Når vi spænder ben for os selv – uden at ville det

Har du nogensinde oplevet at have en plan, et mål eller et håb – og alligevel ikke få gjort det, du havde besluttet?

Måske tænkte du:

“Jeg gør det i morgen.”
“Jeg skal bare tage mig sammen.”
“Hvorfor kan jeg aldrig holde fast?”

Det kan føles, som om vi spænder ben for os selv – ikke med vilje, men fordi noget indeni os bremser os. Som skjulte stopklodser, vi aldrig selv har lagt ud.

Og når vi så ikke får gjort det, vi havde sat os for, kommer selvanklagerne.

Den indre dommer banker os oven i hovedet:

“Alle andre kan. Hvorfor kan jeg ikke?”

Skjulte stopklodser fra barndommen

Det, vi oplever som dovenskab, svag karakter eller mangel på viljestyrke, er sjældent det, det handler om.

Ofte er det gamle mønstre, som blev skabt i en barndom, hvor vi måtte være dygtige, tilpasse os eller undertrykke os selv for at undgå kritik – eller for måske at få en smule kærlighed.

Som børn lærte vi at bremse os selv for at overleve.
Som voksne opleves de samme mønstre som skjulte stopklodser.

Når gode råd føles som endnu et nederlag

Måske har du også prøvet det:
Du søger hjælp hos professionelle eller spørger dine venner, fordi du længes efter at bryde fri af de stopklodser, der holder dig tilbage.

Og hvad får du så at vide?

“Du skal bare tage dig sammen.”
“Brug mere viljestyrke.”
“Skab bedre vaner.”
“Kontroller dine tanker.”

Det lyder logisk.
Det lyder enkelt.
Og alligevel virker det ikke.

For dig – ligesom for mig og utallige andre, der har oplevet giftige familierelationer – er det ikke mangel på viljestyrke, disciplin eller evne til at lave lister og skemaer, der spænder ben. 

Tværtimod – mange af os har overlevet netop ved at være disciplinerede, ved at holde ud og tage os sammen. Men den styrke, der engang reddede os, er også blevet til en fælde.

Den strategi, der engang reddede os, bliver til et fængsel, når vi som voksne prøver at ændre vores mønstre og vaner.

Hvorfor de klassiske råd ikke virker

Hvis du har levet i et hjem, hvor du konstant måtte tage dig sammen, hvor du bar ansvaret for stemningen, og hvor du aldrig måtte vise svaghed – så er viljestyrke og selvdisciplin virkelig ikke det, du mangler.

De fleste af os overlevere har udviklet en ekstrem evne til at udholde, kontrollere og tilpasse os. Det var helt nødvendigt for at overleve.

Derfor giver de klassiske råd ofte kun endnu mere skam:

“Jeg gør det forkert. Jeg kan ikke engang finde ud af dét, de alle sammen siger skulle være så enkelt.”

Det handler sjældent om dovenskab eller svag karakter. 

Det er netop et resultat af gamle mønstre, der blev grundlagt i en barndom med utryghed, manipulation eller følelsesmæssig forsømmelse.

Hjernen og kroppen lærte dengang at beskytte dig gennem overlevelsesstrategier – som: at trække dig, at udsætte, at tilpasse dig for meget eller at kæmpe for at blive perfekt.

Alt dette for at kunne overleve de omsorgssvigt og urimelige krav, du blev udsat for.

Når vi så som voksne får at vide, at vi “bare skal tage os sammen”, føles det ikke bare nytteløst – det kan faktisk forstærke skammen og selvhadet:

“Hvorfor kan jeg ikke finde ud af det, når alle andre kan?”

Overlevelsesmønstre – ikke svaghed

Det, vi kalder at spænde ben for os selv, er i virkeligheden gamle overlevelsesmønstre.

De blev skabt, dengang du var barn, og de lagrede sig dybt i din krop og dit nervesystem.

De hjalp dig engang – men i dag står de i vejen.

Et eksempel:
Hvis du lærte, at du kun fik ros, når du var perfekt, vil du som voksen måske hele tiden udskyde ting, du ikke kan gøre 100 %.

Ikke fordi du er doven, men fordi din krop og hjerne husker, at “alt andet end perfekt” kunne føre til kritik, kulde eller straf.

Et andet eksempel:
Hvis du lærte, at dine behov ikke talte, kan du som voksen have svært ved at tage tid til at gøre noget godt for dig selv.
Hver gang du prøver, føles det forkert – som om du gør noget ulovligt.

Det er ikke dig, der er forkert. Det er gamle mønstre, der stadig lever i dig.

Usynlige lænker

Når vi prøver at kontrollere os selv med viljestyrke og tanker, føles det som at lime en strategi oven på noget, der ikke tager imod. Som at lægge et plaster på et knoglebrud.

Uden at forstå de usynlige lænker tilbage til barndommen, vil vi igen og igen falde tilbage i de samme mønstre.

Og hver gang følger skammen:

“Der må være noget galt med mig.”

At finde det sande jeg under mønstrene

Heling handler ikke om at blive mere perfekt til at kontrollere os selv. 

Heling handler om at opdage, hvem vi er under de gamle mønstre.

Din heling handler om, hvem du var, før du måtte tilpasse dig, udskyde, være perfekt, tie stille eller være stærk hele tiden.

Heling begynder først, når vi tør se på rødderne til vores adfærd – i stedet for kun at pille ved bladene. Når vi ser sammenhængen mellem vores nuværende selvsabotage og vores tidlige erfaringer.

Det handler ikke om at bygge noget ovenpå det, vi allerede har.

Det handler om at skrælle lagene af og finde frem til den person, du altid har været under overlevelsesmønstrene.

Det er dér friheden ligger. Ikke i at blive “bedre til at tage sig sammen”, men i at opdage, at du allerede er mere end god nok – og at dine gamle mønstre kan forandres, når du arbejder med årsagerne bag.

Den vigtige forskel

Det betyder ikke, at viljestyrke, gode rutiner og bevidste tanker er ligegyldige. 

Men de virker kun, hvis de bygges på et fundament af forståelse og omsorg – ikke hvis de bygges oven på skam og rigid selvkontrol.

Når du først opdager, at det ,du oplever som selvsabotage, ikke er et tegn på, at du er forkert, men et tegn på, at du overlevede noget svært – så kan du begynde at arbejde med dig selv på en helt ny måde.

Når du ser, at stopklodserne ikke er svaghed – men kloge strategier, du engang brugte for at overleve – kan du begynde at løsne dem.

Lag for lag.

Den nye frihed

At forstå, at du ikke spænder ben for dig selv med vilje, men at det er gamle overlevelsesmønstre, ændrer alt.

For så bliver spørgsmålet ikke længere:

“Hvordan kan jeg tage mig mere sammen?”

Men i stedet:

“Hvordan kan jeg møde de gamle mønstre med omsorg og finde nye veje for mig selv?”

Det er dér, heling begynder.
Ikke i endnu en plan, endnu en liste, endnu et skema eller endnu en indre pisk.
Men i forståelsen af, at du allerede har gjort det bedste, du kunne – og at det var nok til at overleve.

Nu er tiden kommet til at leve. Og det er noget helt andet: uvant, svært – og noget, der kan tage tid at lære.

Men det er det hele værd – for det giver os friheden til at leve vores eget liv, og også til selv at bestemme, hvad der reelt er vigtigt for os – og hvad der blot er gammel og skadelig indoktrinering fra giftige og selvoptagede mennesker i vores fortid.

WEBFOREDRAG: 9 TRIN TIL HELING EFTER EN GIFTIG FAMILIE

DU ER IKKE ALENE – BRYD FRI AF TRAUMET FRA GIFTIGE FORÆLDRE