

Vi bruger ofte meget tid på at forklare hverdagspsykopater og andre, at de har såret os, og vi forsøger ihærdigt at få dem til at forstå det.

Vi bliver nogle gange så nedbrudte og hudløse, at vi begynder at finde tegn hos alle mennesker omkring os på, at de nok vil os det ondt, og at alt, de siger, sikkert er en kritik af os.

Det betyder ikke, at vi er hverdagspsykopater. Tværtimod. Vi er ofre for hverdagspsykopater, og vi er ofte traumatiserede voldsofre.

Den store forskel er også, at vi har empati og har mange selvbebrejdelser. Det ved en hverdagspsykopat ikke, hvad er.

Men vigtigst er motivet. Motivet hos hverdagspsykopaten er at få magt. Motivet hos os er at beskytte os selv.

Har du brug for hjælp?

Har du brug for mere viden om det, jeg har nævnt i denne artikel, eller har du brug for støtte til enten at komme fri eller komme videre efter en hverdagspsykopat, så kig på mit virtuelle kursus- og gruppeforløb “Tag Dit Liv Tilbage” her.

Kærlig hilsen ?❤️

Alexa

Kilder

Denne artikel er baseret på mange års erfaring og uddannelse og ikke mindst på tusindvis af samtaler med andre overlevere af hverdagspsykopater.
Derudover har jeg fundet inspirationog viden hos Christine Louis de Canonville, Zari Ballard, Patrick Carnes og Adelyn Birch til denne artikel.

ER DU VOKSET OP SOM BARN AF EN HVERDAGSPSYKOPAT?

Så check min live online workshop om de skader, traumer og mærkelige adfærdsmønstre, som er resultat af at have været barn tæt på et menneske, som er egoistisk og uempatisk. Du får gode redskaber, og så får du svar på dine helt egne spørgsmål om lige præcist din situation.

Læs mere og se datoerne på næste workshop her.